EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D0399

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/399 af 9. marts 2022 om ændring af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus' involvering i den russiske aggression mod Ukraine

ST/6836/2022/INIT

OJ L 82, 9.3.2022, p. 9–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 09/03/2022

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/399/oj

9.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 82/9


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/399

af 9. marts 2022

om ændring af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Hviderusland og Hvideruslands involvering i den russiske aggression mod Ukraine

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 15. oktober 2012 afgørelse 2012/642/FUSP (1).

(2)

Den 24. februar 2022 annoncerede præsidenten for Den Russiske Føderation en militær operation i Ukraine, og russiske væbnede styrker indledte et angreb på Ukraine, herunder fra Belarus' område. Dette angreb er en åbenbar krænkelse af Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

(3)

I sine konklusioner af 24. februar 2022 fordømte Det Europæiske Råd på det kraftigste Den Russiske Føderations uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine. Med sine ulovlige militære aktioner overtræder Rusland groft folkeretten og FN-pagtens principper og underminerer europæisk og global sikkerhed og stabilitet. Det Europæiske Råd fordømte også kraftigt Belarus' involvering i denne aggression mod Ukraine og opfordrede landet til at afholde sig fra sådanne handlinger og overholde sine internationale forpligtelser. Det Europæiske Råd opfordrede til omgående udarbejdelse og vedtagelse af en pakke af yderligere individuelle og økonomiske sanktioner, der også omfatter Belarus.

(4)

Den 2. marts 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/356 (2), som ændrede titlen på afgørelse 2012/642/FUSP og indførte yderligere restriktive foranstaltninger som reaktion på Belarus' involvering i den russiske aggression mod Ukraine.

(5)

I betragtning af den alvorlige situation og som svar på Belarus' involvering i Ruslands aggression mod Ukraine er det hensigtsmæssigt at indføre yderligere restriktive foranstaltninger vedrørende den finansielle sektor.

(6)

Navnlig er det hensigtsmæssigt at: forbyde notering og levering af tjenester i forbindelse med aktier i belarusiske statsejede enheder på Unionens markedspladser, begrænse de finansielle strømme fra Belarus til Unionen, forbyde transaktioner med Belarus' centralbank og begrænse leveringen af specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser til visse belarusiske kreditinstitutter og deres belarusiske datterselskaber. Det er også hensigtsmæssigt at tilføje forpligtelser for netforvalteren for det fælles europæiske luftrums netfunktioner for lufttrafikstyring vedrørende forbud mod overflyvning.

(7)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at gennemføre visse foranstaltninger.

(8)

Afgørelse 2012/642/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2012/642/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 2ha

1.   Transaktioner vedrørende forvaltning af Belarus' centralbanks reserver og aktiver, herunder transaktioner med juridiske personer, enheder eller organer, der handler på vegne af eller efter anvisning fra Belarus' centralbank, er forbudt.

2.   Uanset stk. 1 kan de kompetente myndigheder give tilladelse til en transaktion, forudsat at den er strengt nødvendig for at sikre finansiel stabilitet for Unionen som en helhed eller for den berørte medlemsstat.

3.   Den pågældende medlemsstat underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen om, at den agter at give tilladelse i henhold til stk. 2.

Artikel 2hb

Det er fra den 12. april 2022 forbudt at notere og levere tjenester på markedspladser, der er registreret eller anerkendt i Unionen, for så vidt angår omsættelige værdipapirer, der tilhører juridiske personer, enheder eller organer, som er etableret i Belarus og har over 50 % offentligt ejerskab.«

2)

Artikel 2k affattes således:

»Det er forbudt bevidst og forsætligt at deltage i aktiviteter, der har til formål eller følge direkte eller indirekte at omgå de forbud, der er fastsat i denne afgørelse.«

3)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 2t

1.   Det er forbudt at yde offentlig finansiering eller finansiel bistand til handel med eller investeringer i Belarus.

2.   Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for:

a)

bindende forpligtelser vedrørende finansieringsmidler eller finansiel bistand, der er indgået inden den 10. marts 2022

b)

ydelse af offentlig finansiering eller finansiel bistand på op til en samlet værdi af 10 000 000 EUR pr. projekt til små og mellemstore virksomheder, der er etableret i Unionen, eller

c)

ydelse af offentlig finansiering eller finansiel bistand til handel med fødevarer og til landbrug eller til medicinske eller humanitære formål.

Artikel 2u

1.   Det er forbudt at modtage indskud fra belarusiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Belarus, eller juridiske personer, enheder eller organer etableret i Belarus, hvis den samlede værdi af de fysiske eller juridiske personers, enheders eller organers indskud pr. kreditinstitut overstiger 100 000 EUR.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på statsborgere i en medlemsstat, et land, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller Schweiz eller på fysiske personer, der har en midlertidig eller permanent opholdstilladelse i en medlemsstat, et land, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller Schweiz.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på indskud, der er nødvendige for ikkeforbudt grænseoverskridende handel med varer og tjenesteydelser mellem Unionen og Belarus.

4.   Uanset stk. 1 kan de kompetente myndigheder tillade modtagelse af et sådant indskud på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, efter at have fastslået, at modtagelsen af et sådant indskud:

a)

er nødvendigt til at dække basale behov hos de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i stk. 1, og de familiemedlemmer, som disse har forsørgerpligt over for, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på hypotekslån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)

alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer eller godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand

c)

er nødvendigt til afholdelse af ekstraordinære udgifter, forudsat at den relevante kompetente myndighed har meddelt de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater og Kommissionen, hvorfor den skønner, at der bør gives særlig tilladelse, mindst to uger før meddelelsen af tilladelsen, eller

d)

er nødvendigt til en diplomatisk eller konsulær repræsentations eller international organisations officielle formål.

Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af dette stykke, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

5.   Uanset stk. 1 kan de kompetente myndigheder tillade modtagelse af et sådant indskud på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, efter at have fastslået, at modtagelsen af et sådant indskud:

a)

er nødvendigt til humanitære formål, såsom at levere eller lette levering af bistand, herunder beholdninger af lægemidler og medicinsk udstyr, fødevarer eller overførsel af humanitære hjælpearbejdere og dertil knyttet bistand eller til evakueringer, eller

b)

er nødvendigt til civilsamfundsaktiviteter, der direkte fremmer demokrati, menneskerettigheder eller retsstatsprincippet i Belarus.

Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af dette stykke, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

Artikel 2v

1.   Det er forbudt for EU-værdipapircentraler at levere tjenester som defineret i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 (*1) for så vidt angår omsættelige værdipapirer, der er udstedt efter den 12. april 2022, til belarusiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Belarus, eller juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Belarus.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på statsborgere i en medlemsstat eller på fysiske personer, der har en midlertidig eller permanent opholdstilladelse i en medlemsstat.

Artikel 2w

1.   Det er forbudt at sælge omsættelige værdipapirer i euro, der er udstedt efter den 12. april 2022, eller andele i institutter for kollektiv investering, der leverer eksponering mod sådanne værdipapirer, til belarusiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Belarus, eller juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Belarus.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på statsborgere i en medlemsstat eller på fysiske personer, der har en midlertidig eller permanent opholdstilladelse i en medlemsstat.

Artikel 2x

1.   Det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler denomineret i euro til Belarus eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Belarus, herunder Belarus' regering og centralbank, eller til brug i Belarus.

2.   Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for salg, levering, overførsel eller eksport af pengesedler denomineret i euro, forudsat at salget, leveringen, overførslen eller eksporten er nødvendig for:

a)

personlig brug for fysiske personer, der rejser til Belarus, eller medlemmer af deres nærmeste familie, der rejser sammen med dem, eller

b)

officielle formål for diplomatiske eller konsulære repræsentationer eller internationale organisationer i Belarus, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten.

Artikel 2y

Det er fra den 20. marts 2022 forbudt at levere specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser, der anvendes til udveksling af finansielle data, til de juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag V, eller til juridiske personer, enheder eller organer, som er etableret i Belarus, og hvoraf en enhed, der er opført på listen i bilag V, direkte eller indirekte ejer over 50 %.

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler samt om ændring af direktiv 98/26/EF og 2014/65/EU samt forordning (EU) nr. 236/2012 (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 1).«"

4)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2ab

1.   Netforvalteren for det fælles europæiske luftrums netfunktioner for lufttrafikstyring bistår Kommissionen og medlemsstaterne med at sikre gennemførelsen og overholdelsen af denne afgørelses artikel 2a og artikel 4, stk. 2. Netforvalteren afviser navnlig alle flyveplaner indgivet af luftfartøjsoperatører, der indikerer, at de har til hensigt at udføre aktiviteter over Unionens eller Belarus' område, som udgør en overtrædelse af bestemmelserne i denne afgørelse, således at piloten ikke får flyvetilladelse.

2.   Netforvalteren forelægger regelmæssigt Kommissionen og medlemsstaterne rapporter om gennemførelsen af artikel 2a på grundlag af analysen af flyveplanerne.«

5)

Artikel 2n, stk. 1, litra a), affattes således:

»a)

fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i artikel 2h, 2i, 2j eller 2y eller opført på listen i bilag II eller V«.

6)

Bilaget til denne afgørelse tilføjes som bilag V til afgørelse 2012/642/FUSP.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. marts 2022.

På Rådets vegne

J.-Y. LE DRIAN

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2012/642/FUSP af 15. oktober 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus' involvering i den russiske aggression mod Ukraine (EUT L 285 af 17.10.2012, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/356 af 2. marts 2022 om ændring af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus (EUT L 67 af 2.3.2022, s. 103).


BILAG

»BILAG V

LISTE OVER JURIDISKE PERSONER, ENHEDER OG ORGANER OMHANDLET I ARTIKEL 2y

Belagroprombank

Bank Dabrabyt

Development Bank of the Republic of Belarus

«

Top