EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021D2292

Rådets afgørelse (EU) 2021/2292 af 30. april 2021 om fremsættelse på Den Europæiske Unions vegne af et forslag til forvaltningsorganets beslutning om metoden for ajourføringer for at afspejle ændringer i Unionens medlemssammensætning med henblik på det 41. møde i forvaltningsorganet for konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande og om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på dette møde

ST/7682/2021/INIT

OJ L 458, 22.12.2021, p. 512–513 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/2292/oj

22.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 458/512


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/2292

af 30. april 2021

om fremsættelse på Den Europæiske Unions vegne af et forslag til forvaltningsorganets beslutning om metoden for ajourføringer for at afspejle ændringer i Unionens medlemssammensætning med henblik på det 41. møde i forvaltningsorganet for konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande og om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på dette møde

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

1999-protokollen angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen til konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, som ændret den 4. maj 2012 (»den ændrede Göteborgprotokol«), blev godkendt af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2017/1757 (1) og trådte i kraft den 7. oktober 2019.

(2)

På det 36. møde i forvaltningsorganet for konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (»konventionen«) opfordrede parterne i konventionen Unionen og dens medlemsstater til at foreslå en metode for tilpasning af Unionens emissionslofter i tabel 1 i bilag II til den oprindelige Göteborgprotokol, der blev vedtaget i 1999, for at tage højde for ændringer i Unionens medlemssammensætning.

(3)

Et forslag til beslutning, der blev fremsat af Unionen og dens medlemsstater, blev vedtaget på det 37. møde ved forvaltningsorganets beslutning 2017/3.

(4)

Det er nødvendigt at fastlægge metoden for ajourføring af Unionens værdier i tabel 2-6 i bilag II til den ændrede Göteborgprotokol, der udelukkende er baseret på en matematisk beregning, som kun benytter oplysninger, der allerede fremgår af de nævnte tabeller, for at tage højde for ændringer i Unionens medlemssammensætning, således at det er muligt at afspejle sådanne ændringer i forbindelse med vurderingen af Unionens overholdelse af dens forpligtelser i henhold til den ændrede Göteborgprotokol. Dette vedrører ikke eventuelle tilpasninger af nationale emissionslofter eller nationale tilsagn om reduktion af emissioner i tabellerne i bilag II til den ændrede Göteborgprotokol.

(5)

Når metoden for ajourføringer er vedtaget af konventionens forvaltningsorgan, bør Kommissionen for at tage højde for ændringer i Unionens medlemssammensætning siden vedtagelsen af den ændrede Göteborgprotokol på Unionens vegne forelægge eksekutivsekretæren for De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa, der står for gennemførelsen af denne metode, de nødvendige ajourføringer. Kommissionen bør ligeledes forelægge eventuelle ajourføringer, der måtte være nødvendige i tilfælde af efterfølgende ændringer i Unionens medlemssammensætning.

(6)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i konventionens forvaltningsorgan, bør fastlægges, da forvaltningsorganets beslutning vil være bindende for Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Unionen skal på det 41. møde i konventionens forvaltningsorgan forfølge målsætningen om fastlæggelse af den metode, der skal gøre det muligt at ajourføre Unionens emissionsreferenceværdier og tilsagn om reduktion af emissioner i tabel 2-6 i bilag II til den ændrede Göteborgprotokol, og som udelukkende er baseret på en matematisk beregning, som kun benytter oplysninger, der allerede fremgår af de nævnte tabeller, for at sikre, at Unionens værdier i disse tabeller kan ajourføres, således at de korrekt afspejler den samlede sum af medlemsstaternes emissionsreferenceværdier og tilsagn om reduktion af emissioner i lyset af ændringer i Unionens medlemssammensætning.

2.   Unionen skal med henblik på det 41. møde i konventionens forvaltningsorgan og på at opfylde den i stk. 1 fastsatte målsætning fremsætte forslaget til den nødvendige ajourføringsmetode (2).

3.   Kommissionen meddeler på Unionens vegne det nævnte forslag til konventionens sekretariat.

Artikel 2

1.   Unionen kan støtte de af andre parter i konventionen fremsatte ændringsforslag, forudsat at disse bidrager til at nå Unionens målsætning, jf. artikel 1.

2.   Hvis andre parter i konventionen foreslår, at forvaltningsorganets beslutning skal anvende Göteborgprotokollens artikel 13, stk. 2, som retsgrundlag, kan Unionen acceptere dette forslag og deltage i forhandlinger herom.

3.   Hvis andre parter i konventionen anmoder om, at proceduren for forelæggelse af de ajourførte værdier for Unionen bringes i overensstemmelse med proceduren i Göteborgprotokollens artikel 13, stk. 4 og 5, kan Unionen foreslå en forenklet procedure.

Artikel 3

I lyset af udviklingen på det 41. møde i konventionens forvaltningsorgan kan Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne aftale justeringer af den holdning, der er omhandlet i artikel 1 og 2, på koordineringsmøder på stedet uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.

Artikel 4

Når konventionens forvaltningsorgan har vedtaget den metode, der skal gøre det muligt at foretage de i artikel 1, stk. 1, omhandlede ajourføringer, forelægger Kommissionen på Unionens vegne de nødvendige ajourføringer til gennemførelse af denne metode.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 2021.

På Rådets vegne

A.P. ZACARIAS

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2017/1757 af 17. juli 2017 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af en ændring til 1999-protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen (EUT L 248 af 27.9.2017, s. 3).

(2)  Jf. dokument ST 7683/21 på http://register.consilium.europa.eu.


Top