EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R0911

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/911 af 31. maj 2021 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

C/2021/4029

OJ L 199, 7.6.2021, p. 7–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/911/oj

7.6.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/911

af 31. maj 2021

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages foranstaltninger vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2021.

På Kommissionens vegne

For formanden

Gerassimos THOMAS

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Møbelhund bestående af:

en træplade (træfiberplade med afrundede hjørner og kanter)

skridsikre belægning af plast på pladens overside

hjul af plast

metalbeslag til montering af hjulene på pladens underside.

Varen har et udskåret greb, der gør det muligt at transportere varen, f.eks. manuelt, eller at hænge varen op på en væg.

Varen er beregnet til transport af forskellige genstande, navnlig møbler og andre tunge genstande.

(Se billedet)  (*1)

4421 99 10

Tarifering i henhold til almindelig bestemmelse 1, 3 b) og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 3 til kapitel 44 samt teksten til KN-kode 4421 , 4421 99 og 4421 99 10 .

Tarifering under KN-kode 8716 80 00 som andre køretøjer uden fremdrivningsmekanisme er udelukket, da varens objektive karakteristika og egenskaber som helhed ikke svarer til ordlyden i pos. 8716 og KN-kode 8716 80 00 .

På grund af varens objektive karakteristika og egenskaber, herunder et udskåret greb, der ikke bruges til at skubbe varen med foden eller hånden, og fordi den er udformet til transport af tunge genstande såsom møbler ved at skubbe dem, er den ikke bestemt til at trækkes af andre køretøjer, skubbes eller trækkes ved håndkraft, skubbes med foden eller til at trækkes af dyr (se også de forklarende bemærkninger til HS, pos. 8716 , andet stykke).

Varen kan ikke betragtes som et køretøj, da den mangler visse karakteristika og egenskaber for et hånd- eller foddrevet køretøj henhørende under pos. 8716 , idet den ikke er en vogn, en lastvogn, en trækvogn eller en sækkevogn, og idet den ikke består af en bestemt del af et køretøj, såsom et chassis.

Som følge heraf skal varen tariferes efter materialets beskaffenhed.

Varen er et sammensat produkt, der består af forskellige materialer (træ, plast og metal). Den bestanddel, der er karaktergivende for varen, er træ, da træpladen udgør størstedelen af det sammensatte produkt, og da træpladen har størst betydning for varens tiltænkte anvendelse.

Varen skal derfor tariferes under KN-kode 4421 99 10 som andre varer af træfiberplader.

Image 1


(*1)  Billedet er kun vejledende.


Top