EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R2114

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/2114 af 16. december 2020 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 for så vidt angår den midlertidige forlængelse af de ekstraordinære foranstaltninger til at imødegå følgerne af covid-19-pandemien vedrørende udvælgelsen af leverandør af ground handling-ydelser (EØS-relevant tekst)

C/2020/8950

OJ L 426, 17.12.2020, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2020/2114/oj

17.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 426/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2020/2114

af 16. december 2020

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 for så vidt angår den midlertidige forlængelse af de ekstraordinære foranstaltninger til at imødegå følgerne af covid-19-pandemien vedrørende udvælgelsen af leverandør af ground handling-ydelser

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (1), særlig artikel 24a, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Covid-19-pandemien har medført en kraftig nedgang i lufttrafikken som følge af et betydeligt fald i efterspørgslen og direkte foranstaltninger truffet af medlemsstaterne og tredjelande med henblik på at inddæmme pandemien.

(2)

Disse omstændigheder ligger uden for luftfartsselskabernes kontrol, og de efterfølgende frivillige eller obligatoriske aflysninger af flyvninger er en nødvendig reaktion på disse omstændigheder.

(3)

Leverandører af ground handling-ydelser har fortsat likviditetsproblemer, der kan føre til, at leveringen af ground handling-ydelser suspenderes. Dette kan medføre, at lufthavnstjenester i EU-lufthavne begrænses eller suspenderes.

(4)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/696 (2) fik lufthavnenes forvaltningsorganer eller medlemsstaternes kompetente myndigheder i perioden fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2020, i tilfælde hvor en leverandør af ground handling-ydelser ophører med sine aktiviteter før udløbet af den periode, for hvilken denne blev udvalgt, mulighed for direkte at udvælge en leverandør af ground handling-ydelser til at levere ydelserne for en periode på højst seks måneder eller for en periode indtil den 31. december 2020, hvis denne periode er længere. Ved forordning (EU) 2020/696 blev Kommissionen også tillagt delegerede beføjelser til at forlænge disse perioder.

(5)

I overensstemmelse med artikel 24a, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1008/2008 forelagde Kommissionen den 13. november 2020 en sammenfattende rapport for Europa-Parlamentet og Rådet.

(6)

I Kommissionens sammenfattende rapport påpeges det, at lufttrafikken til trods for en gradvis stigning i perioden fra april til august 2020 stadig var væsentligt reduceret i september 2020 sammenlignet med samme periode i 2019. Ifølge data fra Eurocontrol var lufttrafikmængden den 25. november 2020 63 % lavere end den 25. november 2019.

(7)

På trods af de vanskeligheder, der er forbundet med korrekt at forudsige vejen til genopretning af lufttrafikken, må det forventes, at denne situation vil vare ved i den nærmeste fremtid og frem til december 2021. På baggrund af Eurocontrols seneste prognose for lufttrafikken fra september 2020 forventes det, at niveauet for lufttrafikken vil være 50 % lavere i februar 2021 sammenlignet med februar 2020 (under forudsætning af en ukoordineret tilgang medlemsstaterne imellem om indførelse af operationelle procedurer og ophævelse af nationale restriktioner). Tal fra Verdenssundhedsorganisationen viser, at antallet af registrerede covid-19-tilfælde på ugebasis i Europa den 22. november 2020 nåede op på 1,77 millioner (44 % af antallet af tilfælde på verdensplan) og dermed overskred antallet af tilfælde i foråret 2020 betydeligt. Tal fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme viser, at incidensraten over 14 dage i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Det Forenede Kongerige er steget støt siden sommeren 2020. Det fremgår af den ugentlige overvågningsrapport af 22. november 2020, at raten var nået op 549 (landeinterval: 58-1 186) pr. 100 000 indbyggere.

(8)

Det må forventes, at den vedvarende nedgang i lufttrafikmængden skyldes virkningerne af covid-19-pandemien. De tilgængelige data om forbrugernes tillid i kølvandet på covid-19 viser, at ca. 60 % af de adspurgte i april 2020 gav udtryk for, at de sandsynligvis ville benytte lufttransport på ny i løbet af få måneder efter, at pandemien fortager sig, men denne procentdel var faldet til 45 % i juni 2020. De tilgængelige data viser således tydeligt en sammenhæng mellem covid-19-pandemien og forbrugernes efterspørgsel efter lufttransport, og der kan ikke konstateres andre gyldige årsager til at forklare nedgangen i efterspørgslen efter lufttransport.

(9)

Kommissionens sammenfattende rapport påviser, at de nationale og ukoordinerede restriktioner og karantæne- og testkrav, som medlemsstaterne har indført som svar på det stigende antal covid-19-tilfælde i Europa siden midten af august, og som ofte indføres med meget kort varsel, også nedbryder forbrugertilliden og resulterer i lavere efterspørgsel på lufttransport.

(10)

På baggrund af det ekstremt lave antal flyreservationer, ovennævnte epidemiologiske prognose og lufttrafikprognose samt usikkerheden og uforudsigeligheden i forbindelse med nationale foranstaltninger truffet med henblik på at inddæmme covid-19-pandemien må det forventes, at de lave niveauer for lufttrafik og passagerefterspørgsel som følge af covid-19-pandemien vil vare ved i 2021. Det forventes ikke, at der vil ske en tilbagevenden til trafikniveauerne fra før covid-19-pandemien i adskillige år. Det er imidlertid for tidligt på nuværende tidspunkt at konkludere, om kapacitetsreduktionerne vil fortsætte i samme store omfang efter 2021.

(11)

Leverandører af ground handling-ydelser er blevet hårdt ramt af covid-19-pandemien og den deraf følgende nedgang i lufttrafikken. Det væsentligt reducerede antal flyvninger siden begyndelsen af pandemien har haft negativ indvirkning på deres indtægtskilder for så vidt angår levering af ground handling-ydelser i EU-lufthavne. Mange leverandører af ground handling-ydelser har derfor store økonomiske vanskeligheder, og adskillige af dem har allerede indledt en omstruktureringsproces, modtaget redningspakker fra staten eller indstillet deres aktiviteter.

(12)

På baggrund af prognoserne for lufttrafikken for de kommende måneder er det sandsynligt, at de svære markedsvilkår i sektoren for ground handling-ydelser vil vare ved som følge af det begrænsede antal flyvninger, der vil skulle betjenes i 2021. Det er sandsynligt, at den negative udviklingstendens inden for lufttrafik yderligere vil forværre den alvorlige økonomiske situation, som leverandører af ground handling-ydelser befinder sig i, og dermed føre til risiko for yderligere konkurser. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at yderligere leverandører af ground handling-ydelser i lufthavne, hvor antallet af leverandører er begrænset, må indstille leveringen af ground handling-ydelser før udløbet af den periode, for hvilken de er blevet udvalgt. Dette kan føre til pludselige afbrydelser i leveringen af ground handling-ydelser i de pågældende lufthavne, før en ny leverandør kan udvælges efter proceduren i artikel 11, stk. 1, i Rådets direktiv 96/67/EF.

(13)

Det er derfor nødvendigt at forlænge den fritagelsesperiode, der er omhandlet i artikel 24a, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1008/2008 fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2021.

(14)

For at undgå retsusikkerhed, navnlig for lufthavnens forvaltningsorgan og medlemsstatens kompetente myndighed, bør nærværende forordning vedtages efter hasteproceduren i artikel 25b i forordning (EF) nr. 1008/2008, og den bør grundet sagens hastende karakter træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 24a i forordning (EF) nr. 1008/2008 affattes stk. 2 således:

»2.

Uanset artikel 11, stk. 1, litra e), i direktiv 96/67/EF, gælder det for perioden fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2021, at hvis en leverandør af ground handling-ydelser ophører med dens aktiviteter før udløbet af den periode, for hvilken denne blev udvalgt, kan lufthavnens forvaltningsorgan eller medlemsstatens kompetente myndighed direkte udvælge en leverandør af ground handling-ydelser til at levere ydelserne for en periode på højst seks måneder eller for en periode indtil den 31. december 2021, hvis denne periode er længere.«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. december 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/696 af 25. maj 2020 om ændring af forordning (EF) nr. 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet i lyset af covid-19-pandemien (EUT L 165 af 27.5.2020, s. 1).


Top