(1)

Unionens vandressourcer er i stigende grad under pres, hvilket fører til vandknaphed og en forringelse af vandkvaliteten. Navnlig klimaændringer, uforudsigelige vejrmønstre og tørke bidrager betydeligt til den belastning af tilgængeligheden af ferskvand, der forårsages af byudvikling og landbrug.

(2)

Unionens evne til at reagere på det stigende pres på vandressourcer kan forbedres ved at øge genbrug af renset spildevand, begrænse indvinding fra overfladevandområder og grundvandsforekomster, mindske virkningen af udledning af renset spildevand til vandområder og fremme vandbesparelser gennem flere anvendelsesmuligheder for spildevand, samtidig med at der sikres et højt niveau af miljøbeskyttelse. I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (4) nævnes genbrug af vand i kombination med fremme af vandeffektive teknologier i industrien og vandbesparende vandingsteknikker som en af de supplerende foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vælge at anvende for at nå nævnte direktivs mål om god kvalitativ og kvantitativ vandtilstand for overfladevandområder og grundvandsforekomster. Ifølge Rådets direktiv 91/271/EØF (5) skal renset spildevand genbruges, når dette er hensigtsmæssigt.

(3)

Meddelelsen fra Kommissionen af 14. november 2012»En plan for at beskytte Europas vandressourcer« peger på behovet for at skabe et instrument til regulering af standarder på EU-plan for genbrug af vand med henblik på at fjerne hindringerne for udbredt brug af en sådan alternativ vandforsyningsmulighed, dvs. en, som kan hjælpe med at reducere vandknaphed og mindske forsyningssystemernes sårbarhed.

(4)

I meddelelsen fra Kommissionen af 18. juli 2007»Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union« præciseres hierarkiet for foranstaltninger, som medlemsstaterne bør overveje i deres håndtering af vandknaphed og tørke. Det hedder i meddelelsen, at i regioner, hvor alle forebyggende foranstaltninger er gennemført i henhold til vandhierarkiet, og hvor efterspørgslen efter vand stadig overstiger vandtilgængeligheden, kan supplerende vandforsyningsinfrastruktur i nogle tilfælde og under behørig hensyntagen til lønsomhedsaspektet tjene som en alternativ tilgang til at afbøde virkningerne af alvorlig tørke.

(5)

I sin beslutning af 9. oktober 2008 om indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union (6) minder Europa-Parlamentet om, at en efterspørgselsstyret tilgang i forbindelse med vandressourceforvaltning bør foretrækkes, men finder, at Unionen bør vælge en helhedstilgang til forvaltningen af vandressourcer og kombinere foranstaltninger til efterspørgselsstyring, foranstaltninger til optimering af eksisterende ressourcer inden for vandets kredsløb og foranstaltninger til skabelse af nye ressourcer, og at der i forbindelse med denne tilgang også må tages miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn.

(6)

I sin meddelelse af 2. december 2015»Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi« har Kommissionen forpligtet sig til at træffe en række foranstaltninger for at fremme genbrug af renset spildevand, herunder udvikling af et lovgivningsforslag om mindstekrav til genbrug af vand. Kommissionen bør ajourføre sin handlingsplan og bibeholde vandressourcer som et prioriteret område for indsatsen.

(7)

Formålet med denne forordning er at fremme udbredelsen af genbrug af vand, når det er hensigtsmæssigt og omkostningseffektivt, og derved skabe en gunstig ramme for de medlemsstater, der ønsker eller har behov for at genbruge vand. Genbrug af vand er en lovende mulighed for mange medlemsstater, men i øjeblikket er det kun en lille del af dem, der genbruger vand og har vedtaget national lovgivning eller nationale standarder i denne henseende. Denne forordning bør være så fleksibel, at det er muligt at fortsætte praksis for genbrug af vand og samtidig sikre, at andre medlemsstater kan anvende disse regler, når de beslutter at indføre denne praksis på et senere tidspunkt. Enhver beslutning om ikke at genbruge vand bør være behørigt begrundet ud fra de kriterier, der er fastlagt i denne forordning, og bør revideres regelmæssigt.

(8)

Direktiv 2000/60/EF giver medlemsstaterne den nødvendige fleksibilitet til at medtage supplerende foranstaltninger i de indsatsprogrammer, der er vedtaget for at støtte deres bestræbelser på at opfylde vandkvalitetsmålene som fastsat i nævnte direktiv. Den ikke-udtømmende liste over supplerende foranstaltninger, der er fastsat i bilag VI, del B, til direktiv 2000/60/EF, indeholder bl.a. foranstaltninger til genbrug af vand. I denne forbindelse og i overensstemmelse med et hierarki af foranstaltninger, som medlemsstaterne kan overveje i deres håndtering af vandknaphed og tørke, og som tilskynder til foranstaltninger rækkende fra vandbesparelse til vandprissætning og alternative løsninger, og under behørig hensyntagen til lønsomhedsaspektet, bør mindstekravene til genbrug af vand som fastsat i denne forordning anvendes, når renset byspildevand fra rensningsanlæg for byspildevand i overensstemmelse med direktiv 91/271/EØF genbruges til vanding i landbruget.

(9)

Genbrug af korrekt renset spildevand, for eksempel fra rensningsanlæg for byspildevand, anses for at have en lavere miljøpåvirkning end andre alternative vandforsyningsmetoder såsom vandoverførsler eller afsaltning. Genbrug af vand af den art, som kan reducere vandspild og spare vand, finder dog kun sted i begrænset omfang i Unionen. Dette synes til dels at skyldes de betydelige omkostninger ved systemer til genbrug af spildevand samt, at Unionen ikke har fælles miljø- og sundhedsstandarder for genbrug af vand, og navnlig for landbrugsprodukters vedkommende de potentielle sundheds- og miljørisici og de potentielle hindringer for den frie bevægelighed for sådanne produkter, der er blevet vandet med genvundet vand.

(10)

Sundhedsstandarder i forbindelse med fødevarehygiejne for landbrugsprodukter, der er vandet med genvundet vand, kan kun opnås, hvis kvalitetskravene til genvundet vand beregnet til vanding i landbruget ikke afviger væsentligt mellem medlemsstaterne. Harmonisering af kravene ville også bidrage til et velfungerende indre marked for sådanne produkter. Derfor bør der indføres minimumsniveauer for harmonisering ved at fastsætte mindstekrav til vandkvalitet og overvågning. Disse mindstekrav bør bestå af minimumsparametre for genvundet vand, som er baseret på de tekniske rapporter fra Kommissionens Fælles Forskningscenter, og som afspejler internationale standarder for genbrug af vand, og andre strengere eller yderligere kvalitetskrav, der om nødvendigt pålægges af kompetente myndigheder sammen med eventuelle relevante forebyggende foranstaltninger.

(11)

Genbrug af vand til vanding i landbruget kan også bidrage til at fremme den cirkulære økonomi ved at genvinde næringsstoffer fra det genvundne vand og anvende dem på afgrøder ved hjælp af gødningsvandingsteknikker. Genbrug af vand kan dermed potentielt mindske behovet for supplerende anvendelse af mineralsk gødning. Slutbrugere bør oplyses om indholdet af næringsstoffer i genvundet vand.

(12)

Genbrug af vand kan bidrage til genvinding af de næringsstoffer, der er indeholdt i renset byspildevand, og brug af genvundet vand til vandingsformål i landbruget eller skovbruget kan være en metode til at tilbageføre næringsstoffer såsom kvælstof, fosfor og kalium til naturlige biogeokemiske kredsløb.

(13)

Den store investering, der er nødvendig for at opgradere rensningsanlæg for byspildevand, og manglen på finansielle incitamenter til at praktisere genbrug af vand i landbruget er blevet udpeget som en af årsagerne til den ringe udbredelse af genbrug af vand i Unionen. Det bør være muligt at løse disse problemer ved at fremme innovative ordninger og økonomiske incitamenter for derved behørigt at tage hensyn til omkostningerne og de samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele ved genbrug af vand.

(14)

Overholdelsen af mindstekrav til genbrug af vand bør stemme overens med Unionens vandpolitik og bidrage til opnåelsen af målene for bæredygtig udvikling i De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, navnlig mål 6, for at sikre adgangen til og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle såvel som en betydelig stigning i genanvendelse af vand og sikker genbrug af vand globalt med henblik på at bidrage til at opfylde De Forenede Nationers mål 12 for bæredygtig udvikling om bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion. Desuden bør denne forordning tilstræbe at sikre anvendelsen af artikel 37 om miljøbeskyttelse i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(15)

I visse tilfælde transporterer og oplagrer operatører af genvindingsfaciliteter stadig genvundet vand uden for genvindingsfacilitetens udløb, inden de leverer det til de næste aktører i kæden, såsom distributionsoperatøren for genvundet vand eller oplagringsoperatøren for genvundet vand, eller til slutbrugeren. Det er nødvendigt at definere overholdelsespunktet for at præcisere, hvor ansvaret ophører for operatøren af genvindingsfaciliteten, og hvor ansvaret for den næste aktør i kæden begynder.

(16)

Risikostyring bør omfatte identifikation og styring af risici på en proaktiv måde og bør inkorporere konceptet om produktion af genvundet vand af en bestemt kvalitet, der kræves til bestemte anvendelser. Risikovurdering bør baseres på vigtige risikostyringselementer og bør afdække eventuelle yderligere vandkvalitetskrav, der er nødvendige for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af miljøet samt af menneskers og dyrs sundhed. Med henblik herpå bør risikostyringsplaner for genbrug af vand sikre, at genvundet vand anvendes og forvaltes sikkert, og at der ikke er nogen risici for miljøet eller for menneskers eller dyrs sundhed. Med henblik på at udarbejde sådanne risikostyringsplaner kan eksisterende internationale retningslinjer eller standarder, såsom ISO 20426:2018 Guidelines for health risk assessment and management for non-potable water reuse, ISO 16075:2015 Guidelines for treated waste water use for irrigation projects eller Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) retningslinjer, anvendes.

(17)

Kvalitetskravene til drikkevand er fastlagt i Rådets direktiv 98/83/EF (7). Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at aktiviteterne for genbrug af vand ikke medfører forringelse af drikkevandskvaliteten. Derfor bør risikostyringsplanen for genbrug af vand lægge særlig vægt på at beskytte vandområder, der anvendes til indvinding af drikkevand, og relevante beskyttelseszoner.

(18)

Samarbejde og interaktion mellem de forskellige parter, der er involveret i processen for genvinding af vand, bør være en forudsætning for at fastlægge procedurer for rensning af genvundet vand i overensstemmelse med kravene til specifikke anvendelser og for at kunne planlægge forsyningen af genvundet vand i overensstemmelse med efterspørgslen fra slutbrugere.

(19)

For effektivt at beskytte miljøet og menneskers og dyrs sundhed bør operatører af genvindingsfaciliteter være hovedansvarlige for kvaliteten af det genvundne vand ved overholdelsespunktet. Med henblik på overholdelse af mindstekravene i denne forordning og eventuelle yderligere betingelser, der fastsættes af den kompetente myndighed, bør operatører af genvindingsfaciliteter overvåge kvaliteten af det genvundne vand. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte mindstekravene til overvågning, der omfatter frekvens for den rutinemæssige overvågning samt tidspunkt og performancemål med hensyn til valideringsovervågning. Visse krav til rutinemæssig overvågning er fastsat i direktiv 91/271/EØF.

(20)

Denne forordning bør omfatte genvundet vand, som kommer fra spildevand, der er opsamlet i kloaknet, som er blevet renset i rensningsanlæg for byspildevand i overensstemmelse med direktiv 91/271/EØF, og som gennemgår yderligere rensning enten i rensningsanlægget for byspildevand eller i en genvindingsfacilitet for at opfylde parametrene i denne forordnings bilag I. I henhold til direktiv 91/271/EØF behøver byområder med under 2 000 personækvivalenter (PE) ikke at blive forsynet med et kloaknet. Byspildevand fra byområder med under 2 000 PE, der tilledes et kloaknet, bør dog være genstand for passende rensning, før det udledes til ferskvand eller flodmundinger, jf. direktiv 91/271/EØF. I denne forbindelse bør spildevand fra byområder med under 2 000 PE kun være omfattet af denne forordning, når det tilledes et kloaknet og renses i et rensningsanlæg for byspildevand. På tilsvarende vis bør denne forordning ikke omfatte biologisk nedbrydeligt industrispildevand fra virksomheder, der falder ind under de i bilag III til direktiv 91/271/EØF anførte industrisektorer, medmindre spildevandet fra disse virksomheder tilledes et kloaknet og renses i et rensningsanlæg for byspildevand.

(21)

Genbrug af renset byspildevand til vanding i landbruget er en markedsbaseret foranstaltning baseret på landbrugssektorens efterspørgsel og behov, navnlig i visse medlemsstater med mangel på vandressourcer. Operatørerne af genvindingsfaciliteter og slutbrugerne bør samarbejde for at sikre, at genvundet vand, som produceres i overensstemmelse med mindstekravene til kvalitet i denne forordning, opfylder slutbrugernes behov med hensyn til afgrødekategorier. I de tilfælde, hvor kvalitetsklasserne for vand, der produceres af operatørerne af genvindingsfaciliteter, ikke er kompatible med den afgrødekategori og vandingsmetode, som allerede er indført i det forsynede område, f.eks. i et kollektivt forsyningssystem, kan vandkvalitetskravene opfyldes ved i en senere fase at anvende flere vandrensningsmuligheder alene eller kombineret med muligheder for ikkerensning for det genvundne vand i overensstemmelse med tilgangen med flere barrierer.

(22)

For at sikre optimal genbrug af byspildevandsressourcer bør slutbrugerne modtage undervisning med henblik på at sikre, at de anvender vand i den rigtige kvalitetsklasse for genvundet vand. Hvis en bestemt type af afgrøde har et ukendt eller flere anvendelsesformål, bør genvundet vand af den højeste kvalitetsklasse anvendes, medmindre der anvendes passende barrierer, der gør det muligt at opnå den påkrævede kvalitet.

(23)

Det er nødvendigt at sikre, at brugen af genvundet vand er sikker og derved fremme genbrug af vand på EU-plan og øge offentlighedens tillid til denne. Produktion af og forsyning med genvundet vand til vanding i landbruget bør derfor kun være mulig på grundlag af en tilladelse, der udstedes af medlemsstaternes kompetente myndigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang på EU-plan, sporbarhed af genvundet vand og gennemsigtighed, bør de materielle regler for sådanne tilladelser fastsættes på EU-plan. De nærmere procedurer for udstedelse af tilladelser, såsom udpegningen af de kompetente myndigheder og tidsfrister, bør dog fastsættes af medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør kunne udstede tilladelser gennem anvendelse af eksisterende procedurer, der tilpasses for at tage højde for de krav, som indføres ved denne forordning. Ved udpegelsen af de ansvarlige parter med henblik på udarbejdelsen af risikostyringsplanen for genbrug af vand og den kompetente myndighed for udstedelse af tilladelsen til produktion af og forsyning med genvundet vand bør medlemsstaterne sikre, at der ikke er nogen interessekonflikt.

(24)

Hvis der er behov for en distributionsoperatør for genvundet vand og en oplagringsoperatør for genvundet vand, bør det være muligt at kræve, at sådanne operatører har en tilladelse. Hvis alle kravene for at opnå tilladelsen er opfyldt, bør medlemsstatens kompetente myndighed udstede en tilladelse, der indeholder alle de nødvendige betingelser og foranstaltninger, der er fastlagt i risikostyringsplanen for genbrug af vand.

(25)

Ved anvendelsen af denne forordning bør rensningsoperationer og genvindingsoperationer for byspildevand kunne foregå på samme fysiske placering ved hjælp af samme facilitet eller forskellige, separate faciliteter. Det bør også være muligt for samme aktør at være operatør af både rensningsanlægget og genvindingsfaciliteten.

(26)

De kompetente myndigheder bør kontrollere, at genvundet vand overholder de betingelser, som er fastsat i den relevante tilladelse. I tilfælde af manglende overholdelse bør disse myndigheder kræve, at de ansvarlige parter træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det genvundne vand overholder betingelserne. Forsyning med det genvundne vand bør suspenderes, hvis manglende overholdelse medfører en væsentlig risiko for miljøet eller for menneskers eller dyrs sundhed.

(27)

Bestemmelserne i denne forordning er påtænkt at supplere kravene i anden EU-lovgivning, navnlig med hensyn til mulige sundheds- og miljørisici. For at sikre en helhedsorienteret tilgang til imødegåelse af mulige risici for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed bør operatørerne af genvindingsfaciliteter og kompetente myndigheder tage højde for kravene i anden relevant EU-lovgivning, navnlig Rådets direktiv 86/278/EØF (8) og 91/676/EØF (9), direktiv 91/271/EØF, 98/83/EF og 2000/60/EF, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (10), (EF) nr. 852/2004 (11), (EF) nr. 183/2005 (12), (EF) nr. 396/2005 (13) og (EF) nr. 1069/2009 (14), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/7/EF (15), 2006/118/EF (16), 2008/105/EF (17) og 2011/92/EU (18), og Kommissionens forordning (EF) nr. 2073/2005 (19), (EF) nr. 1881/2006 (20) og (EU) nr. 142/2011 (21).

(28)

Ved forordning (EF) nr. 852/2004 er der fastsat generelle regler for ledere af fødevarevirksomheder, og de omfatter produktion, forarbejdning, distribution og markedsføring af fødevarer til konsum. Nævnte forordning omhandler sundhedskvaliteten af fødevarer, og ifølge et af dens hovedprincipper påhviler det primære ansvar for fødevaresikkerheden lederen af fødevarevirksomheden. Nævnte forordning er også understøttet af detaljeret vejledning. I denne henseende er meddelelsen fra Kommissionen om vejledning om imødegåelse af mikrobiologiske risici i friske frugter og grøntsager i primærproduktionen gennem god hygiejne særligt relevant. Mindstekravene til genvundet vand som fastsat ved denne forordning udelukker ikke ledere af fødevarevirksomheder fra at opnå den vandkvalitet, som er påkrævet for at overholde forordning (EF) nr. 852/2004, ved i en senere fase at anvende flere vandrensningsmuligheder alene eller kombineret med muligheder for ikkerensning.

(29)

Der er stort potentiale for genanvendelse og genbrug af renset spildevand. For at fremme og tilskynde til genbrug af vand bør angivelsen af specifikke anvendelser i denne forordning ikke forhindre medlemsstaterne i at tillade brug af genvundet vand til andre formål, herunder til industrielle, rekreative og miljømæssige formål, i det omfang det anses for nødvendigt i overensstemmelse med nationale omstændigheder og behov, forudsat at der sikres et højt beskyttelsesniveau for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed.

(30)

De kompetente myndigheder bør samarbejde med andre relevante myndigheder ved at udveksle oplysninger for at sikre overholdelsen af relevante EU-krav og nationale krav.

(31)

For at øge tilliden til genbrug af vand bør oplysninger gøres tilgængelige for offentligheden. Ved at stille klare, omfattende og ajourførte oplysninger om genbrug af vand til rådighed sikres der øget gennemsigtighed og sporbarhed, og dette kunne også være brugbart for andre relevante myndigheder, for hvem det specifikke genbrug af vand har konsekvenser. For at tilskynde til genbrug af vand og med henblik på at gøre interessenter opmærksomme på fordelene ved genbrug af vand og derved fremme accept deraf bør medlemsstaterne sikre, at der udarbejdes informations- og oplysningskampagner, der er tilpasset omfanget af genbrug af vand.

(32)

Uddannelse og oplæring af slutbrugerne er af største betydning som led i gennemførelsen og opretholdelsen af forebyggende foranstaltninger. Konkrete forebyggende foranstaltninger med hensyn til menneskers eksponering bør overvejes i risikostyringsplanen for genbrug af vand, såsom anvendelse af personlige værnemidler, håndvask og personlig hygiejne.

(33)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (22) har til formål at garantere retten til adgang til miljøoplysninger i medlemsstaterne i overensstemmelse med konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (23) (Århus-konventionen). Direktiv 2003/4/EF fastsætter omfattende forpligtelser, der vedrører både tilrådighedsstillelse af miljøoplysninger efter anmodning og aktiv formidling af sådanne oplysninger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (24) omfatter deling af geografiske informationer, herunder datasæt om forskellige miljøemner. Det er vigtigt, at bestemmelserne i denne forordning vedrørende adgang til oplysninger og dataudvekslingsordninger supplerer disse direktiver og ikke skaber et særskilt regelsæt. Derfor bør bestemmelserne i denne forordning om oplysninger til offentligheden og oplysninger om overvågning af gennemførelsen ikke berøre direktiv 2003/4/EF og 2007/2/EF.

(34)

Data fra medlemsstaterne er afgørende for, at Kommissionen kan overvåge og vurdere denne forordning i forhold til de herved forfulgte målsætninger.

(35)

I overensstemmelse med punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (25) bør Kommissionen foretage en evaluering af denne forordning. Evalueringen bør baseres på de fem kriterier effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og EU-merværdi og bør danne grundlag for konsekvensanalyser af mulige yderligere tiltag. Evalueringen bør tage hensyn til videnskabelige fremskridt, navnlig vedrørende den potentielle virkning af stoffer, der giver anledning til stigende bekymring.

(36)

Mindstekravene til sikker genbrug af renset byspildevand afspejler den tilgængelige videnskabelige viden og internationalt anerkendte standarder og praksis for genbrug af vand og garanterer, at vandet kan anvendes sikkert til vanding i landbruget, hvilket sikrer et højt beskyttelsesniveau for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed. Kommissionen bør i lyset af resultaterne af evalueringen af denne forordning, eller når nye videnskabelige og tekniske fremskridt kræver det, have mulighed for at undersøge behovet for at tage mindstekravene i bilag I, afsnit 2, op til fornyet behandling og bør, hvis det er relevant, fremsætte et lovgivningsforslag om ændring af denne forordning.

(37)

For at tilpasse de vigtige risikostyringselementer til tekniske og videnskabelige fremskridt bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af de vigtige risikostyringselementer i denne forordning. For at sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed bør Kommissionen endvidere kunne vedtage delegerede retsakter, der supplerer de vigtige risikostyringselementer i denne forordning ved at fastsætte tekniske specifikationer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(38)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på vedtagelse af detaljerede regler for formatet og præsentationen af de oplysninger vedrørende overvågning af gennemførelsen af denne forordning, som medlemsstaterne skal tilvejebringe, og om formatet og præsentationen af den EU-dækkende oversigt, der udarbejdes af Det Europæiske Miljøagentur. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (26).

(39)

Målet med denne forordning er bl.a. at beskytte miljøet og menneskers og dyrs sundhed. Som Domstolen gentagne gange har påpeget, ville det være uforeneligt med den bindende karakter, som et direktiv ifølge artikel 288, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har, principielt at udelukke, at en pligt, som pålægges ved et direktiv, kan påberåbes af berørte personer. Denne betragtning gælder også for en forordning, der har som mål at garantere, at genvundet vand er sikkert til vanding i landbruget.

(40)

Medlemsstaterne bør fastsætte de regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning, og bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(41)

Målene for denne forordning, nemlig beskyttelse af miljøet og af menneskers og dyrs sundhed, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(42)

Det er nødvendigt at give tilstrækkelig tid til medlemsstaterne til at etablere den administrative infrastruktur, der er nødvendig for anvendelsen af denne forordning, samt til operatørerne til at forberede anvendelsen af de nye regler.

(43)

Med henblik på så vidt muligt at udvikle og fremme genbrug af korrekt renset spildevand og for at tilvejebringe en væsentlig forbedring af pålideligheden af korrekt renset spildevand og bæredygtige anvendelsesmetoder bør Unionen støtte forskning og udvikling på dette område via programmet Horisont Europa.

(44)

Formålet med denne forordning er at tilskynde til bæredygtig anvendelse af vand. Med dette mål for øje bør Kommissionen forpligte sig til at anvende EU-programmer, herunder LIFE-programmet, til at støtte lokale initiativer, der omfatter genbrug af korrekt renset spildevand —