EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D2110

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2110 af 9. december 2019 om Den Europæiske Unions rådgivende FSFP-mission i Den Centralafrikanske Republik (EUAM RCA)

ST/14263/2019/INIT

OJ L 318, 10.12.2019, p. 141–146 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 28/07/2022

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/2110/oj

10.12.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 318/141


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2019/2110

af 9. december 2019

om Den Europæiske Unions rådgivende FSFP-mission i Den Centralafrikanske Republik (EUAM RCA)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 15. oktober 2018 understregede Rådet i sine konklusioner om Den Centralafrikanske Republik nødvendigheden af, at Den Europæiske Union fortsætter sin indsats via de forskellige EU-instrumenter for at hjælpe dette land med at genfinde vejen mod stabilitet, fred og udvikling og med at realisere hele den centralafrikanske befolknings ønske om varig fred og forsoning.

(2)

Den 6. februar 2019 blev der undertegnet en inklusiv aftale om fred og forsoning mellem Den Centralafrikanske Republiks regering og væbnede grupper.

(3)

Den 12. juli 2019 anmodede Den Centralafrikanske Republiks præsident i en skrivelse til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om deployering af en civil mission i Den Centralafrikanske Republik for at støtte fremskridt i den igangværende reform af sikkerhedssektoren og bidrage til omorganiseringen og deployeringen af landets interne sikkerhedsstyrker.

(4)

Den 21. november 2019 godkendte Rådet et krisestyringskoncept for en eventuel civil rådgivende mission i Den Centralafrikanske Republik under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP).

(5)

Missionen bør oprettes i overensstemmelse med det godkendte krisestyringskoncept. Et centralt team bør træffe de nødvendige forberedelser, således at missionen kan nå sin indledende operative kapacitet. Missionen bør iværksættes af Rådet senest i foråret 2020, hvis betingelserne er opfyldt.

(6)

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) bør under Rådets og den højtstående repræsentants ansvar udøve den politiske kontrol med missionen, stå for den strategiske ledelse heraf og træffe relevante afgørelser i overensstemmelse med artikel 38, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(7)

Vagtkapaciteten bør aktiveres med henblik på denne mission.

(8)

Missionen gennemføres i en situation, der kan blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i TEU —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Mission

Unionen opretter hermed Den Europæiske Unions civile rådgivende FSFP-mission til støtte for en reform af sikkerhedssektoren i Den Centralafrikanske Republik (EUAM RCA).

Artikel 2

Mandat

1.   De strategiske mål for EUAM RCA er at:

a)

støtte opbygningen af en regelbaseret ledelses- og forvaltningskapacitet i Den Centralafrikanske Republiks ministerium for indenrigsanliggender og offentlig sikkerhed i forbindelse med udformning, gennemførelse, opbygning og overvågning af alle relevante planlægningskategorier

b)

støtte en bæredygtig transformation af Den Centralafrikanske Republiks interne sikkerhedsstyrker og deres operationelle effektive funktion og deployering

c)

bistå med at udvikle en integreret støtte til Den Centralafrikanske Republiks interne sikkerhedsstyrker gennem tæt koordinering, der sikrer fælles handling og komplementaritet i indsatsen med de relevante aktører

d)

etablere et samlet situationsbillede gennem en specifik analytisk kapacitet, herunder på områder såsom strategisk kommunikation samt politisk og sikkerhedsmæssig udvikling.

2.   For at nå disse mål handler EUAM RCA i overensstemmelse med krisestyringskonceptet, som blev godkendt af Rådet den 21. november 2019, og de operative planlægningsdokumenter. Ved hjælp af en trinvis, skalerbar og modulopbygget tilgang yder EUAM RCA rådgivning på strategisk plan til ministeriet for indenrigsanliggender og offentlig sikkerhed og de interne sikkerhedsstyrker i Den Centralafrikanske Republik for at støtte deres bæredygtige transformation til en mere sammenhængende sikkerhedsgarant under nationalt ejerskab og i tæt koordinering med EU's delegation i Den Centralafrikanske Republik, EUTM RCA (1), MINUSCA, UNPOL, Den Afrikanske Union og andre internationale interessenter.

3.   EUAM RCA fremmer Den Centralafrikanske Republiks interne sikkerhedsstyrkers gennemførelse af den humanitære folkeret og menneskerettighederne samt beskyttelsen af civile, ligestilling mellem kønnene og forbuddet mod forskelsbehandling, navnlig forskelsbehandling på grundlag af etnisk oprindelse eller religiøs overbevisning.

Artikel 3

Kommandovej og struktur

1.   EUAM RCA skal som krisestyringsoperation have én fælles kommandovej.

2.   EUAM RCA har sit hovedkvarter i Bangui.

3.   EUAM RCA struktureres i overensstemmelse med planlægningsdokumenterne.

Artikel 4

Den øverstbefalende for den civile operation

1.   Direktøren for Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet (CPCC) er den øverstbefalende for den civile operation for EUAM RCA. CPCC står til rådighed for den øverstbefalende for den civile operation med hensyn til planlægning og gennemførelse af EUAM RCA.

2.   Den øverstbefalende for den civile operation udøver under politisk kontrol og strategisk ledelse af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og under den overordnede myndighed af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR) kommandoen over og kontrollen med EUAM RCA på strategisk plan.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation sikrer korrekt og effektiv gennemførelse af Rådets afgørelser samt PSC's afgørelser for så vidt angår gennemførelsen af operationer, herunder ved om nødvendigt at give missionschefen instrukser på strategisk plan og ved at yde vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

4.   Den øverstbefalende for den civile operation refererer til Rådet via HR.

5.   Alt udstationeret personale forbliver fuldt ud underlagt henholdsvis den udstationerende stats nationale myndigheders kommando i overensstemmelse med nationale regler eller den pågældende EU-institutions eller Tjenesten for EU's Optræden Udadtils (EU-Udenrigstjenestens) kommando. Disse myndigheder overfører den operative kontrol (OPCON) med deres personale til den øverstbefalende for den civile operation.

6.   Den øverstbefalende for den civile operation bærer det samlede ansvar med henblik på at sikre, at Unionen opfylder sin pligt til forsvarlig forvaltning.

7.   Den øverstbefalende for den civile operation og chefen for EU's delegation til Den Centralafrikanske Republik konsulterer hinanden efter behov.

Artikel 5

Missionschefen

1.   Missionschefen har ansvaret for EUAM RCA og udøver kommandoen over og kontrollen med den i indsatsområdet. Missionschefen er direkte ansvarlig over for den øverstbefalende for den civile operation og handler i overensstemmelse med dennes instrukser.

2.   Missionschefen er repræsentant for EUAM RCA på ansvarsområdet.

3.   Missionschefen udøver det administrative og logistiske ansvar for EUAM RCA, herunder ansvaret for de aktiver, ressourcer og informationer, som er stillet til rådighed for EUAM RCA. Missionschefen kan under sit eget overordnede ansvar delegere ledelsesopgaver i personalesager og økonomiske spørgsmål til EUAM RCA's personale.

4.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med personalet for EUAM RCA. For udstationeret personale henhører disciplinære sanktioner under henholdsvis den udstationerende stats nationale myndighed i overensstemmelse med nationale regler, under den relevante EU-institution eller under EU-Udenrigstjenesten.

5.   Missionschefen sikrer, at EUAM RCA er tilstrækkelig synlig.

6.   Missionschefen får, uden at det berører kommandovejen, lokal politisk vejledning fra chefen for EU's delegation til Den Centralafrikanske Republik.

Artikel 6

Personale

1.   EUAM RCA skal primært bestå af personale udstationeret af medlemsstaterne, EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten. Den enkelte medlemsstat, den enkelte EU-institution og EU-Udenrigstjenesten afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, som den har udstationeret, herunder rejseudgifter til og fra udstationeringsstedet, løn, sygesikring og tillæg, bortset fra dagpenge.

2.   Henholdsvis medlemsstaten, EU-institutionen eller EU-Udenrigstjenesten har ansvaret for at behandle klager fra eller vedrørende de medarbejdere, som de har udstationeret, vedrørende udstationeringen og for eventuelt at anlægge sag mod sådanne personer.

3.   Internationalt og lokalt personale kan kontraktansættes af EUAM RCA, for så vidt de funktioner, der er behov for, ikke kan udfyldes af personale udstationeret af medlemsstaterne. Undtagelsesvis kan statsborgere fra deltagende tredjelande i behørigt begrundede tilfælde, hvor der ikke er kvalificerede ansøgere fra medlemsstaterne, ansættes på kontrakt, hvis det er hensigtsmæssigt.

4.   Ansættelsesvilkår og rettigheder og pligter for internationalt og lokalt personale fastsættes i kontrakterne mellem EUAM RCA og den pågældende medarbejder.

Artikel 7

EUAM RCA's og dens personales status

EUAM RCA's og dens personales status, herunder i givet fald de privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige, for at EUAM RCA kan gennemføres og fungere smidigt, fastlægges i en aftale, der indgås i henhold til artikel 37 i TEU og i overensstemmelse med proceduren i artikel 218 i TEUF.

Artikel 8

Politisk kontrol og strategisk ledelse

1.   PSC udøver under Rådets og HR's ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EUAM RCA. Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser med henblik herpå i overensstemmelse med artikel 38, stk. 3, i TEU. Denne bemyndigelse omfatter beføjelse til at udpege en missionschef efter forslag fra HR og til at ændre operationsplanen (OPLAN). Beslutningskompetencen med hensyn til EUAM RCA's mål og afslutning forbliver hos Rådet. PSC's afgørelser om udpegning af missionschefen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

3.   PSC modtager regelmæssigt og efter behov rapporter fra den øverstbefalende for den civile operation og missionschefen om spørgsmål inden for deres ansvarsområder.

Artikel 9

Tredjelandes deltagelse

1.   Uden at dette berører Unionens selvstændige beslutningstagning og fælles institutionelle ramme kan tredjelande opfordres til at bidrage til EUAM RCA, forudsat at de selv afholder udgifterne til det personale, de udstationerer, herunder lønninger, all-risk-forsikringer, dagpenge og rejseudgifter til og fra Den Centralafrikanske Republik, og at de bidrager til EUAM RCA's løbende udgifter, alt efter hvad der er relevant.

2.   Tredjelande, der bidrager til EUAM RCA, har samme rettigheder og forpligtelser som medlemsstaterne i forbindelse med EUAM RCA's daglige ledelse.

3.   Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser om accept af de foreslåede bidrag og til at nedsætte en bidragsyderkomité.

4.   De nærmere ordninger vedrørende tredjelandes deltagelse fastlægges i aftaler, som indgås i overensstemmelse med artikel 37 i TEU, og om nødvendigt i yderligere tekniske ordninger. Hvis Unionen og et tredjeland indgår eller har indgået en aftale om rammerne for det pågældende tredjelands deltagelse i Unionens krisestyringsoperationer, finder bestemmelserne i en sådan aftale anvendelse i forbindelse med EUAM RCA.

Artikel 10

Sikkerhed

1.   Den øverstbefalende for den civile operation overser missionschefens planlægning af sikkerhedsforanstaltninger og sikrer, at EUAM RCA gennemfører disse foranstaltninger korrekt og effektivt i overensstemmelse med artikel 4.

2.   Missionschefen er ansvarlig for EUAM RCA's sikkerhed og for at sikre overholdelse af de minimumssikkerhedskrav, der gælder for EUAM RCA, i overensstemmelse med Unionens politik for sikkerhed for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i henhold til afsnit V i TEU og instrumenter i tilknytning hertil.

3.   Missionschefen bistås af en ansvarlig for missionens sikkerhed, der refererer til missionschefen, og som også har et tæt praktisk samarbejde med EU-Udenrigstjenesten.

4.   EUAM RCA's personale skal gennemgå obligatorisk sikkerhedstræning, inden de tiltræder deres stilling, i overensstemmelse med OPLAN. De skal også jævnligt have genopfriskningskurser i selve indsatsområdet, som organiseres af den ansvarlige for missionens sikkerhed.

5.   Missionschefen sikrer beskyttelse af EU's klassificerede informationer i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/488/EU (2).

Artikel 11

Vagtkapacitet

Vagtkapaciteten aktiveres med henblik på EUAM RCA.

Artikel 12

Retlige ordninger

EUAM RCA har beføjelse til at erhverve tjenester og leveringer, indgå kontrakter og administrative aftaler, ansætte personale, indehave bankkonti, erhverve og afhænde aktiver og indfri sine forpligtelser samt optræde som part i retssager som påkrævet for at gennemføre denne afgørelse.

Artikel 13

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencegrundlag, der er beregnet til dækning af udgifterne i forbindelse med EUAM RCA i de første 6 måneder efter denne afgørelses ikrafttræden, udgør 7 100 000 EUR. Det finansielle referencegrundlag for eventuelle efterfølgende perioder fastsættes af Rådet.

2.   Alle udgifter forvaltes efter de regler og procedurer, der gælder for Unionens almindelige budget. Fysiske og juridiske personers deltagelse i EUAM RCA's tildeling af offentlige kontrakter skal være åben og uden begrænsninger. Endvidere finder oprindelsesregler ikke anvendelse på varer, der indkøbes af EUAM RCA. EUAM RCA kan med Kommissionens godkendelse indgå tekniske ordninger med medlemsstaterne, værtsstaten, deltagende tredjelande og andre internationale aktører vedrørende levering af udstyr, tjenesteydelser og lokaler til EUAM RCA.

3.   EUAM RCA har ansvaret for gennemførelsen af sit budget. EUAM RCA undertegner med henblik herpå en aftale med Kommissionen. De finansielle ordninger skal overholde kommandovejen, jf. artikel 3, 4 og 5, og EUAM RCA's operative behov.

4.   EUAM RCA refererer fuldt ud til og er underlagt tilsyn fra Kommissionen for så vidt angår de finansielle aktiviteter, der iværksættes inden for rammerne af deres aftale.

5.   Udgifterne i forbindelse med EUAM RCA er støtteberettigede fra og med den dato, hvor denne afgørelse vedtages.

Artikel 14

Konsekvens i Unionens reaktion og koordinering

1.   HR sikrer, at gennemførelsen af denne afgørelse er i overensstemmelse med Unionens optræden udadtil som helhed, herunder Unionens udviklingsprogrammer.

2.   Uden at det berører kommandovejen, handler missionschefen i tæt koordinering med EU's delegation til Bangui for at sikre konsekvens i Unionens indsats i Den Centralafrikanske Republik.

3.   Missionschefen koordinerer nøje med EUTM RCA, MINUSCA, UNPOL, Den Afrikanske Union og, hvis det er relevant, andre internationale aktører.

Artikel 15

Videregivelse af informationer

1.   HR har om nødvendigt og i overensstemmelse med EUAM RCA's behov bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer til og med klassifikationsgraden "CONFIDENTIEL UE/EU CONFIDENTIAL", som er udarbejdet med henblik på EUAM RCA, til tredjelande, der er tilknyttet nærværende afgørelse.

2.   HR har, hvis der er et konkret og umiddelbart operativt behov herfor, også bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer til og med klassifikationsgraden "RESTREINT UE/EU RESTRICTED", som er udarbejdet med henblik på EUAM RCA, til værtsstaten. Der skal med henblik herpå etableres ordninger mellem HR og de kompetente myndigheder i værtsstaten.

3.   HR har bemyndigelse til at videregive ikkeklassificerede EU-dokumenter, der vedrører Rådets forhandlinger om EUAM RCA, og som er omfattet af tavshedspligt i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden (3), til tredjelande, der er tilknyttet nærværende afgørelse.

4.   HR kan delegere de i stk. 1-3 omhandlede beføjelser samt muligheden for at indgå de i stk. 2 nævnte ordninger til personer under HR's myndighed, til den øverstbefalende for den civile operation og til missionschefen i overensstemmelse med afdeling VII i bilag VI til afgørelse 2013/488/EU.

Artikel 16

Iværksættelse af EUAM RCA

1.   Missionen iværksættes ved Rådets afgørelse på den dato, der anbefales af den øverstbefalende for den civile operation for EUAM RCA, så snart den har nået sin indledende operative kapacitet.

2.   Det centrale team i EUAM RCA træffer de nødvendige forberedelser til, at EUAM RCA kan nå sin indledende operative kapacitet.

Artikel 17

Ikrafttræden og varighed

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den udløber 2 år efter iværksættelsen af EUAM RCA.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. december 2019.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Den Europæiske Unions militære uddannelsesmission i Den Centralafrikanske Republik oprettet ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/610 af 19. april 2016 om Den Europæiske Unions militære FSFP-uddannelsesmission i Den Centralafrikanske Republik (EUTM RCA) (EUT L 104 af 20.4.2016, s. 21).

(2)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).

(3)  Rådets afgørelse 2009/937/EU af 1. december 2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 35).


Top