EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D1268

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1268 af 3. juli 2019 om forslaget til borgerinitiativ »Stop plastikæraen i Europa« (meddelt under nummer C(2019) 4974)

C/2019/4974

OJ L 200, 29.7.2019, p. 33–34 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/1268/oj

29.7.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/33


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2019/1268

af 3. juli 2019

om forslaget til borgerinitiativ »Stop plastikæraen i Europa«

(meddelt under nummer C(2019) 4974)

(Kun den franske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (1), særlig artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Emnet for forslaget til borgerinitiativ »Stop plastikæraen i Europa« er følgende: »Vi opfordrer Europa-Kommissionen til at revidere direktivet om visse plastprodukters miljøpåvirkning med henblik på at forbyde al form for engangsplast i Europa«.

(2)

Målene for forslaget til borgerinitiativ er følgende: »Den Europæiske Union overskred allerede den 10. maj grænsen for de ressourcer, som planeten kan give den. Men på trods af de videnskabelige rapporter, der understreger, at der er et presserende behov for at handle, er Europa ikke i færd med at gennemføre nogen gennemgribende ændring af sin model. Plast er symptomatisk for denne sejlivede afvisning af at acceptere de fakta, der er på kant med miljøbehovene. Vi opfordrer derfor til et forbud mod al form for plastemballage og -flasker inden 2027, således at der kan træffes konkrete foranstaltninger i erkendelse af, at vores ressourcer er begrænsede.«

(3)

Traktaten om Den Europæiske Union styrker unionsborgerskabet og skaber øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved bl.a. at sikre, at alle borgere får ret til at deltage i det demokratiske liv i Unionen via et europæisk borgerinitiativ.

(4)

Derfor bør de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ, være klare, enkle og brugervenlige samt stå i et rimeligt forhold til borgerinitiativets art for at fremme borgernes deltagelse og gøre Unionen mere tilgængelig.

(5)

Kommissionen har beføjelse til at fremsætte forslag til EU-retsakter til gennemførelse af traktaterne med henblik på at nå målene om bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, fremme af menneskers sundhed, en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer, og navnlig bekæmpelse af klimaændringer, på grundlag af artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sammenholdt med samme traktats artikel 191, stk. 1.

(6)

Af disse grunde er det åbenbart, at forslaget til borgerinitiativ ikke falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne, jf. forordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(7)

Derudover er der i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 2, blevet dannet en borgerkomité og udpeget kontaktpersoner, og forslaget til borgerinitiativ er ikke utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

(8)

Forslaget til borgerinitiativ »Stop plastikæraen i Europa« bør derfor registreres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Forslaget til borgerinitiativ »Stop plastikæraen i Europa« registreres.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den 26. juli 2019.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til initiativtagerne (medlemmerne af borgerkomitéen) til forslaget til borgerinitiativet »Stop plastikæraen i Europa«, der repræsenteres ved Daniela Platsch og Alice Bustin, der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. juli 2019.

På Kommissionens vegne

Frans TIMMERMANS

Førstenæstformand


(1)  EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1.


Top