EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D1002

Rådets afgørelse (EU) 2019/1002 af 14. juni 2019 om konstatering af, at Rumænien ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018

ST/10003/2019/INIT

OJ L 163, 20.6.2019, p. 62–63 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/1002/oj

20.6.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 163/62


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/1002

af 14. juni 2019

om konstatering af, at Rumænien ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 10, stk. 2, fjerde afsnit,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I juni 2017 og juni 2018 fastslog Rådet i henhold til traktatens artikel 121, stk. 4, at der i henholdsvis 2016 og 2017 havde været en væsentlig afvigelse fra Rumæniens mellemfristede budgetmålsætning eller fra tilpasningsstien i retning af denne målsætning. Som følge af disse konstaterede væsentlige afvigelser rettede Rådet henstillinger af den 16. juni 2017 (2) og af den 22. juni 2018 (3) til Rumænien om at træffe de nødvendige politiske foranstaltninger til at rette op på disse afvigelser.

(2)

Den 4. december 2018 konkluderede Rådet ved afgørelse (EU) 2018/2020 (4), at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 22. juni 2018. Den 4. december 2018 rettede Rådet derfor en revideret henstilling (5) til Rumænien om at træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,5 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 1 % af bruttonationalproduktet (BNP). Rådet henstillede også til Rumænien om at anvende alle uventede indtægter til at nedbringe underskuddet, og Rådet anførte, at foranstaltninger til budgetkonsolidering bør sikre en varig forbedring af den offentlige strukturelle saldo på en vækstfremmende måde. Rådet gav Rumænien en frist indtil den 15. april 2019 til at aflægge rapport om de foranstaltninger, som landet har truffet som reaktion på henstillingen af 4. december 2018.

(3)

Den 14. og 15. marts 2019 aflagde Kommissionen et udvidet overvågningsbesøg i Rumænien med henblik på overvågning på stedet i henhold til artikel -11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97. Efter at have meddelt de rumænske myndigheder sine foreløbige undersøgelsesresultater aflagde Kommissionen rapport til Rådet om resultaterne den 5. juni 2019. Resultaterne er efterfølgende blevet offentliggjort. Det fremgår af Kommissionens rapport, at de rumænske myndigheder ikke har til hensigt at efterleve Rådets henstilling af 4. december 2018. De rumænske myndigheder bekræftede over for Kommissionen, at regeringen ikke har til hensigt at foretage den strukturelle tilpasning, der er omhandlet i henstillingen. De bestræber sig fortsat på at holde det samlede underskud under traktatens tærskelværdi på 3 % af BNP for at undgå, at landet underlægges stabilitets- og vækstpagtens korrigerende del. I 2019-budgettet er der opstillet et mål for det offentlige underskud opgjort efter periodiseringsprincippet på 2,8 % af BNP. Efter regeringens egne skøn på tidspunktet for besøget indebærer dette underskud en strukturel tilpasning på ca. 0,1 % i forhold til 2018, hvilket ligger væsentligt under den tilpasning, der er omhandlet i Rådets henstilling.

(4)

Den 20. april 2018, dvs. efter den frist, som Rådet havde fastsat, forelagde de rumænske myndigheder en rapport om de foranstaltninger, de har truffet som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018. I rapporten gentog myndighederne, at deres mål for 2019 er et samlet underskud på 2,8 % af BNP og kun en marginal forbedring af det strukturelle underskud. Den finanspolitiske virkning af de indberettede foranstaltninger ligger langt under kravet i henstillingen af 4. december 2018.

(5)

På grundlag af Kommissionens forårsprognose 2019 forventes væksten i de primære offentlige nettoudgifter i 2019 at nå op på 11,6 %, hvilket er et godt stykke over udgiftsbenchmarket på 4,5 %. Der forventes en forværring af den strukturelle saldo på 0,7 % af BNP i 2019, således at der opstår et underskud på 3,6 % af BNP Dette er stik modsat den strukturelle forbedring på 1 % af BNP i forhold til 2018, der er omhandlet i henstillingen. Begge indikatorer peger derfor i retning af en risiko for afvigelse fra den tilpasning, der er omhandlet i henstillingen. Udgiftsbenchmarket tyder på en afvigelse på 2,1 % af BNP. Den strukturelle saldo bekræfter denne antagelse, idet den dog tyder på en lidt mindre afvigelse på 1,7 % af BNP. Den lidt mindre afvigelse, som den strukturelle saldo tyder på, skyldes ekstraordinære indtægter og en højere BNP-deflator. Når disse faktorer tages i betragtning, bekræfter den overordnede vurdering en afvigelse fra den tilpasning, der er omhandlet i henstillingen.

(6)

Den forventede stigning i underskuddet i forhold til 2018 er som i tidligere år overvejende drevet af stigende udgifter til aflønning af offentligt ansatte. Siden Kommissionens efterårsprognose 2018, som dannede grundlag for Rådets henstilling af 4. december 2018, har myndighederne indført nye skatter på telekommunikations-, energi- og banksektoren. Myndighederne har dog indrømmet skattelettelser i bygge- og anlægssektoren og forhøjet visse sociale ydelser.

(7)

Dette fører til den konklusion, at Rumæniens reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018 har været utilstrækkelig. Den finanspolitiske indsats er langt fra tilstrækkelig til at opfylde målet om en årlig strukturel tilpasning på 1 % af BNP i 2019 svarende til en nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på højst 4,5 % i 2019 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Rumænien har ikke truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 4. december 2018.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Rumænien.

Udfærdiget i Luxembourg, den 14. juni 2019.

På Rådets vegne

E.O. TEODOROVICI

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Rådets henstilling af 16. juni 2017 med henblik på at korrigere den betydelige konstaterede afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i Rumænien (EUT C 216 af 6.7.2017, s. 1).

(3)  Rådets henstilling af 22. juni 2018 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i Rumænien (EUT C 223 af 27.6.2018, s. 3).

(4)  Rådets afgørelse (EU) 2018/2020 af 4. december 2018 om konstatering af, at Rumænien ikke har truffet nogen virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 22. juni 2018 (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 16).

(5)  Rådets henstilling af 4. december 2018 med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Rumænien (EUT C 460 af 21.12.2018, s. 1).


Top