25.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 19/33

(1)

Den 2. februar 2016 modtog Kommissionen en anmodning fra Vapo Oy (i det følgende benævnt »Vapo« eller »ansøgeren«) i henhold til artikel 30 i direktiv 2004/17/EF (i det følgende benævnt »anmodningen«).

(2)

Vapo er en offentlig virksomhed, hvor den finske stat ejer 50,1 % af aktierne, og 49,9 % ejes af Suomen Energiavarat Oy, et selskab ejet af kommunale energiselskaber og kooperative elselskaber.

(3)

Anmodningen vedrører aktiviteter i forbindelse med produktion af tørv i Finland.

(4)

Anmodningen var vedlagt en erklæring fra den finske konkurrence- og forbrugermyndighed (i det følgende benævnt »NCA«) af 2. november 2015. Kommissionen mener ikke, at dette dokument kan betragtes som en begrundet og dokumenteret afgørelse i henhold til artikel 35, stk. 2, i direktiv 2014/25/EU, da det blot er en påstand om, at de nævnte betingelser er opfyldt, uden argumentation til støtte for denne påstand (3).

(5)

Kommissionen anmodede ansøgeren om yderligere oplysninger ved e-mail af 10. marts 2016, 2. juni 2016, 6. juli 2016, 8. juli 2016 og 23. september 2016. Ansøgerens svar på anmodningen om oplysninger blev fremsendt ved e-mail af 6. april 2016, 16. juni 2016, 26. august 2016 og 30. september 2016.

(6)

Parallelt dermed anmodede Kommissionen den 7. juni 2016 om yderligere oplysninger fra de finske myndigheder. De finske myndigheder fremsendte svaret pr. e-mail den 26. september 2016. Konklusionerne heri var baseret på en undersøgelse foretaget af det finske NCA af 24 af Vapos kunder, hvoraf otte var selskabets konkurrenter, og oplysninger modtaget fra sammenslutningen af tørveproducenter. Respondenterne blev udspurgt om deres brug af brændsler, evne til at skifte mellem brændsler, virkningen af en hypotetisk ændring i brændselsprisen, økonomisk bæredygtige transportafstande, brændselspriser, hindringer for at komme ind på markedet, udbudsprocessen for tørvegrave og udviklingen i tørve- og træbrændselsmarkeder over de næste par år.

(7)

Tørv er et materiale med et højt organisk indhold, der findes i fugtige egne; det består af delvis forrådnede vegetabilske stoffer og skæres og tørres for at blive brugt som brændsel. I Finland bruges tørv hovedsagelig til elproduktion og fjernvarme. I 2014 udgjorde tørv i alt 4 % af det samlede produktionsbrændselsmiks i Finland (4).

(8)

Finland har et samlet areal på 9 mio. ha tørvemoser, hvoraf 1,2 mio. ha er egnet til tørveproduktion (5). Under 10 % af det område, der er egnet til tørveproduktion, bliver dog faktisk udnyttet (6). Konkurrencesituationen afgør, hvor den aktive produktion foregår, da tørv har en relativt kort økonomisk bæredygtig transportafstand på kun 150 km (7).

(9)

Finland har omkring 23 mio. ha skov og er en vigtig leverandør af skovprodukter til globale markeder (8).

(10)

Tørve- og træbrændsel bruges i ca. 400 kraftvarmeværker i Finland.

(11)

Vapo er den eneste aktive tørveproducent, der dækker hele det nationale område. Finland har også en række regionale producenter, omkring 300 lokale producenter, og nogle af de større kraftværker har deres egne tørveproduktionsområder.

(12)

Træbrændsel leveres af fem nationale producenter, 79 skovbrugsorganisationer og hundredvis af lokale producenter (9).

(13)

Direktiv 2014/25/EU finder anvendelse på tildeling af kontrakter vedrørende udførelse af aktiviteter i forbindelse med udnyttelse af et geografisk område med henblik på udvinding af kul eller andet fast brændsel, medmindre denne aktivitet er undtaget i henhold til artikel 34 i nævnte direktiv.

(14)

I artikel 34 i direktiv 2014/25/EU fastslås det, at kontrakter, der indgås med henblik på at muliggøre udførelse af en af de aktiviteter, der er omhandlet i direktivet, ikke er underlagt nævnte direktiv, hvis den pågældende aktivitet i den medlemsstat, hvor den udøves, er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår på markeder, hvortil adgangen er fri.

(15)

Om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, afgøres på grundlag af objektive kriterier under hensyntagen til den pågældende sektors særlige kendetegn. Adgangen til et marked betragtes som fri, hvis medlemsstaten har gennemført og anvender den relevante EU-lovgivning om åbning af en given sektor eller en del heraf. Lovgivningen er opført på listen i bilag III til direktiv 2014/25/EU. Med hensyn til udvinding af kul og andet fast brændsel indeholder bilaget dog ikke en liste over relevant lovgivning om liberalisering af denne sektor. Følgelig foreligger der ikke en formodning om fri adgang til markedet, og det skal påvises, at der faktisk og retligt er fri adgang til det pågældende marked.

(16)

Denne afgørelse indskrænker ikke anvendelsen af konkurrencereglerne og andre områder af EU-retten. Navnlig svarer de kriterier og den metode, der anvendes til at vurdere, om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår i henhold til artikel 34 i direktiv 2014/25/EU, ikke nødvendigvis til dem, der anvendes til at foretage en vurdering efter traktatens artikel 101 eller 102 eller Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (10). Dette blev også bekræftet af Domstolen i en nyere dom (11).

(17)

Eftersom der ikke foreligger formodning om fri adgang til markedet, skal det påvises, at der retligt og faktisk er fri adgang til det pågældende marked.

(18)

Ansøgeren hævder, at der ikke er nogen retlige begrænsninger for adgangen til tørvemarkedet. Tørveproduktion kræver en miljøtilladelse, men dette kan ikke anses for at begrænse adgangen til markedet. Endvidere er der ikke knyttet nogen særlige eller eksklusive rettigheder til tørveproduktion.

(19)

En undersøgelse af de retlige bestemmelser for udstedelse af tilladelser til tørveproduktion i Finland viser, at disse tilladelser i øjeblikket gives på et ikkediskriminerende grundlag. Det kræver en miljøtilladelse at starte tørveproduktion. Skønt processen for at få en sådan tilladelse kan være meget lang (fra en til fire år), er proceduren for indrømmelse af tilladelsen og kriterierne for at indrømme den de samme for alle markedsoperatører, og derfor kan dette ikke anses for at begrænse adgangen til markedet ud fra et offentligt udbudsperspektiv. Med henblik på denne afgørelse kan muligheden for at få tilladelse til produktion af tørv retligt anses for at være fri.

(20)

En væsentlig del af det tørveområde, der er egnet til produktion af tørv, er endnu ikke blevet udnyttet (12). Ansøgeren hævder også, at antallet af tørveproducenter er steget i de seneste år (13), hvilket støtter argumentet om, at adgangen til markedet faktisk er fri.

(21)

Den frie adgang til denne aktivitet blev bekræftet af de finske myndigheder (14).

(22)

På baggrund af ovenstående og med henblik på vurdering af betingelserne i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU, og uden at anvendelsen af konkurrencelovgivningen eller andre områder af EU-retten derved tilsidesættes, kan adgangen til markedet for udvinding af et geografisk område med henblik på udvinding af tørv faktisk og retligt anses for at være fri.

(23)

Om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, bør bedømmes på grundlag af forskellige indikatorer, hvoraf ingen er afgørende i sig selv. Hvad angår de markeder, der er omfattet af denne afgørelse, er hovedaktørernes markedsandel på et givet marked ét kriterium, som bør tages i betragtning. I lyset af de relevante markeders kendetegn kan der også tages hensyn til yderligere kriterier.

(24)

Endvidere foregriber en definition som ovennævnte ikke på nogen måde anvendelsen af traktatens artikel 101 og/eller 102 og fusionskontrolreglerne ifølge forordning (EF) nr. 139/2004 samt alle de gældende forordninger og Kommissionens meddelelser og retningslinjer vedrørende håndhævelse af Unionens konkurrenceregler, herunder de relevante bestemmelser om markedsafgrænsning og beregning af markedsandele.

(25)

Formålet med nærværende afgørelse er at fastslå, om de tjenester, der er omfattet af anmodningen, er undergivet konkurrencevilkår i et sådant omfang i forbindelse med offentlige udbud (på markeder, hvortil der er fri adgang, jf. artikel 34 i direktiv 2014/25/EU), at det også ved fravær af de disciplinerende detaljerede kontraktregler i direktiv 2014/25/EU sikres, at kontrakter vedrørende udøvelsen af de berørte aktiviteter vil blive indgået på en gennemsigtig, ikkediskriminerende måde, på grundlag af kriterier, der gør det muligt for køberne at finde den løsning, som samlet set er den økonomisk mest fordelagtige.

(26)

Vapo er den eneste ordregivende enhed, som er aktiv på tørvemarkedet i Finland, og således den eneste enhed, der er underlagt Unionens offentlige udbudsregler. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at de selskaber, som ikke er underlagt de offentlige udbudsregler, har mulighed for at lægge et konkurrencepres på ansøgeren, når de handler på disse markeder.

(27)

Anmodningen dækker produktion og engrossalg af tørv. Producenterne udvinder og forarbejder tørv og sælger det direkte til forskellige produktionsenheder uden mellemled. Når man ser på konkurrencen på markedet for produktion af tørv, skal der tages hensyn til forbindelserne mellem produktionen og det første salg/engrosforhandlingen af den udvundne tørv. Med henblik på denne afgørelse, og uden at anvendelsen af anden EU-lovgivning derved tilsidesættes, vil produktion og engrossalg af tørv blive betragtet sammen på det samme produktmarked.

(28)

Ansøgeren hævder, at tørv tilhører det samme relevante marked som i hvert fald træbrændsler (dvs. skovflis og skovindustriens biprodukter). Vapo er aktiv på både tørve- og træmarkederne, men sælger hovedsagelig tørv.

(29)

Ifølge det finske NCA's tidligere praksis (15) tilhører tørv og træ separate produktmarkeder, men afgrænsningen er forblevet åben. Differentieringen i markedsafgrænsningen for tørv og træ var baseret på følgende argumenter: de høje investeringsomkostninger ved at skifte/ændre teknologi, tørv og træs forskellige tekniske egenskaber, mangler i træforsyningen, manglende specifik markedspris på træbrændsel og langsigtede aftaler. Kommissionen vurderede den aktuelle markedssituation ved at vurdere relevansen af ovenstående argumenter.

(30)

Ansøgeren hævder, at en af de væsentligste forandringer sammenlignet med tidspunktet for det finske NCA's tidligere afgørelser vedrører ændringerne i værkernes forbrændingsteknologi, som førte til en stigning i forbruget af træbrændsel og et fald i forbruget af tørv. Især hævder ansøgeren, at det nu til dags er muligt at forbrænde tørv og træ i praktisk talt alle varmeværker i Finland. Dette har ført til en stigning i forbruget af træbrændsel i de seneste 15 år (16).

(31)

Det finske NCA bekræftede, at tørv i de seneste par år har været udsat for stigende konkurrence fra træ (17). Det finske NCA bemærkede endvidere, at energiproducenter har foretaget investeringer i multibrændselsanlæg, hvor der kan bruges både tørv, træ og kul, for at sikre dem maksimal fleksibilitet under forskellige markedsbetingelser samt miljø- og beskatningspolitikker.

(32)

De 20 største tørvebrugere (18) i Finland bruger i øjeblikket alle tørvebrændsel sammen med træ og også med kul (gælder værker, der ligger langs kysten) (19).

(33)

Af de 400 kraftvarmeværker, som bruger tørv og træ, bruger under 20 små varmeværker tørv alene (20). Disse værkers forbrug er dog marginalt (21).

(34)

For så vidt angår de tekniske forskelle bemærker Kommissionen, at der nu til dags kan opnås en teknisk effektiv forbrænding ved at tilsætte kemikalier sammen med træ.

(35)

Det bemærkes, at det øger ætsning af kedlen, hvis der udelukkende anvendes træ, og der tilsættes normalt en minimumsprocentdel tørv (som er naturligt svovlholdig), kul eller kemikalier såsom svovl eller kalk i forbrændingsprocessen for at forebygge ætsning. Den optimerede procentdel nødvendigt brændselstørv varierer betydeligt alt efter værkets teknologi og planlagte emission, og den ligger mellem 0 og 60 % (22).

(36)

Med hensyn til de sæsonbestemte mønstre i forsyningsmikset af tørv og træ på et år spurgte Kommissionen mere præcist (23) ansøgeren, om kunderne de facto kun skulle bruge tørv eller kun træ. Ansøgeren forklarede, (24) at forbruget af tørv er højest fra januar til marts, mens forbruget er lavt om sommeren, da der ikke er behov for brændsel til opvarmning. Ansøgeren brugte situationen i 2015 som eksempel, hvor temperaturerne var meget lave (25), og fjernvarmeværkerne brugte mere tørv og olie i stedet for træ. De erstattede mængder var dog marginale i det samlede forbrug.

(37)

Med hensyn til manglende træ hævder ansøgeren, at den aktuelle situation er helt forskellig fra situationen på tidspunktet for de tidligere NCA-afgørelser, da operatørerne investerede i skovningsmaskiner, hvilket førte til en betydelig vækst i markedet for træ (26).

(38)

Ifølge anmodningen (27) er tilgængeligheden af alternative brændsler til tørv god. I det nordlige og østlige Finland er træbrændsel lettilgængeligt, mens tilgængeligheden af indenlandsk træbrændsel i de sydlige og vestlige områder kan begrænse stigningen i brugen af træflis i fremtiden (28). De alternative brændsler, der bruges, er kul (i kystområderne), træ importeret fra Rusland og gas (hvor der er anlagt gasledninger). Skønt efterspørgslen kan overstige udbuddet af træ, er dette kun midlertidigt (29).

(39)

Det finske NCA anførte, at »I dag er markederne for både skovflis og skovindustriens biprodukter blevet mere kommercielle og har styrket deres position sammenlignet med tørv.« (30)

(40)

Ifølge offentligt tilgængelige data (31) viser tidsrækken for energikilder til elproduktion en stadig stigning i forbruget af træbrændsel og et fald for tørv, især fra 2010 og frem.

(41)

Finland har driftsstøtteordninger (32) til skovflisfyrede kraftværker med det formål at øge produktionen af vedvarende energi ved at skabe incitamenter til brændselsomlægning fra tørv til biomasse.

(42)

EU's 2020-mål for energi fra vedvarende energikilder i Finland er 38 %. Andelen af energi fra vedvarende energikilder i Finlands endelige bruttoenergiforbrug steg fra 28,5 % i 2005 til 36,8 % i 2013 (33).

(43)

Ansøgeren bekræfter (34), at alle dens største kunder er berettigede til ovennævnte støtte.

(44)

Regeringens ændring af støttens størrelse (35) trådte i kraft den 1. marts 2016. Ifølge denne retsakt blev det maksimale støtteniveau for el produceret med skovflis øget fra 15,90 EUR pr. MWh til 18 EUR pr. MWh.

(45)

I Finland opkræves energiafgifter på el, kul, naturgas, brændselstørv, tallolie og flydende brændsler. Ifølge den seneste lovgivning (36) er den nye afgift på brændselstørv 1,90 EUR pr. MWh, hvilket er et fald fra 3,40 EUR pr. MWh. Denne nye afgift trådte også i kraft den 1. marts 2016.

(46)

I modsætning til brug af træ er brugen af tørv og andre fossile brændsler i energisektoren underlagt en CO2-afgift på emissioner. På tidspunktet for den tidligere NCA-afgørelse (37) var CO2-afgiften ikke gældende. Indførelsen af denne afgift førte til store investeringer i nye multibrændselsanlæg og til omstilling af gamle værker på en måde, så de kan bruges til både træ og andre fossile brændsler.

(47)

Ansøgeren hævder (38), at ved medregning af alle afgifterne på tørv og støtten til træ viser en sammenligning af kundens omkostninger til tørvebrændsel (inklusive tørveafgift og omkostninger til CO2-emissionsrettigheder) og omkostninger til træbrændsel, at begge brændselsformer giver sammenlignelige omkostninger for kunden, idet træ stadig er billigere end tørv.

(48)

De finske myndigheder bekræftede (39), at i den undersøgelse, som blev foretaget blandt Vapos kunder og konkurrenter, »nævnte mange respondenter, at kundernes endelige faktiske omkostninger i øjeblikket er de samme for tørv og træ på grund af størrelsen af gældende støtte, afgift og emissionskvoter«.

(49)

På tidspunktet for de tidligere NCA-afgørelser var der mangel på tørveforsyninger, og træbrændsel var ikke et alternativ i en sådan grad, som det er i dag. For at sikre tilstrækkelige forsyninger var kunderne villige til at indgå langfristede kontrakter.

(50)

Vapo arbejder i øjeblikket på grundlag af rammeaftaler med sine kunder. Disse rammeaftaler løber typisk i mere end et år, men priser og forsyningsmængder aftales årligt eller for en kortere periode på grundlag af markedssituationen. Vapo har ingen eneforhandlingskontrakter, og alle selskabets kunder har mulighed for at indkøbe tørv fra andre producenter. Så til trods for eksisterende rammeaftaler er kunderne ikke bundet af langfristede forpligtelser til at købe fra Vapo.

(51)

Under behørig hensyntagen til den aktuelle situation på markedet for tørv og træ, jf. betragtning 27-50, og også i lyset af den aktuelle statsstøtteordning for træ ser det ud til, at tørvebrændsel er udsat for betydelig konkurrence fra bl.a. træbrændsel.

(52)

På baggrund af ovenstående og med henblik på vurdering af betingelserne i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU, og uden at anvendelsen af konkurrencelovgivningen eller anden EU-lovgivning derved tilsidesættes, finder Kommissionen, at tørvebrændsel og træbrændsel (skovflis og skovindustriens biprodukter) i øjeblikket konkurrerer med hinanden.

(53)

Ifølge ansøgeren dækker det relevante marked Finlands nationale område. Ansøgeren samt andre tørve- og træproducenter er aktive i Finland.

(54)

I en tidligere afgørelse (40) fandt NCA, at det geografiske tørvemarked var nationalt. Den samme konklusion fastholder de finske myndigheder i brevet af 26. september 2016 (41).

(55)

Tørvebrændsel produceres typisk så tæt på kunden som muligt. Typisk leveres forsyninger til en kunde fra mange forskellige tørvemoser (42). Den økonomisk bæredygtige maksimale transportafstand blev af ansøgeren anslået til omkring 150 km for tørvebrændsel, 50 km for træflis og 150 km for træbiprodukter.

(56)

Ifølge NCA's markedsundersøgelse i 2016 blev den økonomisk bæredygtige transportafstand anslået til 160 km for tørv, 110 km for træflis og 155 km for træindustriens biprodukter (43).

(57)

Ansøgeren hævder, at der inden for det økonomisk bæredygtige forsyningsområde for et værk, der bruger tørve- eller træbrændsel, er flere tørvemoser eller trækilder og omvendt, at tørve- og træoperatører sælger deres brændselsprodukter til forskellige værker. De samme argumenter brugte NCA i en tidligere afgørelse (44), da de definerede det geografiske marked som nationalt.

(58)

Kommissionen bemærker, at de 20 største tørvebrugere i Finland alle bruger tørvebrændsel sammen med træ og også med kul, og hver af dem har mere end én leverandør af tørv og træ og et højt antal potentielle leverandører inden for den økonomisk bæredygtige transportradius.

(59)

Det finske NCA fastholder (45), at det geografiske markeds situation sammenlignet med situationen ved NCA's tidligere afgørelse fra 2001 ikke ser ud til at have ændret sig, og derfor kan det geografiske marked defineres som nationalt.

(60)

På baggrund af ovenstående og med henblik på vurdering af betingelserne i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU, og uden at anvendelsen af konkurrencelovgivningen eller anden EU-lovgivning derved tilsidesættes, behøver Kommissionen ikke drage konklusioner om det geografiske markeds præcise omfang, da resultatet af vurderingen af konkurrencesituationen i enhver situation ville være den samme.

(61)

Hvad angår markedet for tørv og træ konkluderes det, at en af indikatorerne for omfanget af konkurrencen på de nationale markeder er den markedsandel, som de tre største producenter råder over. Dette er i overensstemmelse med Kommissionens præcedens (46).

(62)

De tre største producenters markedsandel målt i salgsværdier var på […] (47) % i 2012, […] % i 2013 og […] % i 2014 (48). Vapo Oy er den største aktør på dette marked, men selskabets markedsandele har været faldende i de seneste år ([…] i 2012, […] i 2013 og […] i 2014).

(63)

Analysen af konkurrencesituationen for hver af de 20 største forbrugere viser, at Vapos markedsandele ligger mellem […] og […] (49) med to undtagelser (50), mens Vapo samlet tegner sig for […] (51) af alle leverancer til de 20 største kunder.

(64)

Det forhold, at Vapos markedsandel for leverancer til de største kunder er højere end den samlede markedsandel beregnet på nationalt plan, kan tyde på, at Vapo måske ikke er i stand til at udnytte sin markedsposition i forhold til de små kunder.

(65)

Selv hvis man rent hypotetisk ser på et alternativt scenario, hvor Finland opdeles i fire regionale forsyningsområder (nord, øst, vest og syd), forbliver resultatet af vurderingen stort set det samme; Vapos markedsandele (52) vil ligge mellem […] og […] (53).

(66)

Som forklaret i betragtning 50 sælger ansøgeren tørv og træ på grundlag af rammeaftaler med sine kunder, og leverede mængder og priser aftales med dem årligt eller med kortere mellemrum. De største 20 tørvebrugere i Finland (54), som er beliggende over hele landet, bruger alle tørv sammen med træ og undertiden med kul. Alle værker har mere end én leverandør af tørv og træ, og ansøgeren har ikke nogen eneretskontrakter.

(67)

Med hensyn til omstilling kan det bemærkes, at ændringer i værkernes teknologi, gældende afgifter på tørv og tilskud til træ har ført til et fald i tørveforbruget. Ansøgeren mistede en række tørvekunder, som har omstillet til brændsler fra andre leverandører, mens andre kunder har reduceret deres efterspørgsel efter tørv fra ansøgeren.

(68)

Der er de seneste år kommet en række nye aktører (55) ind på tørvemarkedet; dette antal er dog begrænset på grund af den lavere efterspørgsel efter tørv.

(69)

Den finske regering fremmer forbruget af træbrændsel til energiproduktion. Afgiftsniveauet for brændselstørv blev sænket, men samtidig blev tilskuddet til træbrændsler forhøjet, hvilket viser regeringens hensigt om at opretholde konkurrencen mellem indenlandsk brændselstørv og træbrændsel. Træ er allerede den mest brugte energikilde, idet brugen heraf har været stigende fra 2000 og frem, mens den respektive andel for tørv er faldende.

(70)

Som forklaret i betragtning 41-48 er forbrugerens endelige omkostninger, som inkluderer brændselsafgift, emissionskvoter (for tørv) og tilskud (til træ), sammenlignelige, idet træ gennemsnitligt er billigere end tørv.

(71)

Kommissionen noterer sig, at det nuværende konkurrencepres på tørv i al væsentlighed drives af den gældende lovgivning (tørvebrændselsafgift, CO2-afgift og tilskud til træflis), og at ændringer i de pågældende politikker kan ændre markedsdynamikken mellem tørv og træ, deres evne til at konkurrere mod hinanden og det samlede konkurrencepres på Vapo.

(72)

Med hensyn til produktion og engrossalg af tørv kan situationen således opsummeres som følger: De tre største konkurrenters samlede markedsandele er lave, idet kunderne har mulighed for at skifte fra tørv til træ og andre brændsler.

(73)

På baggrund af de faktorer, der er gennemgået i betragtning 23-71, bør betingelsen om, at den pågældende aktivitet skal være direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, jf. artikel 34, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU, anses for at være opfyldt, hvad angår produktion og engrossalg af tørv i Finland.

(74)

Da betingelsen om fri adgang til markedet endvidere må anses for at være opfyldt, bør direktiv 2014/25/EU ikke finde anvendelse, når ordregivere indgår kontrakter med henblik på at muliggøre produktion og engrossalg af tørv i Finland, eller når de afholder projektkonkurrencer med henblik på udøvelsen af en sådan aktivitet i det geografiske område.

(75)

Denne afgørelse bygger på de retlige og faktiske forhold i perioden februar 2016 til oktober 2016, som de fremgår af de oplysninger, som er indgivet af ansøgeren og de finske myndigheder. Den kan ændres, hvis betydelige ændringer af de retlige og faktiske forhold medfører, at betingelserne for at anvende artikel 34 i direktiv 2014/25/EU ikke længere er opfyldt.

(76)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelsen fra Det Rådgivende Udvalg for Offentlige Aftaler —