EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R0761

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/761 af 13. maj 2016 om fravigelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 for så vidt angår fristen for indgivelse af enkeltansøgninger, støtteansøgninger eller betalingsanmodninger, sidste frist for meddelelse af ændringer af enkeltansøgninger eller betalingsanmodninger og sidste frist for indgivelse af ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder eller om forhøjelse af værdien af betalingsrettigheder i henhold til grundbetalingsordningen for 2016

C/2016/2916

OJ L 126, 14.5.2016, p. 67–68 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2016/761/oj

14.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 126/67


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2016/761

af 13. maj 2016

om fravigelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 for så vidt angår fristen for indgivelse af enkeltansøgninger, støtteansøgninger eller betalingsanmodninger, sidste frist for meddelelse af ændringer af enkeltansøgninger eller betalingsanmodninger og sidste frist for indgivelse af ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder eller om forhøjelse af værdien af betalingsrettigheder i henhold til grundbetalingsordningen for 2016

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (1), særlig artikel 78, stk. 1, litra b), og artikel 78, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 (2) fastsættes sidste frist for indgivelse af enkeltansøgninger, støtteansøgninger og betalingsanmodninger, sidste frist for meddelelse af ændringer af enkeltansøgninger eller betalingsanmodninger og sidste frist for indgivelse af ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder eller om forhøjelse af værdien af betalingsrettigheder i henhold til grundbetalingsordningen.

(2)

På grund af administrative problemer i det første gennemførelsesår for den nye retlige ramme for direkte betalinger og udviklingsforanstaltninger i landdistrikter, som stadig gør sig gældende i visse medlemsstater, og de nye elementer, der indgår i forberedelsen af ansøgningsprocessen for ansøgningsåret 2016, er der i visse medlemsstater opstået forsinkelser i administrationen af enkeltansøgninger, støtteansøgninger og betalingsanmodninger og ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder eller forhøjelse af værdien af betalingsrettigheder i henhold til grundbetalingsordningen. Disse problemer er en del af den almindelige baggrund for den alvorlige økonomiske situation i visse landbrugssektorer.

(3)

Denne situation har påvirket støttemodtagernes muligheder for at indgive enkeltansøgninger, støtteansøgninger eller betalingsanmodninger og ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder eller om forhøjelse af værdien af betalingsrettigheder i henhold til grundbetalingsordningen inden for de tidsfrister, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, og artikel 22, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014.

(4)

I betragtning af denne situation er det hensigtsmæssigt at indføre en fravigelse fra artikel 13, stk. 1, og artikel 22, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014, som giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en sidste frist for 2016 for indgivelse af enkeltansøgninger, støtteansøgninger eller betalingsanmodninger og en sidste frist for indgivelse af ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder eller om forhøjelse af værdien af betalingsrettigheder i henhold til grundbetalingsordningen, der ligger senere end de frister, der er fastsat i nævnte artikler. Da de frister og perioder, der er omhandlet i artikel 11, stk. 4, og artikel 15, stk. 2 og 2a, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 er forbundet med den sidste frist, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, i nævnte forordning, bør der fastsættes en lignende fravigelse for meddelelsen om ændringer af enkeltansøgninger eller betalingsanmodninger og foreløbig kontrol.

(5)

Da disse fravigelser bør omfatte enkeltansøgninger, støtteansøgninger og betalingsanmodninger, ændringer af enkeltansøgninger eller betalingsanmodninger og ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder for 2016, bør denne forordning finde anvendelse på ansøgninger og betalingsanmodninger vedrørende 2016.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger og Komitéen for Udvikling af Landdistrikterne —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Uanset artikel 13, stk. 1, første afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 må de af medlemsstaterne fastsatte sidste frister for 2016 for indgivelse af enkeltansøgninger, støtteansøgninger eller betalingsanmodninger ikke ligge efter den 15. juni.

Artikel 2

Uanset artikel 15, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 og under forudsætning af, at medlemsstaterne benytter sig af den fravigelse, der er fastsat i artikel 1 og artikel 3 i denne forordning, meddeles ændringer af enkeltansøgninger eller betalingsanmodninger for 2016 i henhold til artikel 15, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 til den kompetente myndighed senest den 15. juni.

Den fravigelse, der er indeholdt i artikel 1 i denne forordning og i det første stykke i denne artikel, anvendes også ved beregningen af den periode på henholdsvis 26, 35 og 10 kalenderdage efter fristen for indgivelse af enkeltansøgninger, støtteanmodninger og betalingsanmodninger og fristen for anmeldelse af ændringer, jf. artikel 11, stk. 4, og artikel 15, stk. 2a, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014.

Artikel 3

Uanset artikel 22, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 må den af medlemsstaterne fastsatte frist for 2016 for indgivelse af ansøgninger om tildeling af betalingsrettigheder eller om forhøjelse af værdien af betalingsrettigheder i henhold til grundbetalingsordningen ikke ligge efter den 15. juni.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse på ansøgninger og betalingsanmodninger for 2016.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT L 227 af 31.7.2014, s. 69).


Top