EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0153

2011/153/EU: Rådets afgørelse af 28. februar 2011 om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Blandede EØS-udvalg vedrørende en ændring af bilag XX (Miljø) til EØS-aftalen

OJ L 63, 10.3.2011, p. 17–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2011/153(1)/oj

10.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 63/17


RÅDETS AFGØRELSE

af 28. februar 2011

om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Blandede EØS-udvalg vedrørende en ændring af bilag XX (Miljø) til EØS-aftalen

(2011/153/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, og artikel 218, stk. 9,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1), særlig artikel 1, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag XX til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt »EØS-aftalen«) indeholder særlige bestemmelser og ordninger vedrørende miljøet.

(2)

Det er hensigtsmæssigt at indarbejde Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv 2003/87/EF i EØS-aftalen med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (2).

(3)

Bilag XX til EØS-aftalen bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Blandede EØS-udvalg vedrørende en påtænkt ændring af bilag XX til EØS-aftalen er fastlagt i bilaget til denne afgørelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. februar 2011.

På Rådets vegne

FELLEGI T.

Formand


(1)  EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6.

(2)  EUT L 8 af 13.1.2009, s. 3.


BILAG

Udkast

DET BLANDEDE EØS-UDVALGS AFGØRELSE Nr. …/2011

af

om ændring af bilag XX (Miljø) til EØS-aftalen

DET BLANDEDE EØS-UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde som ændret ved protokollen om tilpasning af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt »EØS-aftalen«), særlig artikel 98, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag XX til EØS-aftalen blev ændret ved Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 146/2007 af 26. oktober 2007 (1), herunder med henblik på at indarbejde Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (2) i aftalen.

(2)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (3) skal indarbejdes i EØS-aftalen.

(3)

Den beslutningsproces, der fører til gennemførelsen af direktivet, vil foregå i tæt samarbejde mellem Europa-Kommissionen, EFTA-Tilsynsmyndigheden og EFTA-staterne.

(4)

De kontraherende parter har udstedt en fælles erklæring, der blandt andet understreger, at de vil gøre alle bestræbelser for at sikre en hurtig vedtagelse og ikrafttræden af alle afgørelser i Det Blandede EØS-udvalg, som er nødvendige for at udvide de relevante gennemførelsesafgørelser, der skal vedtages af Europa-Kommissionen, navnlig afgørelser i henhold til artikel 3e, stk. 3 og 3f, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, ændret ved direktiv 2008/101/EF, til også at være gældende for EFTA-staterne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I punkt 21al i bilag XX til EØS-aftalen foretages følgende ændringer:

1)

Følgende led tilføjes:

»—

32008 L 0101: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 (EUT L 8 af 13.1.2009, s. 3).«

2)

Følgende tilpasninger indsættes efter tilpasning b):

»ba)

På tidspunktet for indarbejdning af direktivet har Liechtenstein på dets område ingen luftfartsaktivitet som defineret i direktivet. Liechtenstein vil leve op til direktivet, så snart der udføres relevante luftfartsaktiviteter på dets område.

bb)

I artikel 3c, stk. 4, tilføjes følgende afsnit:

»Det Blandede EØS-udvalg vil i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i aftalen, og på baggrund af de tal, som EFTA-Tilsynsmyndigheden i samarbejde med Eurocontrol fremlægger, træffe afgørelse om de historiske luftfartsemissioner på EØS-plan ved at lægge de relevante tal vedrørende flyvninger inden for og mellem EFTA-staternes områder og flyvninger mellem EFTA-staterne og tredjelande til Kommissionens afgørelse, når denne indarbejdes i EØS-aftalen.«

bc)

I artikel 3d stk. 4, udgår andet afsnit.

bd)

I artikel 3e, stk. 2, og artikel 3f, stk. 4, tilføjes følgende afsnit:

»EFTA-staterne fremsender senest samme dato de modtagne anmodninger til EFTA-Tilsynsmyndigheden, der straks videresender disse til Kommissionen.«

be)

I artikel 3e, stk. 3, tilføjes følgende afsnit:

»Det Blandede EØS-udvalg træffer i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i aftalen, og på baggrund af de tal, som EFTA-Tilsynsmyndigheden i samarbejde med Eurocontrol fremlægger, afgørelse om den samlede mængde kvoter på EØS-plan, antallet af kvoter, der skal bortauktioneres, antallet af kvoter i den særlige reserve og antallet af gratis kvoter ved at lægge tallene vedrørende flyvninger inden for og mellem EFTA-staternes områder og flyvninger mellem EFTA-staterne og tredjelande til Kommissionens afgørelse, når denne indarbejdes i EØS-aftalen.

Kommissionen træffer afgørelse om benchmarkene på EØS-plan. Kommissionen arbejder tæt sammen med EFTA-Tilsynsmyndigheden i beslutningsprocessen. EFTA-staternes beregninger og offentliggørelser, jf. artikel 3e, stk. 4, foretages efter at Det Blandede EØS-udvalg har truffet afgørelse om indarbejdning af Kommissionens afgørelse i EØS-aftalen.«

bf)

I artikel 3f, stk. 5, tilføjes følgende afsnit:

»Kommissionen træffer afgørelse om benchmarkene på EØS-plan. Kommissionen arbejder tæt sammen med EFTA-Tilsynsmyndigheden i beslutningsprocessen. EFTA-staternes beregninger og offentliggørelser, jf. artikel 3f, stk. 7, foretages, efter at Det Blandede EØS-udvalg har truffet afgørelse om indarbejdning af Kommissionens afgørelse i EØS-aftalen.« «

3)

Følgende tilpasninger indsættes efter tilpasning i):

ia)

Følgende afsnit indsættes efter artikel 16, stk. 12:

»13.   EFTA-staterne fremsender anmodninger i henhold til artikel 16, stk. 5 og stk. 10, til EFTA-Tilsynsmyndigheden, der straks videresender disse til Kommissionen.«

ib)

I artikel 18a, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Den nye tildeling af luftfartsoperatørerne til EFTA-staterne bør finde sted i 2011, efter at operatørerne har levet op til deres forpligtelser for 2010. Den oprindeligt administrerende medlemsstat kan — efter en udtrykkelig anmodning fra en operatør, der er indgivet senest seks måneder efter den dato, hvor Kommissionen har vedtaget den i artikel 18a, stk. 3, litra b), omhandlede liste over operatører på EØS-plan — fastsætte en anden frist for en ny tildeling af luftfartsoperatører til en medlemsstat end den oprindelige frist for tildeling, der er fastsat på baggrund af kriterierne i litra b). I så fald skal den nye tildeling med hensyn til den handelsperiode, der starter i 2021, foretages senest i 2020.«

ic)

I artikel 18a, stk. 3, litra b), indsættes ordene »for hele EØS« efter ordet »luftfartsoperatørerne«.

id)

I artikel 18b tilføjes følgende afsnit:

»EFTA-staterne og EFTA-Tilsynsmyndigheden kan anmode Eurocontrol eller en anden relevant organisation om bistand med henblik på at opfylde deres forpligtelser i medfør af direktivet og kan i dette øjemed indgå passende aftaler med disse organisationer.«

Artikel 2

Den islandske og den norske udgave af direktiv 2008/101/EF, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-tillæg, er autentiske.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter, at Det Blandede EØS-udvalg har modtaget den sidste meddelelse i henhold til EØS-aftalens artikel 103, stk. 1 (4).

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-afsnit og EØS-tillæg.

Udfærdiget i …, den … .

På vegne af Det Blandede EØS-udvalgs

Formand

Sekretærer for

Det Blandede EØS-udvalg

De kontraherende parters fælles erklæring til afgørelse nr. …/2011 om indarbejdning af direktiv 2008/101/EF i EØS-aftalen

»Direktiv 2008/101/EF fastsætter, at provenuet fra bortauktionering af kvoter til luftfarten bør anvendes til imødegåelse af klimaændringer. EFTA-staternes anvendelse af denne bestemmelse berører ikke EØS-aftalens anvendelsesområde.

Med hensyn til afgørelserne om benchmarking i henhold til artikel 3e, stk. 3, og artikel 3f, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF som ændret ved direktiv 2008/101/EF, vil de kontraherende parter gøre alle bestræbelser for at sikre en hurtig vedtagelse og ikrafttræden af alle afgørelser, der træffes i Det Blandede EØS-udvalg, og som indarbejder hver af Europa-Kommissionens afgørelser. For at sikre at EØS og dets emissionshandelssystem forbliver homogent følger de kontraherende parter en fælles og parallel proces, der skal føre til Europa-Kommissionens afgørelser, som skal indarbejdes i EØS-aftalen, og om nødvendigt anvendes en skriftlig procedure.

For at sikre et gennemsigtigt emissionshandelssystem i EØS for alle berørte luftfartsoperatører vil Europa-Kommissionen i sine afgørelser om gennemførelse af direktiv 2008/101/EF inkludere særlige klausuler, som henviser til, at afgørelserne udvides til at være gældende for EØS/EFTA-staterne ved afgørelse i Det Blandede EØS-udvalg.«


(1)  EUT L 100 af 10.4.2008, s. 92.

(2)  EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32.

(3)  EUT L 8 af 13.1.2009, s. 3.

(4)  [Ingen forfatningsmæssige krav angivet.] [Forfatningsmæssige krav angivet.]


Top