15.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 331/1

(1)

Finansiel stabilitet er en forudsætning for, at realøkonomien kan skabe arbejdspladser, kreditter og vækst. Den finansielle krise har afsløret væsentlige mangler ved finansielle tilsyn, som har bevirket, at det ikke har været muligt at forudse ugunstige makroudviklinger og forhindre en akkumulering af overdrevne risici i den finansielle sektor.

(2)

Europa-Parlamentet har gentagne gange opfordret til, at alle aktører på EU-plan i højere grad blev sikret reelt ensartede vilkår, og har samtidig gjort opmærksom på væsentlige mangler i EU-tilsynet med de stadig mere integrerede finansielle markeder (i sine beslutninger af 13. april 2000 om meddelelse fra Kommissionen: Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan (4), af 21. november 2002 om reglerne for tilsyn med finansielle institutioner i Den Europæiske Union (5), af 11. juli 2007 om politikken for finansielle tjenesteydelser (2005-2010) — hvidbog (6), af 23. september 2008 med henstillinger til Kommissionen om hedgefonde og private equity (7), og af 9. oktober 2008 med henstillinger til Kommissionen om Lamfalussyopfølgningen: den fremtidige tilsynsstruktur (8), og i sine holdninger af 22. april 2009 om det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (9) samt af 23. april 2009 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer (10)).

(3)

I november 2008 gav Kommissionen en højniveaugruppe med Jacques de Larosière som formand mandat til at fremsætte anbefalinger om, hvordan de europæiske tilsynsordninger kan styrkes for at forbedre beskyttelsen af borgerne og genoprette tilliden til det finansielle system.

(4)

I den endelige rapport (de Larosière-rapporten), som blev fremlagt den 25. februar 2009, anbefalede højniveaugruppen bl.a., at der oprettes et organ på EU-plan, som har til opgave at overvåge risici inden for det finansielle system som en helhed.

(5)

I sin meddelelse af 4. marts 2009 om »fremdrift i den europæiske genopretning« hilste Kommissionen de Larosière-rapportens anbefalinger velkommen og gav udtryk for sin støtte til hovedlinjerne i dem. Det Europæiske Råd erklærede sig på mødet den 19. og 20. marts 2009 enigt i, at der er behov for at forbedre reguleringen af og tilsynet med de finansielle institutioner i Unionen og at anvende de Larosière-rapporten som handlingsgrundlag.

(6)

I sin meddelelse af 27. maj 2009 om »finansielt tilsyn i Europa« foreslog Kommissionen en række reformer af de nuværende ordninger, som skal sikre den finansielle stabilitet på EU-plan, herunder navnlig oprettelsen af et europæisk udvalg for systemiske risici (ESRB) med ansvar for makrotilsyn. Rådet tilsluttede sig den 9. juni 2009 og Det Europæiske Råd på mødet den 18. og 19. juni 2009 Kommissionens forslag og hilste det velkommen, at Kommissionen agter at fremlægge lovgivningsforslag, således at de nye rammer kan være på plads i løbet af 2010. I overensstemmelse med Kommissionens synspunkt konkluderede Rådet bl.a., at Den Europæiske Centralbank (ECB) »bør yde analytisk, statistisk, administrativ og logistisk støtte til ESRB og også trække på teknisk rådgivning fra de nationale centralbanker og tilsynsmyndigheder«. ECB's støtte til ESRB samt de opgaver, der tildeles ESRB, bør ikke berøre princippet om ECB's uafhængighed i udførelsen af sine opgaver, jf. traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(7)

Som følge af de internationale finansielle markeders integrering og den afsmitningsrisiko, der er forbundet med finanskriser, er der behov for et stærkt engagement fra Unionens side på verdensplan. ESRB bør trække på ekspertisen fra et videnskabeligt udvalg på højt niveau og påtage sig alle de globale ansvarsområder, som er nødvendige for at sikre, at Unionen høres i spørgsmål vedrørende finansiel stabilitet, navnlig ved at samarbejde tæt med Den Internationale Valutafond (IMF) og Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB), som forventes at udstede tidlige advarsler om makrorisici på globalt plan, og alle parterne i G20-landegruppen (G20).

(8)

ESRB bør bl.a. bidrage til gennemførelsen af henstillinger fra IMF, FSB og Den Internationale Betalingsbank (BIS) til G20.

(9)

I rapporten af 28. oktober 2009 fra IMF, BIS og FSB, der forelagdes G20-finansministrene og -centralbankcheferne under titlen »vejledning i vurdering af den systemiske betydning af finansielle institutioner, markeder og instrumenter: indledende betragtninger«, nævnes også, at vurdering af systemisk risiko sandsynligvis varierer, afhængigt af de økonomiske forhold. Den vil også afhænge af den finansielle infrastruktur og ordningerne for krisestyring og kapaciteten til at håndtere svigt, når de opstår. Finansielle institutioner kan være systemisk vigtige for lokale, nationale eller internationale finansielle systemer og økonomier. De vigtigste kriterier til at identificere markeders og institutioners systemiske betydning er størrelse (omfanget af finansielle tjenesteydelser, som leveres af den enkelte del i det finansielle system), substituerbarhed (i hvilken grad systemets andre dele kan levere de samme tjenesteydelser i tilfælde af et svigt) og de indbyrdes relationer (forbindelser med systemets andre dele). En vurdering ud fra disse tre kriterier bør suppleres med en henvisning til finansielle sårbarheder og den institutionelle rammes kapacitet til at håndtere finansielle svigt og bør tage hensyn til en lang række yderligere faktorer, bl.a. de særlige strukturers og forretningsmodellers kompleksitet, graden af finansiel autonomi, tilsynets intensitet og omfang, gennemsigtigheden med hensyn til de finansielle ordninger og forbindelser, der kan berøre den samlede risiko for institutioner.

(10)

ESRB bør have til opgave at overvåge og vurdere systemisk risiko under normale forhold med henblik på at mindske systemets eksponering over for risikoen for svigt i de systemiske komponenter og forbedre det finansielle systems modstandsdygtighed over for chok. ESRB bør i denne forbindelse bidrage til at sikre finansiel stabilitet og mindske de negative følger for det indre marked og realøkonomien. ESRB bør for at opfylde sine mål analysere alle de relevante oplysninger.

(11)

De nuværende EU-ordninger lægger for lidt vægt på makrotilsyn og på de indbyrdes relationer mellem udviklinger i det bredere makroøkonomiske miljø og det finansielle system. Ansvaret for analyser på makroplan er stadig opsplittet og foretages af forskellige myndigheder på forskellige niveauer, og der findes ingen mekanisme til at sikre, at risici på makroplan identificeres tilfredsstillende, og at der udstedes klare advarsler og henstillinger, som følges op med konkrete tiltag. Velfungerende finansielle systemer i Unionen og velfungerende globale finansielle systemer samt afværgelsen af trusler mod disse systemer kræver øget sammenhæng mellem tilsynet på makro- og mikroplan.

(12)

En nyoprettet ordning for makrotilsyn kræver et troværdigt og fremtrædende lederskab. I betragtning af ESRB's vigtige rolle og internationale og interne troværdighed samt i overensstemmelse med anbefalingerne i de Larosière-rapporten bør formanden for ECB derfor varetage formandskabet for ESRB i de første fem år efter denne forordnings ikrafttræden. Desuden bør kravene om ansvarlighed øges, og ESRB's organer bør kunne trække på en bred vifte af erfaringer, baggrunde og holdninger.

(13)

I de Larosière-rapporten nævnes også, at makrotilsyn ikke giver mening, medmindre det på en måde har indvirkning på tilsynet på mikroplan, ligesom tilsynet på mikroplan ikke på effektiv vis kan sikre den finansielle stabilitet uden behørigt at tage hensyn til udviklinger på makroplan.

(14)

Der bør oprettes et europæisk finanstilsynssystem (ESFS), der samler aktørerne med ansvar for finansielt tilsyn på nationalt plan og EU-plan og fungerer som et netværk. I henhold til princippet om et loyalt samarbejde i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union bør parterne i ESFS samarbejde i tillid og fuld gensidig respekt, navnlig for at sikre, at informationsstrømmene imellem dem er hensigtsmæssige og pålidelige. På EU-plan bør netværket omfatte ESRB og tre mikrotilsynsmyndigheder: Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (11), Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (12) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (13) (i det følgende samlet benævnt »ESA'erne«).

(15)

Unionen har ligeledes behov for et specifikt organ, som er ansvarligt for makrotilsyn med hele dens finansielle system, og som skal identificere risici for den finansielle stabilitet og om nødvendigt udstede advarsler om risici og rette henstillinger om tiltag til at imødegå sådanne risici. Derfor bør ESRB oprettes som et nyt uafhængigt organ, som dækker alle finansielle sektorer og garantiordninger. ESRB bør have ansvaret for makrotilsyn på EU-plan og bør ikke have status som juridisk person.

(16)

ESRB bør bestå af et almindeligt råd, en styringskomité, et sekretariat, et rådgivende videnskabeligt udvalg og et rådgivende teknisk udvalg. I det rådgivende videnskabelige udvalgs sammensætning bør der tages hensyn til passende regler om interessekonflikter, som Det Almindelige Råd vedtager. Oprettelsen af Det Rådgivende Tekniske Udvalg bør tage hensyn til gældende strukturer med henblik på at undgå overlapning.

(17)

ESRB bør udstede advarsler og, når det finder det nødvendigt, rette henstillinger enten af generel eller specifik karakter, og de bør navnlig rettes til Unionen som helhed, til en eller flere medlemsstater, til en eller flere ESA'er eller til en eller flere af de nationale tilsynsmyndigheder med en nærmere angivet frist for gennemførelse af den relevante politiske respons.

(18)

ESRB bør udarbejde en farvekode for at gøre det muligt for interesserede parter bedre at vurdere risikoens karakter.

(19)

For at øge advarslernes og henstillingernes virkning og legitimitet bør de under iagttagelse af strenge fortrolighedsregler også sendes til Rådet og Kommissionen og, hvis de er rettet til en eller flere nationale tilsynsmyndigheder, til ESA'erne. Drøftelserne i Rådet bør forberedes af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC) i overensstemmelse med dettes rolle som defineret i TEUF. For at EFC kan forberede drøftelserne i Rådet og give Rådet politisk rådgivning i rette tid, bør ESRB underrette EFC regelmæssigt og fremsende teksterne til advarsler og henstillinger, så snart de er vedtaget.

(20)

ESRB bør også på basis af rapporter fra adressaterne overvåge overholdelsen af dets advarsler og henstillinger for at sikre, at dets advarsler og henstillinger reelt efterleves. Adressaterne for henstillingerne bør handle i henhold hertil og give behørig begrundelse i tilfælde af manglende handling (mekanisme, som kræver handling eller forklaring). Hvis ESRB finder, at reaktionen er utilstrækkelig, bør det under overholdelse af strenge fortrolighedsregler underrette adressaterne, Rådet og, hvis det er relevant, den berørte europæiske tilsynsmyndighed.

(21)

ESRB bør fra sag til sag og efter at have underrettet Rådet i tilstrækkeligt god tid til, at det kan reagere, afgøre, om en henstilling skal forblive fortrolig eller offentliggøres, idet der tages hensyn til, at en offentliggørelse kan medvirke til at fremme overholdelsen af henstillingerne i bestemte situationer.

(22)

Afdækker ESRB en risiko, der kunne bringe de finansielle markeders ordnede funktion og integritet eller stabiliteten af hele eller en del af det finansielle system i Unionen i alvorlig fare, bør ESRB straks underrette Rådet om situationen. Hvis ESRB fastslår, at der kan opstå en krisesituation, bør det kontakte Rådet og foretage en vurdering af situationen. Rådet bør så vurdere, om der er behov for at vedtage en afgørelse rettet til ESA'erne, hvorved det fastslås, at der foreligger en krisesituation. I denne proces er det helt afgørende behørigt at beskytte fortrolighed.

(23)

ESRB bør aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet mindst en gang om året og oftere i tilfælde af omfattende uro på finansmarkederne. Europa-Parlamentet og Rådet bør efter behov kunne anmode ESRB om at undersøge specifikke spørgsmål vedrørende finansiel stabilitet.

(24)

ECB og de nationale centralbanker bør indtage en ledende rolle i makrotilsyn på grund af deres ekspertise og deres eksisterende ansvar vedrørende den finansielle stabilitet. Nationale tilsynsmyndigheder bør inddrages, så de kan bidrage med deres særlige ekspertise. Det er vigtigt, at mikrotilsynsmyndighederne inddrages i ESRB's arbejde for at sikre, at vurderingen af risikoen på makroplan er baseret på fyldestgørende og præcise oplysninger om udviklingerne i det finansielle system. Derfor bør formændene for ESA'erne være medlemmer med stemmeret. Én repræsentant fra hver medlemsstats kompetente nationale tilsynsmyndigheder bør deltage i Det Almindelige Råds møder uden stemmeret. I en ånd af åbenhed bør 15 uafhængige personer yde ekstern ekspertbistand til ESRB gennem Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg.

(25)

Deltagelsen af et medlem af Kommissionen i ESRB vil bidrage til at skabe forbindelse til det makroøkonomiske og finansielle tilsyn i Unionen, mens EFC-formandens tilstedeværelse afspejler den rolle, som de nationale ministerier, der er ansvarlige for finans, og Rådet spiller i opretholdelsen af den finansielle stabilitet og udførelsen af den økonomiske og finansielle overvågning.

(26)

Det er af stor betydning, at medlemmerne af ESRB udfører deres opgaver upartisk og kun overvåger den finansielle stabilitet i Unionen som helhed. Når der ikke kan opnås konsensus, bør afstemninger om advarsler og henstillinger i ESRB ikke vægtes, og beslutningerne bør som hovedregel træffes med simpelt flertal.

(27)

De indbyrdes relationer mellem finansielle institutioner og markeder indebærer, at overvågningen og vurderingen af potentielle systemiske risici bør baseres på en bred vifte af relevante makroøkonomiske og mikrofinansielle data og indikatorer. Sådanne systemiske risici omfatter bl.a. risiko for forstyrrelse af finansielle tjenesteydelser, som skyldes væsentlig forringelse af hele eller dele af Unionens finansielle system og har potentiale til at få alvorlige negative konsekvenser for det indre marked og realøkonomien. Enhver type finansiel institution, formidler, marked, infrastruktur og instrument har potentiale til at være systemisk vigtig. ESRB bør derfor have adgang til alle de oplysninger, som er nødvendige for at udføre dets opgaver, men skal sikre, at disse oplysninger forbliver fortrolige, hvis det kræves.

(28)

De i denne forordning omhandlede foranstaltninger til indsamling af oplysninger er nødvendige for udførelsen af ESRB's opgaver og bør ikke berøre den retlige ramme, som det europæiske statistiske system udgør på det statistiske område. Denne forordning berører derfor ikke Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker (14) eller Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information (15).

(29)

Markedsdeltagerne kan levere værdifulde oplysninger til forståelse af de udviklinger, der påvirker det finansielle system. Efter behov bør ESRB derfor høre interessenter fra den private sektor, herunder repræsentanter for finanssektoren, forbrugersammenslutninger, brugergrupper inden for finansielle tjenesteydelser oprettet af Kommissionen eller ved EU-lovgivning og give dem en rimelig mulighed for at fremkomme med betragtninger.

(30)

Oprettelsen af ESRB bør bidrage direkte til opfyldelse af målsætningerne for det indre marked. EU-tilsynet på makroplan med det finansielle system er en integreret del af det overordnede nye tilsynssystem i Unionen, eftersom makrosynsvinklen er tæt forbundet med mikrotilsynsopgaverne, der er pålagt ESA'erne. Kun hvis der findes ordninger, som tager passende hensyn til den indbyrdes sammenhæng mellem de risici, der findes på mikro- og makroplan, kan alle interessenter have tilstrækkelig tillid til at tage del i grænseoverskridende finansielle aktiviteter. ESRB bør overvåge og vurdere risici for den finansielle stabilitet, som skyldes udviklinger, der kan have virkninger på sektorplan eller for det finansielle system som helhed. ESRB bør ved at behandle sådanne risici bidrage direkte til en integreret EU-tilsynsstruktur, som er en forudsætning for at sikre rettidig og konsekvent politisk respons blandt medlemsstaterne, og dermed forhindre uensartede tilgange samt forbedre det indre markeds funktion.

(31)

Domstolen udtalte i sin dom af 2. maj 2006 i sag C-217/04 (Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union), at »intet i ordlyden af artikel 95 EF [nu artikel 114 i TEUF] gør det muligt at konkludere, at de foranstaltninger, der vedtages af fællesskabslovgiver, skal begrænses til alene at have medlemsstaterne som adressater. Det kan således vise sig nødvendigt i henhold til nævnte lovgivers vurdering at fastsætte bestemmelser om oprettelse af et fællesskabsorgan, der har til opgave at bidrage til gennemførelsen af en harmoniseringsproces i situationer, hvor vedtagelsen af ikke-bindende ledsage- og rammeforanstaltninger forekommer egnede til at lette gennemførelsen og den ensartede anvendelse af retsakter vedtaget med hjemmel i denne bestemmelse.« (16). ESRB bør bidrage til den finansielle stabilitet, der er nødvendig for yderligere finansiel integration i det indre marked, ved at overvåge systemiske risici og udstede advarsler og rette henstillinger, når det er relevant. Disse opgaver hænger nøje sammen med målsætningerne i EU-lovgivningen vedrørende det indre marked for finansielle tjenesteydelser. ESRB bør derfor oprettes på grundlag af artikel 114 i TEUF.

(32)

Som det fremgår af de Larosière-rapporten, er det nødvendigt med en gradvis tilgang, og Europa-Parlamentet og Rådet bør gennemføre en fuldstændig evaluering af ESFS, ESRB og ESA'erne senest den 17. december 2013.

(33)

Målet for denne forordning, nemlig et effektivt makrotilsyn med Unionens finansielle system kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af integreringen af Unionens finansielle markeder, og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

a)

ESRB

b)

Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), oprettet ved forordning (EU) nr. 1093/2010

c)

Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), oprettet ved forordning (EU) nr. 1094/2010

d)

Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), oprettet ved forordning (EU) nr. 1095/2010

e)

Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder (»Det Fælles Udvalg«), nedsat i henhold til artikel 54 i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010

f)

de kompetente eller tilsynsførende myndigheder i medlemsstaterne som beskrevet i de EU-retsakter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010.

a)

»finansiel institution«: ethvert foretagende, som hører under anvendelsesområdet for den lovgivning, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010, samt ethvert andet foretagende og enhver anden enhed i Unionen, hvis hovedvirksomhed er af tilsvarende karakter

b)

»finansielt system«: alle finansielle institutioner, markeder, produkter og markedsinfrastrukturer

c)

»systemisk risiko«: en risiko for forstyrrelse af det finansielle system med potentiale til at få alvorlige negative konsekvenser for det indre marked og realøkonomien. Alle typer finansielle formidlere, markeder og infrastrukturer kan potentielt være systemisk vigtige i en vis grad.

a)

at indkredse og/eller indsamle og analysere alle oplysninger, der er relevante og nødvendige for at nå de i stk. 1 beskrevne målsætninger

b)

at afdække og prioritere systemiske risici

c)

at udstede advarsler, hvis sådanne systemiske risici anses for betydelige, og offentliggøre disse advarsler, hvis det er relevant

d)

at rette henstillinger med henblik på afhjælpende tiltag som svar på de afdækkede risici og offentliggøre disse henstillinger, hvis det er relevant

e)

hvis ESRB fastslår, at der kan opstå en krisesituation i henhold til artikel 18 i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010, at udstede en fortrolig advarsel til Rådet og forelægge Rådet en vurdering af situationen, for at gøre Rådet i stand til at vurdere, om der er behov for at vedtage en afgørelse rettet til ESA'erne, hvorved det fastslås, at der foreligger en krisesituation.

f)

at overvåge opfølgningen af advarsler og henstillinger

g)

at arbejde tæt sammen med alle de andre parter i ESFS; hvis det er relevant, at give ESA'erne de oplysninger om systemiske risici, der er nødvendige for udførelsen af deres opgaver; og navnlig i samarbejde med ESA'erne at udvikle et fælles sæt kvantitative og kvalitative indikatorer (en risikotavle) til at identificere og måle systemiske risici.

h)

hvis det er relevant, at deltage i Det Fælles Udvalg

i)

at koordinere sit arbejde med internationale finansielle organisationers arbejde, særlig IMF og FSB, samt relevante organer i tredjelande, i spørgsmål vedrørende makrotilsyn

j)

at udføre andre relaterede opgaver som anført i EU-lovgivningen.

a)

formanden og næstformanden for ECB

b)

cheferne for de nationale centralbanker

c)

et medlem af Kommissionen

d)

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)

e)

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)

f)

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed)

g)

formanden og de to næstformænd for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg

h)

formanden for Det Rådgivende Tekniske Udvalg.

a)

én højtstående repræsentant pr. medlemsstat for de kompetente nationale tilsynsmyndigheder, jf. stk. 3

b)

formanden for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC).

a)

formanden og den første næstformand for ESRB

b)

næstformanden for ECB

c)

fire andre medlemmer af Det Almindelige Råd, der også er medlemmer af ECB's Generelle Råd, under hensyntagen til behovet for en ligelig repræsentation af medlemsstaterne generelt og mellem dem, der har euroen som valuta, og dem, der ikke har euroen som valuta. De vælges af og blandt medlemmerne af Det Almindelige Råd, der også er medlemmer af ECB's Generelle Råd, for en periode på tre år

d)

et medlem af Kommissionen

e)

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)

f)

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)

g)

formanden for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed)

h)

formanden for EFC

i)

formanden for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg og

j)

formanden for Det Rådgivende Tekniske Udvalg.

a)

en repræsentant for hver af de nationale centralbanker og en repræsentant for ECB

b)

én repræsentant pr. medlemsstat for de kompetente nationale tilsynsmyndigheder

c)

en repræsentant for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)

d)

en repræsentant for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)

e)

en repræsentant for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed)

f)

to repræsentanter for Kommissionen

g)

en repræsentant for EFC og

h)

en repræsentant for Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg.