EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0051

Kommissionens beslutning af 18. februar 2004 om statsstøtte C 27/2001 (ex NN 2/2001) om Frankrigs gennemførelse af programmet for begrænsning af forureningen fra landbruget (PMPOA) i perioden 1994-2000 (meddelt under nummer K(2004) 415)

OJ L 32, 6.2.2007, p. 1–13 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 32, 6.2.2007, p. 1–1 (BG, RO)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/51(1)/oj

6.2.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 32/1


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 18. februar 2004

om statsstøtte C 27/2001 (ex NN 2/2001) om Frankrigs gennemførelse af programmet for begrænsning af forureningen fra landbruget (PMPOA) i perioden 1994-2000

(meddelt under nummer K(2004) 415)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(2007/51/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med nævnte artikel (1) og under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFORLØB

(1)

Som følge af oplysninger, som Kommissionen havde fået kendskab til om et fransk program for begrænsning af forureningen fra landbruget, i det følgende benævnt »PMPOA« eller »programmet« , sendte Kommissionen den 24. februar 2000 et brev til de franske myndigheder med anmodning om nærmere oplysninger om anvendelsen af det pågældende program siden 1994. Ved brev af 31. maj 2000 sendte Frankrig visse oplysninger, som bl.a. bekræftede, at PMPOA havde eksisteret siden 1994. Kommissionen udbad sig yderligere oplysninger ved brev af 11. juli 2000. De franske myndigheder svarede ved brev af 26. december 2000.

(2)

De franske myndigheder havde den 13. februar 1991 givet meddelelse om en statsstøtteordning til forbedring af miljøet i forbindelse med svineopdræt, ifølge hvilken der kunne ydes støtte til individuelle investeringer. Kommissionen godkendte denne støtte ved brev af 11. december 1991 (2). Desuden gav de franske myndigheder den 20. april 1993 i forbindelse med et samfinansieret strukturprogram og i overensstemmelse med artikel 29, stk. 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 2328/91 af 15. juli 1991 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (3) meddelelse om cirkulære DEPSE/SDEE nr. 93-7005 af 2. marts 1003 og DEPSE/SDEE nr. 7027 af 5. november 1992 vedrørende investeringsstøtte i oksekødssektoren. I overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 2328/91 vedtog Kommissionen den 29. juli 1993 en beslutning om EF-støtte til denne fælles aktion (4). Kommissionen er imidlertid ikke blevet underrettet om den nationale støtte i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3 (5). Ifølge de franske myndigheder blev disse ordninger, som fandtes inden PMPOA s ikrafttrædelse, integreret heri ved cirkulære DEPSE nr. 7016 af 22. april 1994. De udgør således de dele af PMPOA, der vedrører kvæg- og svinebedrifter. Dette cirkulære er Kommissionen heller ikke blevet underrettet om i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

(3)

De franske myndigheder gav ved brev af 13. juni 1994 meddelelse om en statsstøtte til investeringer med henblik på miljøbeskyttelse inden for fjerkræsektoren. Denne ordning, der senere integreredes i PMPOA, hvor den udgør den del, der vedrører fjerkræbedrifter, godkendtes af Kommissionen ved brev af 26. april 1995 (6).

(4)

De franske myndigheder har ikke i den i traktatens artikel 88, stk. 3, omhandlede forstand givet underretning om aftalen af 8. oktober 1993 om indførelse af programmet og heller ikke ved noget andet dokument givet nogen meddelelse med en nærmere beskrivelse af PMPOA, f.eks. bestemmelserne om programmets finansiering (7). Kommissionen er blandt andet ikke blevet underrettet om vandagenturernes deltagelse i finansieringen af det pågældende program.

(5)

Desuden har de franske myndigheder, hvad oksekødssektoren angår, ikke givet Kommissionen underretning om den påtænkte investeringsstøtte.

(6)

Der er ikke givet nogen meddelelse til Kommissionen om ordningen for unge landmænd.

(7)

Ved brev af 11. april 2001 meddelte Kommissionen Frankrig sin beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende PMPOA. Nærværende beslutning vedrører alene anvendelsen af PMPOA i perioden 1994 — 2000.

(8)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende  (8). Kommissionen opfordrede de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra tredjemand. De franske myndigheder fremsendte deres kommentarer ved brev af 21. juni 2001.

(9)

En videreførelse af PMPOA fra og med 2001 godkendtes ved Kommissionens brev af 30. oktober 2001 (9).

II.   BESKRIVELSE

1.   Støtteordningen

(10)

PMPOA er resultatet af en aftale, der blev indgået mellem den franske stat og de franske landbrugsorganisationer den 8. oktober 1993. Den trådte i kraft den 1. januar 1994. Programmet har til formål at give landbrugerne mulighed for at tilpasse deres udstyr og praksis til kravene om en bedre beskyttelse af miljøet, herunder navnlig en beskyttelse af vandressourcerne. Den konstaterede forurening, som programmet tager sigte på, er forurening af vand som følge af plantebeskyttelsesmidler og mineralske og organiske gødningsstoffer.

(11)

PMPOA har navnlig til formål at efterkomme Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (10), i det følgende benævnt »nitratdirektivet«, samt nationale bestemmelser vedrørende indførelse af regler for god landbrugspraksis. Programmet vedrører alle produktionsformer, såvel husdyrbrug som dyrkning af afgrøder.

(12)

For at reglerne kunne blive overholdt og for at forebygge gylleforurening af vandressourcerne fandtes det nødvendigt at forbedre staldbygningerne og affaldsforvaltningen. Alene udgifterne til bygningsarbejderne blev på daværende tidspunkt skønsmæssigt anslået til ca. 1 mia. EUR for perioden frem til 2002. Der blev indledt et investeringsprogram med følgende finansieringsplan: opdrætterne 1/3; staten (landbrugs- og fiskeriministeriet) og de lokale myndigheder med hver halvdelen 1/3; vandagenturerne (11) 1/3. Til gengæld pålægges opdrætterne, der kan nyde godt af støtten, en forureningsafgift, der opkræves af vandagenturerne.

(13)

Ved en meddelelse af 24. februar 1994 til de berørte forvaltningsorganer præciserede de franske ministerier for miljø og landbrug de proceduremæssige elementer, der var fastlagt af den nationale overvågningskomité, som var ansvarlig for programmets gennemførelse: tidsplan, finansieringsnøgle og de nærmere regler for opdrætternes anvendelse af ordningen.

(14)

Vedrørende programmets forbindelse med klassificerede anlæg anførte de franske myndigheder i denne meddelelse, at det ville være i opdrætternes interesse, at de efter gennemførelsen af de arbejder, der var omhandlet i kontrakterne om begrænsning af forureningen, opfyldte kravene i de ministerielle bekendtgørelser af 29. februar 1992 om opdræt, for så vidt angik beskyttelsen af vandressourcerne.

(15)

Gennemførelsen af PMPOA foregik særskilt for de enkelte sektorer ved hjælp af cirkulærer om de nærmere regler for støtten, som ministeriet for landbrug og fiskeri sendte til regionernes præfekter og departementerne. De franske myndigheder har på Kommissionens anmodning sendt denne en kopi af følgende cirkulærer:

Cirkulære DEPSE/SDEEA nr. 7016 af 22. april 1994, »Støtte til at bringe kvæg- og svinebedrifter i overensstemmelse med forskrifterne«

Cirkulære DEPSE/SDEEA nr. 7021 af 18. april 1995, »Støtte til at bringe fjerkræbedrifter i overensstemmelse med forskrifterne«

Cirkulære DEPSE/SDEEA nr. 7028 af 19. juni 1995, »Støtte til at bringe husdyrbrug i overensstemmelse med forskrifterne«

Cirkulære DEPSE/SDEEA nr. 7001 af 15. januar 1996, »Støtte til at bringe husdyrbrug i overensstemmelse med forskrifterne. Unge landbrugere, der etablerer sig fra og med 1. januar 1996«.

(16)

Støttemodtagerne var brugere eller ejere af landbrugsejendomme, navnlig kvæg-, svine- og fjerkræbedrifter. Investeringerne tog sigte på at forbedre de bestående bygninger med henblik på at øge kapaciteten til opbevaring af husdyrgødning og at forbedre opbevaringsanlæggene for at bringe dem i overensstemmelse med nitratdirektivet (12).

(17)

Finansieringen bestod i en støtte fra staten på 35 % af udgifterne i form af et kapitaltilskud på 30 % af udgifterne og muligheden for et lån med rentegodtgørelse, hvis støtteækvivalent svarede til 5 % af udgifterne. Vandagenturernes dækning af 1/3 af udgifterne fremgik ikke af de cirkulærer, der er nævnt i betragtning 15.

(18)

For kvæg- og svinesektorens vedkommende ydedes der også støtte til landbrugere, der gennemførte deres projekt som led i en plan til konkret forbedring af bedriften i ugunstigt stillede områder; støtten ydedes i form af et kapitaltilskud på 30 % af udgifterne og et lån, hvis støtteækvivalent svarede til 15 %. Satserne forhøjedes, når der tillige var tale om unge landbrugere (43,75 % i almindelige områder og 56,25 % i ugunstigt stillede områder). Inden for fjerkræsektoren var forhøjelsen for unge landbrugere på 5 % i form af et lån med rentegodtgørelse.

(19)

Ved cirkulære DEPSE/SDEEA nr. 7001 af 15. januar 1996 ændredes støttesatserne for unge landbrugere, der etablerede sig fra og med den 1. januar 1996. Satsen for kapitaltilskuddet forhøjedes fra 30 % til 35 % i de ugunstigt stillede områder og i de udviklingsprioriterede landbrugsdistrikter. Der ydedes ikke noget lån med rentegodtgørelse. I de øvrige områder forhøjedes kapitalstøtten fra 30 % til 32,5 %. Der var mulighed for et supplerende lån med en støtteækvivalent på 2,5 %.

(20)

For at kunne få støtte skulle producenterne forelægge en forudgående undersøgelse, som de for egen regning havde ladet foretage af godkendte tekniske eksperter, og på grundlag af hvilken producentens investeringsprojekt var blevet udarbejdet. Undersøgelsesresultaterne tjente som grundlag for kontrakten om begrænsning af forureningen (se betragtning 21) og dermed som beregningsgrundlag for de beløb, som de enkelte deltagere i finansieringen af den offentlige støtte kunne yde i forbindelse med arbejderne. Disse undersøgelser repræsenterede 2 % af investeringsudgifterne, og støtten hertil ydedes af staten med 50 % og af vandagenturerne med 50 %, dog højst 6 000 franske francs (FRF) ekskl. afgifter (dvs. 914 EUR).

(21)

Kontrakten om begrænsning af forureningen var garantien for, at opdrætteren kunne omfattes af støtteordningen under PMPOA, og for godtgørelse af en eventuel afgift til vandagenturet. Kontrakten er en tillidsaftale, som nødvendigvis fastslår, at der er visse miljømæssige problemer på bedriften, men som har til formål at medvirke til en løsning heraf. Den undertegnes af alle de finansielt involverede, herunder opdrætteren.

2.   Kommissionens argumenter i forbindelse med indledningen af undersøgelsesproceduren

(22)

Kommissionen fandt for det første, at vandagenturernes deltagelse i PMPOA var en statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1. Vandagenturerne deltog nemlig i finansieringen af investeringsomkostningerne under PMPOA med 1/3 heraf. Deres deltagelse heri fik Kommissionen først kendskab til som følge af offentliggørelsen af en evalueringsrapport om forvaltningen og resultaterne af PMPOA, som var udarbejdet af den franske rigsrevision (Inspection générale des finances), landbrugs- og fiskeriministeriets stående komité for samordning af kontrol (Comité permanent de coordination des inspections du Ministère de l'agriculture et la pêche) og rådet for vandforsyning og skove i landdistrikter (Conseil général du génie rural des eaux et forêts) (13).

(23)

Kommissionen har taget hensyn til, at det af artikel 2 i det franske dekret nr. 66-700 af 14. september 1966 om lokale finansielle agenturer fremgår, at vandagenturerne er selvfinansierende statslige organer med status som juridisk person, og der således ifølge den franske lovgivning ikke kan være tvivl om, at agenturerne er offentlige organer.

(24)

Kommissionen konkluderede i sin beslutning om indledning af proceduren, at vandagenturerne på grundlag af de bestemmelser, der i Frankrig er vedtaget om vandagenturerne og deres virkemåde, og afgørelser truffet af EF-Domstolen og Retten i Første Instans (14) måtte betragtes som statens forlængede arm, og at disse agenturers finansiering af investeringer i landbrugsbedrifter derfor udgør en statsstøtte (15).

(25)

Kommissionen var af den opfattelse, at de beløb, der ydedes til opdrættere af kvæg, svin og fjerkræ, herunder støtten fra vandagenturerne, gav disse producenter en fordel, som andre producenter ikke kunne opnå. Der var således tale om en af Frankrig ydet støtte, som fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder og visse produktioner, og som kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Foranstaltningen måtte derfor anses at være omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1.

(26)

Kommissionen konkluderede også, at den statsstøtte, som Frankrig havde gennemført, var en ny støtte, som Kommissionen ikke var blevet underrettet om, og som derfor kunne være ulovlig støtte i henhold til traktaten. Kommissionen baserede sig navnlig på artikel 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (16), der definerer ulovlig støtte som ny støtte, der er gennemført i strid med traktatens artikel 93 (nu artikel 88), stk. 3. Hvad angår begrebet ny støtte, så er dette defineret som enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.

(27)

Kommissionen mindede om, at enhver af Kommissionen godkendt støtteordning, i hvilken der senere foretages væsentlige ændringer — i det foreliggende tilfælde vedrørende et offentligt organs deltagelse i finansieringen af den støtteordning, der var meddelt til Kommissionen, hvilket indebar en væsentlig ændring af finansieringsnøglen og dermed af støtteintensiteten — udgør en ny støtteordning, som i henhold til traktatens artikel 88 skal anmeldes til Kommissionen og godkendes af denne. Dette anmeldelseskrav fremgår også af artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999. Efter Kommissionens opfattelse var ændringen af støtteintensiteten i sig selv en væsentlig ændring af støtteordningen, som betød, at der skulle gives underretning i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

(28)

Kommissionen foretog derefter en vurdering af de pågældende støtteordninger under hensyntagen til punkt 23.3 i Kommissionens rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren (17), i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«, hvor det er fastsat, at ulovlig støtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 behandles efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, den pågældende støtte blev ydet.

(29)

Med hensyn til de investeringer, der ydedes støtte til, og støtteformen fandt Kommissionen for svinekødssektorens vedkommende, at investeringernes art under PMPOA faktisk var uændrede, og at investeringerne i det væsentlige svarede til dem, der var anmeldt til Kommissionen og godkendt af denne. For oksekødssektorens vedkommende kunne Kommissionen på tidspunktet for indledningen af proceduren, også selv om den endnu ikke på daværende tidspunkt havde foretaget en undersøgelse i relation til Fællesskabets konkurrenceregler, konstatere, at ordningen var i overensstemmelse med disse regler. Hvad fjerkræsektoren angår, konstaterede Kommissionen, at bestemmelserne under PMPOA var nøjagtig de samme bestemmelser, som den tidligere havde godkendt. Endelig hvad angår ordningen for unge landbrugere, der etablerede sig fra og med den 1. januar 1996, konstaterede Kommissionen, at ordningen ikke indebar nogen ændringer med hensyn til de støtteberettigede investeringer, men alene indeholdt en ændring af støtteformen for den del, der finansieredes af staten.

(30)

Kommissionen konkluderede således med hensyn til investeringernes art og den af de franske myndigheder fastsatte støtteform, at støtteordningerne, selv om de var ulovlige, var blevet gennemført i overensstemmelse med de EF-konkurrenceregler, der var gældende på daværende tidspunkt. Kommissionen fremsatte derfor ingen indsigelser vedrørende denne del af støtteordningens gennemførelse.

(31)

Hvad fordelingsnøglen for støttens finansiering angår, mindede Kommissionen om, at loftet for investeringsstøtte til miljøbeskyttelse ifølge de gældende bestemmelser på tidspunktet for programmets ikrafttrædelse var 35 % af de afholdte udgifter (45 % i ugunstigt stillede områder). Ifølge artikel 12, stk. 5, femte led, i forordning (EØF) nr. 2328/91, som foreskrev en undersøgelse af national støtte i relation til traktatens tidligere artikel 92 og 93 (nu artikel 87 og 88), og artikel 6 i nævnte forordning kunne der ydes støtte til investeringer vedrørende miljøbeskyttelse, for så vidt investeringerne ikke medførte en produktionsforøgelse. I sin beslutning vedrørende statsstøtte nr. N 136/91 tog Kommissionen hensyn til, at dens praksis var at betragte en støttesats for denne støttetype på 35 % af de støtteberettigede omkostninger (45 % i ugunstigt stillede områder som omhandlet i Rådets direktiv 75/268/EØF af 28. april 1975 om landbrug i bjergområder og i visse ugunstigt stillede områder (18) som forenelig med fællesmarkedet. Disse støttesatser blev kort efter programmets ikrafttrædelse bekræftet i punkt 3.2.3 i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (19).

(32)

De franske myndigheder havde i øvrigt i de cirkulærer om gennemførelsen af PMPOA i de enkelte sektorer, der er nævnt i betragtning 15, udtrykkeligt nævnt, at der fandtes sådanne lofter, og givet en forklaring herom. De anførte således, at »Den Europæiske Union har tilladt, at offentlig støtte til denne form for investeringer til forbedring af miljøet undtagelsesvis kan udgøre 35 %.«

(33)

Da investeringsomkostningerne ifølge fordelingsnøglen for programmets finansiering skal dækkes med 1/3 af staten og de lokale myndigheder (med halvdelen hver, dvs. 1/6 hver), 1/3 af vandagenturerne og 1/3 af landbrugerne, og da bidraget fra vandagenturerne er en statsstøtte, konkluderede Kommissionen i sin beslutning om indledning af proceduren, at de tilladte støttelofter for denne investeringstype ikke syntes at være overholdt. Vandagenturernes bidrag til PMPOA-ordningens finansiering ville nemlig medføre en forhøjelse af den offentlige finansieringssats til 2/3 af investeringsudgifterne, dvs. ca. 66,6 % af de afholdte udgifter. Dette ville ifølge Kommissionen udgøre en overskridelse af den tilladte sats på ca. 31,6 % (21,6 % i ugunstigt stillede områder) af de afholdte udgifter. Samme overskridelse ville være tilfældet for ordningen til fordel for unge landbrugere, der har etableret sig efter den 1. januar 1996, da de foretagne ændringer af ordningen kun vedrørte støtteformen for den del, der finansieredes af staten, og således ikke medførte en samlet forhøjelse af støttesatsen for disse støttemodtagere.

(34)

Kommissionen tog også hensyn til, at den siden den 1. januar 2000, datoen for rammebestemmelsernes ikrafttrædelse, på basis af disses punkt 4.1.1.2 imidlertid har tilladt støttesatser for denne investeringstype på 40 % af de afholdte afgifter (50 % i ugunstigt stillede områder). For unge landbrugere er den tilladte sats på 45 % (55 % i ugunstigt stillede områder). Det betyder, at overskridelsen af støttesatserne for den i 2000 ydede støtte i henhold til disse gunstigere betingelser kun ville være på 26,6 % (16,6 % i ugunstigt stillede områder) og på 21,6 % for unge landbrugere (11,6 % i ugunstigt stillede områder) for investeringer, der gennemførtes efter den 1. januar 2000, og som opfyldte alle de betingelser, der var fastsat i rammebestemmelserne.

(35)

Da den af Kommissionen godkendte investeringsstøtte var baseret på en tilladt maksimumssats for offentlig finansiering på 35 % af udgifterne til de pågældende investeringer (45 % i ugunstigt stillede områder), ja endog 40 — 55 %, alt efter tilfældet, fra den 1. januar 2000, måtte Kommissionen i beslutningen om indledning af undersøgelsesproceduren konstatere, at niveauet for den under PMPOA ydede støtte ikke syntes at svare til den støttesats, Kommissionen havde tilladt, og at al offentlig finansiering, der ydedes ud over de tilladte lofter, derfor udgjorde statsstøtte, som var uforenelig med traktaten.

(36)

Efter gennemgangen af de oplysninger, der blev forelagt af de franske myndigheder, var det for Kommissionen tvivlsomt, om den investeringsstøtte, der finansieredes under PMPOA i perioden 1994 — 2000, var forenelig med fællesmarkedet, navnlig for så vidt angik de støttebeløb, der måtte være ydet ud over de tilladte støtteintensiteter på henholdsvis 35 % og 45 %. Kommissionen indledte derfor proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2.

(37)

Kommissionen konkluderede også, at den støttesats, de franske myndigheder ydede i forbindelse med gennemførelsen af en forudgående undersøgelse af bedrifterne, var i overensstemmelse med de gældende konkurrenceregler.

III.   KOMMENTARER FRA FRANKRIG

(38)

De franske myndigheder fremsatte i brev af 21. juni 2001 deres kommentarer til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, over for den anmeldte støtte.

(39)

De franske myndigheder har noteret sig Kommissionens retlige standpunkt gående ud på, at vandagenturernes støtte er af offentlig karakter. Ifølge nævnte myndigheder har den franske regering til hensigt at ændre lov nr. 64/1245 af 16. december 1964 om ordningen for fordeling af vand og bekæmpelse af forureningen heraf, som bl.a. fastlægger de grundlæggende principper for vandagenturernes funktion, herunder at de nærmere regler for afgiftsberegningen og retningslinjerne for agenturernes finansielle interventionsprogrammer fremover skal vedtages ved afstemning i parlamentet.

(40)

De franske myndigheder mener imidlertid, at man for at opnå højere støttesatser end de 35 % og 45 % havde kunnet anvende artikel 12, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91 og senere artikel 12, stk. 3, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 950/97 af 20. maj 1997 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (20). Disse bestemmelser giver ifølge de franske myndigheder mulighed for ikke at anvende forbuddene mod støtte og begrænsningerne af støttesatserne ved bestemte former for investeringer, herunder investeringer vedrørende miljøbeskyttelse.

(41)

Med hensyn til de virkninger, som vandagenturernes deltagelse i PMPOA har for konkurrencevilkårene, mener de franske myndigheder, at de ikke uberettiget begunstiger en bestemt national sektor, idet der anføres følgende grunde: Der er tale om uproduktive investeringer, som selv med høje støttesatser belaster bedrifternes økonomi og sætter de pågældende producenter i en ugunstig situation i forhold til dem, der ikke foretager sådanne investeringer. Sidstnævnte udgør i øvrigt langt det største flertal i Frankrig. Ifølge de franske myndigheder ville en eventuel konkurrencefordrejning derfor generelt være til ulempe for de pågældende opdrættere og ikke til deres fordel.

(42)

Hvis der skulle være tale om en konkurrencefordrejning som omhandlet i traktatens artikel 87, vil det således ifølge de franske myndigheder kun kunne være i forhold til opdrættere i andre medlemsstater, som har udført tilsvarende arbejder, men med en støtte, der har været begrænset til 35 % eller 45 % i ugunstigt stillede områder. Hvorvidt der i virkeligheden har været tale om en sådan konkurrencefordrejning, kan ifølge de franske myndigheder kun vurderes i hvert enkelt tilfælde.

(43)

De franske myndigheder understøtter dette ved at bekræfte, at de faktisk anvendte støttesatser ved sådanne arbejder varierer betydeligt fra opdrætter til opdrætter som følge af de nærmere regler, der gælder for anvendelsen af programmet. Myndighederne forklarer, at disse støttesatser generelt ligger betydeligt under 60 %, hvis de i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2328/91 og artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 950/97 beregnes ved at udtrykke støtteværdien i procent af investeringsbeløbet.

(44)

Ifølge de franske myndigheder indeholder de nærmere bestemmelser om støtten fra staten, som er blevet meddelt til Kommissionen, de generelle bestemmelser for anvendelsen af programmet. Vandagenturerne har på deres side vedtaget samme liste over støtteberettigede arbejder, men støttelofterne er ikke altid de samme. I øvrigt er der lokalt tilføjet visse tekniske lofter (f.eks. vedrørende antal m2 overdækket løbegård), såvel for vandagenturernes som for statens og de lokale myndigheders støtte, og disse lofter medfører ofte en reduktion af den del af de støtteberettigede arbejder, der ydes støtte til. Endelig har et samlet bevillingsloft for støtten også for visse vandagenturer kunnet have betydning, alt efter antallet af »kvælstofstorkreaturer» (KSTK).

(45)

Som følge af disse forskellige lofter er den faktiske støttesats i forhold til de af opdrætteren afholdte udgifter til de støtteberettigede arbejder ifølge de franske myndigheder næsten altid lavere end de maksimumssatser, der er tilladt under programmet.

(46)

De franske myndigheder har forklaret, at visse opdrættere i forbindelse med de arbejder, der er nødvendige for at forbedre den miljømæssige effektivitet, også foretager moderniseringsarbejder. Sådanne arbejder er ikke støtteberettigede, og der ydes således ingen støtte hertil under PMPOA.

(47)

Inden for kvægsektoren, som tegner sig for 80 % af det antal bedrifter, der kan omfattes af PMPOA, er den faktiske gennemsnitlige støttesats forholdsvis lav, da støttesatsen ofte er på mellem 35 og 50 % og i øvrigt varierer meget afhængigt af produktionssystemerne. Dette skyldes de store forskelle med hensyn til husdyrgødningens art, om den er fast, flydende eller, som oftest, en blanding, og opbevaringsmulighederne, både hvad angår arten (mødding, gødningsbeholdere) og kapaciteten, samt det forhold, at der for sådanne investeringer i opbevaringsmuligheder og i staldarealer med betongulv og overdækning af løbegårde gælder tekniske begrænsninger og særligt lave finansieringslofter.

(48)

Ved intensivt opdræt af svin og fjerkræ er de bestående opbevaringsmuligheder for husdyrgødning som oftest tilstrækkelige til de perioder, hvor der gælder forbud mod spredning af husdyrgødning. Arbejdet består i så fald i at tætne de bestående gødningsbeholdere eller betongulve eller i at installere tofasede fodersystemer, som kan reducere forureningen ved kilden på svinebedrifter, eller i at forbedre gødningsforvaltningen på fjerkræbedrifter. Den faktiske støttesats kan i så fald være på helt op til 60 % af udgifterne til de støtteberettigede arbejder, som det fremgår af tabel 1. Som oftest er udgifterne til arbejderne dog væsentligt mindre end for kvægbedrifternes vedkommende.

(49)

Ifølge de franske myndigheder viser en undersøgelse, der har omfattet 20 000 dossierer i vandagenturet Loire-Bretagnes område, at den gennemsnitlige støttesats er på 40 %.

(50)

En del af disse dossierer vedrører nybygninger, der er blevet opført under programmet, fordi det af forskellige grunde fandtes uhensigtsmæssigt at udføre de pågældende arbejder i de bestående bygninger. Ifølge de franske myndigheder bør disse sager behandles for sig, da en sådan støtte så ikke længere er støtte til miljøbeskyttelse, men moderniseringsstøtte som omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 2328/91 og artikel 12, stk. 4, litra c), i forordning (EF) nr. 950/97. Støttebeløbet kan i så fald ikke overstige 35 % eller 26,25 % (henholdsvis 45 eller 38,75 % i ugunstigt stillede områder) af udgifterne til arbejdet, afhængigt af om det er muligt for opdrætteren at opnå en plan for konkret forbedring af bedriften. I disse tilfælde er den faktiske støttesats, som det fremgår af de i tabel 2 viste eksempler, altid lavere end disse satser — kolonne (a) viser, hvilke udgifter udførelsen af miljøarbejderne ville have medført, hvis de bestående bygninger var blevet bevaret.

(51)

Der kan i øvrigt på en og samme bedrift foretages såvel arbejder i bestående bygninger som nyopførelser.

(52)

Hvis der skal foretages en sammenligning af de enkelte konkrete tilfælde, vil det endelig ifølge de franske myndigheder for at opnå helt korrekte resultater være nødvendigt at udelukke de opdrættere, der betaler en årlig afgift til et vandagentur, fra det udsnit, der benyttes ved en sammenligning i henhold til traktatens artikel 87.

Tabel 1

Eksempler på faktiske støttesatser ved PMPOA-støtte til overholdelse af kravene

(beløb i FRF

Bedriftsform

Nødvendige forbedringer

Samlede udgifter til arbejdet (a)

Støtte-berettigede udgifter (b)

Anerkendt beløb: Staten (c)

Anerkendt beløb: Vand-agenturet (d)

Støtte i alt (e)

Fak-tisk støtte-sats (e/b)

Blandet opdræt:

52 malkekøer, 20 ammekøer og kvier, dvs. 120 KSTK

Tætning og overdækning af løbegård. Forøgelse af gødningskapacitet. Opførelse af gødningsbeholder.

334 154

257 372

236 550

236 550

141 930

55,1 %

60 malkekøer og kvier, dvs. 80 KSTK

Tætning af bestående gødningsbeholder. Opførelse af utildækket gødningsplads. Tætning af gulv i løbegård.

328 178

328 178

272 038

272 038

163 222

49,7 %

90 malkekøer og kvier, dvs. 120 KSTK

Opførelse af gødningsbeholder. Forøgelse af gødningskapaciteten. Separat regnvandsafløb. Udspredningsplan.

1 220 700

671 020

495 800

495 800

252 780

36,7 %

Blandet opdræt: 450 slagtesvin, 84 slagte- og malkekøer, dvs. 115 KSTK

Overgang til 9 måneders opbevaring af gødning. Overdækning af løbegård. Vandforsyning til svin.

196 380

188 330

177 225

177 225

115 195

57,5 %

147 søer, 27 orner, 1 840 fedesvin, dvs. 223 KSTK

Separat vandnet. Overdækning af løbegård.

93 180

305 510

16 163

16 163

10 505

34,4 %

210 søer, 1 318 fedesvin, dvs. 167 KSTK

Tætning af gødningsbeholder. Afløbssystem. Flerfaset foderanlæg.

100 293

55 375

55 375

55 375

33 225

60 %

242 000 stk. avlsfjerkræ, dvs. 1 128 KSTK

Installation af anlæg til afledning og tørring af fjerkrægødning.

1 575 200

547 700

310 930

310 930

186 558

34,6 %


Tabel 2

Eksempler på faktiske støttesatser ved opførelse af nye bygninger

(beløb i FRF)

Bedriftsform

Nødvendige forbedringer

Anslåede udgifter for gamle bygninger (a)

Samlede udgifter til arbejdet (b)

Anerkendt beløb: Staten (c)

Anerkendt beløb: Vandagenturet (d)

Støtte i alt (e)

Fak-tisk støtte-sats (e/b)

80 malkekøer og kvier, dvs. 123 KSTK

Staldbygning med halmstrøelse for alle dyr. Installation af afløb.

380 120

468 502

328 640

90 880

118 592

25,3 %

75 ammekøer med kalve, dvs. 116 KSTK

Opførelse af løsdriftsstald. Forøgelse af oplagringskapaciteten for gødning.

280 634

741 807

212 436

111 211

97 094

13,1 %

82 ammekøer med kalve, dvs. 134 KSTK

Opførelse af løsdriftsstald. Tætning af løbegård med betongulv. Forøgelse af oplagringskapaciteten for gødning.

605 565

1 197 152

437 153

196 951

190 231

15,9 %

70 ammekøer med kalve, dvs. 110 KSTK

Opførelse af løsdriftsstald. Tætning af løbegård med betongulv. Opførelse af ajlebeholder.

160 940

565 612

88 550

6 000

26 565

4,7 %

34 650 læggehøner, dvs. 214 KSTK

Opførelse af hønsehuse. Plads til opbevaring af fjerkrægødning. Anlæg til tørring af fjerkrægødning.

368 454

2 309 993

368 454

176 454

163 472

7,1 %

IV.   VURDERING

1.   Indledning: Traktatens artikel 87, stk. 1

(53)

Det følger af traktatens artikel 87, stk. 1, at »bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.઻

(54)

Traktatens artikel 87 — 89 finder anvendelse på svinekødssektoren i henhold til artikel 21 i Rådets forordning (EØF) nr. 2759/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for svinekød (22). De nævnte artikler finder anvendelse på oksekødssektoren i henhold til artikel 40 i Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød (23). Inden vedtagelsen af sidstnævnte forordning fandt de anvendelse på denne sektor i henhold til artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød (24). De finder anvendelse på sektoren for fjerkrækød i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EØF) nr. 2777/75 af29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for fjerkrækød (25).

1.1.   Er der tale om en selektiv fordel, som finansieres med statsmidler?

(55)

For at fastslå støttens art må man se på virkningerne for de landbrugsbedrifter, der har foretaget investeringer under PMPOA. Kommissionen finder, at PMPOA-finansieringen har givet franske landbrugere en selektiv fordel.

(56)

I modsætning til, hvad de franske myndigheder giver udtryk for i deres kommentarer, mener Kommissionen ikke, at investeringernes uproduktive karakter ophæver den fordel, som støtten rent økonomisk er forbundet med, da støtten dækker en udgiftsbelastning, som normalt ville påhvile støttemodtageren, og denne således opnår en fordel i forhold til de konkurrenter, der ikke modtager en sådan støtte.

(57)

Selv om det i øvrigt antoges, at sådanne uproduktive investeringer i en indledende periode kunne belaste bedrifternes økonomi ved som anført af de franske myndigheder at sætte de pågældende opdrættere i en ufordelagtig situation i forhold til dem, der ikke foretager sådanne investeringer, så står det dog fast, at der i lovgivningen findes en præcis forpligtelse til at foretage sådanne investeringer, og at alle de pågældende producenter derfor før eller senere ville være nødt til at foretage denne form for investeringer for at undgå at gøre sig skyldige i lovovertrædelser.

1.2.   Påvirkes samhandelen?

(58)

For at fastslå, om den i denne beslutning omhandlede støtte er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 87, stk. 1, må det i sidste ende konstateres, om den vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(59)

Domstolen har statueret, at når en finansiel støtte, som ydes af en medlemsstat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (26).

(60)

Det ser således ud til, at den i denne beslutning omhandlede støtte vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, i det omfang den begunstiger den nationale produktion til skade for produktionen i de andre medlemsstater. De berørte sektorer er nemlig særlig følsomme over for konkurrence på fællesskabsplan og dermed meget sårbare over for enhver foranstaltning til fordel for produktionen i én af medlemsstaterne.

(61)

Tabel 3 viser omfanget af samhandelen mellem Frankrig og de øvrige medlemsstater, hvad angår de berørte produkter i det første år efter PMPOA-ordningens ikrafttrædelse.

Tabel 3

Frankrig/EU 11

Oksekød

Svinekød

Fjerkrækød

Import 1994

 

 

 

Tons

525 000

463 000

85 000

Mio. EUR

1 664

860

170

Eksport 1994

 

 

 

Tons

796 000

361 000

389 000

Mio. EUR

2 368

669

863

1.3.   Konklusioner vedrørende støttens karakter i relation til traktatens artikel 87, stk. 1

(62)

De i denne beslutning undersøgte foranstaltninger er statsstøtte i traktatens forstand, da de giver støttemodtagerne en økonomisk fordel, som andre sektorer ikke kan nyde godt af. Kommissionen må derfor konkludere, at foranstaltningerne er omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1.

2.   Er de pågældende støtteordninger ulovlige?

(63)

I artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 er ulovlig støtte defineret som ny støtte, der er gennemført i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Begrebet ny støtte dækker ifølge artikel 1, litra c), i nævnte forordning enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.

(64)

Enhver af Kommissionen godkendt støtteordning, i hvilken der senere foretages væsentlige ændringer — i det foreliggende tilfælde vedrørende et offentligt organs deltagelse i finansieringen af den støtteordning, der var anmeldt til Kommissionen, hvilket indebar en væsentlig ændring af finansieringsnøglen og dermed af støtteintensiteten — udgør en ny støtteordning, som i henhold til traktatens artikel 88 skal anmeldes til Kommissionen og godkendes af denne.

(65)

Ifølge Domstolen gælder den i traktatens artikel 88, stk. 3, første punktum, nævnte forpligtelse til at underrette Kommissionen om påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger ikke blot for den oprindelige påtænkte foranstaltning, men den omfatter også senere ændringer i denne foranstaltning, idet sådanne oplysninger kan gives Kommissionen inden for rammerne af det samråd, som den første underretning giver anledning til (27).

(66)

Denne underretningsforpligtelse fremgår af artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999.

(67)

Det skal i øvrigt præciseres, at medtagelsen af et oplysningsblad i den oversigt over støtteordninger, der udarbejdes af det franske landbrugsministerium, udelukkende tjener til orientering og ikke kan betragtes som en underretning i henhold til traktaten. Desuden indeholder de deri anførte oplysninger ingen angivelse af vandagenturernes deltagelse i programmet, hvorimod det bekræftes, at statens bidrag beløber sig til 35 % af udgifterne til investeringerne.

(68)

Kommissionen har ikke været i stand til at vurdere vandagenturernes deltagelse i programmet og de virkninger, som størrelsen af deres bidrag kunne have for den offentlige støtte til de pågældende investeringer. Nærmere bestemt har den ikke kunnet vurdere de mulige virkninger, som et offentligt organs bidrag til finansieringen af støtten kunne have med hensyn til støtteintensiteten. Det betyder, at den støtte, som de franske myndigheder faktisk ydede, ikke nødvendigvis svarede til de ordninger, som var godkendt af Kommissionen i forbindelse med statsstøtte nr. N 136/91 og N 342/94.

(69)

Ændringen af støtteintensiteten er i sig selv en væsentlig ændring af støtteordningen, som betyder, at der skal gives underretning i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2.

(70)

Navnlig for oksekødssektorens vedkommende har de franske myndigheder ikke givet Kommissionen underretning om den påtænkte investeringsstøtte. De franske myndigheder har i den forbindelse anført, at når Kommissionen havde fundet, at Fællesskabet kunne deltage i finansieringen af ordningen, måtte de med rette heraf kunne udlede, at den var forenelig med EF-bestemmelserne. I forordning (EØF) nr. 2328/91, der var gældende på daværende tidspunkt, var det imidlertid i artikel 12, stk. 5, fastsat, at støtteforanstaltninger i forbindelse med investeringer vedrørende beskyttelse og forbedring af miljøet var tilladte, såfremt de var i overensstemmelse med traktatens artikel 92 til 94 (nu artikel 87 til 89). Det indbefattede forpligtelsen til at give underretning om enhver statsstøtteordning som omhandlet i traktatens tidligere artikel 93, stk. 3, og dette så meget desto mere som de støttebetingelser, der anvendtes i 1994, ikke svarede til de betingelser, der var meddelt Kommissionen i 1991.

(71)

Det fremgår af ovenstående, at de statsstøtteordninger, som Frankrig gennemførte, udgjorde nye støtteordninger, som der ikke var givet underretning om til Kommissionen, og som derfor var ulovlige i henhold til traktaten.

3.   Undersøgelse af støttens forenelighed med fællesmarkedet

(72)

Traktatens artikel 87 indeholder imidlertid visse undtagelser, selv om nogle af disse tydeligvis ikke kan finde anvendelse; det gælder bl.a. undtagelserne i stk. 2. Undtagelserne er ikke blevet gjort gældende af de franske myndigheder.

(73)

Hvad angår de i traktatens artikel 87, stk. 3, omhandlede undtagelser, bør disse fortolkes strengt ved undersøgelsen af ethvert støtteprogram med et regionalt eller et sektorspecifikt sigte eller af ethvert individuelt tilfælde af anvendelse af generelle støtteordninger. De kan bl.a. kun anvendes i de tilfælde, hvor Kommissionen kan fastslå, at støtten er nødvendig for opfyldelsen af et af de pågældende mål. En godkendelse af, at de nævnte undtagelser kan finde anvendelse på støtte, der ikke tjener til opfyldelsen af sådanne mål, vil være ensbetydende med at tillade et forstyrrende indgreb i samhandelen mellem medlemsstaterne og en fordrejning af konkurrencevilkårene, som ikke har nogen berettigelse i relation til Fællesskabets interesse, og vil samtidig give de erhvervsdrivende i visse medlemsstater uberettigede fordele.

(74)

Kommissionen er af den opfattelse, at de pågældende støtteordninger ikke tilsigter at fremme den økonomiske udvikling i et område, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). De tager heller ikke sigte på at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Støtteordningerne tjener heller ikke til at fremme kulturen eller bevare kulturarven som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(75)

Ifølge traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), kan støtteordninger betragtes som forenelige med fællesmarkedet, når de har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, og de ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. For at kunne omfattes af denne undtagelsesbestemmelse skal støtteordningerne bidrage til udviklingen af den pågældende sektor.

(76)

For så vidt angår de støttede investeringer og støtteformen konkluderede Kommissionen ved indledningen af proceduren, at selv om støtteordningerne var ulovlige, så var de blevet gennemført i overensstemmelse med de EF-konkurrenceregler, der var gældende på daværende tidspunkt. Kommissionen har derfor ingen grund til at fremsætte indsigelser vedrørende denne del af støtteordningens gennemførelse.

(77)

Den følgende undersøgelse af støtteordningerne vedrører derfor udelukkende de af de franske myndigheder anvendte støttesatser.

(78)

Kommissionen påpegede i forbindelse med indledningen af undersøgelsesproceduren, at loftet for investeringsstøtte til miljøbeskyttelse ifølge de på tidspunktet for programmets ikrafttrædelse gældende bestemmelser var på 35 % af de afholdte udgifter (45 % i ugunstigt stillede områder).

(79)

De franske myndigheder mener imidlertid, at man med hensyn til overskridelserne af satserne på 35 % og 45 % kunne have anvendt artikel 12, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91 og senere artikel 12, stk. 3, litra d), i forordning (EF) nr. 950/97. Disse bestemmelser giver ifølge de franske myndigheder mulighed for ikke at anvende forbuddene mod støtte og begrænsningerne af overskridelserne af de pågældende satser ved bestemte former for investeringer, herunder investeringer vedrørende miljøbeskyttelse.

(80)

Indledningsvis skal Kommissionen hertil bemærke, at der ifølge artikel 12, stk. 5, femte led, i forordning (EØF) nr. 2328/91, som foreskrev en undersøgelse af national støtte i relation til traktatens tidligere artikel 92 og 93 (nu artikel 87 og 88), og artikel 6 i nævnte forordning kunne ydes støtte til investeringer vedrørende miljøbeskyttelse, for så vidt investeringerne ikke medførte en produktionsforøgelse. Kommissionen anser det for godtgjort, at de investeringer, som støtteordningerne tog sigte på, ikke medførte nogen forøgelse af produktionen, da de udelukkende tilsigtede miljøbeskyttelse i landdistrikter (navnlig opbevaring og behandling af husdyrgødning).

(81)

Hvad den tilladte støttesats nærmere angår, havde Kommissionen i den beslutning, den stilede til Frankrig vedrørende statsstøtte nr. N 136/91, mindet om, at det var dens praksis for denne støttetype at betragte en støttesats på 35 % af de støtteberettigede omkostninger (45 % i ugunstigt stillede områder) som forenelig med fællesmarkedet.

(82)

Disse støttesatser bekræftedes kort efter indførelsen af PMPOA ved fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse. I punkt 3.2.3 i disse rammebestemmelser var det således fastsat, at støtte til miljøinvesteringer generelt kan godkendes, hvis den ikke overskrider visse grænser. I fodnote 14 var det i andet afsnit anført, at »for investeringer, der er omfattet af artikel 12, stk. 1 og 5, i Rådets forordning (EØF) nr. 2328/91 (…), kan støtten højst andrage 35 % eller 45 % i de (…) ugunstigt stillede områder. Disse overgrænser for støtten gælder uanset virksomhedens størrelse. Overgrænserne kan derfor ikke sættes op for SMV som omhandlet nedenfor i dette afsnit. For investeringer i mål nr. 1- og nr. 5b-regioner forbeholder Kommissionen sig at kunne acceptere højere støtteniveauer end de ovennævnte, hvis medlemsstaten kan overbevise Kommissionen om, at det er berettiget.«

(83)

Forordning (EØF) nr. 2328/72 blev ophævet ved forordning (EF) nr. 950/97. I artikel 12, stk. 2, litra e), i forordning (EF) nr. 950/97 fastsattes det, at medlemsstaterne kan yde investeringsstøtte til »beskyttelse og forbedring af miljøet, for så vidt disse investeringer ikke medfører en forøgelse af produktionskapaciteten«. Artikel 12, stk. 3, i sidstnævnte forordning indeholdt følgende præcisering: »Støtten til investeringer i enkeltbedrifter eller sammenslutninger af bedrifter, som opfylder betingelserne i artikel 5 og 9, må ikke overstige de i artikel 7, stk. 2 og 3, og artikel 11 anførte beløb«. Ifølge artikel 12, stk. 3, andet afsnit, litra d), i nævnte forordning gælder dette forbud dog ikke for støtte til »investeringer med henblik på beskyttelse og forbedring af miljøet«.

(84)

Det var imidlertid i artikel 12, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 950/97 fastsat, at traktatens artikel 92 til 94 (nu artikel 87 til 89) fandt anvendelse på sådanne støtteordninger. Det var at betragte som en henvisning til de dagældende konkurrenceregler, dvs. den fællesskabspraksis, der allerede er nævnt i beslutningen vedrørende statsstøtte nr. N 136/91, og til de betingelser, der blev optaget i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse.

(85)

På grundlag af de bestemmelser, der var gældende i perioden 1994 — 1999, og som er beskrevet i denne beslutning, kan Kommissionen kun konkludere, at den maksimale støttesats for støtte af den omhandlede art var på 35 % af de afholdte omkostninger (45 % i ugunstigt stillede områder), og at støtte, der ydedes ud over disse satser, ikke var i overensstemmelse med de pågældende bestemmelser.

(86)

Da der er tale om investeringer i landbrugsbedrifter, er det imidlertid, for så vidt angår år 2000, i punkt 4.1.1.2 i rammebestemmelserne for landbrugssektoren, der har været gældende siden den 1. januar 2000, fastsat, at maksimumssatsen for offentlig støtte, udtrykt i procent af de støtteberettigede investeringer, er begrænset til 40 % og til 50 % i ugunstigt stillede områder. Foretages investeringerne af unge landbrugere senest fem år efter etableringen, forhøjes maksimumsstøttesatsen dog til 45 % og til 55 % i ugunstigt stillede områder.

(87)

I punkt 4.1.2.4 i rammebestemmelserne for landbrugssektoren er det som en undtagelse fastsat, at når investeringer medfører ekstraomkostninger, bl.a. i forbindelse med beskyttelse og forbedring af miljøet, kan maksimumsstøttesatserne på 40 % og 50 % i rammebestemmelsernes punkt 4.1.1.2 forhøjes med henholdsvis 20 og 25 procentpoint. En sådan forhøjelse kan således indrømmes for investeringer, der foretages for at efterkomme nyindførte mindstekrav, jf. betingelserne i artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999 af 23. juli 1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) (28). Forhøjelsen skal nøje begrænses til de støtteberettigede ekstraomkostninger, der er nødvendige for at opfylde målet, og kan ikke komme på tale i forbindelse med investeringer, som medfører en forøgelse af produktionskapaciteten.

(88)

Ved ikrafttrædelsen den 23. januar 2004 af Kommissionens forordning (EF) nr. 1/2004 af 23. december 2003 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (29) ændredes den retlige situation med hensyn til tilfælde af den her omhandlede art. Ved denne forordning tillades der på visse betingelser støtte til små og mellemstore landbrugsbedrifter, idet sådan støtte fritages for underretningsforpligtelsen i traktatens artikel 88, stk. 3.

(89)

De franske myndigheder har præciseret, at modtagerne af den investeringsstøtte, der finansieredes i forbindelse med PMPOA i perioden 1994 — 2000 var små og mellemstore virksomheder i den i artikel 2, nr. 4, i forordning (EF) nr. 1/2004 omhandlede forstand.

(90)

I forordning 1/2004 er det i artikel 20, stk. 2, fastsat, at individuel støtte og støtteordninger, der er gennemført inden datoen for forordningens ikrafttrædelse, samt støtte, der under sådanne ordninger er ydet uden Kommissionens godkendelse og i strid med forpligtelsen i traktatens artikel 88, stk. 3, er forenelig med fællesmarkedet som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og fritaget i medfør af forordningen, hvis de opfylder betingelserne i artikel 3 bortset fra kravene i nævnte artikels stk. 1 og stk. 2, litra b) og c).

(91)

I artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1/2004 er det fastsat, at støtte, der ydes i henhold til ordninger som omhandlet i stk. 2 i nævnte artikel, er forenelig med fællesmarkedet som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og fritaget for anmeldelsespligten i traktatens artikel 88, stk. 3, hvis støtten umiddelbart opfylder alle de i forordningen fastsatte betingelser.

(92)

Artikel 4 i forordning (EF) nr. 1/2004 indeholder de betingelser, der skal være opfyldt i det omhandlede tilfælde, dvs. i tilfælde af en ikke anmeldt investeringsstøtteordning for små og mellemstore virksomheder.

(93)

Ifølge artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2004 er støtte til investeringer i landbrugsbedrifter med henblik på produktion af landbrugsprodukter således forenelig med fællesmarkedet og fritaget for anmeldelsespligten, hvis bruttostøtteintensiteten ikke overstiger 50 % af de støtteberettigede investeringer i ugunstigt stillede områder og 40 % i andre regioner.

(94)

Når investeringerne medfører meromkostninger i forbindelse med beskyttelse og forbedring af miljøet, kan maksimumsstøttesatserne på 50 % og 40 % dog forhøjes med henholdsvis 25 og 20 procentpoint. En sådan forhøjelse må kun foretages for investeringer, som er mere vidtrækkende end EF's gældende mindstekrav, eller for investeringer, der foretages for at opfylde nyindførte mindstekrav. Forhøjelsen skal nøje begrænses til de nødvendige støtteberettigede meromkostninger og kan ikke foretages i forbindelse med investeringer, som medfører en forøgelse af produktionskapaciteten.

(95)

I det foreliggende tilfælde er det klart, at der er tale om investeringer, som tager sigte på beskyttelse og forbedring af miljøet, og for hvilke de gældende miljøkrav bl.a. var nitratdirektivet. Disse krav blev vedtaget i 1991, og kunne derfor ikke længere i år 2000 anses for at være nyindførte krav.

(96)

Denne problematik har Kommissionen imidlertid allerede udtalt sig om i forbindelse med statsstøtte nr. N 355/2000, hvor den godkendte en videreførelse af PMPOA fra og med 2001 og indtil 2006. Under henvisning til det ræsonnement, Kommissionen fulgte på daværende tidspunkt, skal den nu fastholde, at den ikke kan se bort fra, at det første franske handlingsprogram til gennemførelse af nitratdirektivet først blev vedtaget i 1997, og at de første heraf følgende forpligtelser for opdrætterne i forbindelse med gennemførelsen af dette program blev pålagt efter dette tidspunkt. Selv om det synes klart, at Frankrig ikke har udvist den fornødne omhu i forbindelse med gennemførelsen af direktivet og skulle have vedtaget de fornødne bestemmelser inden for frister, der for længst var udløbet (30), kan det ikke benægtes, at de første forpligtelser, som opdrætterne fik kendskab til, er af langt nyere dato.

(97)

Desuden indeholder nitratdirektivet i modsætning til visse andre EF-retsakter ingen præcise forpligtelser, som de erhvervsdrivende skulle efterkomme uden forudgående foranstaltninger fra statens side. Direktivet indeholder heller ingen frist for tilpasning af installationerne.

(98)

Kommissionen er derfor stadig af den opfattelse, at de forpligtelser, der påhvilede opdrætterne, under hensyntagen til de særlige forhold omkring nitratdirektivet kunne betragtes som nyindførte krav som omhandlet i forordning (EF) nr. 1/2004. Enhver anden fortolkning vil nemlig føre til, at opdrætterne ville blive straffet som følge af Frankrigs passivitet på det lovgivningsmæssige område.

(99)

Kommissionen er af den opfattelse, at de investeringer, der blev foretaget i ikke-sårbare zoner i nitratdirektivets forstand, hvor de i direktivet opstillede krav ikke finder anvendelse, under alle omstændigheder kunne omfattes af de højere satser, eftersom der gjaldt mindre strenge krav end dem, der var fastsat i direktivet, og de planlagte arbejder var mere vidtrækkende end de i disse regioner gældende mindstekrav.

(100)

Med hensyn til de investeringer, der skulle foretages i de sårbare zoner, må Kommissionen i overensstemmelse med det ræsonnement, der allerede er redegjort for vedrørende de for opdrætterne gældende kravs karakter af nyindførte krav, konkludere, at der i dette konkrete tilfælde kunne anvendes forhøjede støttesatser. Disse satser kunne fastsættes til 60 % af udgifterne til investeringerne og til 75 % i ugunstigt stillede områder.

(101)

Da det af de franske myndigheder forelagte talmateriale viser, at støtteniveauet aldrig i praksis har oversteget 60 % af de afholdte udgifter, finder Kommissionen, at den støtte, der er ydet i forbindelse med PMPOA i perioden 1994 — 1999, kan godkendes.

(102)

På baggrund af det ræsonnement, der er redegjort for, finder Kommissionen, at den anmeldte foranstaltning er forenelig med EF's konkurrenceregler, herunder bl.a. traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

V.   KONKLUSION

(103)

Den foranstaltning, der bestod i at yde en investeringsstøtte til landbrugere under programmet for begrænsning af forureningen fra landbruget (PMPOA) i perioden 1994 — 2000, kan omfattes af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c) -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den statsstøtteordning, som Frankrig gennemførte med henblik på at finansiere investeringer, som landbrugere foretog som led i programmet for begrænsning af forureningen fra landbruget (PMPOA) i perioden 1994 — 2000, er forenelig med fællesmarkedet i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. februar 2004.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT C 179 af 23.6.2001, s. 18.

(2)  Statsstøtte nr. N 136/91.

(3)  EFT L 218 af 6.8.1991, s. 1.

(4)  K(93) 1888.

(5)  Se dom af 15. september 1998, afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans, forenede sager T-126/96 og C-127/96, Breda Fucine Meridionali SpA m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. II-3437. Retten gav heri Kommissionen medhold i anbringendet om, at en meddelelse fra en medlemsstat ikke kan accepteres som gyldig anmeldelse, hvis den ikke ledsages af en udtrykkelig henvisning til traktatens artikel 88, stk. 3, og ikke er blevet tilstillet Generalsekretariatet. Støtten må derfor anses for ikke at være blevet anmeldt.

(6)  Statsstøtte nr. N 342/94.

(7)  Se fodnote 5.

(8)  Se fodnote 1.

(9)  Statsstøtte nr. N 355/2000.

(10)  EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1.

(11)  Ifølge de for Kommissionen foreliggende oplysninger, der delvis er hentet fra vandagenturernes websted (http://www.eaufrance.tm), er vandagenturerne selvfinansierende offentlige virksomheder, der blev oprettet i 1964 og har status som juridiske personer. Tilsynet med disse agenturer varetages af miljøministeriet og økonomi- og finansministeriet, og virksomhederne ledes af et administrationsråd, som er sammensat af repræsentanter for de forskellige vandbrugere. Agenturerne er fordelt på seks store vandforsyningsområder, som dækker hele det franske moderland: Adour-Garonne, Artois-Picardie, Loire-Bretagne, Rhin-Meuse, Rhône-Méditerrannée-Corse og Seine-Normandie. De er alle organiseret på samme måde, idet de hver især har en områdekomité, et vandagentur og et administrationsråd for vandagenturet. De politiske retningslinjer fastlægges af områdekomitéen og vedrører fire hovedemner: vandressourcerne og forvaltningen heraf, forureningsbekæmpelse, bevarelse af vandmiljøerne og overvågning af vandkvaliteten for ferskvand og saltvand.

I perioden fra 1997 til 2001 ydede vandagenturerne støtte til finansiering af arbejder til en samlet værdi af ca. 16 mia. EUR med henblik på at beskytte vandressourcerne og bekæmpe forureningen. De giver teknisk rådgivning til de folkevalgte, industrilederne og landbrugerne og yder finansiel støtte til gennemførelse af arbejder, der er nødvendige for at bekæmpe vandforureningen og for at beskytte vandressourcerne. Vandagenturerne finansieres over proportionale afgifter, der opkræves hos forurenerne og vandbrugerne. Provenuet af disse afgifter anvendes til støtte (tilskud og lån) til lokale myndigheder, industrien og landbruget (og mere generelt til bygherrer), så disse kan opføre rensningsanlæg og anlæg til spildevandsafledning og drikkevandsproduktion, gennemføre flodregulering og undersøgelser og indføre målingssystemer.

(12)  De nærmere regler vedrørende de investeringer, der ydedes støtte til, er beskrevet i beslutningen om indledning af proceduren.

(13)  Rapport af 26. juli 1999, som i 2000 offentliggjordes på det franske landbrugsministeriums websted: http://www.agriculture.gouv.fr.

(14)  Se bl.a.: Rettens dom af 12. december 1996, Compagnie nationale Air France mod Kommissionen, sag T-358/94, Sml. s. II-2109; Domstolens dom af 22. marts 1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig mod Forbundsrepublikken Tyskland, Sml. s. 595; Domstolens dom af 31. januar 2001, forenede sager T-197/97 og T-198/97, Weyl Beef Products BV m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. II-303; Domstolens dom af 30. januar 1985, sag 290/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 439; Kommissionens meddelelse af 26. marts 1997 om miljøafgifter i det indre marked (KOM (97) 9 endelig).

(15)  Der henvises til den udtømmende begrundelse for vandagenturernes offentlige karakter, som Kommissionen har givet i sin beslutning om indledning af proceduren.

(16)  EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(17)  EFT C 28 af 1.2.2000, s. 2, og berigtigelse heraf, EFT C 232 af 12.8.2000, s. 17.

(18)  EFT L 128 af 19.5.1975, s. 1.

(19)  EFT C 72 af 10.3.1994, s. 3.

(20)  EFT L 142 af 2.6.1997, s. 1.

(21)  1 FRF = 0,15 EUR

(22)  EFT L 282 af 1.11.1975, s. 1.

(23)  EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21.

(24)  EFT L 148 af 28.6.1968, s. 24.

(25)  EFT L 282 af 1.11.1975, s. 77.

(26)  Domstolens dom af 17. september 1980, sag 730/79, Philip Morris Holland BV mod Kommissionen, Sml. s. 2671, præmis 11.

(27)  Domstolens dom af 9. oktober 1984, forenede sager 91 og 127/83, Heineken Brouwerijen B.V. mod Inspecteur der Vennootschapsbelasting, Amsterdam og Utrecht, Sml. s. 3435.

(28)  EFT L 214 af 13.8.1999, s. 31. I andet afsnit i nævnte artikel 2 er det fastsat, at når der foretages investeringer for at opfylde nyligt indførte mindstekrav med hensyn til miljø […], kan der dog ydes støtte med henblik på at opfylde disse nye krav. I så fald kan der fastsættes en frist for opfyldelsen af mindstekravene, i det omfang en sådan periode er nødvendig for at løse de særlige problemer, der er forbundet med at opfylde mindstekravene, og i det omfang perioden er i overensstemmelse med den pågældende specifikke lovgivning.

(29)  EFT L 1 af 3.1.2004, s. 1.

(30)  Det skal i den forbindelse bemærkes, at Kommissionen efter at have indledt en overtrædelsesprocedure over for Frankrig anlagde sag ved Domstolen vedrørende den mangelfulde gennemførelse af nitratdirektivet i denne medlemsstat. Domstolen dømte derefter Frankrig for ikke at have foretaget den fornødne kortlægning af vand, der er berørt af forurening, og for følgelig heller ikke at have udpeget de heraf berørte sårbare zoner (Domstolen dom af 27. juni 2002, sag C-258/00, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. I-05959).


Top