EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006D0077

2006/77/EF: Kommissionens afgørelse af 23. december 2005 om oprettelse af en ekspertgruppe på højt niveau om konkurrenceevne, energi og miljø

OJ L 36, 8.2.2006, p. 43–44 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 118M, 8.5.2007, p. 133–134 (MT)
Special edition in Bulgarian: Chapter 13 Volume 051 P. 369 - 370
Special edition in Romanian: Chapter 13 Volume 051 P. 369 - 370
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 055 P. 119 - 120

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/77(1)/oj

8.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 36/43


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 23. december 2005

om oprettelse af en ekspertgruppe på højt niveau om konkurrenceevne, energi og miljø

(2006/77/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 2 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab skal Fællesskabet og medlemsstaterne fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, høj konkurrenceevne og en høj grad af konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne.

(2)

I Kommissionens meddelelse »Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU — mod en mere integreret industripolitisk strategi« (1) har Kommissionen meddelt, at den har til hensigt at lade sig rådgive af en ekspertgruppe på højt niveau om konkurrenceevne, energi og miljø, især vedrørende basis- og mellemproduktindustrier.

(3)

Ekspertgruppen på højt niveau bør sammensættes således, at den kan bidrage til at undersøge forbindelserne mellem industri- energi- og miljøpolitikkerne, sikre kohærensen mellem de enkelte initiativer og samtidig forbedre den bæredygtige udvikling og konkurrenceevnen; gennem en afbalanceret deltagelse af de relevante aktører skal den endvidere bidrage til at etablere stabile og forudsigelige retlige rammer, inden for hvilke konkurrenceevne, energi og miljø kan bringes i samklang på grundlag af forskningsresultaterne på dette område.

(4)

Ekspertgruppen på højt niveau skal omfatte repræsentanter for Kommissionen, medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og de relevante aktører i industrien og civilsamfundet, herunder forbrugerorganisationer, fagforeninger, ngo'er, forskningssektoren og videregående uddannelser.

(5)

Ekspertgruppen på højt niveau om konkurrenceevne, energi og miljø bør derfor oprettes, og der bør fastsættes regler for dens mandat og struktur —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen opretter en ekspertgruppe på højt niveau, herefter benævnt »gruppen«.

Artikel 2

Mandat

Gruppens mandat er at drøfte spørgsmål, for hvilke både konkurrenceevne, energi og miljø er relevante. Gruppens mandat gives for to år og kan forlænges ved Kommissionens afgørelse.

Gruppen skal på den mest hensigtsmæssige måde rådgive politiske beslutningstagere på EU-plan og nationalt plan samt industrien og civilsamfundets organisationer.

Artikel 3

Sammensætning — Udnævnelse

1.   Gruppens medlemmer udpeges af Kommissionen blandt personer på højt niveau med kompetence og ansvar på områderne industri, energi og miljø.

2.   Gruppen sammensættes af op til 28 medlemmer.

3.   I øvrigt gælder følgende regler:

Gruppens medlemmer udvælges ved personlig udnævnelse på grundlag af deres ekspertise. Hvert medlem af gruppen udnævner sin personlige repræsentant i en forberedende undergruppe, herefter benævnt »sherpa-undergruppen«.

Gruppens medlemmer udøver deres funktion, indtil de træder tilbage eller afløses, eller deres mandat udløber.

Medlemmer, der ikke længere er i stand til at bidrage effektivt til gruppens drøftelser, som trækker sig tilbage, eller som ikke længere opfylder betingelserne i denne artikels stk. 1 eller artikel 287 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, kan afløses for den resterende del af mandatperioden.

De individuelt udnævnte medlemmers navne offentliggøres på internetadressen for Generaldirektoratet for Erhvervs- og Virksomhedspolitik og/eller i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende. Medlemmernes navne indsamles, behandles og offentliggøres i overensstemmelse med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (2).

Artikel 4

Nærmere bestemmelser om gruppens arbejde

1.   Kommissionens repræsentant fører forsædet i gruppen.

2.   »Sherpa-undergruppen« forbereder drøftelserne, positionspapirer og rådgivning om aktioner og/eller politiske foranstaltninger, som gruppen skal tage stilling til. Den arbejder i tæt kontakt med Kommissionens tjenestegrene.

3.   Gruppen søger oplysninger fra eksperter og aktører gennem ad hoc-arrangementer og kan nedsætte et begrænset antal ad hoc-grupper til at undersøge specifikke spørgsmål på grundlag af et af gruppen fastlagt mandat; ad hoc-grupperne opløses, når de har fuldført deres arbejde.

4.   Kommissionen kan anmode eksperter eller observatører med særlig kompetence vedrørende et emne på dagsordenen om at deltage i gruppens eller ad hoc-gruppernes drøftelser, hvis den skønner, at dette er nyttigt og/eller nødvendigt.

5.   Fortrolige oplysninger, medlemmerne får adgang til ved at deltage i gruppens eller ad hoc-gruppers møder, må ikke videregives til tredjemand.

6.   Ekspertgruppen, »sherpa-undergruppen« og ad hoc-grupperne afholder normalt deres møder i Kommissionens lokaler i overensstemmelse med de procedurer og tidsplaner, denne har fastsat. Kommissionen varetager gruppernes sekretariatsopgaver.

7.   Gruppen træffer selv afgørelse om, hvilke emner der skal sættes på dagsordenen til drøftelse.

8.   Kommissionen kan til enhver tid offentliggøre gruppens resuméer, konklusioner, delkonklusioner eller arbejdsdokumenter på det pågældende dokuments originalsprog.

Artikel 5

Mødeudgifter

Kommissionen godtgør rejse- og opholdsudgifter for medlemmer, rådgivere, eksperter og observatører i sammenhæng med gruppens aktiviteter efter de gældende regler i Kommissionen. Medlemmerne af ekspertgruppen, »sherpa-undergruppen« og ad hoc-grupperne modtager ikke vederlag for deres aktiviteter.

Mødeudgifter godtgøres inden for grænserne af de bevillinger, der tildeles den pågældende tjenestegren under de årlige procedurer for tildeling af budgetmidler.

Artikel 6

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. december 2005.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)  KOM(2005) 474 endelig af 5.10.2005.

(2)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


Top