EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005R2076

Kommissionens forordning (EF) nr. 2076/2005 af 5. december 2005 om overgangsordninger i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004, (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004 og om ændring af forordning (EF) nr. 853/2004 og (EF) nr. 854/2004 (EØS-relevant tekst)

OJ L 338, 22.12.2005, p. 83–88 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 322M, 2.12.2008, p. 156–161 (MT)
Special edition in Bulgarian: Chapter 03 Volume 068 P. 59 - 64
Special edition in Romanian: Chapter 03 Volume 068 P. 59 - 64

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2009; ophævet ved 32009R1162

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2005/2076/oj

22.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 338/83


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2076/2005

af 5. december 2005

om overgangsordninger i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004, (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004 og om ændring af forordning (EF) nr. 853/2004 og (EF) nr. 854/2004

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (1), særlig artikel 9,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (2), særlig artikel 16,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (3), særlig artikel 63, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 (4), (EF) nr. 853/2004, (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004 finder anvendelse fra den 1. januar 2006, og det vil medføre betydelige ændringer af de regler og procedurer, der skal følges af fødevarevirksomhedsledere og medlemsstaternes kompetente myndigheder. Det ville i visse tilfælde bevirke praktiske problemer, hvis nogle af foranstaltningerne fandt anvendelse med øjeblikkelig virkning fra den 1. januar 2006. Der bør derfor være et tidsrum, der muliggør en gnidningsfri overgang til en komplet gennemførelse af de nye regler og procedurer.

(2)

Overgangsperiodens længde bør fastsættes under hensyntagen til en første revision af de nye hygiejneforskrifter, som er berammet til at finde sted inden for de første fire år.

(3)

Der bør derfor fastsættes bestemmelser om en overgangsperiode, hvor visse af kravene i de pågældende forordninger kan gennemføres gradvis. For at få en harmoniseret fremgangsmåde bør overgangsperioden i princippet vare i fire år, idet den dog bør kunne være kortere, når det er berettiget. Der bør desuden fastsættes bestemmelser, så det bliver muligt at tage ordningerne op til revision på grundlag af de erfaringer, man har fået.

(4)

Som en standardovergangsordning bør det fortsat være muligt at markedsføre produkter, der er fremstillet, før de nye bestemmelser fandt anvendelse. Ordningen bør gælde i hele overgangsperioden, medmindre produktets holdbarhed er kortere.

(5)

Direkte levering fra producenten til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, som fersk kød af små mængder kød af fjerkræ og lagomorfer falder uden for anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 853/2004. I henhold til Rådets direktiv 71/118/EØF af 15. februar 1971 om sundhedsmæssige problemer i forbindelse med produktion og afsætning af fersk fjerkrækød (5) og Rådets direktiv 91/495/EØF af 27. november 1991 om sundhedsmæssige og dyresundhedsmæssige problemer i forbindelse med produktion og afsætning af kaninkød og kød af opdrættet vildt (6) kunne medlemsstaterne også i samme øjemed dispensere fra de generelle krav, uden at det var begrænset til fersk kød. Denne mulighed bør bibeholdes i overgangsperioden.

(6)

Arbejdet med at autorisere virksomheder, især virksomheder, der ikke skulle autoriseres i henhold til de hidtil gældende regler, men kunne markedsføre deres produktion udelukkende på det indenlandske marked, udgør en stor byrde for de kompetente myndigheder. Der bør derfor fastsættes bestemmelser om en overgangsordning, således at sådanne virksomheder fortsat på deres indenlandske markeder kan markedsføre produkter, indtil de faktisk er blevet autoriseret.

(7)

Det er nødvendigt, at overgangsordningen vedrørende anvendelse af indpakningsmaterialer og emballager samt mærkningsudstyr i afsnit I, punkt 6, i bilag II til forordning (EF) nr. 853/2004 tages op til revision for at stramme de tidligere bestemmelser om anvendelsen af mærkningsudstyr, samtidig med at der tages behørigt hensyn til fødevarevirksomhedsledernes forventninger med hensyn til tolerancemarginen for anvendelse af mærkningsudstyr, der er indkøbt inden gennemførelsen af det nye regelsæt. De relevante bestemmelser i den pågældende forordning bør derfor udgå, og der bør vedtages en ny ordning ved nærværende forordning. Da en sådan overgangsordning giver mulighed for misbrug, bør den kun have begrænset varighed, og det bør sikres, at gammelt mærkningsudstyr, der ikke er i overensstemmelse med de nye regler, trækkes tilbage snarest muligt og senest ved udløbet af overgangsperioden. Bilag II til forordning (EF) nr. 853/2004 og bilag I til forordning (EF) nr. 854/2004 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

For visse produkttyper sker der ikke en fuldstændig harmonisering af sundhedsbestemmelserne for import af animalske produkter, og de importbetingelser, der gælder for sådanne produkter i overgangsperioden, bør gøres klare.

(9)

Bestemmelsen om tilvejebringelse af information om fødevarekæden er et nyt krav til fødevarevirksomhedslederne. Der bør indføres en overgangsperiode for komplet gennemførelse af kravene til information om fødevarekæden. Navnlig bør en uhindret informationsstrøm fra bedriften til slagteriet lettes ved en overgangsordning, der lemper kravet om, at oplysningerne skal fremsendes, 24 timer inden dyrene ankommer til slagteriet.

(10)

I henhold til afsnit III i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal embedsdyrlægen eller den godkendte dyrlæge underskrive det certifikat, der ledsager opdrættede ikke-domesticerede hovdyr fra bedriften til slagteriet. I henhold til direktiv 91/495/EØF er det veterinærtjenestens underskrift, der kræves. Den bestemmelse bør bibeholdes i overgangsperioden.

(11)

Det certifikat, der kræves i henhold til kapitel X, del B, i bilag I til forordning (EF) nr. 854/2004 er mere detaljeret end det hidtil foreskrevne certifikat. Certifikatmodellen i bilag III til direktiv 91/495/EØF bør accepteres i overgangsperioden.

(12)

I henhold til afsnit V i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal råvarer, der bruges til hakket kød, opfylde bestemte krav, og der fastsættes sammesteds mærkningskrav. Kriterierne for sammensætningen af hakket kød, navnlig vedrørende fedtindholdet og forholdet mellem bindevæv og kødprotein, bør tages op til vurdering. Indtil resultatet af denne vurdering foreligger, bør de eksisterende kriterier, der er fastsat i Rådets direktiv 94/65/EF af 14. december 1994 om krav til fremstilling og afsætning af hakket kød og tilberedt kød (7), bibeholdes.

(13)

Uanset det generelle princip i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 853/2004, ifølge hvilket lederen af en fødevarevirksomhed til hygiejneformål ikke må anvende andre stoffer end drikkevand, er der fastsat bestemmelser, der tillader anvendelse af rent vand til håndtering af fisk, i kapitel VII i bilag II til forordning (EF) nr. 852/2004 og afsnit VIII, kapitel I, del II, og kapitel III og IV, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004, navnlig vedrørende håndtering af fisk ombord på fartøjer. Eftersom anvendelse af rent vand ikke udgør en risiko for folkesundheden, så længe det overholder definitionen i forordning (EF) nr. 852/2004, og for at landbaserede virksomheder, der håndterer fiskevarer, kan tilpasse sig gradvis, bør anvendelsesområdet for de pågældende bestemmelser i forordning (EF) nr. 853/2004 udvides til også at omfatte sådanne virksomheder i overgangsperioden.

(14)

I afsnit IX, kapitel II, del III, punkt 1, litra a), i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 er det fastsat, at fødevarevirksomhedsledere, der fremstiller mejeriprodukter, skal sikre, at rå komælk overholder en grænseværdi, før den forarbejdes. Det er særlig vigtigt for fødevaresikkerheden, at denne grænse overholdes, når mælken skal varmebehandles og ikke er blevet forarbejdet inden for et forud fastsat tidsrum. Som en overgangsordning bør kontrol umiddelbart inden forarbejdningen af, om grænseværdien er overholdt, begrænses til den nævnte situation.

(15)

I afsnit X i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 er der fastsat særlige hygiejnebestemmelser for æg og ægprodukter. I henhold til kapitel I, punkt 2, skal æg opbevares og transporteres ved den konstante temperatur, der er bedst egnet til at sikre optimal bevarelse af deres hygiejneegenskaber. Da medlemsstaterne før den 1. januar 2006 havde tilladelse til at anvende standarder for temperaturstyring på deres område for æglagre og transport fra et opbevaringsanlæg til et andet, bør det gøres klart, at sådanne standarder som en overgangsordning fortsat kan anvendes, såfremt den kompetente myndighed stadig har givet tilladelse hertil. Det vil give virksomhedslederne tid til at tilpasse deres aktiviteter og procedurer til nye temperaturstandarder, som den kompetente myndighed måtte opstille krav om.

(16)

I henhold til afsnit X, kapitel II, del II, punkt 1, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 kan knækæg på visse betingelser anvendes til fremstilling af ægprodukter. Som en overgangsordning bør der fastsættes bestemmelser, så denne mulighed udvides til at omfatte andre virksomheder, der fremstiller flydende æg, hvis de opfylder samme betingelser.

(17)

I henhold til forordning (EF) nr. 854/2004 skal slagteriansatte, som den kompetente myndighed har tilladt at udføre officielle faguddannede medhjælperes opgaver, have samme uddannelse og kvalifikationer som de officielle faguddannede medhjælpere. I overgangsperioden bør den kompetente myndighed have tid til at planlægge og tilrettelægge supplerende uddannelse og opkvalificering af slagteriansatte, der bistår med den offentlige kontrol, og kravet bør følgelig begrænses til at sikre, at slagteriansatte uddannes til de specifikke opgaver, de har tilladelse til at udføre.

(18)

I henhold til artikel 12 i forordning (EF) nr. 882/2004 skal laboratorier, der analyserer prøver, som er udtaget i forbindelse med offentlig kontrol, akkrediteres. Laboratorier, der ifølge de tidligere EF-bestemmelser ikke var omfattet af et krav om akkreditering, kan have behov for ekstra tid til at opnå fuld akkreditering, da akkreditering er en indviklet og omstændelig proces. Sådanne laboratorier bør have ekstra tid, så de kan få akkrediteringen på plads.

(19)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Overgangsperiode

Ved denne forordning indføres en overgangsperiode på fire år, der slutter den 31. december 2009 (i det følgende benævnt »overgangsperioden«).

De overgangsordninger, som denne forordning omhandler, gælder i overgangsperioden, medmindre andet er fastsat i artikel 5 og 8.

KAPITEL II

OVERGANGSORDNINGER I FORBINDELSE MED GENNEMFØRELSEN AF FORORDNING (EF) Nr. 853/2004

Artikel 2

Lagre af animalske fødevarer

1.   Uden at de relevante fællesskabsbestemmelser, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF (8), derved tilsidesættes, kan lagre af animalske fødevarer, der er fremstillet før den 1. januar 2006, markedsføres, forudsat at de er forsynet med de mærker, som er foreskrevet i de retsakter, der er opført i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/41/EF (9).

2.   Produkter omhandlet i stk. 1, for hvilke fødevarevirksomhedslederen har fastsat en holdbarhedsperiode, der er længere end overgangsperioden, kan forblive på markedet indtil holdbarhedsperiodens udløb.

Artikel 3

Direkte levering af små mængder kød af fjerkræ og lagomorfer

Uanset artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning (EF) nr. 853/2004, og uden at artikel 1, stk. 4, i samme forordning derved tilsidesættes, finder bestemmelserne i forordning (EF) nr. 853/2004 ikke anvendelse på direkte levering fra producenten til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, af små mængder kød af fjerkræ og lagomorfer.

Artikel 4

Markedsføring af animalske fødevarer på det indenlandske marked, indtil virksomhedsautorisation foreligger

Uanset artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 853/2004 kan fødevarevirksomhedsledere, der før den 1. januar 2006 havde tilladelse til at markedsføre animalske fødevarer på deres indenlandske marked, fortsat markedsføre sådanne produkter på det pågældende marked med et nationalt mærke, som ikke kan forveksles med de mærker, der er foreskrevet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 853/2004, indtil den kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 853/2004 har autoriseret de virksomheder, der håndterer de pågældende produkter.

Animalske fødevarer, der er forsynet med sådanne nationale mærker, må kun markedsføres på den medlemsstats nationale område, hvor de er fremstillet.

Artikel 5

Indpakningsmaterialer, emballager og mærkningsmaterialer med fortrykt sundheds- eller identifikationsmærke

Fødevarevirksomhedsledere kan indtil den 31. december 2007 fortsat anvende lagre af indpakningsmaterialer, emballager og mærkningsmaterialer med fortrykt sundheds- eller identifikationsmærke, som de har indkøbt før den 1. januar 2006.

Artikel 6

Mærkningsudstyr

Fødevarevirksomhedsledere og kompetente myndigheder kan fortsætte med at anvende mærkningsudstyr, som de har pr. 31. december 2005, indtil det skiftes ud, dog højst indtil overgangsperiodens udløb, forudsat at den pågældende virksomheds autorisationsnummer forbliver det samme.

Når udstyret udskiftes, sikrer den kompetente myndighed, at det trækkes tilbage, så det ikke længere kan anvendes.

Artikel 7

Sundhedsbetingelser for import

1.   Artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 853/2004 finder ikke anvendelse på import af animalske fødevarer, for hvilke der ikke er fastlagt harmoniserede sundhedsbetingelser for import, herunder lister over tredjelande og dele af tredjelande samt over virksomheder, hvorfra import er tilladt.

Indtil fællesskabslovgivningen om import af sådanne produkter er blevet harmoniseret, skal sådan import opfylde de pågældende medlemsstaters sundhedsbetingelser for import.

1.   Uanset artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 853/2004 fritages ledere af fødevarevirksomheder, der importerer fødevarer indeholdende både produkter af vegetabilsk oprindelse og forarbejdede produkter af animalsk oprindelse, fra den i samme artikel fastsatte forpligtelse.

Indtil der er udformet en risikobaseret fremgangsmåde vedrørende gennemførelse af harmoniserede sundhedsbetingelser for import og kontrol af sådanne fødevarer, skal importen ske i overensstemmelse med de harmoniserede fællesskabsbestemmelser, der var i kraft før den 1. januar 2006, i det omfang sådanne findes, og hvis ikke, da i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, medlemsstaterne har gennemført før nævnte dato.

Artikel 8

Information om fødevarekæden

1.   Uanset afsnit III i bilag II til forordning (EF) nr. 853/2004 gennemfører medlemsstaterne gradvis kravene i de forskellige sektorer, idet kravene til fjerkræsektoren dog anvendes straks, og således at kravene vedrørende information om fødevarekæden er gennemført for medlemsstatens svinesektor inden udgangen af det andet år i overgangsperioden og for sektorerne for heste- og kalvekød inden udgangen af det tredje år.

Medlemsstater, der anvender overgangsordningen, forelægger i slutningen af hvert år Kommissionen en rapport om gennemførelsen.

2.   Uanset kravene i afsnit III, punkt 2, i bilag II til forordning (EF) nr. 853/2004 om, at slagterilederne skal modtage information om fødevarekæden mindst 24 timer i forvejen, kan den kompetente myndighed tillade, at de pågældende oplysninger sendes til slagteriets leder sammen med de dyr, de vedrører, uanset dyrenes art, forudsat at de ikke bringer målene for forordning (EF) nr. 853/2004 i fare.

Oplysninger om fødevarekæden, der kan medføre alvorlige forstyrrelser af slagteriets aktivitet, meddeles imidlertid slagteriets leder, i god tid inden dyrene ankommer til slagteriet.

Artikel 9

Kød af opdrættede ikke domesticerede hovdyr

Uanset afsnit III, punkt 3, litra j), i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal certifikatet omhandlet i artikel 16, der indeholder en erklæring om, at resultatet af inspektionen før slagtning er tilfredsstillende, udstedes og underskrives af veterinærtjenesten.

Artikel 10

Kriterier for sammensætningen af hakket kød og krav til mærkning heraf

1.   Uanset afsnit V, kapitel II, punkt 1, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal fødevarevirksomhedslederen kontrollere de råvarer, der anvendes i virksomheden, for at sikre, at kriterierne angivet ud for produktets navn i nedenstående skema er overholdt i slutproduktet.

Skema: Kriterier for sammensætningen i dagsproduktionen som gennemsnit

 

Fedtindhold

Bindevæv: kødproteinforhold

hakket magert kød

≤ 7 %

≤ 12

hakket rent oksekød

≤ 20 %

≤ 15

hakket kød med svinekød

≤ 30 %

≤ 18

hakket kød af andre dyrearter

≤ 25 %

≤ 15

2.   Uanset afsnit V, kapitel IV, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal mærkningen desuden indeholde følgende angivelse:

»Fedtindhold mindre end ...«

»Bindevæv: kødproteinforhold mindre end …«.

3.   Medlemsstaterne kan tillade, at hakket kød, der ikke overholder disse kriterier, markedsføres på det nationale marked med et nationalt mærke, som ikke kan forveksles med de mærker, der er foreskrevet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 853/2004.

Artikel 11

Anvendelse af rent vand

1.   Uanset artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 853/2004 og afsnit VIII, kapitel III, del A, punkt 1, i bilag III til samme forordning kan is, der anvendes til nedkøling af ferske fiskevarer, fremstilles af rent vand på virksomheder på land.

2.   Uanset artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 853/2004 og afsnit VIII, kapitel III, del A, punkt 2 og 3, i bilag III til samme forordning kan fødevarevirksomhedsledere på virksomheder, herunder fartøjer, der håndterer fiskevarer, anvende rent vand.

3.   Uanset artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 853/2004 og afsnit VIII, kapitel IV, punkt 1, i bilag III til samme forordning kan fødevarevirksomhedsledere på virksomheder på land anvende rent vand til nedkøling efter kogning af krebsdyr og bløddyr.

Artikel 12

Rå mælk og mejeriprodukter

Uanset afsnit IX, kapitel II, del III, punkt 1, litra a), i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 gælder maksimumskimtallet for rå komælk kun, når sådan mælk skal varmehandles og ikke er blevet det inden for det acceptable tidsrum, der er angivet i de HACCP-baserede procedurer, som fødevarevirksomhedslederen har fastlagt.

Artikel 13

Æg og ægprodukter

1.   Medlemsstater, der før den 1. januar 2006 anvendte nationale temperaturkrav til æglagre og køretøjer, der transporterer æg mellem sådanne lagre, kan fortsat anvende sådanne krav.

2.   Fødevarevirksomhedslederne kan anvende knækæg til fremstilling af flydende æg på en virksomhed, der er autoriseret hertil, forudsat at produktionsbedriften eller pakkeriet har leveret dem direkte og at de udslås snarest muligt.

KAPITEL III

OVERGANGSORDNINGER I FORBINDELSE MED GENNEMFØRELSEN AF FORORDNING (EF) Nr. 854/2004

Artikel 14

Uddannelse af slagteriansatte, der bistår med den offentlige kontrol

Uanset artikel 5, nr. 6), litra a), nr. i), i forordning (EF) nr. 854/2004 og afsnit III, kapitel III, del A, litra a), i bilag I til samme forordning skal slagteriansatte, som den kompetente myndighed har tilladt at udføre officielle faguddannede medhjælperes opgaver, blot have samme uddannelse og kvalifikationer som de officielle faguddannede medhjælpere med hensyn til de specifikke opgaver, de har tilladelse til at udføre, uden at de behøver at have bestået samme eksamen som de officielle faguddannede medhjælpere.

Den kompetente myndighed sikrer, at denne uddannelse er tilfredsstillende, inden den tillader slagteriansatte at overtage officielle faguddannede medhjælperes opgaver.

Den kompetente myndighed kontrollerer, at den supplerende uddannelse og struktur, der er nødvendig for, at slagteriansatte kan blive kvalificeret via den eksamensprocedure, der gælder for officielle faguddannede medhjælpere, etableres snarest muligt og senest inden udgangen af overgangsperioden.

Artikel 15

Certificering af virksomheder, som anvender ansatte til at bistå med den offentlige kontrol på slagterier

Uanset afsnit III, kapitel III, del A, litra a), andet afsnit, i bilag I til forordning (EF) nr. 854/2004 fritages virksomheder, der ønsker at anvende deres ansatte til at bistå med den offentlige kontrol, i overgangsperioden fra kravet om, at de skal være i besiddelse af et internationalt anerkendt certifikat, forudsat at virksomheden dokumenterer, at den har iværksat og er i gang med en certificering i overensstemmelse med internationale standarder, f.eks. relevante EN/ISO-standarder om kvalitetsstyring eller fødevaresikkerhed.

Artikel 16

Model til certifikat for kød af opdrættede ikke-domesticerede hovdyr

Uanset afsnit IV, kapitel VII, del A, punkt 4, i bilag I til forordning (EF) nr. 854/2004 kan certifikatmodellen i bilag III til direktiv 91/495/EØF anvendes i forbindelse med transport af opdrættede ikke-domesticerede hovdyr fra bedriften til slagteriet.

Artikel 17

Sundhedsbetingelser for import

Kapitel III i forordning (EF) nr. 854/2004 finder ikke anvendelse på import af animalske fødevarer, for hvilke der ikke er fastlagt harmoniserede sundhedsbetingelser for import, herunder lister over tredjelande og dele af tredjelande samt over virksomheder, hvorfra import er tilladt. Indtil fællesskabslovgivningen om import af sådanne produkter er blevet harmoniseret, skal sådan import opfylde de pågældende medlemsstaters sundhedsbetingelser for import.

KAPITEL IV

OVERGANGSORDNINGER I FORBINDELSE MED GENNEMFØRELSEN AF FORORDNING (EF) Nr. 882/2004

Artikel 18

Akkreditering af laboratorier

a)

dokumenterer, at det har iværksat og er i gang med de fornødne akkrediteringsprocedurer i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 882/2004

b)

giver den kompetente myndighed tilfredsstillende garantier for, at der senest den 1. januar 2006 er etableret kvalitetskontrolordninger for de analyser, laboratoriet gennemfører i forbindelse med offentlig kontrol.

KAPITEL V

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 19

Revision

De overgangsordninger, herunder de dertil knyttede betingelser, der er fastsat i nærværende forordning, kan når som helst tages op til revision på grundlag af de erfaringer, der er indhøstet i forbindelse med gennemførelsen af ordningerne og af forordning (EF) nr. 853/2004, (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004.

Artikel 20

Ændring af forordning (EF) nr. 853/2004

Afsnit I, del B, punkt 6, tredje afsnit, i bilag II til forordning (EF) nr. 853/2004 udgår.

Artikel 21

Ændring af forordning (EF) nr. 854/2004

Afsnit I, kapitel III, punkt 6, andet punktum, i bilag I til forordning (EF) nr. 854/2004 udgår.

Artikel 22

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2006.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. december 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55. Berigtiget i EUT L 226 af 25.6.2004, s. 22.

(2)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206. Berigtiget i EUT L 226 af 25.6.2004, s. 83.

(3)  EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1. Berigtiget i EUT L 191 af 28.5.2004, s. 1.

(4)  EUT L 134 af 30.4.2004, s. 1. Berigtiget i EUT L 226 af 25.6.2004, s. 3.

(5)  EFT L 55 af 8.3.1971, s. 23.

(6)  EFT L 268 af 24.9.1991, s. 41.

(7)  EFT L 368 af 31.12.1994, s. 10.

(8)  EFT L 109 af 6.5.2000, s. 29.

(9)  EUT L 157 af 30.4.2004, s. 33. Berigtiget i EUT L 195 af 2.6.2004, s. 12.


Top