31992D0011

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 31. juli 1991 om stoette ydet af Derbyshire County Council til automobilproducenten Toyota Motor Corporation (Kun den engelske udgave er autentisk) (92/11/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger (1) i overensstemmelse med ovennaevnte artikel, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Den 18. april 1989 meddelte Toyota Motor Corporation (Toyota) og den britiske regering, at Toyota havde besluttet at opfoere en ny fabrik til produktion af personbiler paa en 280 acres stor grund i Burnaston i Derbyshire i Det Forenede Kongerige. Man forventede, at produktionen ville gaa i gang i slutningen af 1992 med et indledende produktionsmaal paa 100 000 koeretoejer om aaret, som slutteligt skulle stige til 200 000, paa hvilket tidspunkt den direkte beskaeftigelse paa fabrikken skulle andrage 3 000 personer. De samlede investeringer blev anslaaet til 400 mio. £ (570 mio. ECU). Investeringerne ville blive foretaget uden finansiel bistand fra regeringsmyndighederne. De lokale myndigheder i Derbyshire havde tilbudt en beskeden bistand i forbindelse med en raekke aspekter af projektet, f.eks. klargoering af grunden og anlaegning af tilkoerselsveje. Det blev understreget, at saafremt det viste sig, at denne bistand skulle anmeldes til Kommissionen, ville den britiske regering tage de noedvendige skridt hertil. Den 26. april 1989 skrev de britiske myndigheder til Kommissionen og bekraeftede dette anmeldelsestilsagn.

Den 7. februar 1990 skrev de britiske myndigheder til Kommissionen og underrettede den om, at droeftelserne mellem Toyota og Derbyshire County Council (DCC) om en pakke af lokale foranstaltninger til fordel for Toyota var naer deres afslutning. Disse foranstaltninger bestod af forskellige infrastrukturer uden for Toyotas grund og andre ydelser, som var noedvendige for at opfylde oegede lokale behov som foelge af Toyotas investering. Ingen af disse foranstaltninger, haevdede de britiske myndigheder, indeholdt noget, der kunne betragtes som statsstoette efter EOEF-Traktatens artikel 92.

Omkring dette tidspunkt opstod der presseforlydender om, at grunden var vokset fra de oprindelige 280 acres til 580 acres og var blevet solgt til Toyota for mindre end dens fulde markedsvaerdi.

De fleste af disse presseforlydender byggede hovedsagelig paa referatet fra et moede i DCC's Policy Committee den 21. november 1989, som Kommissionen ogsaa var kommet i besiddelse af. Dette referat afsloerede, at DCC var naaet til enighed om en pakke af foranstaltninger vedroerende sammenlaegningen og klargoeringen af en grund til fabrikken og om salg til Toyota af en 280 acres stor grund, som virksomheden oprindelig havde anmodet om, og yderligere en tilstoedende grund paa 300 acres, som Toyota senere havde fremsat oenske om. DCC naaede frem til foelgende finansielle analyse af denne pakke:

- Salg af 280 acres à 35 350 £ pr. acre: 9,9 mio. £ - Salg af 300 acres à 28 000 £ pr. acre: 8,4 mio. £ I alt 18,3 mio. £ - Anslaaede omkostninger til erhvervelse af grunde: 13,4 mio. £ - Anslaaede nettoomkostninger til adgangsfaciliteter og diverse installationer: 4,9 mio. £ I alt 18,3 mio. £

Det blev haevdet, at salgspriserne afspejlede markedsvaerdien af en saa stor grund »med vaesentlige planlaegningsrestriktioner og andre restriktioner«, og at de daekkede de ledsagende omkostninger til etablering af adgangsveje og diverse installationer. Det blev endvidere haevdet, »at de opfyldte EF's krav om, at der ikke maa ydes stoette til saadanne investeringer i bilindustrien«.

Senere fulgte der en del korrespondance, og der blev afholdt et moede mellem Kommissionen og de britiske myndigheder med henblik paa at faa fastslaaet de relevante kendsgerninger og tal i forbindelse med projektet og den pakke af foranstaltninger, som DCC havde tilbudt. Kommissionen skrev til de britiske myndigheder den 9. og 26. februar 1990 og redegjorde for de seneste presseforlydender om, at Toyota havde faaet grunden i Derbyshire til underpris og anmodede om at faa stillet de relevante oplysninger til raadighed forud for et moede, bl.a. rapporten fra den lokale vurderingsmand (Derbyshire District Valuer) (2) om salget samt DDC's rapporter i denne sag.

De britiske myndigheder skrev til Kommissonen den 26. februar 1990 og vedlagde en orienteringsskrivelse om den pakke af foranstaltninger, som DCC tilboed Toyota. I henhold til denne skrivelse var DCC i faerd med at sammensaette en 580 acres stor grund med henblik paa videresalg til Toyota til en pris af 18,3 mio. £ (26,1 mio. ECU). Forskellige infrastrukturelle tjenesteydelser ville blive stillet gratis til raadighed for Toyota, naesten udelukkende inden for selve grunden. DCC oenskede saa vidt muligt at faa balance i transaktionen som helhed ved at daekke de direkte udgifter til erhvervelse af grunde og anlaegning af infrastruktur gennem indtaegter fra salget af den fuldt anlagte grund. Jordens markedsvaerdi skulle ses i to stadier: en »kernegrund« paa 280 acres i offentligt eje og de resterende 300 acres i hovedsagelig privat eje, som blev eksproprieret. »Kernegrunden« var i juni 1989 blevet vurderet af saelgerens vurderingsmand, City Estates and Valuations officer, til 12,6 mio. £ (18 mio. ECU). Denne vurdering var blevet droeftet uformelt med den lokale vurderingsmand, som havde erklaeret sig tilfreds med vurderingsgrundlaget.

Den 28. februar skrev de britiske myndigheder atter til Kommissionen og gjorde opmaerksom paa, at den lokale vurderingsmand kun havde afgivet en mundtlig udtalelse og vedlagde samtidig baggrundsmateriale i form af korrespondance fra DCC vedroerende grundlaget for vurderingen. I denne korrespondance blev der argumenteret for, at det faktisk var mere meningsfyldt at betragte sammensaetningen og salget af den 580 acres store grund som en helhed, snarere end at opsplitte grunden i en »kerne« paa 280 acres og en »udvidelse« paa 300 acres.

Samme dag fandt der et moede sted mellem Kommissionen og de britiske myndigheder. Sidstnaevnte erkendte, at det paa grund af budgetoverskridelser nu var usandsynligt, at hele transaktionen kunne balancere, saaledes som det oprindeligt havde vaeret DCC's hensigt. Kommissionen anmodede om yderligere skriftlige oplysninger, herunder en kopi af den oprindelige salgsaftale mellem DCC og Toyota, bevis for, at grundens salgspris svarede til prisen paa det frie marked samt en skriftlig bekraeftelse fra den lokale vurderingsmand af hans udtalelse. Den 10. maj fremsendte de britiske myndigheder disse oplysninger til Kommissionen.

I henhold til salgsaftalen mellem DCC og Toyota af 21. februar 1990 skulle Toyota koebe de foerste 280 acres af grunden af DCC for 9,9 mio. £ (14,1 mio. ECU), svarende til en gennemsnitspris paa 35 357 £ pr. acre, og virksomheden skulle derpaa koebe saa meget, som den oensker, af de resterende 300 acres af samme grund for 28 000 £ pr. acre. Skulle Toyota beslutte at koebe alle de resterende 300 acres, ville dette indbringe 8,4 mio £ (12 mio. ECU), og salgsprisen paa hele den 580 acres store grund ville saaledes andrage 18,3 mio. £ (26,1 mio. ECU).

Den lokale vurderingsmand havde formelt vurderet de foerste 280 acres af grunden til 12,6 mio. £ (18 mio. ECU), svarende til 45 000 £ pr. acre. Det blev som udgangspunkt for denne vurdering antaget, at der var tale om en ledig selvejergrund med servicefaciliteter umiddelbart op til grunden, og vurderingen var beregnet paa grundlag af loebende markedsvaerdier, nedsat med et vist beloeb for at tage hensyn til den tid, der sandsynligvis ville gaa, inden infrastrukturerne var paa plads. Vurderingsmanden erkendte, at betydeligt mindre grunde, som ogsaa kunne anvendes som industrigrunde, i samme omraade kunne indbringe fra 200 000 £ til 250 000 £ pr. acre, men tilraadede, at der blev indroemmet en betydelig nedsaettelse pr. acre ved salg af meget store grunde. Naturligvis skulle der ogsaa tages hensyn til de saerlige forhold ved hver enkelt grund.

Kommissionen accepterede, at salgspriserne nedsaettes paa meget store grunde i forhold til salgspriserne paa smaa grunde, samtidig med at den noterede sig den hoeje nedsaettelse paa ca. 80 % i denne sag. Den bemaerkede sig imidlertid, at den 280 acres store grund blev solgt til Toyota for en gennemsnitspris paa kun 35 357 £ pr. acre, dvs. for 78,6 % af dens gennemsnitsvaerdi paa 45 000 £ ifoelge den lokale vurderingsmand, trods den omstaendighed, at DCC og alle andre lokale myndigheder er retligt forpligtet til at opnaa den bedst mulige pris ved afhaendelse af aktiver. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at 45 000 £ pr. acre burde vaere mindsteprisen for de foerste 280 acres. Salgsprisen for de foerste 280 acres burde derfor have vaeret mindst 12,6 mio. £, eller 2,7 mio. £ mere end Toyota maatte betale.

Kommissionen besluttede derfor den 25. juli 1990 at indlede den i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, fastsatte procedure med hensyn til betingelserne for DCC's salg af den 580 acres store grund i Burnaston til Toyota. Disse betingelser tydede paa, at der var tale om statsstoette paa mindst 2,7 mio. £ i forbindelse med salget af de 280 acres af grunden. Kommissionen havde ikke kendskab til, at den lokale vurderingsmand skulle have foretaget en vurdering af de resterende 300 acres. Situationen vedroerende salget af de ekstra 300 acres maatte undersoeges naermere paa grundlag af yderligere oplysninger fra de britiske myndigheder, idet denne undersoegelse dog ville afhaenge af, om transaktionen betragtes som to saerskilte salg eller som salg af én enkelt grund. Hvis Toyota fik mulighed for at koebe grunden til mindre end dens fulde markedsvaerdi, ville den omstaendighed, at virksomheden ikke skulle baere de fulde omkostninger ved en saadan erhvervelse paa normale forretningsvilkaar, vaere at betragte som indirekte stoette, efter artikel 92, stk. 1.

Ved skrivelse af 17. september 1990 opfordrede Kommissionen den britiske regering til at fremsaette sine bemaerkninger inden for en maaned og fremlaegge alle oplysninger, der er noedvendige for vurderingen af sagen. I overensstemmelse med EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, blev de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter ligeledes opfordret til at fremsaette deres bemaerkninger.

II

I forbindelse med den i artikel 93, stk. 2, fastsatte procedure fremsatte den britiske regering sine bemaerkninger ved skrivelser af 16. oktober 1990, 1. februar og 17. maj 1991 samt paa moeder med Kommissionens tjenestegrene den 19. marts, 28. maj og 20. juni 1991. Paa det sidste moede var der ligeledes repraesentanter for Toyota Motor Company til stede. Bemaerkningerne fra virksomhedens repraesentanter blev efterfoelgende sendt til Kommissionen af deres juridiske repraesentanter ved skrivelse af 20. juni 1991. I alle disse bemaerkninger fastholdt den britiske regering, at DCC's salg af grunden til Toyota ikke indeholdt nogen statsstoette.

Ingen anden medlemsstat eller interesseret part fremsatte bemaerkninger under proceduren.

III

Ved skrivelse af 16. oktober 1990 besvarede den britiske regering Kommissionens skrivelse af 17. september 1990 angaaende indledningen af proceduren. Det blev fremfoert, at transaktionerne mellem DCC og Toyota som beskrevet i den tidligere korrespondance afspejlede resultatet af normale forretningsmaessige forhandlinger og ikke indholdt noget element af statsstoette. Den britiske regering anfoerte bl.a. foelgende punkter:

- Afhaendelsen af de 580 acres maatte betragtes som én enkelt handel omfattende hele grunden. Selv om Toyota havde indledt forhandlingerne med DCC i januar 1989 om salget af »kernegrunden« paa 280 acres, havde virksomheden inden en maaned bedt DCC om at undersoege muligheden af at samle hele grunden paa 580 acres, inden man overhovedet var begyndt at droefte prisen. Inden sommeren 1989 havde Toyota truffet en fast beslutning om simpelthen at koebe hele grunden. Fra februar 1990 regnede DCC derfor ikke med, at kun grunden paa 280 acres skulle byggemodnes, men snarere med at Toyota enten ville faa brug for hele grunden, og at salgsprisen i saa fald skulle fastlaegges for de 580 acres, eller at Toyota ville koebe »kernegrunden«, og at DCC saa skulle byggemodne resten af grunden til industri- eller forretningsformaal, i hvilket tilfaelde den pris paa 9,9 mio. £ (14,1 mio. ECU), der blev betalt for »kernegrunden«, ville vaere rimelig i betragtning af den store betydning, som Toyotas tilstedevaerelse ville have for omraadet. Under alle omstaendigheder var tallet paa 9,9 mio. £ ikke andet end et »historisk levn« fra forhandlingernes foerste dage uden nogen reel betydning. I salgsaftalen var handelen blevet udtrykt i saerskilte jordstykker, udelukkende fordi der indtil udgangen af januar 1990 kunne goeres indsigelse mod ekspropriationskendelserne i forbindelse med erhvervelsen af de resterende 300 acres.

- Salgsprisen paa 18,3 mio. £ (26,1 mio. ECU) afspejlede DCC's oenske om, at handelen i det mindste skulle balancere. DCC havde overtaget jorden ved hjaelp af ekspropriationskendelser i marts 1990 og overdraget den til Toyota i juni 1990. Den samlede koebspris, som DCC skulle betale, kunne ikke fastslaas, foer alle erstatningskrav i forbindelse med ekspropriationerne var blevet behandlet. Det mest sandsynlige overslag laa paa 13,4 mio. £ (9,1 mio. ECU) omfattende 11 mio. £ til Derby City Council for afhaendelse af »kernen« paa 280 acres og 2,4 mio. £ i erstatning for de resterende 300 acres, hvilket i hoej grad afspejlede deres ringe udviklingsmuligheder inden Toyotas ankomst som foelge af manglende tilkoersels- og servicefaciliteter.

- For saa vidt angaar forskellen mellem prisen paa 9,9 mio. £ for salget af kernegrunden paa 280 acres til Toyota og vurderingsmanden vurdering paa 12,6 mio. £, maatte der tages hensyn til flere forskellige faktorer. Jordvurdering er ikke en eksakt videnskab, navnlig ikke for en enestaaende og usaedvanlig stor grund som denne. Salgsprisen afspejlede resultatet af en raekke haarde forretningsmaessige forhandlinger, hvor Toyota var i en saerlig staerk forhandlingsposition. Endvidere havde vurderingsmanden ikke vaeret klar over en raekke begraensninger, som ville foroege og fordyre byggemodningen af grunden, men som DCC havde vaeret klar over. Navnlig ville grundens skraaning, som ville kraeve store jordarbejder, hvis der skulle opnaas en jaevn grund, og de uheldige jordforhold, som ville medfoere omfattende piloteringsarbejder inden byggeriet kunne starte, koste Toyota i alt 16 mio. £.

Ved skrivelse af 20. december 1990 bad Kommissionen om yderligere oplysninger om visse aspekter af jordhandlerne mellem DCC og Toyota forud for et bilateralt moede, som de britiske myndigheder havde anmodet om. Det drejede sig bl.a. om retsforskrifterne for lokale myndigheders salg af aktiver, eventuelt materiale om tilsvarende handler andre steder i Det Forenede Kongerige, udviklingen i jordpriserne samt oplysninger om andre potentielle koebere til grunden i Burnaston.

Den britiske regering svarede Kommissionen ved skrivelse af 1. februar 1991. Der blev fremlagt yderligere baggrundsmateriale om salget af grunden for at vise, at der var tale om én enkelt transaktion omfattende alle 580 acres. Skrivelsen indeholdt ligeledes de relevante retsforskrifter i Local Government Act 1972 (loven om lokalstyre af 1972) for afhaendelse af aktiver. Det hedder deri, at lokale myndigheder normalt ikke maa afhaende jord »for en sum, der er mindre end den hoejeste, der med rimelighed kan opnaas«. Der kunne kun fremlaegges faa afgoerende oplysninger om tilsvarende jordhandler andre steder i Det Forenede Kongerige eller om andre potentielle koebere til den paagaeldende grund. Det blev paapeget i skrivelsen, at der som regel ikke var noget retligt krav om, at en lokal myndighed skulle raadgives af en vurderingsmand, samt at en saadan raadgivning normalt ikke var retligt bindende.

Paa et moede med repraesentanter for den britiske regering den 19. marts 1991 anfoerte Kommissionen, at den paa baggrund af de oplysninger og begrundelser, der var blevet fremlagt i den seneste korrespondance, nu kunne acceptere, at DCC's salg af den 580 acres store grund til Toyota skulle betragtes som én enkelt transaktion. For at fastslaa, om denne transaktion indeholdt elementer af statsstoette, var det imidlertid noedvendigt at faa en vurdering af hele grunden, og Kommissionen bad de britiske myndigheder om at soerge for dette. Kommissionen foreslog - uden dog at insistere paa det - at den lokale vurderingsmand ville vaere det oplagte valg til at udfoere denne opgave af hensyn til kontinuiteten og i betragtning af hans lovfaestede rolle. Kommissionen fastsatte ligeledes kommissoriet for denne vurdering. De britiske repraesentanter havde ingen indvendinger mod forslaget om, at den lokale vurderingsmand skulle foretage vurderingen, forudsat at han var villig til det, eller mod det paataenkte kommissorium.

Ved skrivelse af 26. marts 1991 bekraeftede Kommissionen over for de britiske myndigheder anmodningen om en vurdering af den 580 acres store grund, med foelgende kommissorium:

»Vurderingen boer foelge de antagelser og den metodologi, der er anvendt ved den oprindelige vurdering af grundens kernedel, medmindre der er nogen tvingende grund til at afvige fra dem. Helt konkret boer vurderingen baseres paa vaerdierne paa tidspunktet for salgsaftalen, dvs. februar 1990, og det boer antages, at der findes servicefaciliteter hen til grundens yderste graense, samt at grunden kan overtages omgaaende. Der boer ses bort fra paastaaede ulemper vedroerende udvidelsesdelen paa 300 acres - f.eks. adgangsmuligheder og ringere udnyttelsesmuligheder. Hvor relevante disse end maatte vaere, hvis denne del af grunden skulle vurderes for sig, er de irrelevante, naar de samlede 580 acres betragtes som én enkelt grund, der saelges med fuld anlaegstilladelse til industrielt byggeri. Endelig mener jeg ikke, at man ved vurderingen boer forsoege at tage hensyn til de to »betydningsfulde begraensninger« vedroerende grundens skraaning og de uheldige jordforhold, som De anfoerer i Deres skrivelse af 16. oktober 1990. Erfaringen viser os, at disse »begraensninger« faktisk er et generelt traek ved store grunde, der sammenlaegges med henblik paa industrielt byggeri. De tilhoerende piloteringsomkostninger er ligeledes en standardomkostning ved bilsamlefabrikker paa aabent land«.

Kort tid efter underrettede de britiske myndigheder Kommissionen om, at den lokale vurderingsmand var indforstaaet med at foretage vurderingen.

Ved skrivelse af 17. maj 1991 sendte de britiske myndigheder vurderingsmandens rapport til Kommissionen og bad om et snarligt moede, hvor rapporten kunne droeftes.

I sin rapport giver vurderingsmanden en detaljeret beskrivelse af grunden, dens tidligere anvendelse, anlaegstilladelsen af 9. august 1989 vedroerende opfoerelse af en fabrik til samling og produktion af koeretoejer sammen med de tilhoerende betingelser og den salgsaftale, som han havde faaet stillet til raadighed. Han anerkendte derpaa kommissoriet for vurderingen og beskrev arten af vurderingen paa foelgende maade:

»Jeg oensker derfor at goere det klart, at min vurdering er min opgoerelse af den pris, som det med rimelighed kunne forventes, at grunden kunne saelges til paa det frie marked paa datoen for vurderingen, forudsat at saelger var villig til at saelge, og paa grundlag af betingelserne i den salgsaftale og anlaegstilladelse, der foreligger.

For at der ikke skal opstaa tvivl, afspejler den alle de karakteristika og begraensninger ved grunden, som ville have paavirket saelger og koeber under normale forretningsmaessige forhandlinger paa et frit marked.«

Paa denne baggrund konkluderede vurderingsmanden, at grundens vaerdi var 22,5 mio. £. Han tilfoejede, at han efter en omfattende efterforskning paa nationalt plan ikke havde fundet nogen tilsvarende transaktioner af denne stoerrelse og kun lidt anvendeligt dokumentationsmateriale.

Paa et moede mellem repraesentanter for den britiske regering og Kommissionen den 28. maj 1991 haevdede foerstnaevnte, at selv om vurderingsmandens rapport var gyldig paa det givne grundlag, godtgjorde den dog ikke, at der var tale om statsstoette til projektet. Det var intet bevis for, at Toyota skulle have haft til hensigt at anmode om eller modtage statsstoette. Med hensyn til et teknisk punkt fremfoerte de britiske repraesentanter, at man skulle have bedt vurderingsmanden om at basere sin vurdering paa jordpriser i april 1989 - hvor salgsbetingelserne rent faktisk blev aftalt - og ikke februar 1990 - hvor salgsaftalen formelt blev undertegnet. Endelig blev det anfoert, at selv om der skulle vaere tale om statsstoette, var beloebet saa ubetydeligt, at det ikke ville paavirke samhandelen mellem medlemsstater.

Paa endnu et moede den 20. juni, hvor der ligeledes var repraesentanter for Toyota til stede, fik Kommissionen overrakt en raekke dokumenter; der blev henvist til andre dokumenter, som senere samme dag formelt blev indsendt ved skrivelse fra Toyotas juridiske repraesentanter. Disse senere dokumenter omfattede:

- talepunkterne for den ledende Toyota-repraesentant

- en sammenligning af jordpriser i South Wales, Burnaston og Humberside

- en mere omfattende sammenligning af priser paa ikke-byggemodne industrigrunde foretaget af Toyota.

De oevrige dokumenter, som de britiske repraesentanter overrakte, omfattede:

- en kopi af en skrivelse af 3. juni 1991 fra vurderingsmanden som svar paa en anmodning fra det britiske handels- og industriministerium om at overveje, hvilken virkning det ville have haft for denne rapport, hvis man havde valgt april 1989 i stedet for februar 1990 som vurderingstidspunkt; i denne skrivelse anfoertes det, at markedsforholdene rent faktisk var blevet forvaerret i den paagaeldende periode, samt at vurderingsmanden var »fast overbevist om, at vaerdien i april 1989 ikke ville have vaeret mindre end den, jeg opgav pr. februar 1990. Jeg ville faktisk have ansat vaerdien til det samme paa begge tidspunkter«

- kopier af to rapporter af 13. og 14. juni 1991 udarbejdet af et britisk konsulentfirma paa det private ejendomsmarked efter en anmodning af 7. juni fra handels- og industriministeriet, som handlede paa eget initiativ; den foerste rapport indeholdt en analyse af aendringerne i jordvaerdien i perioden april 1989 til februar 1990 i Derby-omraadet, og den anden rapport indeholdt en alternativ vurdering af de 580 acres pr. februar 1990; i sidstnaevnte rapport, som til dels stoetter sig paa oplysninger stillet til raadighed af handels- og industriministeriet, vurderedes grunden til 19 mio. £; i den anden undersoegelse konkluderedes det, at naar man saa bort fra Toyota-effekten, ville jordvaerdien vaere steget med 18 % i denne periode paa 10 maaneder

- tabeller over jordvaerdierne for industri- og lagergrunde pr. 1. april 1989 og 1990 taget fra vurderingsmyndighedernes ejendomsmarkedsrapport.

Paa moedet haevdede de britiske repraesentanter, at jordpriserne som helhed steg betydeligt mellem april 1989 og februar 1990. Da jordvurdering noedvendigvis er vilkaarlig og indeholder et subjektivt element, burde parterne endvidere interessere sig mere for at opstille et rimeligt prisinterval end et enkelt absolut tal, navnlig eftersom vurderingsmanden selv havde erkendt, at han kun havde et beskedent eller slet intet sammenligningsgrundlag for sin vurdering.

Toyotas repraesentanter understregede, at det i overensstemmelse med virksomhedens offentlige erklaeringer fortsat var deres hensigt at gennemfoere projektet i Burnaston uden at anmode om eller modtage statsstoette fra centrale eller lokale myndigheder. De gjorde rede for deres rent kommercielle holdning under overvejelserne af alternative grunde og for deres beslutning om at vaelge grunden i Burnaston under den forudsaetning, at den af DCC tilbudte pris repraesenterede grundens handelsvaerdi. De gentog de britiske repraesentanters synspunkt med hensyn til, at et interval af grundvaerdier frem for en enkelt vaerdi ville have vaeret mere passende i forbindelse med vurderingen.

Ved skrivelse af 11. juli 1991 fremsendte de britiske myndigheder endnu et internt dokument udarbejdet af Toyota om transaktionen. De bad Kommissionen om at tage hensyn til oplysningerne i dette dokument, navnlig oplysningerne om de priser, som Toyota skulle betale for alternative grunde i Det Forenede Kongerige; Kommissionen blev samtidig bedt om at respektere den kommercielle fortrolighed af visse af oplysningerne. Dette dokument indeholdt ligeledes en gentagelse og en videreudvikling af nogle af de generelle argumenter, der tidligere var blevet fremfoert fra britisk side om, at transaktionen ikke gav anledning til statsstoette. Der blev bl.a. fremfoert foelgende punkter:

- da dette kunne blive den foerste sag, hvor Kommissionen traeffer en beslutning om statsstoette i forbindelse med salg af offentligt ejet jord, boer den ikke vaere »baseret paa overfladiske undersoegelser og utilstraekkeligt bevismateriale«

- ved enhver vurdering af grunden boer der tages hensyn til alle parternes relevante overvejelser og maal, herunder det forhold, at Toyota var i en staerk forhandlingsposition over for DCC, som tilboed en stor ikke-byggemoden grund, der kunne blive vanskelig at saelge paa et senere tidspunkt, og som desuden var klar over de betydelige ikke-finansielle fordele for DCC, saafremt salget blev realiseret

- den alternative vurdering, som de britiske myndigheder bestilte, understreger en raekke mangler i vurderingsmandens rapport og tilfoejer yderligere grunde til at fastlaegge et prisinterval paa f.eks. 16 til 24 mio. £ snarere end et fast beloeb som vurderingsprisen.

IV

Toyota Motor Corporation er den stoerste bilproducent med basis i Japan. I 1990 udgjorde koncernens samlede salg paa verdensplan 4,4 mio. enheder, og koncernens nettoomsaetning blev vurderet til 58 084 mio. ECU. Importen af Toyota-koeretoejer i EF i samme aar laa paa 351 000 enheder, svarende til 2,7 % af bilindregistreringerne i EF. Den investering i Burnaston-fabrikken, som virksomheden gav meddelelse om i 1989, laa i forlaengelse af en raekke projekter med det formaal at styrke virksomhedens baand med Europa. Toyota bestraeber sig - med egne ord - »paa at blive et fuldt anerkendt medlem af den europaeiske bilindustri«.

Personbilmarkedet i Vesteuropa gennemgik en periode med hurtig vaekst sidst i 1980'erne, men markedet er - med Tyskland som eneste undtagelse - faldet staerkt paa det seneste, og udsigterne paa kort sigt er fortsat vanskelige og uvisse. Paa mellemlang til lang sigt vil det paa nuvaerende tidspunkt vaere rimeligt at antage, at der sker en tilbagevenden til en grundlaeggende aarlig vaekstrate paa 1 til 2 procent.

V

Ved indledningen af denne procedure anfoerte Kommission, at »spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger statsstoette eller ej, afhaenger af, om vilkaarene og betingelserne for DCC's salg af grunden til Toyota strider mod normal forretningsmaessig praksis og normale forretningsmaessige kriterier i et saadant omfang, at salget udgoer statstoette til fordel for Toyota i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1«. Dette er fortsat udgangspunktet for bedoemmelsen af denne sag. Kommissionen anerkender fuldt ud, at de britiske myndigheder ikke selv havde til hensigt, at der skulle ydes stoette til projektet. Kommissionen har ligeledes fra begyndelsen anerkendt, at der ikke er noget, der tyder paa, at Toyota anmodede om statsstoette eller havde til hensigt at drage direkte eller indirekte fordel af statsstoette gennem vilkaarene for overdragelsen af grunden. Denne manglende hensigt fra Toyotas side betyder imidlertid ikke, at der ikke var tale om nogen form for statsstoette i forbindelse med DCC's salg af grunden. Det er ligeledes klart, at det paagaeldende stoettebeloeb er lille i forhold til de samlede omkostninger ved projektet, samt at Toyota under alle omstaendigheder ville vaere gaaet videre med projektet uden stoetten.

DCC var retligt forpligtet til at saelge grunden til Toyota for det stoerste beloeb, der med rimelighed kunne opnaas. I praksis betoed dette ifoelge de britiske myndigheder, at der skulle tages hensyn til saadanne faktorer som grundens beskaffenhed og beliggenhed, planlaegningsmaessige og andre begraensninger for grundens udnyttelse samt grundmarkedet. Dette perspektiv er i overensstemmelse med Kommissionens synspunkt, som er, at naar en offentlig myndighed afhaender et aktiv til en virksomhed, som driver virksomhed i EF, skal dette ske paa samme grundlag som for en privat saelger, der driver virksomhed paa normale markedsoekonomiske vilkaar, hvilket svarer til Kommissionens holdning med hensyn til offentlige virksomheders erhvervelse af kapitalinteresser i virksomheder (3). Under disse forhold ville en privat saelger undersoege mulighederne for alternative koebstilbud og saelge aktivet til den person, der afgiver det hoejeste tilbud. Foeler saelgeren at der som foelge af saerlige omstaendigheder som f.eks. grundens stoerrelse eller planlaegningsbetingelserne ikke umiddelbart findes nogen alternative potentielle koebere, og har han ikke nogen paalidelig reference for aktivets markedsvaerdi, ville han inden salget faa aktivet vurderet af en fagmand, idet der tages hensyn til alle gaengse omstaendigheder og ikke-prismaessige salgsbetingelser. Han ville derefter anvende den fremkomne vurderingssum som salgspris over for koeberen.

I forbindelse med salget af grunden i Burnaston foretog DCC ingen vurdering af grunden, foer den blev tilbudt Toyota i april 1989. Den eneste vurdering, som DCC havde adgang til vedroerende grundens kerne paa 280 acres, blev foretaget i juni 1989, dvs. efter pristilbuddet til Toyota. Som anfoert ved indledningen af denne procedure oversteg denne vurdering den pris, som Toyota skulle betale, med 2,7 mio. £, og DCC gjorde intet forsoeg paa at revidere salgsprisen for at tage hensyn til denne forskel. DCC foretog ikke paa eget initiativ en vurdering af resten af grunden.

Kommissionen kan ikke anerkende, at DCC's fremgangsmaade med hensyn til balance i den pakke, som blev tilbudt Toyota - saaledes som det fremgaar af ovennaevnte moedereferat fra DCC's Policy Committee af 21. november 1989, som senere er bekraeftet i korrespondancen med de britiske myndigheder - svarede til en kommerciel saelgers adfaerd. Denne fremgangsmaade var tydeligt baseret paa de anslaaede omkostninger ved at samle grunden og tilvejebringe adgangs- og servicefaciliteter. De »betydningsfulde planlaegningsmaessige og andre begraensninger«, som ifoelge DCC karakteriserede grunden og paavirkede dens markedspris, gjaldt ikke for koeberne, Toyota. Kommissionen kan ikke acceptere paastanden om, at et loest overslag over omkostningerne ved at samle hovedsagelig landbrugsjord og forsyne den med servicefaciliteter skulle vaere en gyldig erstatning for markedsprisen eller den bedste pris, som DCC med rimelighed kunne have opnaaet, da det ikke havde nogen relation til vaerdien af industrijord (4).

Under disse omstaendigheder og paa baggrund af Kommissionens accept af, at grundsalget skulle betragtes som én enkelt transaktion, saa Kommissionen ingen anden mulighed end at faa hele grunden vurderet ud fra samme kommissorium som den oprindelige vurdering, der blev foretaget paa den 280 acres store del af grunden, og sammenligne den fremkomne vurderingssum med den pris, som Toyota betalte, for at konstatere, om transaktionen indebar statsstoette. De britiske myndigheder accepterede dette i marts 1991 og havde ingen indvendinger mod det foreslaaede kommissorium for vurderingen eller forslaget om, at den skulle foretages af den lokale vurderingsmand.

Med hensyn til de argumenter, som den britiske regering og Toyota fremsatte efter vurderingsmandens rapport, oensker Kommissionen foerst at fremkomme med den generelle bemaerkning, at disse argumenter ville have virket mere overbevisende, hvis de var blevet fremfoert, foer de britiske myndigheder accepterede kommissoriet for den vurdering, som Kommissionen anmodede om, og foer vurderingsmanden fremlagde sin rapport. Med hensyn til det saerlige argument om, at vurderingen burde have vaeret baseret paa priser fra april 1989 og ikke februar 1990, har vurderingsmanden selv bekraeftet, at dette ikke ville have paavirket hans konklusion. Endvidere mener Kommissionen ikke, at den undersoegelse af svingningerne i grundpriserne i denne periode, som de britiske myndigheder havde bestilt, indeholder tilstraekkeligt bevis til at saette spoergsmaalstegn ved denne konklusion. Med hensyn til argumentet vedroerende omkostningerne som foelge af de paastaaede begraensninger i forbindelse med grundens skraaning og uheldige jordforhold, er det Kommissionens opfattelse, at saadanne omkostninger er et almindeligt traek ved store grunde, der sammensaettes med henblik paa industrielt byggeri, navnlig piloteringsomkostningerne i forbindelse med bilsamlefabrikker paa aabent land. De berettigede ikke, at vurderingsmanden tog saerligt hensyn til dem ud over de »saerlige topografiske hensyn«, som hans rapport allerede indeholder.

Med hensyn til de alternative vurderinger, som de britiske myndigheder bestilte paa eget initiativ efter at have modtaget vurderingsmanden rapport og hans skrivelse, hvori han bekraeftede, at en pris baseret paa februar 1990 ikke ville medfoere nogen forskel i hans konklusion, kan Kommissionen ikke acceptere, at den ene part efterfoelgende oensker at erstatte en officielt udpeget vurderingsmand med en privat vurderingsmand uden nogen tvingende grund hertil. Dette ville ikke vaere i overensstemmelse med ret og rimelighed samt konsekvens i Kommissionens beslutningsproces. Kommissionen mener endvidere ikke, at indholdet af denne fortrolige vurdering berettiger den kritik af vurderingsmandens metode, som Toyota senere fremsatte.

Kommissionen kan ikke se nogen gyldig grund til paa dette sene stadium at erstatte den enkelte pris, der fremgik af vurderingsmandens rapport, med et »repraesentativt prisinterval«, naar der ikke tidligere har vaeret fremsat forslag herom eller ikke findes nogen rimelige kriterier til afgraensning af et saadant interval. At forsoege at indfoere et vaerdiinterval paa dette stadium vil kun betyde, at der indfoeres et element af uberettiget vilkaarlighed og usikkerhed, og vil stride mod de bestraebelser paa retfaerdighed og objektivitet, som har vaeret Kommissionens maal under hele denne procedure. Kommissionen vil i denne sammenhaeng gerne paapege, at den vurderingsrapport, som de britiske myndigheder uafhaengigt har bedt om, sluttede med en vurdering paa et enkelt noejagtigt tal og ikke henviste til et interval, inden for hvilket en »rimelig handelsmaessig vaerdi« kan ligge.

Endelig har Kommissionen gennemgaaet det fortrolige materiale, som Toyota har fremlagt om tilbud paa alternative grunde, sammen med det materiale om vaerdierne paa industri- og lagergrunde fra vurderingsmyndighederne, som de britiske myndigheder fremsendte, og har konstateret, at det ikke rokker ved den konklusion, at transaktionen mellem DCC og Toyota indebar statsstoette for 4,2 mio. £.

Under disse omstaendigheder konkluderer Kommissionen, at forskellen paa 4,2 mio. £ mellem den lokale vurderingsmands vurdering af grunden paa 22,5 mio. £ og den af Toyota betalte pris paa 18,3 mio. £ udgoer statsstoette fra DCC til virksomheden.

Der foregaar en betydelig handel med personbiler inden for EF, nemlig 6 398 000 enheder i 1990, svarende til 48 292 mio. ECU. Stoetten paa 4,2 mio. £ fra DCC til Toyota vil derfor paavirke bilhandelen inden for EF og truer derfor med at fordreje konkurrencevilkaarene paa dette marked. Stoetten udgoer derfor statsstoette til Toyota i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1.

VI

Denne stoette, som ikke falder ind under nogen godkendt ordning, skulle have vaeret anmeldt til Kommissionen som fastsat i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3. Endvidere falder den paagaeldende saerlige forretningsmaessige aktivitet ind under parametrene i EF-rammebestemmelserne for statsstoette til motorkoeretoejsindustrien (5). Det hedder heri, at »stoette, som ydes uden for en godkendt stoetteordning, skal, uanset omkostningerne og stoetteintensiteten, uden undtagelse anmeldes i overensstemmelse med EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3«.

Eftersom den britiske regering ikke anmeldte denne stoette paa forhaand, var Kommissionen ikke i stand til at fremsaette sine synspunkter om foranstaltningerne, foer de blev gennemfoert. Stoetten er saaledes ulovlig, idet den blev tildelt i strid med Traktatens artikel 93, stk. 3.

I den forbindelse skal det paageges, at ulovligheden af den omhandlede stoette - i betragtning af den ubetingede karakter af procedurereglerne i EOEF-Traktatens artikel 93, skt. 3, som ogsaa er af betydning med hensyn til den offentlige orden, og hvis direkte virkning er anerkendt af Domstolen i dens dom af 19. juni 1973 i sag 77/72 (6) - ikke kan afhjaelpes efterfoelgende.

VII

Traktatens artikel 92, stk. 3, indeholder en fortegnelse over stoette, som kan vaere forenelig med faellesmarkedet. Grundlaget for besvarelsen af spoergsmaalet om foreneligheden med Traktaten maa vaere EF som helhed og ikke en enkelt medlemsstat. For at sikre, at faellesmarkedet fungerer korrekt og under hensyntagen til principperne i artikel 3, litra f), maa undtagelserne fra princippet i artikel 92, stk. 1, som anfoert i artikel 92, stk. 3, fortolkes strikt, naar er stoetteordning eller en individuel stoette undersoeges. Det gaelder navnlig, at de kun maa anvendes, naar det er godtgjort over for Kommissionen, at de frie markedskraefter alene, uden stoetten, ikke ville faa den potentielle stoettemodtager til at handle paa en maade, der bidrager til at naa et af de naevnte maal.

Med hensyn til de undtagelser, der er anfoert i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), for stoette, som fremmer udviklingen i visse omraader, er Burnaston, som ligger i Derbyshire, ikke beliggende i en region, der kan modtage statsstoette i medfoer af artikel 92, stk. 3, litra a) eller c).

Med hensyn til undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra b), giver sagens kendsgerninger ingen som helst grund til at antage, at den paagaeldende stoette er beregnet til at fremme et projekt af faelleseuropaeisk interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den britiske oekonomi. I oevrigt har den britiske regering ikke fremlagt noget saadant argument for at retfaerdiggoere den paagaeldende stoette.

Med hensyn til undtagelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), til fordel for »stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene«, kan Kommissionen acceptere, at en vis stoette i motorkoeretoejsindustrien er forenelig med faellesmarkedet, hvis den opfylder et af de positive kriterier for vurdering af stoettesager - undtagen regionalstoette - som er anfoert i EF's rammebestemmelser for statsstoette til denne sektor. Disse bestemmelser angaar stoette med foelgende formaal: rednings- og omstruktureringsstoette, innovation eller grundlaeggende rationalisering, forskning og udvikling, miljoebeskyttelse, grundlaeggende erhvervsuddannelse. Ingen af disse formaal gaelder for den stoette og det projekt, der er tale om i det foreliggende tilfaelde, og de britiske myndigheder har da heller ikke haevdet, at dette skulle vaere tilfaeldet.

VIII

I tilfaelde af stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, kan Kommissionen - under udnyttelse af en mulighed, som den har i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, og Domstolens dom af 12. juli 1973 i sag 70/72 (7), bekraeftet i dommen af 24. februar 1987 i sag 310/85 (8) - kraeve, at medlemsstaterne skal foranledige, at stoettemodtagerne betaler den ydede stoette tilbage. I den forbindelse er det noedvendigt, at de britiske myndigheder inden to maaneder inddriver den uforenelige stoette, som er ydet til Toyota af Derbyshire County Council, idet denne tilbagebetaling skal ske i henhold til de nationale regler, herunder reglerne om omkostninger ved for sen tilbagebetaling af gaeld til staten, saafremt tilbagebetalingen sker senere end fastsat af Kommissionen -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Stoetten i form af et tilskud paa 4,2 mio. £ til Toyota Motor Corporation i forbindelse med Derbyshire County Councils salg til naevnte virksomhed af den 580 acres store grund i Burnaston i februar 1990 er ulovlig, idet den blev ydet i strid med bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3. Endvidere er den uforenelig med faellesmarkedet efter Traktatens artikel 92.

Artikel 2

Det paalaegges herved den britiske regering at soerge for, at denne stoette traekkes tilbage, ved at Toyota tilbagebetaler 4,2 mio. £ til Derbyshire County Council inden to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning. Det beloeb, der skal tilbagebetales, forhoejes med et beloeb svarende til den rentefordel, som virksomheden ulovligt ville opnaa, saafremt tilbagebetalingen sker efter udloebet af ovennaevnte frist paa to maaneder.

Artikel 3

Den britiske regering underretter senest to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme den.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Det Forenede Kongerige. Udfaerdiget i Bruxelles, den 31. juli 1991. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. C 326 af 28. 12. 1990, s. 8. (2) District Valuer er en embedsmand fra skatteministeriet med lovmaessige befoejelser til bl.a. at foretage forskellige vurderinger for lokale myndigheder. (3) EF-Bulletin 9-1984. (4) Som anfoert ovenfor er det nu usandsynligt, at de beregninger, der ligger til grund for denne fremgangsmaade med »balance i regnskabet«, bliver til virkelighed, og DCC vil i betydeligt omfang komme til at overskride omkostningsoverslaget i forbindelse med tilvejebringelsen af de tilhoerende faciliteter. (5) EFT nr. C 123 af 18. 5. 1989, s. 3. (6) Sml. 1973, s. 611. (7) Sml. 1973, s. 813. (8) Sml. 1987, s. 901.