EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018AE1688

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om persistente organiske miljøgifte (omarbejdning) (COM(2018) 144 final — 2018/0070 (COD))

EESC 2018/01688

OJ C 367, 10.10.2018, p. 93–96 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

10.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 367/93


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om persistente organiske miljøgifte (omarbejdning)

(COM(2018) 144 final — 2018/0070 (COD))

(2018/C 367/18)

Ordfører:

Brian CURTIS

Rådets anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentets anmodning om udtalelse

13.4.2018

16.4.2018

Retsgrundlag

Artikel 192, stk. 1, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Præsidiets beslutning

19.9.2017 (foregribende)

Kompetence

Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø

Vedtaget i sektionen

26.6.2018

Vedtaget på plenarforsamlingen

12.7.2018

Plenarforsamling nr.

536

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

157/0/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Kommissionens forslag, der har til formål at omarbejde forordningen om persistente organiske miljøgifte (POP) for at sikre en sammenhængende og effektiv gennemførelse af EU's forpligtelser i henhold til Stockholmkonventionen.

1.2.

Udvalget påpeger, at markedsføring og anvendelse af de fleste POP allerede er blevet indstillet i EU. På grund af de ekstremt farlige virkninger af POP på mennesker og miljøet bør fremstillingen af sådanne stoffer imidlertid forbydes, og undtagelser bør kun gælde helt bestemte anvendelsesformål. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at indføre strengere kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med forsigtighedstilgangen og Rioerklæringen om miljø og udvikling.

1.3.

EØSU tilslutter sig forslaget om at overføre visse opgaver fra Kommissionen til ECHA for at skabe mere passende rammer for administrativ, videnskabelig og teknisk gennemførelsesstøtte. Udvalget gør imidlertid opmærksom på, at det er nødvendigt at fastsætte en solid arbejdsmetode, der involverer Kommissionen, ECHA, medlemsstaterne og interessenter.

1.4.

EØSU anbefaler, at delegerede retsakter anvendes korrekt og i begrænset omfang med henblik på at opretholde en åben dialog med alle interessenter og med særlig fokus på oplysning af offentligheden og gennemsigtighed.

1.5.

EØSU opfordrer EU til at tage den globale tete i kampen mod POP. EU's indsats bør koncentreres om harmonisering af nationale strategier og lovgivning om overvågning og kontrol af POP. EØSU mener navnlig, at EU bør fremme bæredygtighed og fastholde bestemmelserne om POP i bilaterale og multilaterale handelsaftaler.

1.6.

Udvalget støtter forslaget om at tilrettelægge en omfattende oplysningskampagne om POP på EU-plan inden for rammerne af bæredygtig udvikling. EØSU mener, at en åben database om POP kunne være et nyttigt redskab for virksomheder og forbrugere.

1.7.

EØSU bemærker, at uddannelseskurser om POP bør være obligatoriske og tilgængelige for alle europæiske arbejdstagere, som direkte eller indirekte arbejder med disse stoffer. EØSU anbefaler navnlig, at uddannelses- og erhvervsuddannelsesinitiativer harmoniseres og betragtes som en del af den samme strategi efter princippet om livslang læring.

2.   Indledning

2.1.

Persistente organiske miljøgifte (POP) er organiske forbindelser, der kan modstå nedbrydning i miljøet gennem kemiske, biologiske og fotolytiske processer. På grund af deres persistens bioakkumuleres POP, hvilket potentielt har negative indvirkninger på menneskets sundhed og miljøet. Mange POP har tidligere været anvendt eller anvendes stadig som pesticider, opløsningsmidler, lægemidler og industrikemikalier. Selv om visse POP forekommer naturligt, f.eks. i vulkaner og forskellige biosyntetiske reaktioner, er de fleste menneskeskabte via totalsyntese.

2.2.

Virkningerne af POP på menneskets sundhed og miljøet blev drøftet af det internationale samfund i forbindelse med Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte i 2001 (1). Stockholmkonventionen, der er ratificeret af 180 parter og baseret på forsigtighedsprincippet, er en global traktat, der opstiller en retlig ramme med henblik på at indstille produktion, anvendelse, import og eksport af POP. EU undertegnede i 2005 konventionen, der omfattede en liste over 12 stoffer (herunder DDT).

2.3.

EU's forpligtelse bestod i at indføre foranstaltninger til at mindske udslip af POP i miljøet og dermed mindske eksponeringen af mennesker og vilde dyr og planter. EU har været meget aktiv med at udpege nye stoffer under konventionen (2). EU's og medlemsstaternes forpligtelser inden for rammerne af konventionen gennemføres ved forordning (EF) nr. 850/2004 (eller »POP-forordningen«).

2.4.

En anden konvention, Århusprotokollen om persistente organiske miljøgifte (senest ændret i 2009), omhandler forurenende stoffers grænseoverskridende luftforurening over store afstande. Protokollen indeholder et direkte forbud mod fremstilling af visse forurenende stoffer. For andre stoffers vedkommende er der i protokollen fastsat en frist for at fjerne dem. På nuværende tidspunkt omfatter listen i protokollen 22 stoffer.

3.   Resumé af forslaget

3.1.

Formålet med Kommissionens forslag er at omarbejde POP-forordningen. Dette initiativ ændrer ikke den nuværende lovgivning for så vidt angår principper (forsigtighedsprincippet) og mål (beskyttelse af miljøet og menneskets sundhed), men er derimod en reaktion på behovet for en fuldstændig lovgivningsmæssig tilpasning og en forbedret gennemførelse.

3.2.

Formålet med forslaget er navnlig at:

bringe POP-forordningen, som henviser til direktiv 67/548/EØF og direktiv 75/442/EØF, i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1907/2006, forordning (EF) nr. 1272/2008 og direktiv 2008/98/EF. POP-forordningen henviser til et forskriftsudvalg, som ikke længere eksisterer (3), og skal bringes i overensstemmelse med Lissabontraktaten (TEUF). Endelig bør det præciseres, hvilke regler der er omfattet af gennemførelsesretsakter, og hvilke betingelser der gælder for vedtagelse af delegerede retsakter

overdrage opgaver fra Kommissionen til ECHA (4) med henblik på at skabe mere passende rammer for administrativ, videnskabelig og teknisk gennemførelsesstøtte. Det foreslås også at understøtte medlemsstaternes håndhævelse af POP-forordningen ved at tildele det forum for informationsudveksling om håndhævelsesaktiviteter, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH-forordningen) (5), en koordinerende rolle

foretage tekniske ændringer af de dispositive bestemmelser som f.eks. en præcisering af de nuværende definitioner og tilføje en definition af »fremstilling«, »anvendelse« og »mellemprodukt i et lukket system i et afgrænset område« med henblik på at forbedre og forenkle de nuværende procedurer.

3.3.

Forslaget har specifikt fokus på gennemsigtighed og offentlig adgang til oplysninger. Gennemførelse af oplysningsprogrammer for offentligheden om POP, især for de mest sårbare grupper, og uddannelse af arbejdstagere, videnskabsfolk, undervisere, teknisk personale og ledere bør fremmes og lettes. Desuden bør offentligheden have mulighed for at deltage i udarbejdelsen, gennemførelsen og ajourføringen af gennemførelsesplanerne på nationalt plan.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag, der har til formål at omarbejde POP-forordningen for at sikre en sammenhængende og effektiv gennemførelse af EU's forpligtelser i henhold til Stockholmkonventionen. Sådanne foranstaltninger er afgørende for fastsættelsen af fælles retlige rammer, inden for hvilke der kan træffes foranstaltninger til at indstille fremstilling, markedsføring og anvendelse af forsætligt fremstillede POP og til at indføre en årlig kontrol, der foretages af den enkelte medlemsstat, samt udvikle sammenlignelige data for EU.

4.2.

Udvalget påpeger, at markedsføring og anvendelse af de fleste POP allerede er blevet indstillet i EU. For at minimere udslippet af POP bør fremstilling af disse stoffer forbydes, og undtagelser begrænses til tilfælde, hvor det drejer sig om en essentiel funktion i en specifik anvendelse. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at indføre strengere kontrolforanstaltninger end dem, der er indført med Stockholmkonventionen, i overensstemmelse med forsigtighedstilgangen til miljøbeskyttelse som fastsat i Rioerklæringen om miljø og udvikling (6).

4.3.

Udvalget er klar over, at Kommissionens beslutning om at undlade at gennemføre en formel høring af interessenterne og medlemsstaterne skyldes en generel konsolideret aftale med alle offentlige og private interessenter om de foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at omarbejde POP-forordningen. EØSU anbefaler dog, at Kommissionen anlægger en effektiv og inkluderende tilgang i forbindelse med de kommende gennemførelsesfaser.

4.4.

EØSU tilslutter sig forslaget om at overføre visse opgaver fra Kommissionen til ECHA med henblik på at skabe mere passende rammer for administrativ, videnskabelig og teknisk gennemførelsesstøtte. Udvalget gør imidlertid opmærksom på, at det er nødvendigt at fastsætte en solid arbejdsmetode, der involverer Kommissionen, ECHA og medlemsstaterne, med henblik på at sikre et effektivt samarbejde og bedre resultater. En af hjørnestenene i denne nye arbejdsramme bør være høring af interessenterne.

4.5.

EØSU mener, at visse aspekter af omarbejdningen udelukkende er af teknisk karakter. Udvalget mener i overensstemmelse med sine tidligere udtalelser (7), at POP udgør en alvorlig trussel mod miljøet og folkesundheden. EØSU anbefaler derfor en korrekt og begrænset anvendelse af delegerede retsakter (hvor det er strengt nødvendigt) med henblik på at opretholde en åben dialog med alle interessenter og med specifikt fokus på oplysning af offentligheden og gennemsigtighed.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.

Udvalget opfordrer Kommissionen til at præcisere forslaget om, at medlemsstaterne skal give offentligheden mulighed for at deltage i udarbejdelsen, gennemførelsen og ajourføringen af de nationale gennemførelsesplaner. EØSU mener navnlig, at deltagelsesformerne bør være klare og fælles for alle medlemsstater. Udvalget er overbevist om, at det organiserede civilsamfund i endnu højere grad end enkeltpersoner kunne spille en vigtig rolle. Desuden er det uklart, om og hvordan disse initiativer vil modtage finansiel støtte fra Kommissionen, og hvordan denne vigtige mulighed vil blive kommunikeret.

5.2.

POP udgør en global trussel. I øjeblikket ligger den største udfordring på internationalt plan i at harmonisere nationale strategier og national lovgivning om overvågning af og kontrol med POP. Derfor støtter EØSU Kommissionens forslag om, at EU skal spille en mere proaktiv rolle i forhold til tredjelande med henblik på at håndtere POP-emissioner.

5.3.

Udvalget mener dog, at formuleringerne »informationsudveksling« (8) med tredjelande, der ikke er parter i Stockholmkonventionen, eller »efter anmodning og i overensstemmelse med de disponible ressourcer … rettidig teknisk bistand« (9) til gennemførelse af konventionen fortsat er for vage til at få bugt med POP. EØSU mener i særdeleshed, at EU bør fremme bæredygtighed og fastholde POP-bestemmelserne i bilaterale og multilaterale handelsaftaler (10). Selv internationale mæglerorganer som f.eks. Udvalget for gennemførelse og overholdelse, der blev oprettet ved Minamatakonventionen, kan være et vigtigt referencepunkt i den henseende (11). EØSU er fuldstændig overbevist om, at EU kan blive førende inden for bæredygtig innovation.

5.4.

Udvalget støtter forslaget om at tilrettelægge en omfattende oplysningskampagne om POP på EU-plan. Samtidig bør Europa mere aktivt fremme uddannelse i bæredygtighed og udbrede information om bedste praksis inden for bæredygtighed (12). EØSU anbefaler navnlig, at der oprettes en åben database om POP, således at virksomheder og forbrugere får adgang til et nyttigt redskab.

5.5.

EØSU bemærker, at uddannelseskurser om POP bør være obligatoriske og tilgængelige for alle europæiske arbejdstagere, som direkte eller indirekte arbejder med disse stoffer. EØSU påpeger, at disse aspekter allerede er med i den nuværende lovgivning, men en usikker og svag gennemførelse betyder, at der skal udvikles nye værktøjer med henblik på en mere effektiv gennemførelse. EØSU anbefaler navnlig, at oplysnings-, uddannelses- og erhvervsuddannelsesinitiativer harmoniseres og betragtes som en del af den samme strategi efter princippet om livslang læring.

Bruxelles, den 12. juli 2018.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  http://chm.pops.int/.

(2)  I de senere år er yderligere 16 stoffer blevet tilføjet til den oprindelige liste. http://chm.pops.int/TheConvention/ThePOPs/TheNewPOPs/tabid/2511/Default.aspx.

(3)  Siden den 1. juni 2015.

(4)  Forordning (EF) nr. 1907/2006.

(5)  Registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH).

(6)  Rioerklæringen af 1992. Princip 15: »Landene skal bruge forsigtighedsprincippet for at beskytte miljøet. Hvor der er trusler om alvorlig eller uoprettelig skade, skal videnskabelig usikkerhed ikke bruges til at udskyde konkurrencedygtige metoder til at forhindre miljøødelæggelse«.

(7)  EØSU's udtalelse om Persistente organiske miljøgifte ( EUT C 32 af 5.2.2004, s. 45).

(8)  COM(2018) 144 final, punkt 18.

(9)  COM(2018) 144 final, punkt 21.

(10)  EØSU's udtalelse om Omstillingen til en mere bæredygtig europæisk fremtid ( EUT C 81 af 2.3.2018, s. 44).

(11)  Minamatakonventionen om kviksølv er en global traktat, som skal beskytte menneskets sundhed og miljøet mod de negative virkninger af kviksølv. Man nåede til enighed om konventionen i Genève (Schweiz) den 19. januar 2013, hvorefter den blev vedtaget den 10. oktober 2013 på en diplomatisk konference i Kumamoto (Japan) og trådte i kraft den 16. august 2017. Den afspejler en innovativ og omfattende tilgang, der håndterer kviksølv i hele dets livscyklus fra minedrift til affaldshåndtering. http://www.mercuryction.org/. Artikel 15.

(12)  Se punkt 4.13 i EØSU's udtalelse om Rio+20: mod en grøn økonomi og bedre styring, EUT C 376 af 22.12.2011, s. 102.


Top