EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018H0627(01)

Rådets henstilling af 22. juni 2018 med henblik på at korrigere den væsentlige konstaterede afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn

ST/9760/2018/INIT

OJ C 223, 27.6.2018, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

27.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 223/1


RÅDETS HENSTILLING

af 22. juni 2018

med henblik på at korrigere den væsentlige konstaterede afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn

(2018/C 223/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 10, stk. 2, andet afsnit,

som henviser til henstillingen fra Europa-Kommissionen, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

I henhold til artikel 121 i traktaten skal medlemsstaterne fremme sunde offentlige finanser på mellemlang sigt gennem samordning af deres økonomiske politikker og multilateral overvågning for at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

(2)

Stabilitets- og vækstpagten (SVP) er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og for en holdbar og stærk vækst, som fører til øget beskæftigelse.

(3)

Den 12. juli 2016 henstillede Rådet til Ungarn, at landet i 2017 skulle opnå en finanspolitisk tilpasning på 0,6 % af BNP, medmindre den mellemfristede budgetmålsætning kunne nås med en lavere indsats (2).

(4)

Ifølge Kommissionens forårsprognose 2018 og de endelige tal for 2017 som valideret af Eurostat lå væksten i de offentlige udgifter, eksklusive diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden og engangsforanstaltninger, i 2017 et godt stykke over udgiftsbenchmarket, hvilket tyder på en væsentlig afvigelse (nemlig en afvigelse på 2,4 % af BNP). I 2017 forværredes den strukturelle saldo fra - 1,8 % af det potentielle BNP i 2016 til - 3,1 % af BNP, hvilket også tyder på en væsentlig afvigelse (nemlig en afvigelse på 1,4 % af BNP). Den samlede vurdering antydede, at udgiftsmålet blev påvirket negativt af tre elementer, dvs. for lav mellemfristet potentiel vækstrate og BNP-deflator, som ligger til grund for udgiftsmålet, samt en permanent indtjeningseffekt. Efter at der er taget højde for disse faktorer, ser udgiftsmålet ud til i tilstrækkelig grad at afspejle den finanspolitiske indsats og tyder på en væsentlig afvigelse. Denne konklusion bekræftes af vurderingen af den strukturelle saldo, der efter at der er taget højde for virkningen af faldende renteudgifter, svingende investeringer og uventede indtægter, stadig tyder på en væsentlig afvigelse. Den samlede vurdering fører derfor til den konklusion, at den observerede afvigelse fra den mellemfristede budgetmålsætning i 2017 er væsentlig.

(5)

Efter en samlet vurdering fastlog Kommissionen den 23. maj 2018, at der er en væsentlig konstateret afvigelse fra tilpasningsstien hen imod den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn, og rettede en advarsel til Ungarn, jf. artikel 121, stk. 4, i traktaten og artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1466/97.

(6)

I henhold til artikel 10, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1466/97 skal Rådet inden en måned efter datoen for vedtagelsen af Kommissionens advarsel rette en henstilling til den pågældende medlemsstat om at træffe de nødvendige politiske foranstaltninger. I forordning (EF) nr. 1466/97 fastsættes det, at der i henstillingen skal fastsættes en frist på højst fem måneder for medlemsstaten til at håndtere afvigelsen. På det grundlag forekommer det passende at give Ungarn en frist til den 15. oktober 2018 til at håndtere afgivelsen. Inden for denne frist bør Ungarn rapportere om, hvilke foranstaltninger der er truffet som reaktion på denne henstilling.

(7)

Ungarns strukturelle saldo i 2017 skønnes at ligge 1,6 % af BNP fra landets mellemfristede budgetmålsætning, som er et strukturelt underskud på - 1,5 % af BNP. På grundlag af prognoserne for outputgabet i Kommissionens forårsprognose 2018 vurderes konjunkturforholdene i Ungarn som gode i 2018. Ungarns offentlige gældskvote ligger over tærsklen på 60 % af BNP. Den strukturelle minimumsindsats, der kræves i henhold til forordning (EF) nr. 1466/97 og den tilpasningsmatrix, der er fastlagt i henhold til SVP, og som tager hensyn til den nuværende økonomiske situation og problemer, hvad angår målet om de offentlige finansers holdbarhed, beløber sig til mindst 1 % af BNP i 2018. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2018 vil den strukturelle saldo blive yderligere forværret med 0,5 % af BNP i 2018. En strukturel minimumsforbedring på 1 % af BNP i 2018 vil derfor skabe et behov for at vedtage foranstaltninger, der giver et samlet udbytte på 1,5 % af BNP sammenlignet med det nuværende referencescenarie i Kommissionens forårsprognose 2018. Da der kræves en betydelig strukturel konsolideringsindsats som følge af den krævede minimumstilpasning, er det hensigtsmæssigt ikke at kræve nogen yderligere tilpasning oven på minimumskravet på 1 % af BNP.

(8)

Den påkrævede forbedring af den strukturelle saldo med 1 % af BNP i 2018 svarer til en nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på højst 2,8 % i 2018.

(9)

Det er hensigtsmæssigt, at denne henstilling offentliggøres.

(10)

For at nå de anbefalede budgetmål er det afgørende, at Ungarn vedtager og omhyggeligt gennemfører de fornødne foranstaltninger og følger udviklingen i de løbende udgifter nøje,

HENSTILLER AT UNGARN:

1)

træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 2,8 % i 2018, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 1 % af BNP, hvilket bringer medlemsstaten ind på en passende tilpasningssti hen imod den mellemfristede budgetmålsætning

2)

anvender alle uventede indtægter til at nedbringe underskuddet; budgetkonsolideringsforanstaltningerne bør sikre en varig forbedring af den offentlige strukturelle saldo på en vækstfremmende måde

3)

rapporterer til Rådet senest den 15. oktober 2018 om de foranstaltninger, der er truffet som reaktion på denne henstilling; rapporten bør angive tilstrækkeligt specificerede og troværdigt bebudede foranstaltninger, herunder hver enkelt foranstaltnings budgetmæssige virkninger, samt ajourførte og detaljerede budgetfremskrivninger for 2018.

Denne henstilling er rettet til Ungarn.

Udfærdiget i Luxembourg, den 22. juni 2018.

På Rådets vegne

V. GORANOV

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2)  Rådets henstilling af 12. juli 2016 om Ungarns nationale reformprogram for 2016 og med Rådets udtalelse om Ungarns konvergensprogram for 2016 (EUT C 299 af 18.8.2016, s. 49).


Top