—

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de anfægtede afgørelser tilsidesætter begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF. I de anfægtede afgørelser tages ikke stilling til det i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 305/2011 (1) centrale spørgsmål om, hvorvidt de omhandlede harmoniserede standarder er i overensstemmelse med det relevante mandat, og hvorvidt det i medfør af standarderne kan sikres, at de grundlæggende krav til bygværker overholdes. Som følge heraf kan hverken sagsøgeren eller Retten bedømme, hvilke væsentlige retlige og faktiske omstændigheder sagsøgte har lagt til grund.

—

For det første tilsidesætter de anfægtede afgørelser artikel 17, stk. 5, første og andet afsnit, i forordning (EU) nr. 305/2011. I strid med nævnte bestemmelser synes sagsøgte ikke at have godtgjort, i hvilket omfang de pågældende harmoniserede standarder er i overensstemmelse med de relevante mandater. Der ses følgelig bort fra, at det faktisk ikke er givet, at der foreligger en sådan overensstemmelse.

—

For det andet tilsidesætter de anfægtede afgørelser artikel 18, stk. 2, sammenholdt med artikel 3, stk. 1 og 2, samt artikel 17, stk. 3, første afsnit, i forordning (EU) nr. 305/2011. Sagsøgte har overset, at de anfægtede harmoniserede standarder ikke omfatter metoderne til og kriterierne for vurdering af ydeevnen med hensyn til de væsentlige egenskaber for så vidt angår tankenes mekaniske modstand og stabilitet samt deres bæreevne og fragmenterings- eller knusningsmodstand, når de anvendes i områder med risiko for jordskælv eller oversvømmelser som omfattet af standardernes anvendelsesområde, og at de dermed med hensyn til tre væsentlige egenskaber for byggevarer er ufuldstændige, således at overholdelsen af de grundlæggende krav til bygværker bringes i fare.

—

For det tredje har sagsøgte foretaget et fejlskøn, idet sagsøgte i strid med artikel 18, stk. 2, i forordning (EU) nr. 305/2011 har anført, at sagsøgerens anmodning om, at der indsættes et forbehold i forbindelse med offentliggørelsen af referencen for de anfægtede harmoniserede standarder, ikke kunne antages til behandling.

—

Endelig har sagsøgte ved udstedelsen af de anfægtede retsakter foretaget et yderligere fejlskøn, idet sagsøgte har afvist at imødekomme sagsøgerens subsidiære anmodning om at tilbagetrække referencen for de pågældende standarder i Den Europæiske Unions Tidende med henvisning til, at medlemsstaterne efter Kommissionens opfattelse har mulighed for at indføre begrænsninger og forbud.