▌

(5)

Efter den gradvise udvidelse af kompetencen siden dens oprettelse er Retten i dag stillet over for et konstant stigende antal sager.

(6)

Antallet af sager, der anlægges ved denne retsinstans, stiger hvert år mere og mere , hvilket på sigt indebærer en væsentlig stigning i antallet af verserende sager for den og en forlængelse af sagsbehandlingstiden.

(7)

Denne forlængelse af sagsbehandlingstiden synes ikke at være acceptabel for så vidt angår procesparterne, navnlig set i lyset af de krav, som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

(8)

Den situation, som Retten befinder sig i, er strukturelt betinget og skyldes stigningen i antallet og forskelligartetheden af Den Europæiske Unions institutioners, organers, kontorers og agenturers lovgivningsmæssige og regelfastsættende retsakter samt omfanget og kompleksiteten af de sager, som indbringes for Retten, navnlig inden for områderne konkurrence og statsstøtte.

(9)

Der bør følgelig vedtages de nødvendige foranstaltninger for at imødegå denne situation, og den mulighed, der er fastsat i traktaterne, for at øge antallet af dommere ved Retten kan med kort varsel reducere såvel antallet af verserende sager som den uforholdsmæssigt langvarige sagsbehandlingstid ved denne retsinstans.

(9a)

Disse foranstaltninger bør også indebære en varig løsning på spørgsmålet om dommernes oprindelse, eftersom den nuværende ordning, hvor dommerembederne besættes efter medlemsstat, ikke kan finde tilsvarende anvendelse i en situation, hvor der er flere dommere end medlemsstater.

(9b)

I henhold til artikel 19, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union består Retten af mindst en dommer fra hver medlemsstat. Eftersom dette allerede sikrer en passende geografisk balance og repræsentation af de nationale retssystemer, bør yderligere dommere udelukkende udpeges på grundlag af deres faglige og personlige kvalifikationer under hensyntagen til deres viden om medlemsstaternes og Den Europæiske Unions retssystemer. Der bør imidlertid ikke udpeges flere end to dommere pr. medlemsstat.

▌

6a)

Artikel 47, stk. 1, affattes således:

»Artikel 9a, artikel 14 og 15, artikel 17, stk. 1, 2, 4 og 5, samt artikel 18 finder anvendelse på Retten og dens medlemmer.«

7)

▌ Artikel 48 ▌affattes således:

»Retten består af et dommerembede pr. medlemsstat og tolv yderligere dommerembeder. Der kan højst være to dommerembeder pr. medlemsstat.

Samtlige dommerne har samme retsstilling og samme rettigheder og forpligtelser.

Ved den delvise nybesættelse af dommerembederne, der finder sted hvert tredje år, afgår ved et lige antal dommere på skift halvdelen af dommerne, og ved et ulige antal dommer afgår på skift et lige antal dommere og derpå et ulige antal bestående af én dommer mindre.«

7a)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 48a

For så vidt angår det dommerembede, som hver medlemsstat har ret til, tilkommer det den pågældende medlemsstats regering at indstille en kandidat.«

7b)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 48b

1.     De yderligere dommerembeder besættes uafhængigt af, hvilken medlemsstat kandidaten kommer fra.

2.     I forbindelse med proceduren for besættelse af en eller flere af de 12 yderligere dommerembeder kan samtlige medlemsstater indstille kandidater. Afgående dommere ved Retten kan skriftligt indstille sig selv til formanden for det i artikel 255 i TEUF omhandlede udvalg.

3.     I forbindelse med proceduren for besættelse af en eller flere af de tolv yderligere dommerembeder afgiver det i artikel 255 i TEUF omhandlede udvalg en udtalelse om de indstillede kandidaters kvalifikationer til at udøve embedet som dommer ved Retten. Udvalget knytter til denne udtalelse om kandidaternes kvalifikationer en liste over kandidater, der besidder de mest hensigtsmæssige erfaringer på højt niveau, i rækkefølge efter fortjeneste. Denne liste indeholder et antal kandidater svarende til mindst det dobbelte af det antal dommerembeder, medlemsstaternes regeringer skal besætte ved fælles overenskomst på betingelse af, at der er et tilstrækkeligt antal kvalificerede kandidater.«