12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/24

1.

Er artikel 56 TEUF forenelig med en ikke-diskriminerende ordning i en medlemsstat, hvorefter der på én gang og uden nogen tilpasningsperiode foretages en femdobling af den tidligere direkte afgift af spilleautomater, der drives i spillehaller — den såkaldte spilleafgift — og endvidere indføres en procentafgift på spil, der indebærer en begrænsning af de aktiviteter, som tilbydes af udbydere af hasardspil, som driver spillehaller?

2.

Kan artikel 34 TEUF fortolkes således, at bestemmelsens anvendelsesområde omfatter en ikke-diskriminerende ordning i en medlemsstat, hvorefter der på én gang og uden nogen tilpasningsperiode foretages en femdobling af den tidligere direkte afgift af spilleautomater, der drives i spillehaller — den såkaldte spilleafgift — og endvidere indføres en procentafgift af spil, hvorved importen fra Den Europæiske Union til Ungarn af spilleautomater begrænses?

3.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, kan en medlemsstat da alene påberåbe sig en regulering af budgetstillingen ved anvendelsen af artikel 36 TEUF, artikel 52, stk. 1, TEUF og artikel 61 TEUF, eller [at der foreligger] tvingende almene hensyn?

4.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, er det da nødvendigt at tage hensyn til de generelle retsprincipper, herunder at iagttage artikel 6, stk. 3, TEU vedrørende medlemsstaters indførelse af restriktioner samt indrømmelse af en tilpasningsperiode med hensyn til den pågældende afgiftsbestemmelse?

5.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal dommen i sagen Brasserie du Pêcheur og Factortame [dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93] da fortolkes således, at tilsidesættelsen af artikel 34 TEUF og/eller artikel 56 TEUF kan lægges til grund for medlemsstatens erstatningsansvar, eftersom disse bestemmelser — som følge af deres direkte virkning — tillægger borgerne i medlemsstaterne rettigheder?

6.

Kan direktiv 98/34/EF (1) fortolkes således, at en afgiftsbestemmelse i en medlemsstat, som på én gang femdobler den direkte spilleafgift af spilleautomater, som er opstillet i spillehaller, og hvorefter der endvidere indføres en procentafgift, udgør en »teknisk forskrift, som faktisk skal overholdes«?

7.

Såfremt det sjette spørgsmål besvares bekræftende, kan borgerne i en medlemsstat da gøre gældende over for den pågældende medlemsstat, at denne har tilsidesat artikel 8, stk. 1, og/eller artikel 9, stk. 1, i direktiv 98/34/EF ved en undladelse, som kan lægges til grund for et erstatningsansvar, [dvs.] har det pågældende direktiv til formål at tillægge individuelle rettigheder? Hvilke aspekter skal den nationale ret foretage en afvejning af med henblik på at afgøre, om den sagsøgte har begået en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse, og hvilken type erstatningskrav medfører en sådan krænkelse?

1.

Er artikel 56 TEUF forenelig med en ikke-diskriminerende ordning i en medlemsstat, hvorefter det med umiddelbar virkning forbydes at drive spilleautomater i spillehaller, uden at de berørte udbydere af hasardspil indrømmes en passende overgangs- eller tilpasningsperiode eller ydes en passende kompensation, og der samtidig hermed indføres et monopol på driften af spilleautomater til fordel for spillekasinoer?

2.

Kan artikel 34 TEUF fortolkes således, at bestemmelsen ligeledes skal finde anvendelse på og have afgørende betydning i tilfælde, hvor en medlemsstat vedtager en ikke-diskriminerende ordning, hvorefter det ganske vist ikke direkte forbydes at indføre spilleautomater fra Den Europæiske Unions område, men der imidlertid indføres en begrænsning af eller et forbud mod den effektive anvendelse og drift af sådanne automater med henblik på hasardspil, uden at de berørte udbydere af hasardspil, som udøver denne form for virksomhed, indrømmes en overgangs- eller tilpasningsperiode eller ydes en godtgørelse?

3.

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier skal den nationale ret da tage i betragtning i forbindelse med bedømmelsen af, om restriktionen har været nødvendig, passende og forholdsmæssig ved anvendelsen af artikel 36 TEUF, artikel 52, stk. 1, TEUF og artikel 61 TEUF, eller [om der foreligger] tvingende almene hensyn?

4.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, er det da nødvendigt at tage hensyn til de generelle retsprincipper, herunder at iagttage artikel 6, stk. 3, TEU vedrørende medlemsstaters indførelse af forbud samt indrømmelse af en tilpasningsperiode? Skal der i forbindelse med den restriktion, der indføres i den foreliggende sag, tages hensyn til de grundlæggende rettigheder, som f.eks. ejendomsretten og forbuddet mod at fratage nogen sin ejendom uden godtgørelse, og i bekræftende fald hvordan?

5.

Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal dommen i sagen Brasserie du Pêcheur og Factortame [dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93] da fortolkes således, at tilsidesættelsen af artikel 34 TEUF og/eller artikel 56 TEUF kan lægges til grund for medlemsstatens erstatningsansvar, eftersom disse bestemmelser — som følge af deres direkte virkning — tillægger borgerne i medlemsstaterne rettigheder?

6.

Kan direktiv 98/34/EF fortolkes således, at det skal anses for et »andet krav«, når en lovbestemmelse i en medlemsstat — ved at begrænse driften af spilleautomater til spillekasinoer — indebærer et forbud mod driften heraf i spillehaller?

7.

Såfremt det sjette spørgsmål besvares bekræftende, kan borgerne i en medlemsstat da gøre gældende over for den pågældende medlemsstat, at denne har tilsidesat artikel 8, stk. 1, og/eller artikel 9, stk. 1, i direktiv 98/34/EF ved en undladelse, som kan lægges til grund for et erstatningsansvar? Hvilke aspekter skal den nationale ret afveje med henblik på at afgøre, om den sagsøgte har begået en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse, og hvilken type erstatningskrav medfører en sådan krænkelse?

8.

Finder det fællesskabsretlige princip om, at medlemsstaterne er pligtige at yde deres borgere erstatning for den skade, der følger af en tilsidesættelse af fællesskabsretten, som kan tilskrives medlemsstaterne, ligeledes anvendelse, når medlemsstaten har suverænitet på det område, som den vedtagne bestemmelse omhandler? Kan de grundlæggende rettigheder og de generelle retsprincipper, der følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, ligeledes anvendes som rettesnor i dette tilfælde?