—

Sagsøgeren er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 107 TEUF, idet den kvalificerer SEAF og de individuelle foranstaltninger, som den udgøres af, som statsstøtte. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen med urette foretog en samlet bedømmelse af alle offentlige og private uafhængige og selvstændige foranstaltninger, og tilregnede Kongeriget Spanien disse foranstaltninger. Sagsøgeren har endvidere bestridt, at de omhandlede foranstaltninger kan give anledning til en selektiv økonomisk fordel for disse angivelige modtagere, eller at de kan fordreje konkurrencen mellem de nævnte modtagere og andre enheder, eller at de kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne.

—

Sagsøgeren har dernæst anført, at Kommissionen har begået en åbenbar retlig fejl og tilsidesat artikel 107 TEUF og 108 TEUF, idet den har kvalificeret anvendelsen af den spanske ordning om tonnagebeskatning på visse tilfælde som ny støtte i stedet for eksisterende støtte. For så vidt som Kommissionen i 2002 godkendte ordningen om tonnagebeskatning, der var anmeldt af Spanien, skulle den, såfremt den ville så tvivl om ordningens anvendelse, under alle omstændigheder have gjort dette under anvendelse af proceduren for eksisterende støtte. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de argumenter, der i afgørelsen er fremført som begrundelse for, at der foreligger ny støtte, er åbenbart ubegrundede.

—

Sagsøgeren har som det tredje annullationsanbringende subsidiært påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 296 TEUF, for så vidt som Kommissionen har begået en fejl og under alle omstændigheder ikke har anført en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor enheder såsom sagsøgeren (AIE-investorer, der udfører transaktioner, som er omfattet af afgørelsen) anses for endelige og eneste adressater for de omtvistede foranstaltninger.

—

Sagsøgeren har med det fjerde anbringende, som ligeledes er subsidiært, gjort gældende, at det påbud om tilbagesøgning, der er indeholdt i den anfægtede afgørelses artikel 4, tilsidesætter det almindelige princip om retssikkerhed, idet det indfører en ubegrundet tidsmæssig begrænsning for anvendelsen af nævnte princip.

—

Sagsøgeren har med det femte annullationsanbringende redegjort for grundene til, at den anfægtede afgørelse ligeledes har tilsidesat princippet om tildeling af kompetence, artikel 107 TEUF og 108 TEUF, artikel 14 i Rådets forordning nr. 659/1999 og artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som den anfægtede afgørelse tager stilling til gyldigheden af kontraktvilkår, der er indeholdt i private kontrakter, som er indgået på grundlag af spansk ret mellem investorer og andre private enheder.