21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/1

1.1

I nærværende udtalelse argumenteres der for, at man effektivt kan styrke civilsamfundets partnerskaber i gennemførelsen af strategien for Østersøområdet ved at anvende partnerskabsprincippet som fastlagt i Kommissionens adfærdskodeks om partnerskab.

1.2

Adfærdskodeksen om partnerskab støttes af Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og EØSU, men er endnu ikke godkendt af Rådet. Dette er fortsat et væsentligt problem for tilhængerne af partnerskabsprincippet.

1.3

EØSU erkender, at der blandt de baltiske medlemsstater ikke er fuld politisk opbakning til adfærdskodeksen, og at partnerskabskulturen skal styrkes.

1.4

EØSU anbefaler, at strategien for Østersøområdet uformelt følger den proces, der er skitseret i adfærdskodeksen, og anvender den i den løbende udvikling og gennemførelse af strategien for Østersøområdet.

1.5

Der er tilstrækkelig organisatorisk erfaring og kompetence i Østersøområdet at bygge videre på til at påtage sig den skærpede overvågningsrolle, der er bebudet i adfærdskodeksen.

1.6

Østersøområdet kunne også efterligne Donaustrategien og etablere et baltisk civilsamfundsforum. EØSU spillede en fremtrædende rolle i oprettelsen af civilsamfundsforummet for Donauområdet og er parat til at spille en tilsvarende rolle som koordinator i Østersøområdet.

2.1

Begrebet makroregion indgik første gang i EU's ordforråd i 2007 i forbindelse med en politisk debat om relevante territoriale styreformer. Efterfølgende er der blevet vedtaget makro-regionale samarbejdsstrategier for Østersøområdet (2009) og Donauområdet (2011).

2.2

Strategien for Østersøområdet var som det første forsøg på samarbejde på makroregionalt plan oprindeligt en prøvesag for denne nye model for regionalt samarbejde. Modellen bygger på den enkle betragtning, at i et område som Østersøområdet kan alvorlige problemer som søfartssikkerhed, miljøforurening og adgang kun tackles og overvindes gennem et effektivt samarbejde. Desuden kan en makroregions nøjagtige geografiske udstrækning variere alt efter definitionen og arten af det problem, der skal løses. En tidligere kommissær for regionalpolitik udtrykte dette meget præcist, da han sagde, at en makroregional strategi defineres »på grundlag af de udfordringer og transnationale muligheder, der kræver kollektiv handling«.

2.3

Strategien for Østersøområdet har tre hovedmål: at redde havet, forbinde regionen og øge velstanden. For at opnå dette er medlemsstaterne og Kommissionen enedes om en handlingsplan med 15 prioriterede områder og omkring 80 forskellige flagskibsprojekter.

2.4

Strategien for Østersøområdet har bygget videre på eksisterende niveauer af samarbejde i området og har været undervejs i fire år. Den har affødt en høj grad af samarbejde mellem de deltagende lande og regioner. Forvaltningen på flere myndighedsniveauer har koordineret de nationale og regionale myndigheder for at forbedre sikkerheden til søs og for at opnå en reduktion af eutrofieringsniveauerne i Østersøen. EU har tilrettelagt årlige civilsamfundsfora inden for rammerne af EU-strategien for Østersøområdet (EUSBSR), siden den blev etableret i 2009.

2.5

Regionens økonomiske udvikling er ikke blevet hæmmet af gennemførelsen af strategien. Østersøområdet kom i 2010 hurtigere på fode igen end andre dele af Europa og har i hele 2011 opretholdt pæne vækstrater. I 2012 faldt vækstraten til 1,5 %, hvilket stadig ligger et godt stykke over EU-gennemsnittet. Udsigterne for 2013 er fortsat beskedne, men regionen burde ifølge The Baltic Development Forum stadig klare sig bedre end de tilsvarende regioner i Europa.

3.1

EØSU har længe ment, at ægte partnerskaber er nødvendige for den samlede effektivitet af EU's samhørighedspolitik. Partnerskab er et middel til at opnå bæredygtig økonomisk og social udvikling. Det er indbygget i mekanismen til gennemførelse af samhørighedspolitikken og formelt fastsat i artikel 11 i den generelle forordning.

3.2

Medlemsstaternes fortolkning af artikel 11 har givet anledning til problemer, da nogle medlemsstater blot har afgivet tomme løfter, medens andre har taget partnerskabsprincippet til sig uden forbehold. I april 2012 stillede Kommissionen forslag om en adfærdskodeks om partnerskab i gennemførelsen af den fælles strategiske ramme i et forsøg på at etablere en formel mekanisme til effektiv inddragelse af alle interessenter i samhørighedspolitikken.

3.3

Kommissionens forslag til den europæiske adfærdskodeks om partnerskab indeholder de mindstekrav, der er nødvendige for at sikre et partnerskab af høj kvalitet ved gennemførelsen af fondene, samtidig med at den giver medlemsstaterne tilstrækkelig fleksibilitet med hensyn til, hvordan de tilrettelægger de forskellige partneres deltagelse. I den europæiske adfærdskodeks om partnerskab står der, »at offentlige myndigheder, økonomiske og sociale parter og organer, der repræsenterer civilsamfundet på deres respektive interventionsområder kan etablere platforme eller paraplyorganisationer for at befordre deres deltagelse i partnerskabet. De kan udpege en enkelt repræsentant til at fremlægge platformens eller paraplyorganisationens synspunkter i partnerskabet. Principper til overvejelse, når partnerne udpeger deres repræsentanter, bør omfatte: kompetence, evne til at deltage aktivt og passende repræsentationsgrad.«

3.4

Kommissionens forslag støttes af Europa-Parlamentet, EØSU og Regionsudvalget. Det Europæiske Råd har imidlertid slettet adfærdskodeksen fra Kommissionens samlede vifte af forslag. Denne uenighed er uheldig, og det kræver en samordnet indsats fra alle tilhængerne af partnerskabsprincippet at overvinde den.

3.5

Adfærdskodeksen identificerer tre kategorier af partnere, der udgør partnerskabet i samhørighedspolitikken:

3.6

Den udstikker også principperne for involvering af de forskellige kategorier af partnere i udarbejdelsen af programmer, de påkrævede oplysninger om deres involvering samt på de forskellige gennemførelsestrin. Ifølge Kommissionen bør partnerne inddrages i:

3.7

Hvad angår udarbejdelse af programmerne, bør partnerne inddrages i:

3.7.1

Adfærdskodeksen indeholder også et sæt detaljerede principper for deltagelse i og forvaltning af partnerskaber og overvågningsudvalg.

3.7.2

Med henblik på at give mange af de mindre ngo'er og andre civilsamfundsorganisationer mulighed for at deltage effektivt i den nye partnerskabsproces bør det overvejes at tildele dem den nødvendige tekniske og finansielle støtte.

3.8

Selv om strategien for Østersøområdet var resultatet af et hidtil uset omfang af høring af interessenter, kan man med rimelighed sige, at partnerskabsprincippet, som det er skitseret i adfærdskodeksen, stort set er fraværende i Østersøområdet. I visse medlemsstater er der stadig ikke opnået politisk accept af partnerskabsprincippet.

3.9

Der findes adskillige organer og organisationer, som opererer med held i hele Østersøområdet, og som repræsenterer civilsamfundet bredt. Disse kunne danne grundlaget for et baltisk partnerskab eller paraplyorganisation som planlagt i adfærdskodeksen. Der er ingen grund til at duplikere noget, der allerede findes.

3.10

Hvad angår samarbejdet med Rusland kan en ny partnerskabsbaseret tilgang blandt medlemmerne af Østersørådet (CBSS) have en demonstrationseffekt på samme måde, som strategien for Østersøområdet har påvirket den nye strategi for Ruslands nordvestlige føderale distrikt.

3.11

Hvis der kunne opnås bred støtte til adfærdskodeksen, ville det endnu en gang bidrage til at styrke interessenternes støtte til Østersøstrategien, selv i denne meget vanskelige periode, og også i tiden fremover. På samme måde som Østersøstrategien blev betragtet som en test af det makroregionale samarbejde, ville Østersøområdet med gennemførelsen af partnerskabsprincippet igen være banebrydende.

3.12

Nedenstående bilag indeholder aftalen om forvaltning af partnerskab på flere myndighedsniveauer mellem Rådet og Europa-Parlamentet, som kunne danne grundlag for en delegeret retsakt til gennemførelse af en ændret adfærdskodeks om partnerskab.