Back to EUR-Lex homepage

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search
You are here

Document 62013TN0268

Sag T-268/13: Sag anlagt den 21. maj 2013 — Italien mod Kommissionen

OJ C 207, 20.7.2013, p. 44–45 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
OJ C 207, 20.7.2013, p. 11–11 (HR)

20.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/44

Sag anlagt den 21. maj 2013 — Italien mod Kommissionen

(Sag T-268/13)

2013/C 207/75

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato S. Fiorentino og G. Palmieri, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse K(2013) 1264 endelig af 7. marts 2013, der blev meddelt den efterfølgende 11. marts, annulleres af de grunde, der er anført i de tre anbringender.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den italienske regerings søgsmål er rettet mod Kommissionens afgørelse K(2013) 1264 endelig af 7. marts 2013, der blev meddelt den efterfølgende 11. marts, hvormed Kommissionen til opfyldelse af Domstolens dom af 17. november 2011 i sag C-496/09 pålagde Den Italienske Republik at betale et beløb på 16 533 000 EUR i tvangsbøder.

Med denne dom havde Domstolen bl.a. pålagt Den Italienske Republik på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter« at betale Europa-Kommissionen en tvangsbøde, hvis størrelse skulle beregnes ved multiplikation af grundbeløbet på 30 mio. EUR med en procentdel af den ulovlige uforenelige støtte, beregnet på grundlag af det samlede beløb, som endnu ikke var blevet tilbagesøgt på tidspunktet for afsigelsen af dommen for hvert halvårs forsinkelse med gennemførelsen af de nødvendige foranstaltninger med henblik på at efterkomme dom af 1. april 2004, der blev afsagt i sag C-99/02, Kommissionen mod Italien.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1)

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 260, stk. 1 og stk. 3, andet afsnit, TEUF: tilsidesættelse af den dom, der er genstand for opfyldelse (Domstolens dom af 17. november 2001, sag C-496/09, Kommissionen mod Italien) som følge af fejlagtig fortolkning af den præmis i dommen, som med henblik på beregningen af tvangsbøden som reference anførte »de beløb, der endnu ikke er tilbagesøgt på datoen for afsigelsen af denne dom«.

—

Den italienske regering er af den opfattelse, at denne præmis i den dom, der skal opfyldes, skal fortolkes således, at den dato, der skal tages hensyn til, ikke er datoen for dommens afsigelse, men datoen hvorpå indsamlingen af beviser i sagen afsluttedes, dvs. det tidspunkt, hvor den processuelt faktuelle situation, som Domstolen definerede tvisten på grundlag af, konkretiseredes. Den italienske regering er nemlig af den opfattelse, at der med henblik på nedsættelse af den halvårlige tvangsbøde skal tages hensyn til de tilbagesøgningsforanstaltninger, den har truffet under sagen, men efter undersøgelsens afslutning.

2)

Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 260, stk. 1 og stk. 3, andet afsnit, TEUF: tilsidesættelse af den dom, der er genstand for opfyldelse, som følge af fejlagtig fortolkning af den præmis i dommen, hvori det bestemmes, at der ved beregningen af den bøde, der skal betales for hvert halvår, ikke skal tages hensyn til beløb, der vedrører støtte »der endnu ikke er blevet tilbagesøgt, eller som ikke er dokumenteret efter udløbet af den pågældende periode«.

—

Den italienske regering er af den opfattelse, at denne præmis i den dom, der skal opfyldes, skal fortolkes således, at det ved den nævnte vurdering er fremlæggelsen af skriftlige beviser i referencehalvåret, der er afgørende, og ikke tillige den omstændighed, at Kommissionen får kendskab til disse beviser inden samme halvårs udløb. Den italienske regering er nemlig af den opfattelse, at en modsat fortolkning fra Kommissionens side, hvorefter Den Italienske Republik har pligt til at fremlægge beviser for beregningen af en halvårlig tvangsbøde inden dette halvårs sidste dag og hvorved beløb, som er blevet tilbagebetalt i denne periode, men som først efterfølgende er blevet meddelt Kommissionen, således udelukkes fra beregningen, er i strid med princippet om loyalt samarbejde og kan ikke begrundes af det af Domstolen pålagte krav og fører rent faktisk til, at det tidsrum, som de italienske myndigheder råder over til at efterkomme dette krav og således nedsætte tvangsbødens beløb, uretmæssigt forkortes.

3)

Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 260, stk. 1 og 3, andet afsnit, TEUF: tilsidesættelse af den dom, der er genstand for opfyldelse, vedrørende fordringerne mod virksomhederne under »tvangsakkord« eller »kontrolleret forvaltning«.

—

I afgørelsen blev der nemlig ikke fra den støtte, der skulle tilbagebetales ved udløbet af referencehalvåret, fratrukket de fordringer mod disse virksomheder, som var blevet anmeldt som passiver i de respektive konkursboer, selv om der efter den italienske regerings opfattelse er tale om fordringer, med hensyn til hvilke medlemsstaten har udvist den fornødne omhu med henblik på tilbagebetaling, og som derfor ikke skal medregnes i det støttebeløb, der skal tilbagebetales i henhold til den dom, der skal opfyldes.
Top