—

Det gøres herved gældende, at Kommissionen til trods for at have fastslået, at der var tale om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og artikel 108 TEUF, ikke anordnede tilbagesøgning af nævnte statsstøtte. Sagsøgeren gør herved gældende, at der ikke foreligger nogen særlige omstændigheder, som bevirker, at det er absolut umuligt at gennemføre tilbagesøgningen, og at der under alle omstændigheder ikke er ført bevis for, at det er absolut umuligt.

—

Det gøres herved gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse har fastslået, at den støtteforanstaltning, som Den Italienske Republik har vedtaget ved hjælp af TUIR’s artikel 149, stk. 4, ikke udgør statsstøtte i henhold til TEUF. Kommissionen har navnlig fastslået, at der ikke foreligger nogen selektiv fordel. Sagsøgeren har derimod anført, at den omhandlede bestemmelse giver civilretligt anerkendte gejstlige organer og amatørsportsklubber en selektiv fordel og desuden opfylder alle de andre betingelser for, at der er tale om statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF.

—

Det gøres herved gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse har fastslået, at den støtteforanstaltning, som Den Italienske Republik har vedtaget ved hjælp af nævnte fritagelse for IMU, ikke udgør statsstøtte i henhold til TEUF. Kommissionen har navnlig fastslået, at de enheder, som kan benytte sig af fritagelsen for IMU, ikke er »virksomheder«. Sagsøgeren har derimod anført, at de enheder, som kan benytte sig af fritagelsen, er virksomheder i henhold til fællesskabsretten, og at alle betingelser for, at der er tale om statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, er opfyldt.

—

Det gøres herved gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, når henses til afgørelsens manglende begrundelse i forhold til alle de ovennævnte anbringender, hvilket er i strid med artikel 296 TEUF.