1.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/28

—

mener, at kvaliteten af EU's landbrugsprodukter er noget af det vigtigste, som den fælles landbrugspolitik har bidraget med, og at kvalitet er et af landbrugsprodukternes største aktiver på verdensmarkedet. Udvalget mener derfor, at kvalitetspolitikken bør være en af grundpillerne i den fælles landbrugspolitik efter 2013, og anmoder om, at der inden for rammerne af den kommende fælles landbrugspolitik indføres nogle passende instrumenter til at styrke, fremme og støtte udviklingen af kvalitetsordninger;

—

finder det afgørende at bevare en jævn spredning af den økonomiske aktivitet på EU's område ved hjælp af differentierede udviklingsmodeller. Det er via en differentiering på markederne, at de mindre gunstigt stillede landdistrikter kan opretholde en landbrugsproduktion ved at støtte sig til de eksisterende kvalitetsordninger, som det er altafgørende at styrke og udvikle. Denne differentierede tilgang til landbrugsmarkederne er særligt relevant for bjergprodukter og for lokale produkter, som kan opnå en højere værdi på grund af den korte vej fra jord til bord;

—

mener, at beskyttelsen af begrebet »produkt fra bjerglandbrug« ville bidrage varigt til økonomisk udvikling, fysisk planlægning og miljøbeskyttelse;

—

fremhæver, at udviklingen af lokale fødevaresystemer kræver, at der udarbejdes et særligt EU-mærke, og at der under den anden søjle i den fælles landbrugspolitik udvikles redskaber, som kan tilskynde producenterne til at gå i denne retning. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte forslag til supplering af forordningen om EU's kvalitetspolitik for landbrugsprodukter i overensstemmelse hermed;

—

mener, at hvis det fortsat skal være rentabelt at producere landbrugsprodukter af en højere værdi i kraft af specifikke kvalitetsordninger, er det absolut nødvendigt at styre udbuddet;

—

anbefaler i overensstemmelse med tidligere vedtagne udtalelser, at GMO'er forbydes i specifikationerne for officielle kvalitetsmærker;

—

opfordrer til, at den internationale beskyttelse af de geografiske oprindelsesbetegnelser styrkes.

Ordfører

René SOUCHON (FR/PSE), formand for regionalrådet i Auvergne

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter

KOM(2010) 733 endelig

1.

konstaterer, at Den Europæiske Unions regler om fødevaresikkerhed og -kvalitet er nogle af verdens strengeste;

2.

mener, at kvaliteten af EU's landbrugsprodukter er noget af det vigtigste, som den fælles landbrugspolitik har bidraget med, og at kvalitet er et af landbrugsprodukternes største aktiver på verdensmarkedet;

3.

minder om, at de kvalitetsordninger, som producenterne går sammen om at anvende, er en del af Den Europæiske Unions kulturelle, landbrugsmæssige og kulinariske arv. Disse systemer udgør en fælles arv, som det er vigtigt at beskytte og udvikle;

4.

bemærker, at differentiering på grundlag af kvalitet gør det muligt at skabe størst mulig værditilvækst i produktionskæden, idet der er en kraftig efterspørgsel efter kvalitet blandt EU's forbrugere og producenter;

5.

understreger, at i en situation med priskrise på landbrugsråvarer har produktionskæder med differentierede kvalitetskrav en stabiliserende effekt i landdistrikterne. Etableringen af produktionskæder med differentierede kvalitetskrav giver mulighed for at fremme investering, forskning og innovation og sikre en mere lige fordeling af værditilvæksten i produktionskæden til fordel for producenterne;

6.

mener derfor, at kvalitetspolitikken bør være en af grundpillerne i den fælles landbrugspolitik efter 2013;

7.

anser det for afgørende – og kræver derfor – at den fælles landbrugspolitik også efter 2013 aktivt støtter høje standarder for europæiske landbrugsprodukter;

8.

mener, at hvis det fortsat skal være rentabelt at producere landbrugsprodukter af en højere værdi i kraft af specifikke kvalitetsordninger, er det absolut nødvendigt at styre udbuddet. Den uforholdsmæssige vækst i mængden af produkter – langt ud over efterspørgslen på de markedssegmenter, hvor disse produkter normalt efterspørges – medfører en forfladigelse af produktets image. Denne forfladigelse udløser et prisfald, som kan bevirke, at produktet ganske enkelt må udgå. De forretningsmodeller, som kendetegner kvalitetsordningerne, har kun økonomisk interesse, fordi de adskiller sig fra standardmodellen. Hvis de finder almen udbredelse og dermed forfladiges, vil det på længere sigt føre til, at de mest sårbare landdistrikter bliver affolket;

9.

konstaterer, at de nuværende bestemmelser ikke giver mulighed for på tilfredsstillende vis at yde samlet støtte fra EU, medlemsstaterne og regionerne til initiativer, som organisationer og regioner har taget i fællesskab. Det har vist sig, at kun de vigtigste geografiske oprindelsesbetegnelser evner at mobilisere tilstrækkelig selvfinansiering til at kunne få tilskud fra EU.

10.

kvalitetsordningerne er et middel, som kan sætte mange landdistrikter i stand til at deltage i globaliseringen gennem anerkendelse af en specifik knowhow og muligheden for at tilbyde forbrugerne produkter af høj kvalitet;

11.

landdistriktsudvikling er et vigtigt aspekt, som nødvendigvis må tages med i overvejelserne om kvalitetsordningerne. Disse systemer medvirker direkte til at skabe økonomisk dynamik i de landdistrikter, hvor de anvendes;

12.

landdistrikterne i Den Europæiske Union udgøres af talrige meget forskelligartede egne. Deres agronomiske, jordbundsmæssige og klimatiske potentiale, de logistiske forhold samt markedsforholdene varierer således meget;

13.

i globaliseringssammenhæng og under de nuværende internationale konkurrenceforhold bør de mest ugunstigt stillede områder råde over instrumenter, der giver dem mulighed for at udvikle særlige modeller og udstyre deres landbrugsprodukter med en særlig distinktion, så de bemærkes af forbrugerne. Det er derfor vigtigt, at de nuværende foranstaltninger, som udligner de konkurrencemæssige ulemper for ugunstigt stillede områder, fastholdes, og at alle landdistrikter i EU får adgang til redskaber, der kan differentiere og øge værdien af deres produkter på det lokale, det europæiske og det internationale marked.

14.

specifikke og strengere krav til produktionen, som er typisk for kvalitetsordningerne, indebærer højere produktionsomkostninger og en ekstra indsats fra producentens side. Forbrugerne er indstillet på at belønne denne indsats ved at betale en rimelig pris for et produkt, som de anser for bedre og/eller egnstypisk;

15.

de konkurrenceregler, der anvendes i dag, favoriserer de egne, som er bedst stillet, hvad angår produktionsomkostninger. Omvendt har de mindre heldigt stillede områder et handicap i konkurrencen på omkostninger.

16.

det er afgørende at bevare en jævn spredning af den økonomiske aktivitet på EU's område ved hjælp af differentierede udviklingsmodeller;

17.

det er via en differentiering på markederne, at de mindre gunstigt stillede landdistrikter kan opretholde en landbrugsproduktion ved at støtte sig til de eksisterende kvalitetsordninger, som det er altafgørende at styrke og udvikle;

18.

denne differentierede tilgang til landbrugsmarkederne er særligt relevant for bjergprodukter og for lokale produkter, som kan opnå en højere værdi på grund af den korte vej fra jord til bord.

19.

understreger, at anerkendelsen af kvalitetsordninger er afgørende i forbindelse med international handel. Denne anerkendelse bør ikke behandles på samme måde, som når der er tale om private mærker. Oprindelsesbetegnelserne bygger på et princip om kollektiv arv og ejerskab, som adskiller sig fra privat ejerskab. Derfor bør den internationale beskyttelse af de geografiske oprindelsesbetegnelser styrkes;

20.

gentager i forlængelse af tidligere vedtagne udtalelser sine krav, som har til formål at styrke anerkendelsen af de geografiske betegnelser og de internationale retlige rammer for disse betegnelser. En sådan styrkelse bør gøre det muligt at nå frem til en virkeligt effektiv og varig beskyttelse af kvalitetsordningerne på internationalt plan;

21.

mener især, at EU bør anstrenge sig mere for at opnå en bedre beskyttelse af de geografiske betegnelser (BGB og BOB) i forbindelse med WTO-forhandlinger og inden for WIPO;

22.

anbefaler navnlig:

23.

er ikke desto mindre foruroliget over de risici, der kan være forbundet med visse bilaterale aftaler, som for tiden er under forhandling og som vedrører gensidig anerkendelse af produkter med en geografisk betegnelse. Man må sikre sig, at indgåelsen af disse aftaler ikke fører til, at der på det europæiske marked bliver indført produkter fra tredjelande, som er udstyret med geografiske betegnelser, for hvilke kravene til produktet eller kontrolbestemmelserne ikke ligger på samme niveau som i Europa;

24.

anbefaler, at der træffes konkrete foranstaltninger, der kan forhindre køb og salg internt i EU samt eksport af produkter, hvis mærkning ikke stemmer overens med lovgivningen om kvalitetsordninger for EU's landbrugsprodukter.

25.

sætter spørgsmålstegn ved det velbegrundede i den ændring af definitionen af BOB og BGB, som Kommissionen foreslår i sit forslag til forordning;

26.

hvad angår de eventuelle følger af at afskaffe henvisningen til forskellige produktionsetaper, anmoder Regionsudvalget udtrykkeligt Kommissionen om at sikre sig, at ændringen ikke fører til en svækkelse af beskyttelsen eller til misbrug;

27.

tvivler også på nytten af at udarbejde specifikke definitioner pr. produkttype og understreger, at hensyntagen til eventuelle specificiteter vedrørende produktionsetaperne for bestemte produkttyper ikke bør gå ud over enheden og sammenhængen i ordningen for geografiske betegnelser på europæisk plan;

28.

anmoder Kommissionen om at redegøre for, hvilken procedure den agter at følge for de delegerede retsakters vedkommende, og anbefaler en forudgående høring af alle berørte parter.

29.

understreger, at produkter fra bjerglandbruget er noget helt specielt i forbrugernes øjne, idet de er fremstillet efter fortrinsvis ekstensive og/eller traditionelle produktionsmetoder. Disse produkter repræsenterer betydelige »offentlige goder« og er værdifulde for den lokale økonomi;

30.

minder om, at bjerglandbruget repræsenterer næsten 40 % af det europæiske område i bred forstand (1), 18 % af landbrugsbedrifterne og 15 % af Europas landbrugsarealer (2). Desuden vil bjergområderne med udvidelsen (3) komme til at dække en større del af Den Europæiske Unions territorium;

31.

mener, at anerkendelsen af bjergprodukterne og deres specifikke mærkning henhører under en politik, som ufortøvet bør integreres i EU's overordnede kvalitetspolitik for landbrugsprodukter. En sådan integration bør være i tråd med anerkendelsen af bjergområderne i den fælles landbrugspolitik;

32.

mener, at bjergproducenternes mulighed for via kvalitetsordningerne at bibringe deres produkter størst mulig værdi er en absolut forudsætning for, at de kan opretholde driften i betragtning af deres lavere produktivitetsniveau (4), hvilket indebærer umiddelbare kvalitetsfordele (5) for forbrugeren;

33.

understreger, at bjergprodukter er særegne i kraft af produktionsstedet og produktions- og forarbejdningsmetoderne (6);

34.

mener derfor, at beskyttelsen af begrebet »produkt fra bjerglandbrug« ville gøre det muligt med relativt få omkostninger at fremhæve og beskytte produkter fra bjerglandbrug (hvilket omfatter såvel vegetabilske som animalske produkter samt deres forarbejdning på stedet) samt at fremme udbredelsen i alle medlemsstater af et markedssegment, hvor disse produkter ville blive værdsat. Dette ville gøre det muligt at bevare og udvikle bjergregionernes traditioner, kultur og naturarv ved at konsolidere produktions- og forarbejdningsstrukturernes lokale forankring;

35.

mener, at en sådan beskyttelse i form af betegnelsen »produkt fra bjerglandbrug« ville bidrage varigt til økonomisk udvikling, fysisk planlægning og miljøbeskyttelse. Disse aspekter er meget vigtige i regioner, hvor nedlæggelse af landbrug er ensbetydende med forringelse af miljøet, udvikling af »naturlige« risici og svækkelse af den sociale, økonomiske og kulturelle struktur;

36.

påpeger, at det er vanskeligt at sætte tal på afsætningen af bjergprodukter i Europa, for så vidt som begrebet ikke er defineret på europæisk plan. Men der kan ikke desto mindre påvises en reel positiv effekt i visse sektorer, når producenterne får mulighed for at fremhæve deres produkters specifikke karakter. Som eksempel kan nævnes mælkesektoren i Massif Central i Frankrig (7);

37.

minder om, at Regionsudvalget ved flere lejligheder er gået ind for at indføre fakultative forbeholdte udtryk for bjergprodukter og fremfører endnu en gang i nærværende udtalelse sit krav om, at der bliver taget hensyn til landbrugsprodukterne fra bjergegne i forbindelse med EU's fremtidige kvalitetspolitik;

38.

understreger endvidere på ny, at regionerne bør spille en stor rolle ved fastlæggelsen af disse »bjerg«-betegnelser og ved at yde støtte til oprettelse af produktionsnetværk inden for rammerne af en »regionaliseret« politik for landdistriktsudvikling.

39.

mener i forlængelse af sin tidligere udtalelse om lokale fødevaresystemer (8), at fremme af en kort vej fra jord til bord og direkte salg har afgørende betydning; minder om, at Regionsudvalget i omtalte udtalelse definerede et »lokalt fødevaresystem« som en kombination af fire faktorer: en kort vej fra jord til bord, en kort fysisk afstand mellem fremstillingssted og forbrugssted, en arbejdsmetode, som også tager højde for elementer såsom transport, distribution, udnyttelse af restaffald, vedvarende energi, markedsføring, reklame og kvalitetssikring, en arbejdsmetode, der skal styres på lokalt og regionalt niveau; understreger, at en kort distributionskæde gør det muligt at flytte landbrugsproduktioner tilbage og forankre dem i deres oprindelsesområde. Det gør det lettere at afsætte dem på de lokale markeder. En kort vej fra jord til bord bidrager til en god fordeling af landbrugsaktiviteterne på tværs af hele EU-området og har en positiv indvirkning på miljøet, så længe det sikres, at produktionen er tilpasset områdets naturlige kapacitet;

40.

understreger også den økonomiske værdi af en kort vej fra jord til bord, som kan give visse producenter mulighed for at øge deres indtægter ved igen at overtage den fortjenstmargen, der går tabt i en for lang distributionskæde. Disse producenter har nemlig som regel ikke kunnet modsætte sig de handels- og markedsføringsbetingelser, der opstilles af fødevaresektoren, som har større kommerciel magt;

41.

understreger i forbindelse med fremme af en kort vej fra jord til bord:

42.

mener, at udviklingen af lokale fødevaresystemer kræver, at der udarbejdes et særligt EU-mærke, og at der under den anden søjle i den fælles landbrugspolitik udvikles redskaber, som kan tilskynde producenterne til at gå i denne retning;

43.

opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte forslag om udarbejdelse af et nyt logo og definition af lokale produkters særlige identitet, når der er tale om produkter, som markedsføres inden for rammerne af et lokalt fødevaresystem. Disse identifikationselementer vil være et supplement til forordningen om EU's kvalitetspolitik for landbrugsprodukter;

44.

støtter kraftigt Kommissionens initiativer til udvidelse af den obligatoriske mærkning, således at »produktionsstedet« også skal anføres på produktet, og vil gerne tilskynde til lignende initiativer med henblik på obligatorisk mærkning i cateringsektoren;

45.

understreger, at det nye mærke også kunne være en løsning for de tusindvis af traditionelle lokale produkter i EU, som ikke nødvendigvis egner sig til at have en geografisk betegnelse;

46.

vil desuden gerne henlede Kommissionens, Europa-Parlamentets og Rådets opmærksomhed på, at der er behov for at ændre reglerne om offentlige indkøb for at fremme de lokale og regionale myndigheders køb af lokalt fremstillede landbrugsprodukter. Artikel 26 i direktiv 2004/18/EF fastsætter i den sammenhæng, at de ordregivende myndigheder kan indarbejde sociale og miljømæssige hensyn i deres specifikationer;

47.

opfordrer til at ændre artikel 53 i direktiv 2004/18/EF, så der udtrykkeligt kan tages hensyn til kriterierne om nærhed og/eller om reduktion af CO2-udledningerne fra varetransport;

48.

understreger endelig, at regionerne kunne forvalte det føromtalte nye mærke for »kort vej fra jord til bord«, fordi de har forudsætningerne for at vurdere produkternes lokale og kulturelle karakter. Regionerne spiller ligeledes sammen med EU-fondene en vigtig rolle i at fremme disse produkter.

49.

bemærker, at ordningen for garanterede traditionelle specialiteter gør det muligt at bevare og endda udvikle visse traditionelle fødevareprodukter. Hvad angår disse garanterede traditionelle specialiteter ligger størstedelen af værdiskabelsen hos producenten i modsætning til, hvad der er tilfældet for langt de fleste af nutidens industrielt fremstillede fødevarer. Disse produkter er derfor med til at sikre et alsidigt fødevareudbud og til at gøre Europas gastronomiske arv mere righoldig;

50.

mener, at det ville være nyttigt at foretage en optælling på EU-plan af alle de produkter, der repræsenterer traditionel europæisk gastronomi. En sådan optælling ville skabe et grundlag for anerkendelse af garanterede traditionelle specialiteter. Den falder desuden i tråd med UNESCO's initiativ på internationalt plan og ville føre til en generel iværksættelse af tiltag svarende til dem, som flere medlemsstater allerede har iværksat;

51.

anbefaler i overensstemmelse med tidligere vedtagne udtalelser, at GMO'er forbydes i specifikationerne for det officielle kvalitetsmærke. Medlemsstaterne kunne indføre dette forbud gradvist inden for en rimelig frist på op til fem år, så producenterne fik mulighed for at træffe de nødvendige tekniske forholdsregler. Denne periode skulle bruges til at etablere alternative forsyningskæder, som kunne gøre det muligt at erstatte brugen af GMO i råvarer, herunder især foder;

52.

finder det afgørende, at man udtrykkeligt forbyder brug af genetisk modificerede organismer i alle faser af fremstillingen af produkter, som bærer officielle kvalitetsmærker. Dette forbud ville sikre opretholdelse af de traditionelle produktionsmetoder og de særlige kendetegn inden for kvalitetsordningerne;

53.

mener også, at forbuddet mod GMO i specifikationerne er en nødvendig forudsætning for på kort sigt at bevare kvalitetsordningernes gennemsigtighed og troværdighed i forhold til forbrugerne;

54.

understreger, at ændringen af specifikationerne for de officielle kvalitetsmærker er blevet mere presserende, eftersom der sideløbende med kvalitetsprodukterne udvikles private initiativer, som garanterer »GMO-fri produkter«;

55.

understreger også, at udviklingen af et garanteret GMO-frit marked for produkter med et officielt kvalitetsmærke er en god mulighed for producenterne, eftersom der er stor efterspørgsel blandt de europæiske forbrugere på dette område;

56.

mener, at GMO-fri produkter med et officielt kvalitetsmærke ligesom økologiske landbrugsprodukter vil kunne opnå fuld anerkendelse hos forbrugerne. Denne anerkendelse vil konkret sikre bedre afsætningsmuligheder på længere sigt og dermed opveje producenternes eventuelle ekstraomkostninger på kort sigt;

57.

understreger, at forbuddet mod GMO'er i produkter med officielle kvalitetsmærker skal ledsages af en offensiv strategi for produktionen og forsyningen af GMO-frie vegetabilske proteiner på EU-plan. Denne strategi hænger uløseligt sammen med en sammenhængende udvikling af GMO-fri afgrøder i Europa. Strategien fremstår således som en vigtig mulighed for EU for at udvikle proteinafgrøder, hvis agronomiske og økologiske fordele er bredt anerkendte. Strategien for udvikling af GMO-fri proteinforsyningskæder skal iværksættes inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik gennem vedtagelse af specifikke hjælpeforanstaltninger for landbrugsmiljøet;

58.

anbefaler derfor en undersøgelse af udviklingen af GMO-frie, proteinrige afgrøder (ærter og hestebønner), som ser ud til at være de bedste kilder (9) til GMO-frie proteinforsyningskæder;

59.

mener, at ekstraudgifterne ved udelukkelse af GMO'er fra produkter med officielle kvalitetsmærker kan holdes mest muligt nede ved en gradvis gennemførelse over fem år; mener desuden, at hvis disse ekstraudgifter væltes over på hele forsyningskæden, vil de blive meget små for forbrugeren, nemlig nogle få eurocent pr. kilo (10), og mener endelig, at miljøfordelene ved proteinrige, vegetabilske GMO-frie afgrøder på mellemlangt og lang sigt vil opveje alle disse ekstraudgifter (11);

60.

understreger, at det er nødvendigt at mærke kvalitetsprodukter fremstillet af landbrugsråvarer (kød, æg, mælk osv.), som er produceret under anvendelse af foder, der indehoder GMO'er, for at forhindre unfair konkurrence mellem EU-produkter fremstillet uden brug af GMO'er og produkter fra det internationale marked, hvor GMO'er anvendes.

61.

ser regulering og styring af udbuddet af kvalitetslandbrugsprodukter som en væsentlig udfordring for landbrugspolitikken (12); selv om kvalitetsordningerne ikke er underlagt de almindelige markedskræfter, er de ikke mindre sårbare over for markedets luner;

62.

mener, at udvikling og opretholdelse af kvalitetsordninger er en nødvendig forudsætning for en samordnet politik for styring af udbuddet. En øget produktivitet og/eller fremstilling af større mængder i et område er oftest ikke forenelig med miljøhensyn og fastholdelse af produktets kvalitet og kendetegn;

63.

mener desuden, at hvis der ikke foretages produktionsstyring, kan en ukontrolleret udvikling af udbudsmængden i visse tilfælde føre til et betydeligt prisfald for producenterne, hvorved de pågældende produkter bliver uinteressante for producenterne. I områder med naturbetingede handicap er det desuden ikke muligt for producenterne at kompensere for prisfaldet på kvalitetsprodukter ved at øge mængderne; da de ikke vil kunne tilpasse sig, vil de nødvendigvis forsvinde;

64.

mener derfor, at kvalitetsordninger inden for landbruget bør holdes ude fra princippet om priskonkurrence alene, og at bevarelse af en kvalitetsordning ikke må bero på mængdevækst, men tværtimod skal bygge på produktets iboende kvalitet, hvilket berettiger til en højere pris, som forbrugeren er rede til at betale;

65.

opfordrer derfor i tråd med tidligere udtalelser til, at der iværksættes produktionsstyringsredskaber for sektorer med differentierede kvalitetskrav og opfordrer Kommissionen til at foreslå særlige redskaber til at styre disse markeder.

66.

ser forbrugerne som medvirkende, når det gælder tilbageflytning og fastholdelse af landbrugsproduktioner, da det er dem, der finansierer det;

67.

finder det afgørende at forbedre kommunikationen om produktionsforholdene, så forbrugerne aktivt kan få del i fordelene ved kvalitetsordningerne. Forbrugerne skal gives de nødvendige forudsætninger for at kunne genkende de fire officielle EU-logoer og adskille dem fra private virksomheders varemærker, som er tilknyttet geografiske navne;

68.

mener, at det bør tilstræbes, at aktørerne generelt og systematisk anvender de grafiske symboler, som Rådet eller Kommissionen har udvalgt til mærkning af kvalitetslandbrugsprodukter, og at forbrugerne må informeres bedre om betydningen og vigtigheden af disse symboler;

69.

anmoder om, at der inden for rammerne af den kommende fælles landbrugspolitik indføres nogle passende instrumenter til at styrke, fremme og støtte udviklingen af kvalitetsordninger;

70.

anmoder navnlig om, at der under den fælles landbrugspolitiks anden søjle vedtages foranstaltninger til at forbedre eller erstatte de eksisterende ELFUL-foranstaltninger til støtte og fremme af kvalitetsordninger. Dette kan ske ved:

71.

minder om, at EU's indsats i forhold til landbrugsvarernes kvalitet er afgørende for at sikre en effektiv beskyttelse af disse produkter og for at sikre en pålidelig forbrugerinformation;

72.

bifalder Kommissionens forslag om at modernisere reglerne og mindske den administrative byrde for producenterne, navnlig i forbindelse med produktgodkendelse;

73.

bifalder også anerkendelsen af producentsammenslutningernes rolle og ansvar i forvaltningen af de geografiske betegnelser;

74.

ser også positivt på Kommissionens forslag om at forenkle og bedre målrette ordningen for garanterede traditionelle specialiteter.