EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011XC0625(04)

Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

OJ C 185, 25.6.2011, p. 14–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

25.6.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 185/14


Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

2011/C 185/06

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (1). Eventuelle indsigelser skal være Kommissionen i hænde senest seks måneder efter datoen for offentliggørelsen.

RESUMÉ

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

»TOLMINC«

EF-Nr.: SL-PDO-0005-0422-29.10.2004

BOB ( X ) BGB ( )

Dette resumé indeholder hovedelementerne af varespecifikationen til information.

1.   Medlemsstatens ansvarlige myndighed:

Navn:

Ministrstvo za kmetijstvo, gozdarstvo in prehrano (Ministeriet for landbrug, skovbrug og fødevarer)

Adresse:

Dunajska cesta 22

SI-1000 Ljubljana

SLOVENIJA

Tlf.

+386 14789109

Fax

+386 14789055

E-mail:

varnahrana.mkgp@gov.si

2.   Sammenslutning:

Navn:

Sirarsko društvo Tolminc

Adresse:

Rutarjeva 35

SI-5220 Tolmin

SLOVENIJA

Tlf.

+386 53891075

Fax

E-mail:

davorin.koren@tnp.gov.si

Sammensætning:

Producent/forarbejdningsvirksomhed ( X ) Andet ( )

3.   Produktets art:

Kategori 1.3:

Ost

4.   Varespecifikation:

(resumé af kravne i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 510/2006)

4.1.   Navn:

»Tolminc«

4.2.   Beskrivelse:

Tolminc er en fast, fuldfed ost. Råvaren, der anvendes til fremstilling af Tolminc, er rå eller termiseret komælk produceret i de afgrænsede geografiske område.

Form og dimensioner: en 3,5-5 kg rund ost med en diameter på 23-27 cm og en højde på 8-9 cm.

Udseende: osteskorpen er glat og strågul.

Tværsnit: under skorpen er osten elastisk og gul, og den har spredte linse- eller ærtestore huller.

Smag og lugt: den har sin egen karakteristiske lugt, er fri for fremmed lugt og har en sød og pikant smag.

Kemisk sammensætning: mindst 60 % tørstof og et fedtindhold i tørstoffet på mindst 45 vægtprocent.

Osten skal modne i mindst 60 dage.

4.3.   Geografisk område:

Mælkeproduktionen og fremstillingen af Tolminc foregår i Zgornje Posočje-området, som omfatter kommunerne Kobarid, Tolmin og Bovec.

Det geografiske område afgrænses mod vest af den italienske grænse og ellers af de ydre grænser for følgende landsbyer mellem Kamno og Log pod Mangartom: Kamno, Volče, Čiginj, Volčanski Ruti, Sela pri Volčah, Gorenji Log, Tolminski Lom, Dolgi Laz, Kanalski Lom, Grudnica, Slap ob Idrijci, Dolenja Trebuša, Gorenja Trebuša, Stopnik, Daber, Gorski Vrh, Bukovski vrh, Grahovo ob Bači, Hudajužna, Porezen, Podbrdo, Petrovo Brdo, Bača pri Podbrdu, Kal, Stržišče, Rut, Grant, Knežke Ravne, Ljubinj, Tolminske Ravne, Čadrg, Krn, Soča, Trenta, Log pod Mangartom.

De nævnte landsbyer ligger i det afgrænsede geografiske område.

4.4.   Bevis for oprindelse:

For at garantere produktets sporbarhed anvendes nedenstående procedurer og foranstaltninger.

Mælkeproduktion: Mælken skal være produceret i det afgrænsede geografiske område. Der føres stambog, som sikrer, at besætningerne har den rette racesammensætning. Bedrifterne fører også register over foderrationer og indkøb af foder og fodermidler.

Indsamling af mælk: Mælken til fremstilling af Tolminc skal indsamles og oplagres særskilt fra anden mælk. Der føres register over de mælkemængder, der opkøbes pr. dag, med angivelse af, hvilke bedrifter mælken kommer fra.

Fremstilling af mejeriprodukter: Producenterne af Tolminc fører register over de mængder mælk, der forarbejdes pr. dag, og de mængder ost, der fremstilles pr. dag og pr. parti. Ved parti forstås mængden af ost, der fremstilles af samme mælkekoagulering. Hvis der kun fremstilles ét parti på en given dag, er ostens fremstillingsdato også partiets betegnelse.

Modning af osten: For at sikre, at hvert osteparti modner i mindst 60 dage, fører producenterne register over ostens modning. Ostens fremstillingsdato er også den dato, som ostens modning starter fra.

4.5.   Fremstilling:

Tolminc fremstilles af rå eller termiseret (57-68 °C) komælk produceret i det afgrænsede geografiske område. Mindst 80 % af mælken til fremstilling af Tolminc skal komme fra køer af brun race. Køerne fodres med grovfoder (græs, hø og ensilage) fra det geografiske område. Grovfoderet skal udgøre mindst 75 % af tørstoffet i den daglige foderration.

Tolminc fremstilles af modnet mælk, hvortil der tilsættes frisk mælk før koagulering. Mælken modnes i mindst 12 timer. Herved dannes den autoktone mikroflora, som sikrer, at mælken har den rette surhed. For at fremskynde gæringen tillades det, at der anvendes hjemmefremstillede starterkulturer (modning af en lille mængde mælk ved ret høj temperatur i mindst 12 timer) eller udvalgte kulturer. Efter tilsætning af osteløbe koagulerer mælken ved 32-34 °C i 25-35 minutter. Koaglet omrøres, så valleudskillelsen fremmes, og der kan danne sig ostekorn af en passende størrelse. Først skæres det hårde koagel op i passende store terninger. Derpå smuldres ostekornene til hasselnødstore stykker. Ostemassen får den rette konsistens ved hjælp af opvarmning og tørring. Ostemassen opvarmes til 44-48 °C og tørres derpå under konstant omrøring, indtil den har den rette konsistens. Formningen af osten og adskillelse af ostemassen fra vallen kan foregå på forskellige måder alt efter, hvilke muligheder og tekniske hjælpemidler de enkelte mejerier har. Osten presses i 6-12 timer i passende opvarmede lokaler. Osten vendes under presningen for at fremskynde udskillelsen af valle, for at fordele vandindholdet i osten jævnt og for at give osten en bedre form. Tolminc lægges i saltlage i 24-48 timer.

Efter saltning mærkes hver ost med den dato, hvor modningen starter, eller partiets betegnelse. Tolminc skal modne i mindst to måneder. Det er meget vigtigt, at osten passes (vendes, aftørres og rengøres) under lagringen.

4.6.   Tilknytning:

Ostefremstilling i det geografiske område — historie og tradition

De første optegnelser, hvor Tolminc er omtalt, stammer tilbage fra det 13. århundrede, hvor osten var nævnt som betalingsmiddel for skat til herremanden. Navnet »Formaggio di Tolmino — Tolminski sir« (ost fra Tolmin) optrådte første gang på en prisliste for ost i Udine i 1756.

Tolmincs kvalitet skyldes i vidt omfang de mange osteproducenter, som sidst i det 19. århundrede på foranledning af landbrugssammenslutningen i Gorica kom til Tolminc-området og hjalp de lokale med at løse de ostefremstillingsproblemer, som de havde dengang. Under ledelse af Thomas Hitz fra Schweiz blev der i 1886 for første gang fremstillet faste oste på Razorbjergets græsgange. Tolminc har udviklet sig gennem flere århundreder og er således blevet en del af traditionerne og kulturen for den befolkning, der altid har fremstillet og stadig fremstiller osten.

Tolminc har en lang og rig tradition, som går hånd i hånd med, at landbrugerne begyndte at lade deres dyr græsse på højtbeliggende græsgange i bjergene. På græsgangene i bjergområder flyttes kvæget, så det alt efter sæsonen græsser i dalen eller på højtliggende græsgange i bjergene, og denne flytning skabte grundlaget for de anvendte fodermetoder. Denne økonomiske cyklus indledtes hvert år med, at kvæget blev flyttet fra landsbyerne i dalen til de »lavere« bjergsider med græseng til slæt. I slutningen af juni blev kvæget drevet op i de høje bjerge, hvor de græssede, og hvor man fremstillede ost indtil begyndelsen af september, hvor kvæget så igen vendte tilbage til de lavere beliggende bjergsider. Kvæget opholdt sig så der, indtil den første sne faldt. Ovennævnte økonomiske cyklus er stadig i dag almindelig praksis for kvægbrugere i Zgornje Posočje.

Naturforhold

Klimaet i Zgornje Posočje er en blanding af middelhavsklima og alpint klima. Det er netop derfor, at Zgornje Posočje har særlige naturforhold, som, fordi kvæget fodres med grovfoder fra det geografiske område, afspejles i mælken og senere i det endelige produkt efter forarbejdning.

Zgornje Posočje er det område i Slovenien, hvor der falder mest regn, og den væsentligste årsag hertil er den fugtige luft, der kommer ind over Slovenien fra Middelhavet og stiger op langs de vestlige Julianske Alper, som er relativt høje. Området langs Soče-floddalen er åbent ud til Middelhavet, så havet i endnu højere grad påvirker området. I Tolminc ligger den årlige gennemsnitstemperatur på ca. 11 °C med en gennemsnitstemperatur i januar på ca. 1 °C og i juli på over 18 °C.

Det varmere submediterrane klima har stor indvirkning på vegetationens sammensætning og gør, at den alpine vegetation i Posočje-området er helt speciel. Den karakteristiske vegetation på grund af det submediterrane klima ses også på de stejle alpine klinter, som i modsætning til klinterne i Gorenjska-området er dækket med vegetation og kort sagt er meget specielle med en kraftig duft af vild natur. Floraen i bjergene og Zgornje Posočjes subalpine enge er rig og varieret. Årsagerne til, at der er så mange forskellige arter, skal søges i den geologiske fortid (beliggenheden i den sydlige udkant af istidens iskappe), klippernes sammensætning (limsten eller dolomit, undertiden blandet med mergel, lersten og flint) og klimaet (fugtigt og relativt varmt bjergklima). Det mest karakteristiske træk ved den lokale vegetation er, at der forekommer arter, der er unikke for området. Visse af græsarealerne (græsgange, græsenge til slæt og subalpine og alpine enge) i Zgornje Posočje er også kendetegnet ved, at der vokser en række sjældne arter. På grund af det submediterrane klimas påvirkning trives flere tempererede arter også i de høje bjerges græsenge til slæt.

Den rige mikroflora spiller også en væsentlig rolle i fremstillingen af Tolminc. Takket være modningen af den rå mælk eller anvendelse af hjemmefremstillede starterkulturer sætter miljøet sig præg på osten, og den autoktone mikroflora har en gavnlig indvirkning og hindrer udviklingen af skadelige mikroorganismer.

4.7.   Kontrolorgan:

Navn:

Bureau Veritas d.o.o.

Adresse:

Linhartova cesta 49a

SI-1000 Ljubljana

SLOVENIJA

Tlf.

+386 14757600

Fax

+386 14747601

E-mail:

info@si.bureauveritas.com

4.8.   Mærkning:

Oste, som opfylder alle varespecifikationskravene, mærkes med producentens navn, benævnelsen »Tolminc« og logoet herfor (vist nedenfor), EU-logoet og det nationale kvalitetsmærke. Det skal fremgå af mærkningen, om osten er fremstillet er rå mælk eller termiseret mælk.

Producenterne kan anføre yderligere oplysninger i mærkningen, hvis osten er modnet i over to måneder, hvis køerne ikke er blevet fodret med ensilage, eller hvis osten er fremstillet på et bjergmejeri.

Image


(1)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.


Top