17.11.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 277/75

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning)

KOM(2008) 780 endelig/2 (1) - 2008/0223 (COD)

(2009/C 277/15)

Ordfører: Algirdas ŠIUPŠINSKAS

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 27. januar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bygningers energimæssige ydeevne« (omarbejdning)

KOM(2008) 780 endelig/2 – 2008/0223 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Algirdas Šiupšinskas til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. april 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 453. plenarforsamling den 13.-14. maj 2009, (mødet den 14. maj), følgende udtalelse med 147 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod.

1.   Henstillinger

1.1.   EØSU bifalder Kommissionens forslag til forbedring af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, men har visse forbehold: I direktivet skal renoveringer være betinget af, at de pågældende bygningers energimæssige ydeevne øges, ikke kun med henblik på at sænke energiforbruget, men også for at nedsætte energiomkostningerne.

1.2.   I overensstemmelse med EU's politiske mål skal medlemsstaterne gennem renovering af bygninger med henblik på at øge disses energimæssige ydeevne sikre en sænkning ikke kun af energiforbruget, men også af energiomkostningerne.

1.3.   De nationale bestemmelser, der udstedes i overensstemmelse med dette direktiv, skal tage hensyn til særlige arkitektoniske og byggemæssige forhold, dvs. energibehovet i forbindelse med opvarmning, køling, ventilation, belysning, mekaniske anlæg (f.eks. elevatorer), varmt og koldt brugsvand samt bortskaffelsesanlæg.

1.4.   EØSU støtter henstillingen om, at man, inden byggeriet indledes, undersøger følgende tekniske muligheder:

—	varme- og el-fremstilling fra vedvarende energikilder,

—	kombineret kraftvarmeproduktion og eventuelt kombinerede kraftvarme- og køleanlæg (trigenanlæg),

—	fjernvarme og fjernkøling,

—	varmepumper.

—	jordvarmesonder og jordvarmesamlere.

1.5.   EØSU finder det vigtigt, at medlemsstaterne yder en mere intens og aktiv indsats for at forbedre den faglige uddannelse inden for byggefaget, så der lægges større vægt på bæredygtigt byggeri og anvendelse af vedvarende energikilder.

1.6.   Udvalget hilser det navnlig velkommen, at direktivforslaget fremhæver den offentlige sektors ledende rolle med hensyn til at sikre fremskridt i bygge- og anlægssektoren generelt.

1.7.   Medlemsstaterne og de lokale myndigheder opfordres til en mere aktiv og effektiv udnyttelse af Den Europæiske Investeringsbanks midler til at fremme »tredjepartsfinansiering« (2) gennem energitjenestevirksomheder.

1.8.   Eftersyn af opvarmnings-, ventilations- og klimaanlæg bør foretages gentagne gange og med regelmæssige mellemrum i overensstemmelse med de nationale bestemmelser og under hensyntagen til de dermed forbundne omkostninger. Eftersynsrapporterne bør ud over anbefalinger om mulige forbedringer også angive de krav, der må stilles til anlæggenes driftssikkerhed.

1.9.   I den omarbejdede version anmodes medlemsstaterne om at indføre sanktioner og bøder. EØSU mener, at der i den forbindelse bør foretages en differentiering, afhængigt af om der er tale om offentlige eller private aktører, og at subsidiaritetsprincippet bør gøres gældende i forbindelse med fastsættelse af beløbet. Hvis manglende overholdelse af fællesskabsreglerne er en fejl, skal dette også være et fællesskabsanliggende og defineres i direktivet.

1.10.   EØSU mener, at medlemsstaterne bør yde deres borgere teknisk støtte til boligsanering.

1.11.   I de store ensartede betonboligkomplekser, der er et karakteristisk fænomen i alle nye medlemsstater, ville det være vanskeligt for ejerforeningerne at udstede energiattester for alle standardiserede betonbygninger. Ved at udstede energiattester på grundlag af en vurdering (3) af et andet repræsentativt lejlighedsbyggeri kan der spares renoveringsomkostninger og administrative udgifter.

1.12.   Hertil kommer, at beboerne i de enkelte lejlighedskomplekser med udgangspunkt i princippet om et enkelt henvendelsessted i byforvaltningen ville kunne tilbydes løsninger hvad angår renovationsfinansiering, byggekontrakter, vedligeholdelse, udstedelse af energiattester m.m.

1.13.   EØSU mener, at omarbejdningen af direktivet i løbet af ret kort tid vil bidrage til en nedbringelse af CO2-emissionerne og også vil have positive sociale virkninger, bl.a. gennem

—	en nedsættelse af energibehovet,

—	en forbedring af dårligt stillede familiers levestandard,

—	beskæftigelse af langtidsledige.

1.14.   EØSU anbefaler, at det nye mærke for vinduesrammer og byggevarer og direktivet om bygningers energimæssige ydeevne afstemmes fuldstændig efter hinanden.

1.15.   EØSU mener, at hvis offentlige udlejningsejendomme rives ned, fordi det ikke er muligt at foretage en energimæssig renovation, bør de berørte parter høres af myndighederne, og der bør stilles alternativ bolig til rådighed for beboerne. Generelt bør civilsamfundsorganisationer høres i forbindelse med fastlæggelsen af enhver foranstaltning til gennemførelse af direktivet, og høringen af de nationale økonomiske og sociale råd bør under alle omstændigheder være en selvfølge i de lande, hvor sådanne råd findes (4).

2.   Indledning

2.1.   EØSU har allerede afgivet en række vigtige udtalelser om nedbringelse af CO2-emissioner og om energispareforanstaltninger i forbindelse med den fælles EU-politik på dette område og med bygningers energimæssige ydeevne og deres inventar og udstyr. I nybyggeri er der på basis af kravene i EU-lovgivningen opnået konkrete resultater, som først og fremmest mærkes af forbrugerne, men som samtidig kommer hele samfundet til gode. Der henvises bl.a. til udtalelserne TEN/227, 263, 283, 274, 286, 309, 269, 299, 311, 332 og 341 (5).

2.2.   Efter deres tiltrædelse af EU er de tolv nye medlemsstater imidlertid gået langt senere i gang med at gennemføre direktivets bestemmelser, hvilket betyder at disse stater med hensyn til bygningers energimæssige ydeevne er bagefter de gamle medlemsstater, og at boliger og offentlige bygninger langt fra lever op til direktivets mindstekrav.

2.3.   Selve direktivet afgav EØSU allerede udtalelse om den 17. oktober 2001 (6). Nærværende udtalelse behandler derfor kun forslaget til omarbejdning af direktiv 2002/91/EF (KOM(2008) 780 endelig), og de særlige forhold i de nye medlemsstater vil blive fremhævet i forbindelse med de aspekter, der drages frem i direktivet.

2.4.   Det er positivt, at højere komfort for borgerne og en nedbringelse af deres energiomkostninger nævnes som mål for EU-politikken.

2.5.   Allerede i det gældende direktiv er der en beskrivelse af følgende:

—	metoden til beregning af den energimæssige ydeevne i forbindelse med nybyggeri og eksisterende bygninger, der renoveres,

—	fastsættelse af mindstekrav til energimæssig ydeevne,

—	udstedelse af energiattester,

—	eftersyn af varmekedler og varmeanlæg,

—	eftersyn af klimaanlæg.

2.6.   I omarbejdningen angives det efter høring af relevante aktører, hvilke forbedringer der kan opnås gennem en målrettet strategi.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.   Bygningssektoren (boliger og erhvervsbygninger) tegner sig for ca. 40 % af EU's samlede endelige energiforbrug og CO2-emissioner. Denne sektor står for ca. 9 % af BNP (ca. 1 300 mia. EUR) og ca. 7-8 % (sammenfatning af konsekvensanalysen) af arbejdspladserne i EU (omkring 15-18 mio. af det samlede antal erhvervsaktive, som ifølge Eurostat ligger på 225,3 mio.). 40 % af bygninger er offentlige bygninger, og 74 % af bygningerne er på under 1 000 m2.

3.2.   Det moderne samfund retter i stigende grad opmærksomheden mod:

—	miljøbeskyttelsesspørgsmål,

—	forbrugernes sundhed (f.eks. indendørs luftkvalitet og adgangsmuligheder for ældre),

—	boligudstyr,

—	effektiviteten af elektriske apparater og opvarmningsanlæg. Sektoren er underlagt en lang række, ofte modstridende, bestemmelser (7).

3.3.   Civilsamfundet bør vurdere direktivets økonomiske virkninger og forslagenes relevans og fremtidige konsekvenser for en konkret regions forskellige berørte aktører og samfundsgrupper i et langsigtet perspektiv.

3.4.   Udstedelse af energiattester for bygninger er ikke kun en metode til at indplacere en bygning i en bestemt energieffektivitetsklasse, men er også et incitament til at søge nye planlægningsløsninger.

I lyset af de klimabeskyttelsesforanstaltninger, der nødvendigvis må foretages, ligger der et stort beskæftigelsespotentiale i bygge- og anlægssektoren.

3.5.1.   På basis af direktiv 2002/91/EF og den foreslåede omarbejdning heraf kan der årligt skabes gennemsnitligt 60 000 nye arbejdspladser i de 15 gamle medlemsstater og ca. 90 000 arbejdspladser i de 12 nye medlemsstater.

3.5.2.   I forbindelse med gennemførelsen af foranstaltningerne til sikring af en høj energimæssig ydeevne (bygninger med et årligt forbrug på op til 50 kWh/m2) kan der i EU årligt skabes 1 000 000 nye arbejdspladser (8) (dette svarer til 10 % af beskæftigelsen på dette område).

3.5.3.   I dag er der for få beskæftigede i bygningssektoren, som har de rette kvalifikationer til at kunne anvende teknologier til forhøjelse af bygningers energimæssige ydeevne. Det foreslås i direktivet, at der gennemføres erhvervsuddannelsestiltag, som skal sikre, at der uddannes kvalificerede fagfolk, der kan yde en indsats inden for området bæredygtige bygninger.

3.6.   For EØSU er det navnlig vigtigt at rette blikket mod fremtiden. I punkt 3.4 i udtalelse INT/415 (9) fremsætter EØSU en idé, der gælder samtlige retsakter, som skal opfylde følgende krav: de skal være forståelige, tilgængelige, acceptable og kunne håndhæves. Med hensyn til direktivets tekniske aspekter kan der tilføjes krav om, at lovene skal være rettidige, gennemførlige og realistiske.

3.7.   I punkt 2.1.3 i udtalelse TEN/299 (10) anføres det, at gennemsnitsforbruget alene til opvarmning er 180 kWh/m2 pr. år i traditionelle boliger. Ifølge ordførerens og ekspertens oplysninger er det gennemsnitlige årlige energiforbrug til opvarmning i standardiserede boliger i de baltiske lande samt i andre boliger af samme alder i nabolandene ca. 150 kWh/m2. Erfaringen viser, at energibehovet efter renovering og varmeisolering af bygninger under uforandrede klimaforhold kan reduceres til det halve.

3.8.   Der henvises i TEN/299-udtalelsens punkt 3.1 (10) til relevante fællesskabsforanstaltninger, som sætter fokus på den aktuelle situation i EU.

3.9.   GD for Miljø og GD for Erhvervs- og Virksomhedspolitik er i øjeblikket i færd med at udarbejde vigtige bestemmelser om mærker for byggeelementer, der - selv om de ikke selv producerer energi - bidrager til at nedbringe energiforbruget (vinduer, vægge, boligautomatisering).

3.10.   En omarbejdning eller revision af de gældende bestemmelser kan i betydelig grad bidrage til at nedbringe energiforbruget i bygninger.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.   Omarbejdningen af direktivet omfatter følgende vigtige ændringer:

—	Direktivets anvendelsesområde udvides. Energiattester gøres obligatoriske for alle bygninger. Det bør understreges, at 74 % af alle eksisterende bygninger i EU har et samlet nytteareal på under 1 000 m2.

—	Udstedelsen af energiattester i den offentlige sektor udvides og fremmes.

—	De eksperter, der udsteder energiattester, får en styrket rolle.

—	Medlemsstaterne skal udarbejde nye konkrete foranstaltninger for at skabe bedre finansieringsbetingelser for investeringer i forbedret energieffektivitet.

—	Øget opmærksomhed mod problemer i forbindelse med klimaanlæg.

—	Regelmæssig ajourføring af CEN's standarder for energieffektivitet.

4.2.   Bygningers andel af energiforbruget, som nævnes i direktivets 6. betragtning, ligger betydeligt højere i lande med et koldt klima, og det foreslås derfor, at der i betragtning 8 i omarbejdningen tages passende hensyn til klimatiske og lokale forhold, navnlig i allokeringen af investeringer.

4.3.   EØSU bifalder bestemmelserne i artikel 10, der åbner mulighed for, at energiattester for bygningskomplekser med fælles varmeanlæg kan udstedes i form af en fælles energiattest for hele bygningen eller på grundlag af vurdering af en anden repræsentativ lejlighed i samme bygningskompleks. Medlemsstaterne kan imidlertid yderligere forenkle proceduren for udstedelse af energiattester for standardiseret boligbyggeri.

4.4.   Boliger bliver mere attraktive for kommende ejere eller lejere, forudsat at de oplysninger, der opgives i energiattesterne i henhold til artikel 10 - hvad enten de er obligatoriske eller frivillige - er pålidelige. EØSU går ind for og kan anbefale forslagene under mulighed B1 om stikprøvekontrol af energiattesterne for at sikre deres pålidelighed. Dette bør imidlertid ikke føre til indførelse af sanktioner i henhold til artikel 22. Den nye energiattest for boliger bør blive et dokument, der sikrer energieffektivitet på langt sigt. Det bør være uvildige eksperter (artikel 16) sammen med installatøren, der udsteder attesten for et nyinstalleret opvarmningsanlæg.

4.5.   EØSU bifalder den tærskel på 20 kW nytteeffekt for eftersyn af varmeanlæg (artikel 13) og 12 kW nytteeffekt for klimaanlæg (artikel 14), som er fastlagt i direktivet. Afhængigt af, om der anvendes fossile brændstoffer eller vedvarende energikilder, kunne medlemsstaterne fastlægge forskellige grænseværdier og forskellige eftersynsintervaller for opvarmningsanlæg. Kvaliteten af eftersynsrapporterne bør altid kontrolleres ved stikprøver i henhold til artikel 17, men det er uklart, om ekspertens anbefalinger om en forbedring af systemet bliver taget op og gjort bindende eller falder til jorden, eller om de »økonomiske konsekvenser«, der nævnes i artikel 19, skal betragtes som sanktioner. De nationale love bør foreskrive, at inspektører gives adgang til private ejendomme i forbindelse med eftersyn af opvarmningsanlæg.

4.6.   Hvad angår varmeanlæg med kedler, som markedsføres af en producent, vil anlæggets energimæssige ydeevne blive certificeret i et speciallaboratorium og angivet på kedlens etiket. Herved undgås vildledende reklame, og kvaliteten sikres. Henstillinger om et regelmæssigt eller frivilligt eftersyn af kedler under driftsbetingelser ville motivere ejerne til at sørge for en effektiv drift af kedelanlæggene med udgangspunkt i anlæggenes maksimale tekniske kapacitet.

4.7.   En sammenligning af samtlige bestemmelser i omarbejdningen af direktivet fører til den konklusion, at de alle fortjener opmærksomhed, er fornuftige, og at de foreslåede metoder til forbedring af bygningers energimæssige ydeevne ikke strider imod hinanden, men kan gennemføres parallelt.

4.8.   Indikatorerne for energimæssig ydeevne og en metode i henhold til direktivets artikel 5 og mulighed D1 (sammenfatning af konsekvensanalysen) bør gælde i hele EU, da det på grund af forskellige klimatiske forhold er vanskeligt at sammenligne det årlige forbrug i kWh/m2, som måles i de forskellige lande. Ved hjælp af regionalt fastsatte indikatorer skulle energiforbruget ved opvarmning og køling kunne fastslås særskilt. Det ville være hensigtsmæssigt ikke at fastsætte indikatorværdier på grundlag af udetemperaturen, men i stedet basere værdierne på antallet af opvarmnings- og kølingsdage (heating degree-days, cooling degree-days) i medlemsstaterne, da dette mere nøjagtigt end den gennemsnitlige udetemperatur afspejler klimaets indflydelse på energiforbruget.

4.9.   De grundlæggende parametre for udregning af den energimæssige ydeevne (ikke de konkrete numeriske værdier) skal naturligvis være de samme i alle medlemsstater. Endvidere må der anvendes en harmoniseret beregningsmetode. Sådanne beregninger vil dog næppe vise det reelle niveau i et land: Det vil fortsat være uklart, om der er opnået et omkostningsoptimalt niveau, da en række andre (klimauafhængige) parametre i den frie markedsøkonomi spiller ind.

4.10.   Det er resultaterne af renovering af bygninger med forældede, provisoriske eller meget dårlige energiindikatorer i henhold til artikel 4 (og mulighed D3), der ses mest og mærkes tydeligst. Bygninger med den laveste energimæssige ydeevne er imidlertid ofte gamle og nedslidte. Det kan ikke betale sig at yde statsstøtte til renovering af sådanne bygninger, når tilbagebetalingstiden for de investerede midler tydeligt er længere end den tid, bygningerne forventes anvendt. En sådan tilgang i forbindelse med renoveringer ville have negative virkninger. Når det drejer sig om renovering af de bygninger, der har de største mangler, bør der foretages en omhyggelig udvælgelse af, hvilke bygninger der kan komme på tale.

4.11.   Da der ikke findes huse helt uden CO2-udledning (artikel 9), bør buen ikke spændes for hårdt. EØSU foretrækker en mere fleksibel fremgangsmåde, som giver medlemsstaterne spillerum til at improvisere sig frem til de bedste løsninger, og bygninger helt uden CO2-udledning bør kun tilstræbes som et fremtidsideal.

4.12.   I den forbindelse må der henvises til de såkaldte passivhuse, hvis årlige varmeforbrug højst når op på 15 kWh/m2, og til huse i kategori A, hvis årlige opvarmningsbehov højst ligger på 30 kWh/m2.

5.   Konklusioner

5.1.   Det kan konkluderes, at det omarbejdede direktiv giver gode muligheder for energibesparelser, og EØSU har tillid til, at det udvidede anvendelsesområde for direktivet vil bidrage til, at potentialet for energibesparelser i bygninger udnyttes fuldt ud.

5.2.   EØSU mener, at det med en anslået årlig investering på 8 mia. EUR bliver vanskeligt at nå det mål og den finansielle virkning, der er opstillet i det omarbejdede direktiv. Eksemplet med de nye medlemsstater er tilstrækkeligt til at vise, at renoveringsudgifterne er langt højere. Omkostningerne ved og omfanget af renoveringerne påvirkes af en række faktorer, som er uafhængige af direktivets bestemmelser.

5.3.   Omfanget af og behovet for renoveringer i Litauen fremgår af følgende tal: Der er ca. 40 000 gamle boliger, som i lyset af deres lave energimæssige ydeevne er urentable. Der er gennemført forskellige forbedringer af ca. 600 eksisterende bygninger med henblik på at nedsætte energiomkostningerne (i de fleste tilfælde ved at udskifte vinduer), og ca. 60 bygninger har været udsat for en omfattende sanering. Selv om oplysningerne er forskellige afhængigt af kilderne, viser de alle, at man er langt bagefter i forhold til planerne. Med et sådant tempo vil renoveringsarbejderne trække ud i over 100 år, især da de renoveringer, der skal foretages i henhold til det gældende direktiv, ikke engang er påbegyndt

5.4.   Finansielle årsager. Et typisk eksempel: Ifølge oplysninger fra virksomheden »Vilniaus energija«, som forsyner den litauiske hovedstad Vilnius med fjernvarme, er det årlige energiforbrug til rum- og vandopvarmning i en 60 m2 stor lejlighed ca. 200 kWh/m2, hvoraf ca. 140 (11) kWh/m2 går til rumopvarmning. Ved at varmeisolere en bygning og spare 50 % af energien til rumopvarmning ville beboerne med en pris på 0,072 EUR pr. kvadratmeter årligt spare 5,07 EUR pr. kvadratmeter, dvs. i alt 304,20 EUR. Ifølge oplysninger fra byforvaltningen i Vilnius koster en grundig sanering af et hus med flere boligenheder gennemsnitligt 165 EUR pr. kvadratmeter (12). Hvis et renoveringslån skal tilbagebetales inden for 20 år, må beboerne i et sådant hus betale mindst 41,30 EUR pr. måned. Undersøgelser viser, at kun 5 % af beboerne ville være villige til at betale denne udgift.

Det offentlige er ikke i stand til at medfinansiere varmesaneringen af bygninger: Fra vedtagelsen af programmet for modernisering af huse med flere boligenheder i 2004 til november 2008 blev der afsat 37,3 EUR hertil, hvilket svarer til 0,5 % af det årlige budget (13). Med vedtagelsen af omarbejdningen af direktivet i Europa-Parlamentet, i overensstemmelse med det forslag, som Silvia-Adriana Ţicău (RO), medlem af Europa-Parlamentet, forelagde Parlamentet, bør en bedre fordeling af strukturfondsmidlerne sætte nyt skub i renoveringsprocessen.

5.5.   Psykologiske og retlige årsager. En grundlæggende nedsættelse af energiomkostningerne er kun mulig gennem varmeisolerende foranstaltninger, men amortiseringsperioden for sådanne foranstaltninger er på flere årtier. I forhold til et menneskes levetid er dette et meget langt tidsrum og forbundet med usikkerhed. De unge ved ikke, hvor de bor om 20 år, og folk, der nærmer sig de 60, ved ikke med sikkerhed, om de overhovedet er i live om 20 år. Disse to befolkningsgrupper (dvs. ca. 20 % af befolkningen (14)) er derfor ikke interesserede i renoveringer. Hertil kommer de ubemidlede beboere, som modtager tilskud til dækning af udgifter til opvarmning. Dette modbeviser argumentet om, at en renovering forhøjer en boligs værdi. Hvis en bygning er forældet og rives ned, står ejeren uden tag over hovedet, og kan ofte heller ikke gøre krav på den grund, bygningen lå på, medmindre han forinden har købt den. Artikel 19 i omarbejdningen af direktivet forbedrer denne situation, som endvidere bestemmer, at der skal gennemføres informationskampagner rettet mod ejere og lejere inden for rammerne af fællesskabsprogrammer.

5.6.   Fra et varmesaneringssynspunkt er det uheldigt, at der blandt forbrugerne er en udbredt opfattelse af, at en renovering bebyrder boligejerne med langsigtede lån, som de er ude af stand til at betale tilbage, hvis der sker en forringelse af den økonomiske situation, hvorimod energileverandørernes indtægter fra renoverede bygninger imidlertid ikke ændrer sig, eller ligefrem stiger efter en takstregulering, som er påvirket af lobbyisme og korruption. Denne opfattelse skyldes i et vist omfang det forhold, at leverandørerne af fjernvarme, som tegner sig for langt størstedelen af opvarmningen i de nye medlemsstater, i deres stræben efter ublu profit hæver varmepriserne for alle, herunder også for renoverede bygninger, når varmeforbruget falder. Alt i alt et vanskeligt problem at løse. Hvis der efter gennemførelsen af omarbejdningen og udvidelsen af direktivet kan opnås en forbedring af forbrugsafregningerne ved hjælp af den obligatoriske udstedelse af energiattester for teknisk udstyr, og der gennemføres regler om sanktioner i medfør af artikel 22, kunne forbrugernes bekymringer mindskes gennem tekniske og administrative foranstaltninger.

5.7.   Gennemgribende renoveringer kan føre til besparelser i energien til opvarmning af bygninger, men den forventede nedbringelse af CO2-udledningerne opnås ikke nødvendigvis. Når varmeenergien fra kraftvarmeværker stilles til rådighed, udnyttes den spildvarme, der opstår ved el-produktionen. En nedsættelse af varmeforbruget kan føre til, at en del af den uudnyttede spildvarme går til opvarmning af nyopførte bygninger, hvorved CO2-udledningerne mindskes.

5.8.   Manglen på garantier, støtte eller visioner fra staten skaber pessimisme blandt forbrugerne. Hertil kommer, at hverken det gældende eller det omarbejdede direktiv sikrer overholdelse af princippet om et enkelt henvendelsessted for renoveringsprocessen, som efterlyses af alle interessenter og forbrugere. Forbrugerne har forbehold over for kravet i artikel 11, stk. 3 og 4, der går ud på, at der ved salg eller udlejning af en lejlighed i et hus med flere boligenheder skal forelægges en energiattest, når energiomkostningerne fremgår af betalte regninger og accepteres af begge kontraherende parter. Dette er forbundet med yderligere omkostninger.

5.9.   Der findes talrige menneskeskabte byggematerialer (15)  (16), hvoraf man kan vælge de bedst egnede. Hvis markedet imidlertid pludselig oplever en kæmpemæssig strøm af renovationsinvesteringer, som skal puste nyt live i bygge- og anlægssektoren, er der fare for, at man i iveren efter at sikre sig hurtig adgang til disse midler glemmer at tage hensyn til produkternes egnethed. På den anden side ville direktivets bestemmelser (artikel 16 og 17) vedrørende de uvildige eksperter og det uvildige kontrolsystem anvendelsesområde forhindre, at der anvendes produkter af lav kvalitet, hvis disse eksperters kompetencer blev udvidet i overensstemmelse hermed.

---

(1)  Gælder kun den engelske version.

(2)  Jf. direktiv 93/76/EØF, EFT L 237 af 22.9.1993, s. 28-30.

(3)  Udvidelse af bestemmelserne i artikel 10, stk. 5, litra b (den omarbejdede version).

(4)  Dette ville gøre det muligt at overholde bestemmelserne i artikel 1 (den menneskelige værdighed) og artikel 34, stk. 3, (ret til boligstøtte) i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

(5)  TEN-sektionens brochure: What Energy Policy for Europe? Key points of recent EESC opinions (Hvilken energipolitik for Europa? Nøglepunkter fra de seneste EØSU-udtalelser) (og andre EØSU-kilder).

(6)  »Bygningers energimæssige ydeevne«, EFT C 36 af 8.2.2002, s. 20.

(7)  Et lead market-initiativ til fordel for Europa, KOM(2007) 860.

(8)  Undersøgelse foretaget af Generaldirektoratet for Miljø (agenturet for social udvikling).

(9)  »Proaktiv ret«, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 26.

(10)  »Energieffektivitet i bygninger – slutbrugernes bidrag«, EUT C 162, 25.6.2008, s. 62.

(11)  K. Nėnius, Vilnius byforvaltningsprogram »Lad os forny bogligmassen – og forny byen« (på litauisk), http://www.krea.lt/uploads/Busto_progr_bendrijos_EAIP.ppt#22.

(12)  E. Levandraitytė, »En politisk stramning er på trapperne«, Statyba ir architektūra (Tidsskriftet Byggeri og arkitektur, på litauisk), 2008/12, s. 26-29.

(13)  V. Martinaitis, »Energibehovet i litauiske huse med flere boligenheder og udfordringer for den litauiske økonomi«, 22.10.2008, Materiale til en workshop om temaet »Den dyreste opvarmningssæson«).

(14)  Kontoret for statistik, »Indbyggere og boliger i Vilnius« (på litauisk), http://www.stat.gov.lt/uploads/docs/Vilniaus_saviv.pdf

(15)  »Fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer«, EUT C 218 af 11.9.2009, s. 15.

(16)  Dette ville gøre det muligt at overholde bestemmelserne om den menneskelige værdighed og boligstøtte i artikel 1 og artikel 34, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

---