8.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 185/24

1.1

Kort før overtagelsen af EU-formandskabet rettede den østrigske regering en formel anmodning til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI) om at udarbejde en sonderende udtalelse om Industrielle ændringer og EU's udvidelse: Gennemgang af virkningerne i grænseregioner. Pr. definition afgives en sonderende udtalelse, før der vedtages forslag eller træffes politiske afgørelser i et beslutningstagende EU-organ.

1.2

Overgangen til en markedsøkonomi og omsættelsen af EU's regler om det indre marked og konkurrencereglerne har skabt en ny dynamik i mange regioner i Øst- og Centraleuropa. Tiltrædelsen af de nye medlemsstater fra Central- og Østeuropa har bragt grænseregioner tættere på hinanden og har i mange tilfælde pustet nyt liv i tidligere tiders samhandels- og erhvervsforbindelser. Imidlertid har denne nye dynamik også medført problemer, især for arbejdsmarkedspolitikken, og blotlagt infrastrukturmangler i grænseregioner, som indgår i et samarbejde.

1.3

For at se nærmere på igangværende industrielle ændringer i grænseregioner i det udvidede EU og for at indsamle data til udtalelsens udarbejdelse afholdt CCMI og EMCC (det europæiske center for overvågning af ændringer) workshops i Bratislava den 17. og 18. oktober 2005. De fandt sted i CENTROPE-grænseregionen og havde deltagelse af CCMI-medlemmer, repræsentanter for arbejdsmarkedets parter fra Østrig, Slovakiet og Ungarn, samt sagkyndige.

2.1

I dag bor ca. 33 % af EU's befolkning i grænseregioner, som i øjeblikket tegner sig for hen ved 40 % af Europas samlede overfladeareal (1).

2.2

EU's grænser har ændret sig løbende siden EKSF-traktaten blev undertegnet, og processen ser ud til at fortsætte på mellemlangt sigt. Som følge af de dermed forbundne ændringer er EU nødt til at opdatere sin politik for grænseregioner.

2.2.1

Kandidatlandenes grænseregioner begynder at etablere forbindelser med mere perifere naboregioner i EU allerede før deres tiltrædelse, som led i harmoniseringen af deres love og socioøkonomiske strukturer.

2.2.2

Jerntæppet var en ret speciel form for grænse. En stor del af denne grænse ligger nu inden for EU-25's grænser. Da Berlin-muren faldt i 1989, ni år efter solidaritets-revolutionen i 1980, havde regionerne tæt på den grænse, der engang delte de tidligere sovjetbloklande fra resten af Europa, især områderne i det såkaldte »ingenmandsland«, praktisk talt ingen infrastruktur. Trods de store fremskridt, som blev gjort for at tackle følgerne af de politiske beslutninger, som førte til denne situation, er det stadig et problem, som langt fra er løst.

2.2.3

En anden særlig grænse for EU er Middelhavet. Selv om der har eksisteret en samarbejdspolitik mellem EU og middelhavslandene i mange år, har den internationale udvikling medført, at den ikke på det seneste har været en af EU's prioriteter.

2.3

Der blev taget en række grænseoverskridende initiativer (f.eks. euroregioner) i de nye medlemsstaters grænseregioner forud for deres tiltrædelse som en ny form for grænseoverskridende samarbejde, baseret på aftaler indgået mellem nabogrænseområder. Der var intet krav om, at euroregionernes virkemåde skulle reguleres gennem tværstatslige aftaler. Disse initiativer var baseret på lokalstyreinstitutioners og lokale interessenters frie ret til at vælge. Samarbejdet mellem euroregioner havde til formål at løse problemer i fællesskab, uanset politiske grænser, og at etablere økonomisk samarbejde inden for kommunikation og miljøindsats.

2.4

I praksis har EU's tværregionale samarbejde siden 1990'erne primært fundet sted inden for rammerne af de successive INTERREG-programmer. EØSU har også været involveret i nogle af dette samarbejdes aspekter og har udarbejdet udtalelser om tværregionalt samarbejde med afsæt i erfaringerne fra bl.a. middelhavsregionen og Østersøområdet (2), (3), (4).

2.4.1

EØSU har fastslået, at tværregionalt samarbejde, som fremmes af Fællesskabet, kan defineres efter:

2.4.2

I sine udtalelser om INTERREG har udvalget fastslået, at forbindelserne i 1990'erne mellem de forskellige samarbejdskategorier var noget selektive. Samarbejdet fungerede eksempelvis kun på nogle niveauer og var begrænset til visse rumlige kategorier og geografiske områder.

2.4.3

Et bemærkelsesværdigt EU-resultat i grænseregionerne i Frankrig, Belgien, Tyskland og Luxembourg, som alle var udsat for intensiv omstrukturering, var brugen af metoder til bekæmpelse af affolkning i disse områder og forebyggelse af, at de blev omdannet til deciderede »post-industrielle« ørkener. EKSF-traktatens midler og foranstaltninger bidrog i høj grad til disse omstruktureringer.

2.5

I dag findes der hen ved 180 grænseoverskridende initiativer på tværs af Europa. Hovedparten af disse initiativer er instrumenter, som skal mindske grænsernes negative virkninger. 32 euroregioner er beliggende på de nye medlemsstaters område; det står således klart, at de nye EU-medlemsstater har været særdeles aktive i deres støtte til princippet om grænseoverskridende samarbejde.

2.6

De fleste af de 32 grænseregioner, som omfatter »nye« og »gamle« medlemsstater, har endnu ikke oplevet fællesinitiativer med direkte berøring til industripolitik, om end mange fællesprojekter indirekte vedrører dette politikområde.

2.7

Nye initiativer inden for industripolitikken er — som hovedregel — taget i grænseregioner, der ligger tæt på storbyområder (f.eks. i trekanten Wien, Budapest, Bratislava), eller som udgør et område med industricentre eller en gruppe storbyer uden storbykarakteristika (Katowice-Ostrava-regionen langs grænsen mellem Tjekkiet og Polen).

2.7.1

Et interessant nyt eksempel på industrielle ændringer er Friuli-Venezia-Giulia-regionen på grænsen mellem Italien og Slovenien, som oplevede et genopsving i fremstillingsvirksomhed både før og efter EU's udvidelse, især i møbelbranchen.

3.1.1

Karakteristikaene ved de grænseregioner med en udviklet industripolitik, som er opridset i denne udtalelse, er primært identificeret med afsæt i bemærkninger fremsat i CENTROPE (5)-regionen.

3.1.1.1

CENTROPE-regionen omfatter områder fra tre nye og fra en af de femten gamle medlemsstater (i Østrig delstaterne Wien, Niederösterreich og Burgerland, Sydmoravien i Tjekkiet, Bratislava og Trnava i Slovakiet samt Györ-Moson-Sopron og Vas i Ungarn). Hele regionen omfatter både områder med typiske periferi-problemer, og nærtliggende økonomisk dynamiske, bymæssige centrale områder.

3.1.1.2

Området var udsat for intens omstrukturering i 1990'erne, med investeringer i dele af området som en direkte følge heraf. Dette medførte også forskydninger på arbejdsmarkederne, som et betydeligt antal især ældre arbejdstagere måtte forlade; senere hen opstod der sideløbende med investeringerne — men ikke altid samme sted — en efterspørgsel efter arbejdskraft.

3.1.1.3

EU's udvidelse har i det område, hvor fire lande (Østrig, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) støder sammen, medført en sammenlægning af flere regionale arbejdsmarkeder, hvis integration udgør en udfordring. Flytning af virksomheder og afvandring af arbejdskraft i retning af byer samt mangelfuld (trafik-)infrastruktur belaster fortsat arbejdsmarkedets struktur, men der er også tale om en udpræget lønforskel mellem Østrig og de nye EU-lande samt en forventet mangel på faglært arbejdskraft.

3.1.1.4

Vi oplever de første tegn på, at der dukker grænseoverskridende fremstillingsnet op. Transportinfrastrukturens udvikling, som kræver betydelige investeringer, har spillet en rolle i denne proces. Dette har atter ført til, at de eksisterende huller er blevet fyldt og til, at de gamle bånd er blevet genetableret.

3.1.2

Udenlandske og indenlandske investeringer udgør en vigtig stimulans for industrielle ændringer i sådanne regioner, og det gælder også for små og mellemstore virksomheder. I de lande, hvor der blev etableret Særlige Økonomiske Zoner eller Industrizoner før tiltrædelsen, er de fleste investeringer blevet »trukket« til områder, som kun sjældent har været sammenfaldende med grænseregioner (se EØSU-udtalelse CCMI/025). Dette er en del af forklaringen på, at der kun i et ringe antal grænsesamarbejdsregioner er udviklet en ny industripolitik.

3.1.2.1

Hoveddrivkraften bag vækst har været investeringer i eksisterende bygninger og nybygninger samt virksomhedsomflytninger. Identificering af nye markeder, forskelle i virksomhedsbeskatning, betydelige lønforskelle og statsstøtte var nogle af drivfjedrene bag disse investeringer. Disse faktorer har understøttet omstruktureringsprocessen og bidraget til økonomisk vækst.

3.1.2.2

De har været med til at tiltrække lønmodtagere med kvalifikationer på mellemniveau eller højt niveau og har medført et fald i arbejdskraft- og ikke-lønmodtager-relaterede omkostninger. Der har været tale om en betydelig stigning i efterspørgslen efter bl.a. maskinoperatører, montører, maskin-sagkyndige, svejsere, maskiningeniører, IT-specialister — og dette bliver stadig mere mærkbart i alle fremstillingssektorer i EU.

3.1.2.3

En følge har været, at denne indsats har forbedret ledelsesfærdigheder og har ført til en politik for menneskelige ressourcer og velfungerende forbindelser mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Den har også gjort det muligt at opnå midler til investeringer og har medvirket til at skabe forbindelser med leverandør- og kundemarkeder.

3.1.2.4

Denne investering har involveret ikke blot store EU-foretagender, men også små og mellemstore virksomheder og selskaber uden for EU. Disse selskaber har grupperet investeringer, skabt multiplikatorvirkninger, etableret forbindelser med lokale virksomheder og knyttet bånd til indenlandske foretagender og udenlandske afdelinger.

3.1.3

En analyse af de strukturelle, industrielle ændringer, som er i gang i de grænseregioner, som behandles her, viser, at der i disse områder som regel benyttes en »step-by-step«-metode (altså skridt-for-skridt).

3.1.3.1

I det første skridt var den igangsatte fremstillingsaktivitet arbejdskraftintensiv og beroede på arbejdskraft med lave kvalifikationer; i andet skridt blev der benyttet bedre kvalificerede arbejdstagere og mere avancerede tjenester. I tilfælde, hvor det første skridt var vellykket, blev der gjort forsøg på at outsource visse aktiviteter uden for virksomheden — men stadigvæk i regionen — i et forsøg på at nedbringe arbejdskraftomkostningerne.

3.1.3.2

Strukturelle to-vejs-fusioner har haft stor indvirkning på de strukturelle spørgsmål, som følger med disse industrielle ændringer. Der kan foretages en opdeling i fusioner opad (udenlandske virksomheder i en region og uden for denne) og fusioner nedad (inden for et lokalområde); sigtet har været at opnå konkurrencefordele inden for et netværk eller en region.

3.1.3.3

Tilgange med større risiko er også benyttet (baseret på »snebold«-princippet), som har skabt tættere bånd. De »enklaver« i en ekspanderende virksomhed, der opstod som følge af denne proces, var kendetegnet ved den lethed, hvormed de blev omformet til andre, nye virksomheder.

3.1.3.4

En stadig mere almindelig udvikling i grænseregioner, herunder også i de nye medlemsstater, bestod i, at dynamiske investorer etablerede nye virksomhedsafdelinger (andet skridt i en given regions udvikling). Industripolitikken stimuleres også i disse regioner i kraft af selskabsnetværker, som ofte er internationale, og som f.eks. beskæftiger sig med interaktiv human-ressource-styring på tværs af grænserne.

3.2.1

En sådan udfordring for industripolitikken er brugen af direkte incitamenter og skabelse af asymmetri selskaberne imellem. Selskaber, der indlemmer små og mellemstore virksomheder i deres netværk, har flere problemer med at anvende en sådan symmetri.

3.2.1.1

Som R. Pedersine anfører i sin præsentation (se fodnote 5) kan en begrænsning af et selskabs aktiviteter til det mellemlange sigt også være et effektivt led i industripolitikken i den nære fremtid, som næppe kan undgå at få sociale konsekvenser, og som bør iværksættes ved brug af passende garantimekanismer baseret på en økonomisk og social dialog.

3.2.2

En meget vigtig udfordring for udviklingen af hele EU og den fremtidige industripolitik i alle dens facetter, men især i grænseregioner, er forskellene i virksomhedsbeskatning, især i sammenhæng med selskabsskat (6).

3.2.2.1

Det er overmåde vigtigt at beslutte, om selskabsskatten skal harmoniseres og hvordan beskatningsgrundlaget skal fastlægges — enten efter hvor hovedsædet er placeret (Home State Taxation — hjemstatsbeskatning) eller efter det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag (Common Consolidated Corporate Tax Base, CCCTB).

3.2.2.2

Systemet med hjemstatsbeskatning betyder, at der i grænseregioner i EU ikke skal benyttes forskellige love til at fastlægge beskatningsgrundlaget. Dette system indebærer imidlertid flere risici. (7)

3.2.2.3

Anvendelse af CCCTB-alternativet vil betyde, at alle virksomheder, der arbejder på tværs af grænserne, vil anvende ensartede principper ved opgørelsen af deres beskatningsgrundlag (8), uanset i hvilket land hjemstedet ligger. Desuden vil CCCTB-metoden ikke kræve ændringer i eksisterende nationale regler og kun samtykke til udformning af nye, ekstra paneuropæiske regler for selskaber, der driver virksomhed i flere lande.

3.2.2.4

En ulempe ved CCCTB-alternativet er risikoen for, at to virksomheder fra et givent land med ensartede udsigter og ensartet tilstedeværelse på det indenlandske marked benytter to forskellige metoder til at fastlægge deres beskatningsgrundlag.

3.2.3

En af de faktorer, som har størst betydning for industripolitikkens udvikling i disse regioner, er den aktuelle tilstand af og udviklingstempoet i transportinfrastrukturen i regionen og ved dens indgangskorridorer. Derfor bør der ikke alene investeres kraftigt i opførelse og modernisering af regionens transportnet, men også etableres fælles transportprojekter, som bør styres på moderne vis ved at trække på innovationer og videnskabelig forskning.

4.1

Begrebet grænseregion med en ny, operationel industripolitik er særdeles komplekst i sin beskaffenhed, både generelt set og for specifikke tilfælde og områder. Derfor mener udvalget, at det under det næste formandskab er vigtigt at formulere en præcis og bestemt definition på, hvad der skal forstås ved »REGION« i grænseoverskridende og industriel sammenhæng. I definitionen bør man udskille regioner, der grænser op til ikke-EU-lande, og der bør tages hensyn til, om et givent naboland er kandidatland eller ej.

4.1.1

Med hensyn til regioner i nye medlemsstater og regioner, som grænser op til lande i det »gamle« EU, er det vigtigt at konstatere, hvorledes der kan skelnes mellem virkningerne af de ændringer, der fandt sted i disse regioner i 1990'erne, og dem, der skyldes EU-tiltrædelsen, og at kunne vurdere effektiviteten af de EF-instrumenter, der er benyttet i disse områder før og efter tiltrædelsen.

4.1.2

Det nye formandskab bør i samarbejde med EØSU også give svar på følgende spørgsmål:

4.2

Ud fra den tilgang, som er typisk for grænseregioner i det udvidede EU, og som er kendetegnet ved:

finder EØSU det overmåde vigtigt at sikre den sociale samhørighed og at undgå en konkurrence, som fører til ringere arbejdsretlige og sociale normer. Derfor er det nødvendigt, at disse processer afvikles ved brug af tidssvarende forbindelser mellem arbejdsmarkedets parter, som allerede er fast etableret i EU, især i henseende til social dialog og dialog mellem interessenter.

4.2.1

Som følge af de vanskeligheder på arbejdsmarkedet, der er typiske for grænseregioner og som kan henføres til tidligere tiders forsømmelser, omstrukturering og de dynamiske ændringer, som skyldes iværksættelsen af en særlig industripolitik i disse regioner, foreslår EØSU, at der i specifikke perioder benyttes beskæftigelsesfremmende mekanismer, som EU tidligere ofte har tyet til, og som indebærer, at der ydes støtte til virksomheder, der skaber varige arbejdspladser.

4.2.2

Til denne indsats bør knyttes ledsageforanstaltninger, som skal forhindre misbrug af offentlige midler, og som skal sikre, at de arbejdspladser, der oprettes ad denne vej, bliver nye og varige. De nærmere enkeltheder ved disse foranstaltninger er opridset i de reviderede EU-direktiver om offentlige indkøb.

4.2.3

Især bør en virksomhed ikke kunne få stats- eller strukturfondsstøtte, hvis den efter tidligere at have fået støtte har flyttet arbejdspladser eller — efter en udflytning — har afskediget personale dér, hvor den oprindelig var lokaliseret, uden at overholde de nationale og internationale regler.

4.3

Udvalget bemærker, at en meget vigtig og måske afgørende faktor, som har påvirket industripolitikkens gennemførelse og udvikling i grænseregioner i det udvidede EU, både nu og førhen, er muligheden for interessenterne i disse regioner for at få adgang til EU's strukturfondsmidler. En forøgelse af strukturfondenes rolle i disse regioner har afgørende betydning for både at kunne lindre følgerne af intensive overgangsprocesser og hjælpe regionerne med at tilpasse sig de anvendte politikkers dynamiske karakter.

4.3.1

Med afsæt heri og med en henvisning til sin udtalelse (9) om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde (EGGS) lægger udvalget særlig vægt på det nødvendige i at udvide de bestemmelser i forordningen, som vedrører EGGS's formål og sammensætning, ved at tilføje ordene »og økonomiske og sociale aktører samt andre berørte civilsamfundsorganisationer …«.

4.3.1.1

Juridiske enheder, som etableres både under EGGS og andre strukturfonde, bør være ansvarlige for koordineringen af de forskellige finansieringskilder og for forberedelse og gennemførelse af finansieringsprojekter til støtte for den industrielle udvikling i den pågældende region. Denne finansiering bør være tilgængelig for repræsentanter for de forskellige involverede parter i regionerne. Etablering af sådanne juridiske enheder kunne udgøre et incitament til grænseoverskridende samarbejde og give sådanne regioner en større identitetsfølelse samt øge deres ønske om at harmonisere regelsæt.

4.3.2

Når der etableres og iværksættes strukturfondsstøttede projekter, bør man benytte lejligheden til at kombinere offentlig finansiering og midler fra private investorer, men uden at den offentlige støtteandel betegnes som forbudt støtte. Kriteriet bør være de fordele, som opnås, ikke for virksomheden, men for regionen — i form af jobskabelse, infrastrukturudvikling og produktivitet i økonomien.

4.4

Udvalget mener, at arbejdsmarkedernes udvikling i de berørte regioner er en faktor i den industrielle omstilling, som ikke må undervurderes. I dag findes der stadigvæk midlertidige hindringer for arbejdstagernes grænseoverskridende mobilitet inden for EU. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til alvorligt at undersøge, om overgangsperioderne ikke kan bringes til ophør tidligere. Dette bør ske under passende inddragelse af og samråd med arbejdsmarkedsparterne på alle relevante niveauer.

4.4.1

I tilskyndelsen til bedre vilkår for arbejdstagermobiliteten i grænseregioner må man ikke overse de eventuelle nationale og etniske spændinger, der måtte opstå. De specifikke forhold og erfaringerne i regioner, hvor forskellige kulturer og nationaliteter har indgået i et samspil med hinanden over en længere periode, betyder, at disse vanskelige spørgsmål bør overvindes og løses mere effektivt end i andre områder. En social dialog og civilsamfundets engagement kan også spille en særlig vigtig rolle ved overvindelsen af problemer, som knytter sig til de gensidige forbindelser mellem forskellige nationaliteter, kulturelle og etniske grupper (10).

4.5

Aktioner vedrørende dynamiske strukturelle ændringer i grænseregioner bør være emnet for en sagkyndig vurdering og videnskabelig undersøgelse, som bør foretages under successive EU-formandskabers auspicier, da spontane initiativer kan være ineffektive eller sågar virke destabiliserende.