9.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/89

1.1

Mænds vold mod kvinder i hjemmet er, hvad enten der er tale om fysisk eller psykisk vold, en af de alvorligste krænkelser af menneskerettighederne, dvs. retten til liv og fysisk såvel som psykisk integritet. Da denne form for vold har sine årsager i den ulige magtfordeling mellem kønnene, der stadig kendetegner vore samfund, berører den kvinder fra alle samfundslag. Dette hæmmer udviklingen af det demokratiske samfund som helhed. En af de vigtigste opgaver for en europæisk politik, der bygger på respekt for de grundlæggende menneskerettigheder, består derfor i at forhindre sådanne voldshandlinger og skabe effektive uddannelses-, forebyggelses-, strafforfølgelses- og støtteprocedurer.

1.2

Kvinders sikkerhed og ligebehandling må som integrerende bestanddele af menneskerettighederne være grundlæggende udgangspunkt for og principielt mindstekrav til alle nuværende og kommende medlemsstater. EØSU beder derfor udtrykkeligt Rådsformandskaberne om fortsat af alle kræfter at tage sig af emnet »vold mod kvinder i hjemmet«.

1.3

Ganske vist ligger hovedansvaret for bekæmpelse af vold i hjemmet hos medlemsstaterne. Men da de nationale reaktioner er meget forskellige, finder EØSU en fælleseuropæisk strategi hårdt tiltrængt.

1.4

Vold mod kvinder i hjemmet kan kun bekæmpes effektivt på det relevante nationale niveau. Derfor skal alle medlemsstater som led i den kommende fælleseuropæiske strategi udarbejde en national handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder i hjemmet, der indeholder konkrete foranstaltninger og tidsfrister for strategiens gennemførelse. Medlemsstaterne bør i den forbindelse fastlægge tidsplaner, afsætte midler og navnlig tage hensyn til følgende punkter:

1.5

EØSU finder det nødvendigt at føre kontrol med gennemførelsen af de påtænkte foranstaltninger (»monitoring«). Særlig opmærksomhed bør der i den forbindelse vies ofres og vidners beredvillighed til at anmelde vold i hjemmet som udtryk for tillid til politiet, retsvæsenet og de sociale institutioner.

1.6

For at få kendskab til omfanget af volden mod kvinder i hjemmet, for at henlede offentlighedens opmærksomhed på problemet og for at åbne mulighed for en effektiv reaktion fra institutionernes side må der tilvejebringes statistiske data i alle medlemsstater — selv om statistikker naturligvis aldrig kan afspejle det fulde omfang af et problem som vold i hjemmet.

1.7

EØSU mener, det er på høje tid at få etableret pålidelige og sammenlignelige statistikker over vold mod kvinder i hjemmet i alle medlemsstaterne og i ansøger- og kandidatlandene. Man bør straks begynde at udarbejde det nødvendige grundlag og de nødvendige regler herfor.

1.8

Efter EØSU's opfattelse er det absolut nødvendigt at finde nye løsninger med henblik på præventiv og repressiv bekæmpelse af vold mod kvinder i hjemmet og udveksling af eksempler på god praksis mellem medlemsstaterne og på europæisk plan. Udvalget finder, at anvendelse af de store landsdækkende medier til regelmæssig formidling af budskabet, at ofrene er uden skyld, vil kunne gøre det lettere for disse at anmelde den vold, som de har været udsat for, hvilket vil være et første skridt på vejen til at genvinde styrken. Medlemsstaterne bør anvende de store medier til at informere ofrene om deres rettigheder og om hjælpeprocedurer og -instanser.

2.1.1

»Mænds vold mod kvinder« har i løbet af de seneste fire årtier udviklet sig fra et tabuiseret problem, der blev regnet for den pågældende kvindes »privatsag«, til et socialt problem, der diskuteres indgående offentligt og i kriminalpolitisk sammenhæng. En afgørende andel i denne nyvurdering havde (og har) kvindebevægelsen og den feministiske bevægelse, der kraftigt og vedvarende har gjort opmærksom på de mange tilfælde af mænds vold mod kvinder i privatlivet og i familien og på de utilstrækkelige reaktioner herpå fra officielle instansers og institutioners side.

2.1.2

Vold mod kvinder i hjemmet er ikke et individuelt problem for kvinden, men et samfundspolitisk problem, som hænger sammen med strukturel forfordeling og diskriminering af kvinder i et samfund, der stadig domineres af mænd. Det findes i alle lande og i alle sociale lag, om end ikke i samme omfang. Det påvirker kvinders muligheder for at komme ud på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet og/eller deres evne til i fuldt omfang at udføre deres arbejdsopgaver.

2.1.3

Ifølge Verdenssundhedsorganisationens rapport fra 2002 om »Vold og helbred«, som analyserer 48 undersøgelser af forekomsten af vold mod kvinder, har (i forskellige lande og ifølge forskellige undersøgelsesmetoder) 10-69 % af kvinderne i livets løb været udsat for fysisk vold fra deres mands/partners side (1). For Europas vedkommende når en studie vedrørende »Tyske kvinders livssituation, sikkerhed og sundhed«, offentliggjort 2004 af det tyske Forbundsministerium for Familie, Ældre, Kvinder og Unge, på grundlag af forskellige europæiske undersøgelser frem til, at 7-45 % af kvinderne har været udsat for fysisk vold (2).

2.1.4

Ved vurderingen af disse statistiske data må man holde sig for øje, at de er meget ufuldstændige, og at de kun i meget begrænset omfang, om overhovedet, er sammenlignelige. De bygger på indbyrdes afvigende definitioner af »vold mod kvinder«, registreringsmetoderne og stikprøvestørrelserne er klart forskellige, og ikke mindst er der stor forskel på, hvor villige kvinderne er til at udtale sig om partnervold, som de har været udsat for. Men det går an at fortolke de foreliggende data derhen, at mænds vold mod kvinder forekommer i alle verdens stater, herunder også i EU's medlemsstater, og at man må gå ud fra, at fænomenet i alle stater er væsentligt mere udbredt, end det fremgår af de statistiske data.

2.1.5

Der er almindelig enighed om, at arten og omfanget af mænds vold mod kvinder afhænger af forekomsten af patriarkalske magtstrukturer og af de — ikke mindst deraf bestemte — kønsroller, der er fremherskende i samfundet. Mænds vold mod kvinder er et fænomen, hvis umiddelbare årsager ligger i samfundsmæssige strukturer, nemlig i uligheden mellem mænd og kvinder. Den manglende ligestilling mellem kønnene er også årsag til, at denne form for vold ikke i tilstrækkeligt omfang gøres til genstand for undersøgelse, forhindres og forfølges strafferetligt. Svarende hertil bidrager de samfundsmæssige processer hen imod kvinders ligeberettigelse og ligestilling med mænd og imod lige rettigheder og samme friheder for kvinder ganske væsentligt til at begrænse volden. Kvindernes stilling i samfundet, deres skoleuddannelse og erhvervsmæssige muligheder, deres økonomiske/finansielle uafhængighed af partneren og omfanget af deres deltagelse i samfundslivet er faktorer, som er af afgørende betydning for at sikre dem en tilværelse med selvbestemmelse og med mindre risiko for at blive udsat for vold i hjemmet.

2.1.6

Undersøgelserne viser også klart, at volden mod kvinderne har omfattende psykiske, psykosociale og helbredsmæssige konsekvenser — som igen får følger for bl.a. sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet.

2.2.1

En milepæl på vejen mod omvurderingen af vold mod kvinder var FN's 4. Verdenskvindekonference i Beijing (Kina) i 1995, som også alle EU's medlemsstater deltog i. Deres repræsentanter tilsluttede sig — sammen med alle andre konferencedeltagere — »Beijing-erklæringen og –handlingsprogrammet« og besluttede i den forbindelse bl.a. at træffe foranstaltninger til at forebygge og afskaffe vold mod kvinder (3).

2.2.2

Ganske vist er det medlemsstaternes sag at gennemføre disse foranstaltninger, men der er også gjort en indsats på EU-plan for at støtte medlemsstaterne. Hovedvægten lå i den forbindelse — ud over handel med kvinder — på emnet »vold mod kvinder i hjemmet« (se også »European Women's Lobby«s rapport fra 2004 »Beijing +10 1995-2005« (4)).

2.2.3

Blandt de seneste aktioner på europæisk plan kan nævnes den planlagte gennemførelse af en beslutning truffet af Europarådet på topmødet i Warszawa den 16.-17. maj 2005: »Europarådet vil træffe foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder. Dertil hører også egnede foranstaltninger til bekæmpelse af vold i hjemmet. Europarådet vil med henblik herpå nedsætte en arbejdsgruppe, som skal evaluere fremskridt på dette felt i de enkelte stater og følge udviklingen i Europa som helhed. Målet hermed er at udarbejde forslag til mulige foranstaltninger.« (5)

2.2.4

Desuden har Europa-Parlamentet fået forelagt »Betænkning om status over bekæmpelsen af volden mod kvinder og eventuel fremtidig indsats«, udarbejdet af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (6).

2.3.1

Der er ingen tvivl om, at der inden for de seneste år på EU-plan er sket adskilligt på området »vold mod kvinder«. Volden anerkendes som et problem i alle medlemsstaterne, og overalt er der opstillet programmer og truffet foranstaltninger til bevidstgørelse om og til bekæmpelse og begrænsning af den. Også ansøgerlandene erkender deres problemer på området og tilstræber forbedringer (7).

2.3.2

Men de relevante informationer er brudstykkeagtige og vanskeligt sammenlignelige. Der savnes fælles definitioner ikke mindst med henblik på statistisk registrering af volden, ligesom der savnes nøje kendskab til de foranstaltninger, der i de enkelte medlemsstater er truffet til forebyggelse af, indgriben mod og bekæmpelse af vold mod kvinder i hjemmet — for slet ikke at tale om mulighederne for at bedømme foranstaltningernes virkninger.

2.3.3

I denne udtalelse defineres »vold mod kvinder i hjemmet« som partnervold, dvs. som psykisk eller fysisk (herunder seksuel) vold inden for et ægteskab eller et andet parforhold, herunder også efter forholdets opløsning, hvis der er en direkte sammenhæng med det tidligere forhold. Det drejer sig i forbindelse med denne form for vold om en proces, der sigter mod at opnå kontrol og dominans, idet partnerens frihedsrettigheder og legemlige, sjælelige og seksuelle integritet krænkes. I den forbindelse kan psykisk vold (»åndelig grusomhed«) i høj grad påvirke kvindens evne til at sætte sig til modværge mod volden eller til at gøre en ende på forholdet. I de fleste tilfælde af vold i hjemmet er det manden, der udøver den, og kvinden, der er offer.

2.3.4

Volden rammer ikke bare offeret selv, men også de øvrige familiemedlemmer, herunder navnlig børnene. Børn, der bliver vidner til vold i hjemmet, er dermed også ofre for psykisk vold. Hyppigere end andre børn bliver de også ofre for korporlig vold. Alligevel er vold i hjemmet ikke direkte og umiddelbar vold mod børn.

2.3.5

Vold mod børn, ikke mindst når den finder sted i de nære sociale omgivelser, er et så vigtigt tema, at det bør behandles for sig selv og ikke i sammenhæng med vold mod kvinder i hjemmet.

2.3.6

På baggrund af ovenstående er navnlig følgende henstillinger blevet drøftet:

2.3.7.1

Efter de hidtidige erfaringer er tilstedeværelse af lovbestemmelser af afgørende betydning for bevidstgørelse om denne form for vold og for forebyggelse og bekæmpelse af den med egnede foranstaltninger. Som eksempel herpå kan der henvises til udviklingen i Østrig (efter indførelsen af »Lov om beskyttelse mod vold i familien« af 1. maj 1997). Siden har flere europæiske stater indført tilsvarende bestemmelser (8).

2.3.7.2

For diskussionen inden for Det Europæiske Fællesskab ville det være af stor betydning at have nøjagtig aktuel viden om de forskellige lovbestemmelser, særlig om politiets optræden, domstolenes kompetence og, ikke mindst, andre aktørers indsats og samarbejdet med disse, f.eks. hjælpe- og rådgivningstjenester (ikke-statslige organisationer).

2.3.7.3

Men lige så vigtigt ville det være at have sikker viden om lovbestemmelsernes gennemførelse i praksis. Fra forskellige medlemsstater foreligger der information om, at tilstedeværelsen af lovbestemmelser alene ikke er tilstrækkelig til effektivt at forhindre og bekæmpe vold mod kvinder i hjemmet.

2.3.8.1

Den aktuelle situation vedrørende statistisk information er yderst utilfredsstillende. Der findes til nu ingen sikre statistiske data af værdi om »vold mod kvinder i hjemmet«, som er afstemt indbyrdes inden for EU og dermed sammenlignelige. De indikatorer, der blev udviklet under det danske formandskab, er, så vidt vides, endnu ikke taget i anvendelse.

2.3.8.2

Kriminalstatistiske data om emnet fra de enkelte medlemsstater kan, for så vidt de overhovedet foreligger, for øjeblikket i bedste fald indsamles af Eurostat. Ifølge Generaldirektoratet for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed er Eurostat i gang med at udarbejde et instrument til indsamling af sammenlignelige kriminalstatistiske data. Europol har indtil nu beskæftiget sig lige så lidt med denne problematik som Interpol. De bestræbelser, der udfoldes som led i Daphne-programmet, er af stor betydning med henblik på at forbedre den nuværende situation; de bør afgjort videreføres.

2.3.8.3

Selv om det fortsat bør tilstræbes at få indført sammenlignelig kriminalstatistisk registrering af data vedrørende »vold i hjemmet«, lader det sig nok lettere gøre på nationalt plan at gennemføre rundspørger/befolkningsundersøgelser (»victim surveys«) efter sammenlignelige kriterier. I forbindelse med EIDIV-projektet »European Indicators Database on Intimate Partner Violence«, som finansieres under Daphne-programmet, stilles der tilsvarende forslag om »en harmoniseret europæisk befolkningsundersøgelse«, der skulle kunne gennemføres relativt nemt og hurtigt. I en sådan undersøgelse kunne man også interessere sig for interventionsorganers (ngo'ers) inddragelse og virke.

2.3.8.4

Også i form af Eurobarometer-undersøgelser kan der foretages repræsentative rundspørger. Således blev der i forbindelse med den allerede omtalte »Europæiske kampagne mod vold i ægteskaber og parforhold« foretaget en Eurobarometer-undersøgelse af de europæiske borgeres indstilling til vold i hjemmet. Så vidt vides er det planen at foretage en ny undersøgelse i 2006.

2.3.9.1

Forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet er af afgørende betydning. Vel er det vigtigt at bringe volden til offentlighedens kundskab — at bryde tavsheden — at straffe den som den forbrydelse, den er, og at hjælpe, beskytte og støtte ofrene, men langt vigtigere er foranstaltninger med henblik på at forhindre, at volden overhovedet forekommer.

2.3.9.2

Med henblik på at sikre social, universel forebyggelse er der navnlig brug for information og oplysning om, at mænds vold mod kvinder ikke kan accepteres i et moderne demokratisk samfund. Allerede i den tidligste barndom skal børnene — drenge som piger — lære, at drenge og piger, mænd og kvinder har samme værd, samme rettigheder og pligter og samme muligheder. Opdragelsen til ligestilling skal så fortsætte gennem hele skoletiden og i den voksne alder.

2.3.9.3

Vold i hjemmet har omfattende konsekvenser for børn, der oplever den og må vokse op i et voldeligt miljø. Børn må derfor tidligt og vedvarende have hjælp til at bryde voldscirklen og lære uvoldelige problemløsninger.

2.3.9.4

Ved hjælp af egnede sociale, økonomiske og retlige foranstaltninger må det sikres, at de situationer slet ikke opstår, som i særlig grad betinger vold i hjemmet. Hertil hører bl.a. dårlige materielle forhold, finansiel og økonomisk afhængighed af partneren, for trange boligforhold og ikke mindst alkohol- og stofmisbrug. Dårlige sociale forhold kan øge voldsrisikoen for kvinder, selv om vold mod kvinder i hjemmet forekommer i alle sociale lag.

2.3.10.1

Som regel finder kvinder, der er ofre for vold i hjemmet, ikke megen støtte i deres sociale miljø. Også de institutioner, der egentlig er ansvarlige, har ofte vist sig blinde eller hjælpeløse over for problemet, der er blevet betragtet som tilhørende privatlivet. Kvindehjemmenes arbejde har været en succes; deres muligheder for at yde hjælp og støtte bør bevares og udbygges. Desuden er det vigtigt at forbedre samarbejdet mellem forskellige statslige og ikke-statslige organer og institutioner, f.eks. via institutionaliserede samarbejdsgrupper (»interventionsprojekter«).

2.3.10.2

Med interventionsprojekter og samarbejdsgrupper kan der påbegyndes og gennemføres en perspektivforskydning: Mænd bliver inddraget i diskussionen om og i indsatsen mod vold i parforholdet og bliver betragtet som medansvarlige og ikke længere blot som en del af problemet, men også som aktiv del af løsningen. Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet, bliver ikke fastholdt i deres offerrolle, men oplever at føle sig stærke (»empowerment«). Det er navnlig de ikke-statslige organisationer, der påtager sig disse opgaver.

2.3.10.3

Det er endnu for tidligt at sige noget endeligt, men alligevel skal yderligere fire problemkomplekser omtales:

2.3.11.1

Efter alle foreliggende oplysninger at dømme ser det ud til, at der blandt indvandrerkvinder findes grupper, der er hårdere ramt af vold i hjemmet end sammenlignelige grupper i den hjemmehørende befolkning og får mindre både statslig og ikke-statslig hjælp. Det er der mange årsager til. Migrantkvinderne er fortsat til en vis grad isolerede fra samfundet; det er svært for dem at bekvemme sig til at henvende sig til civilsamfundets institutioner; der er sprogbarrierer, sociale og kulturelle forskelle og ukendskab til mulighederne for at få hjælp. De migrantkvinder, der opholder sig illegalt i værtslandet, befinder sig i en særlig vanskelig situation. Deres opholdsmæssige status og deres manglende kendskab til, at de har samme ret til hjælp som hjemmehørende kvinder og migrantkvinder med legalt ophold, forhindrer direkte, at de kan søge hjælp i tilfælde af vold i hjemmet.

2.3.12.1

Den nationale politik på dette område skal have til formål at sikre, at de juridiske, politimæssige, pædagogiske, psykologiske, medicinske og sociale faggrupper er i stand til tidligt at erkende vold. Manglende viden hos de relevante faggrupper om voldens symptomer, fremtrædelsesformer, stadier og eskalationstrin fører til, at volden ties ihjel, at processerne ikke erkendes, og at der træffes uegnede foranstaltninger — med deraf følgende skæbnesvangre konsekvenser.

2.3.13.1

I henhold til de fleste love om beskyttelse mod vold i familien kan der udstedes kontakt- og adgangsforbud. Men den dermed tilstræbte beskyttelse af ofret mod den voldelige partner kan ophæves af (fraskilte) mænds ret til at besøge deres børn. Hvordan man skal håndtere disse situationer, er der allerede taget stilling til i nogle medlemsstaters lovgivning.

2.3.13.2

Der er stadig mange kvinder, der må søge beskyttelse i støtteinstitutioner, fordi de er blevet ofre for vold i hjemmet. Trods alle anstrengelser fra støtteinstitutionernes side kan et sådant ophold få negative konsekvenser for ofrenes, herunder ikke mindst ledsagende børns, psykiske velbefindende. Derfor bør der skabes retlige forudsætninger for, at gerningsmanden bag volden i hjemmet kan forvises fra den fælles bolig, som ofrene så får eneret til.

2.3.14.1

Ifølge kvinderådgivningsinstanser er det særlig svært for ældre kvinder at hente og få hjælp i tilfælde af vold. Her kan kønsrollemønstrene være dybt indgroede. I henvendelser til offentligheden om vold i hjemmet bør gruppen af ældre kvinder have en mere fremtrædende placering, så de ikke blot får kendskab til mulighederne for hjælp, men også bliver klar over, at hjælpen er en ret.

2.3.15

Social integration i almindelighed af ofrene for vold i hjemmet og integration på arbejdsmarkedet i særdeleshed

2.3.15.1

Vold mod kvinder i hjemmet er en hindring for kvindernes sociale integration i almindelighed og deres integration på arbejdsmarkedet i særdeleshed — med marginalisering, fattigdom og finansiel og materiel afhængighed til følge. De fysiske og psykiske følger af volden kan indvirke ikke blot på adgangen til arbejdsmarkedet, men også på situationen på arbejdspladsen (fravær, psykiske belastninger, boligskifte m.m.). Det problem må arbejdsmarkedsinstitutionerne finde løsninger på, f.eks. gennem aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger om beskyttelse af og støtte til kvindelige arbejdstagere, der har været ofre for vold i hjemmet. Sådan gør man f.eks. i Sverige.