11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/7

1.1

EØSU bifalder Kommissionens foreslåede ændring, som skaber større klarhed og letter anvendelsen af denne forordning, der er så vigtig for virkeliggørelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. Ikke desto mindre skaber nogle af de nye formuleringer en vis usikkerhed omkring fortolkningen af dem. Dette gælder især artikel 8, stk. 3, sidste del, som indfører en undtagelse vedrørende beregningen af frister, hvis adressaten nægter at modtage et dokument, fordi det er affattet på et sprog, som han/hun ikke forstår; denne bestemmelse skal beskytte rekvirentens interesser i henhold til nationale bestemmelser.

1.2

Ligeledes bør det i slutningen af artikel 14, hvor der henvises til modtagelsesbevis eller »tilsvarende«, nærmere defineres, hvilke andre gyldige beviser for forkyndelse eller fremsendelse med post der kan være tale om.

1.3

Disse to aspekter bør afklares, og frem for alt må de forskellige sprogversioner, som i mange tilfælde afviger fra hinanden, gås efter i sømmene. Problemet må løses før offentliggørelsen af forordningen, da omsættelsen af den i de enkelte medlemsstater sker på grundlag af de respektive sprogversioner.

1.4

EØSU er bekymret over, at Kommissionen ikke har evalueret forordningens gennemførelse i de nye medlemsstater, skønt den har udformet bilagene under hensyntagen til denne nye situation.

1.5

Under alle omstændigheder vil EØSU gerne give udtryk for, at revisionen af forordningen er foregået efter en hensigtsmæssig fremgangsmåde, idet der er taget hensyn til alle berørte parter og især fordi man har anvendt et af de instrumenter, der er oprettet til dette formål, nemlig Det Europæiske Netværk for Civil- og Handelssager, som har gjort det muligt at tage højde for de problemer, man er stødt på under anvendelsen af de to procedurer.

2.1

Kommissionen fremlægger dette forslag til forordning i henhold til artikel 24 i forordning (EF) 1348/2000 (1), som fastsætter, at Kommissionen efter at have undersøgt forordningens anvendelse i perioden indtil den 1. juni 2004, skal foretage en tilpasning af bestemmelserne til udviklingen inden for forkyndelsesordningerne. Ikke desto mindre går den foreslåede ændring videre end en simpel formel revision, idet den indgår i den forenkling af lovgivningen, som EU er gået i gang med. Desuden tager den hensyn til den omfattende lovgivning, der er foreslået i samme periode for at opfylde beslutningen fra Rådets møde i Tammerfors om at opbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som kan sikre fri bevægelighed for personer inden for EU.

2.2

Gennemførelsen af denne forordning har stor betydning for opnåelsen af et velfungerende indre marked. Grænseoverskridende transaktioner og kontrakter og især de nye indkøbssystemer, som er baseret på de nye teknologier, gør det nødvendigt med en regulering, som fastlægger en procedure for forkyndelse og fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter fra en medlemsstat til en anden. Her skal det nævnes, at EØSU allerede har erklæret (2), at denne procedure bør fastlægges i en forordning — og ikke i et direktiv — da målet er en fuldstændig harmonisering.

3.1

Ud over den tilstræbte forenkling indeholder forslaget også ændringer, som styrker retssikkerheden for rekvirenten og adressaten, idet målet er at fastlægge et grundlæggende princip for at opretholde tilliden til det indre marked.

3.2

For det første fastlæges der klare bestemmelser om beregningen af frister (art. 7, stk. 2), som erstatter de tidligere og fastsætter, at et dokument skal forkyndes inden for en måned efter modtagelsen; kun når der er tale om forbindelser mellem myndigheder i den enkelte medlemsstat vil det være den respektive nationale lovgivning, der finder anvendelse (art. 9, stk. 1 og 2).

3.3

Det præciseres, at adressaten kan nægte at modtage et dokument, hvis det er affattet på et sprog, som han/hun ikke forstår. Der indføres også en mulighed for at forkynde en oversættelse af dokumentet til et sprog, som adressaten forstår, og fristen beregnes i så fald ud fra den dato, på hvilken oversættelsen er forkyndt (art. 8, stk. 1). I det nye stk. 3 fastsættes dog en undtagelse for de tilfælde, hvor et dokument i henhold til en medlemsstats lov skal forkyndes inden for en bestemt frist, for at rekvirenten kan bevare sine rettigheder. I sådanne tilfælde gælder den dato, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt.

3.4

En anden vigtig ændring, der foreslås, vedrører omkostningerne i forbindelse med forkyndelse eller fremsendelse (art. 11, stk. 2), hvorefter de enkelte medlemsstater på forhånd skal fastsætte et gebyr.

3.5

Hvad angår forkyndelse ved brug af posttjenester (art. 14) fastsættes det, at hver medlemsstat kan kræve modtagelsesbevis eller »tilsvarende«, hvilket ikke er til hinder for, at enhver, der har interesse i en retssag, kan lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten (art. 15).

4.1

EØSU ser positivt på ethvert forslag til lovændring, som er i overensstemmelse med princippet om forenkling (3) og samtidig sikrer retssikkerheden på det pågældende område. Det fastslår, at Kommissionen har udarbejdet den i forordningens artikel 24 krævede rapport, og at erfaringerne med forordningens anvendelse er blevet undersøgt og drøftet på møderne i Det Europæiske Netværk for Civil- og Handelssager (4). På grundlag af de relevante data og undersøgelser har Kommissionen vedtaget den rapport (5), som danner grundlag for det foreliggende forslag.

4.2

Det må således anerkendes, at der med en regulering på EU-plan af beregningen af frister for forkyndelse og fremsendelse af dokumenter tages et stort skridt i retning af forenkling, idet der førhen var utallige nationale bestemmelser, som trak procedurerne i langdrag. Samtidig får parterne hermed mulighed for at kende procedurerne uden at skulle sætte sig ind i de gældende bestemmelser i hver enkelt medlemsstat. I forbindelserne mellem medlemsstaterne er det dog den nationale ret, der finder anvendelse, som fastsat i den ændrede artikel 9, uden at det går ud over de berørte privatpersoners interesser.

4.3

Den foreslåede omformulering af art. 8 (6)»Mulighed for at nægte at modtage dokumentet« på grund af manglende kendskab til det sprog, hvorpå det er affattet, samt forpligtelsen til at stille en oversættelse til rådighed forekommer at være mere i overensstemmelse med de berørte parters interesser end den nuværende ordlyd, især fordi fristerne ikke forkortes, men fristen først beregnes fra den dato, hvor oversættelsen forkyndes. Dog skaber formuleringen af det nye stk. 3 i artikel 8 et alvorligt problem for medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelsen i forhold til den tidligere ordlyd, idet der indføres en undtagelse, hvor fristerne beregnes efter de nationale bestemmelser, hvilket kan gå ud over adressatens retssikkerhed.

4.4

EØSU støtter også bestemmelsen om, at de enkelte medlemsstater skal indføre et forud fastsat gebyr, da usikkerheden omkring omkostningerne ofte skaber mistillid mellem parterne. Hermed styrkes gennemsigtigheden i proceduren.

4.5

I tråd med sin tidligere udtalelse (7) mener EØSU, at der er behov for undersøge, om man i forbindelse med forkyndelse og fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager kan benytte de tekniske fornyelser og nye medier, der er taget i anvendelse i de fremsendende og modtagende instanser, såsom elektronisk post eller Internet, forudsat at parternes retssikkerhed garanteres.

4.6

Et andet spørgsmål, der må ses nærmere på, er udformningen af de vedlagte formularer, som henvender sig til retsmyndighederne i medlemsstaterne, dvs. de fremsendende og modtagende instanser selv. EØSU mener, at der også bør tages hensyn til den modtagende instans og adressatens interesser, og at formuleringen derfor bør forenkles og gøres mere forståelig for de parter, som berøres af de retslige og udenretslige procedurer.