52001AE0407

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Centralbank om 'Praktiske aspekter af euroen: situationen i dag og fremtidige opgaver'"

(2001/C 155/11)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 19. september 2000 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Praktiske aspekter af euroen: situationen i dag og fremtidige opgaver".

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Umberto Burani til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. marts 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 380. plenarforsamling af 28.-29. marts 2001, mødet den 29. marts 2001, følgende udtalelse med 73 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Eftersom datoen for indførelsen af euromønter og -sedler nærmer sig, har Kommissionen fundet det nyttigt at gøre status over situationen med sin meddelelse(1) af 12. juli 2000, som er blevet fulgt op af henstilling 303/05 af 11. oktober 2000. I tiden mellem disse to datoer har Kommissionen udarbejdet to supplerende Euro Papers(2), der indeholder mange vigtige oplysninger.

1.1.1. ØSU ønsker med nærværende udtalelse - på baggrund af de erfaringer og den viden, der ligger hos arbejdsmarkedets parter, som ØSU repræsenterer - at give sit bidrag til en objektiv vurdering af problemerne og samtidig fremsætte nogle forslag, som det håber vil være nyttige.

1.1.2. Ud fra et rationelt synspunkt bør man i første omgang behandle meddelelsen og Euro Papers, der indeholder den grundlæggende tankegang, og derefter henstillingen, der er den konkrete følge deraf.

1.2. ØSU har allerede i adskillige forbindelser behandlet de praktiske problemer omkring indførelsen af euroen og henleder især opmærksomheden på følgende udtalelser:

- Udtalelsen om Kommissionens grønbog(3),

- Initiativudtalelsen om markedskonsekvenserne(4),

- Udtalelsen om Kommissionens meddelelse om praktiske aspekter af indførelsen af euroen(5).

ØSU understreger, at næsten alle dets tidligere bemærkninger og forudsigelser i ovennævnte og andre udtalelser har vist sig at være rigtige. Samtidig må ØSU også fremhæve det fornuftige i visse tidligere forslag, der, skønt de ikke er blevet taget til efterretning, stadig er relevante.

2. Del I - Meddelelsen og Euro Papers

2.1. Den nuværende situation

2.1.1. Virksomhederne

2.1.1.1. Mange af de store virksomheder - især de multinationale - har allerede indført euroen som regningsenhed, og andre er langt fremme i forberedelserne. Kommissionen havde forventet en "sneboldeffekt" eller en "dominoeffekt"(6) i relation til de små og mellemstore virksomheder, der imidlertid er udeblevet. ØSU havde i den forbindelse bemærket(7), at "det kan blive en byrde og volde vanskeligheder at etablere en 'grænseflade' mellem de dele af virksomhedernes interne aktiviteter, der administreres i den fælles valuta, og de øvrige interne aktiviteter, der foregår i den nationale valuta." Denne betragtning - der tager udgangspunkt i, at man vælger den mest rationelle løsning - er stadig relevant, og det vil den blive ved med at være helt frem til slutningen af 2001. Det bør man have in mente, når der planlægges aktioner for den resterende tid frem til overgangen til euroen.

2.1.2. Tidligere satsning på rationelle løsninger retfærdiggør dog ingenlunde hverken den manglende forståelse af de strategiske konsekvenser af overgangen til euroen eller, på det praktiske plan, mange - for mange - virksomheders bekymrende forsinkelser i forberedelserne til overgangen til euroen. Medens 60 % af de store virksomheder skulle være gået over til euroen med udgangen af 2000, forventer mere end halvdelen af SMV, at de ikke vil være klar til den sidste skæringsdato den 31. december 2001. Denne situation er - hvis den afspejler virkeligheden - mere end "bekymrende". Kommissionen mener, at der er "en betydelig risiko for, at der i slutningen af 2001 vil opstå flaskehalse, når det gælder adgangen til IT-ressourcer og regnskabsressourcer". ØSU har gjort opmærksom på dette aspekt(8) og opfordret Kommissionen til i samarbejde med edb-industrien at undersøge, om tidshorisonten og de afsatte ressourcer står i et rimeligt forhold til edb-industriens ressourcer.

2.1.2.1. Den informationsteknologiske forberedelse er i øvrigt den sidste fase i en administrativ forberedelsesfase, som selv i mindre virksomheder normalt er temmelig lang. Det største problem ligger derfor ikke i en eventuel mangel på edb-ressourcer, men derimod ganske enkelt i en manglende forberedelse. Hvis antallet af virksomheder, som ikke er forberedte, er stort, vil denne kerne af virksomheder, der ikke er i stand til at arbejde med den gældende valuta, udgøre en risiko for samfundet - de andre virksomheder og borgerne/forbrugerne. Denne risiko er på nuværende tidspunkt ren teori, men medlemsstaterne bør være særdeles opmærksomme på denne mulighed. Sideløbende med forebyggende foranstaltninger ville det være hensigtsmæssigt at finde ud af, hvad man gør, hvis denne situation alligevel skulle opstå.

2.2. Borgerne/Forbrugerne

2.2.1. Euroen har fået en temmelig lunken modtagelse af størstedelen af borgerne/forbrugerne, og under alle omstændigheder har modtagelsen været væsentlig dårligere, end man havde forventet før indførelsen af euroen den 1. januar 1999(9). Måske har euroens skuffende kursudvikling over for dollaren - især i løbet af 2000 - bidraget til den manglende interesse. Faktum er, at der har været en minimal efterspørgsel efter eurokonti, og det samme gør sig gældende for betalinger i euro, hvis man ser bort fra betalinger for handel med værdipapirer, hvor euroen er obligatorisk. Betalingsterminalerne (hvoraf halvdelen allerede er omstillet til at kunne håndtere to valutaer) bruges kun ganske lidt. Det skal dog bemærkes, at de institutionelle investorer har vist betydelig større interesse for euroen end den almindelige borger/forbruger.

2.2.2. I Kommissionens meddelelse(10) foreslås det ligesom i det omtalte Euro Paper(11), at ejerne af betalingsterminaler tilskyndes til at fremskynde arbejdet med at gøre betalingsterminalerne eurokompatible. Mere generelt efterlyses der en diskussion af, hvordan borgerne kan tilskyndes til at gøre større brug af de eurodenominerede betalingsmidler. I Kommissionens meddelelse ses forbrugernes dalende interesse bl.a. som en reaktion på de høje bankgebyrer på bankforretninger i euroland.

2.2.3. De årsager, som Kommissionen anfører til den dalende interesse, synes ikke at have hold i virkeligheden - i hvert fald ikke i denne sammenhæng. Åbningen af konti og anvendelsen af betalingsterminaler har intet at gøre med internationale bankoverførsler, der under alle omstændigheder kun udgør en lille brøkdel på 1 % af de samlede nationale bankoverførsler. Bankgebyrerne (som vil blive behandlet senere i teksten) er i eurolandene de samme for betalinger i national valuta og i euro, og summen af de samlede betalinger synes ikke at være faldet. ØSU mener, at forklaringen skal findes andetsteds, hvilket det vil komme nærmere ind på længere fremme i teksten.

2.3. Dobbelt angivelse af priser

2.3.1. Meddelelsen(12) oplyser, at den dobbelte prismærkning er meget udbredt i de fleste af landene, især i detailhandlen og i handels- og servicevirksomheder af en vis størrelse. Som forventet er den vigtigste undtagelse herfra de små virksomheder, der hverken har tilstrækkelige midler eller knowhow. "Der er imidlertid begyndt at opstå tvivl om virkningen af denne fremgangsmåde, idet forbrugerne øjensynligt kun i ringe grad lægger mærke til prisen i euro". ØSU forudså denne situation i sin udtalelse om grønbogen(13), hvor det anførte forhold, der talte kraftigt imod indførelsen af tvungen dobbelt prisangivelse, og anviste nogle alternative eller komplementære løsninger, der sandsynligvis ville være mere effektive.

2.4. De centrale og de lokale myndigheder

2.4.1. Generelt synes de centrale myndigheder - med visse iøjnefaldende undtagelser - at være godt med i forberedelserne til overgangen til euroen. Situationen ser ikke helt så positiv ud for de lokale myndigheder, der ofte synes at have undervurderet sagens betydning og omfang. Dette er i hvert fald den konklusion, der synes at fremgå af Kommissionens meddelelse(14).

2.4.2. Til gengæld har medlemsstaterne, de centrale myndigheder - og i et vist omfang også de lokale myndigheder - gjort en virkelig stor oplysningsindsats over for befolkningen. At dømme ud fra betragtningerne i det foregående punkt kunne det se ud, som om nogle af de offentlige myndigheder i første omgang har satset på de "lettere" eller mere "folkelige" programmer, dvs. oplysning af borgerne/vælgerne, før de har taget hul på de mere problematiske og tekniske problemer med at omstille deres egen administration.

3. Kommissionens meddelelse

3.1. I hele EU's historie er der ikke noget initiativ, der har været genstand for en så massiv indsats i form af både ressourcer og midler som indførelsen af euroen. Kommissionen, Europa-Parlamentet, medlemsstaterne, Den Europæiske Centralbank, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, de offentlige myndigheder og private organisationer har alle ydet en stor, målrettet indsats, og der har hverken været sparet på kræfter eller midler. Heller ikke i den internationale monetære historie findes der et tilsvarende fortilfælde. Tidligere har overgang til en ny valuta været en tilbagevendende begivenhed, som blev accepteret uden særlig dramatik som et uundgåeligt "onde" i det økonomiske liv. Der tænkes her f.eks. på det engelske punds overgang til decimalsystemet og Brasiliens overgang fra cruzado til real.

3.1.1. Kommissionen har fungeret som koordinator, men også som initiativtager på mange forskellige områder. Kampagnen "Euroen, en valuta for Europa" blev lanceret i 1996 og kører fortsat. I løbet af de seneste to år er der blevet brugt 117 millioner euro, og heraf blev ca. to tredjedele brugt via aftaler med medlemsstaterne. Der er afsat midler til forberedende aktioner (tryksager og andre publikationer, konferencer, seminarer, undervisningsmateriale til skoler osv.). Den enkelte medlemsstats finansielle bidrag er mindst lige så stort som den støtte, den modtager fra Kommissionen.

3.1.2. Der er endvidere afsat midler til organisationer, der kan skabe "multiplikatoreffekt", til programmet "Euroen - kort sagt" og til pilotprojekter i byer og regioner. Med henblik på den mere "tekniske" modtagergruppe har Kommissionen afholdt seminarer i de større finanscentre og 80 aktioner af forskellig art i tredjelande. Alt dette skal lægges til kurser (generelle og målrettede for "svage" samfundsgrupper), seminarer og træning, deltagelse i internationale udstillinger, informationsmateriale, referencedokumenter, nyhedsbrevet InfEuro, interaktivt forberedelsesmateriale, vejledninger, videoer og plakater samt et websted om euroen med en interaktiv database. Man kan sige, at alle kommunikationsformer har været taget i brug.

3.1.3. Europa-Parlamentet har for sit vedkommende bevilget midler til lignende aktiviteter, herunder også nogle med direkte bidrag fra visse af medlemmerne, men oftest i samarbejde med Kommissionen og medlemsstaterne.

3.1.4. Også medlemsstaterne og de offentlige myndigheder har ydet deres bedste i form af generelle og sektorielle initiativer, der fortrinsvis tager sigte på borgere, virksomheder og de svagere befolkningsgrupper. Der foreligger for øjeblikket ikke præcise oplysninger om midlernes anvendelse, men det står klart, at der har været tale om en bred, helhjertet indsats.

3.1.5. Den Europæiske Centralbank har i 1999 forberedt den europæiske finansverden på overgangen til euroen på upåklagelig vis. Ud over Target-systemet, der har fungeret problemfrit lige fra begyndelsen, har Den Europæiske Centralbank bidraget til at skabe "en euro-politik" såvel i eurolandene som i forhold til tredjelande. Bankens vanskelige opgave med at koordinere nationalbankernes arbejde med at forberede udstedelsen af mønter og sedler har været ledsaget af en særdeles effektiv kommunikation. Det skal bemærkes, at Den Europæiske Centralbank nu har afsat et stort beløb (80 mio. euro) til offentliggørelse af brochurer med billeder af de nye euromønter og -sedler.

3.1.6. ØSU har heller ikke unddraget sig sine forpligtelser over for civilsamfundet. Mange af ØSU's medlemmer har iværksat eller deltaget i oplysningskampagner over for den brede befolkning samt nationale eller internationale organisationer og myndigheder.

3.1.7. De private organisationer har reageret ansvarsfuldt og generøst på Kommissionens og regeringernes appel. Forbrugerorganisationerne har, som man kunne forvente, primært koncentreret sig om borgerne/forbrugerne generelt og de dårligere stillede samfundsgrupper, medens de faglige organisationer primært har taget sig af deres medlemmer. Man går ud fra, at praktisk talt alle virksomheder har modtaget oplysninger fra deres respektive erhvervssammenslutninger. Finanssektoren (især bankerne) har informeret hele kundegruppen - og offentligheden generelt - ved hjælp af brochurer (et anslået tal på 300 millioner brochurer), offentliggørelse af regnskaber i euro og skriftlige meddelelser på al kommunikation til kunderne - gentaget ved enhver given lejlighed. Dobbelt anførelse af beløb er næsten almindelig praksis.

3.2. Resultaterne

3.2.1. Den sektor, der har tilpasset sig euroen bedst, er i sagens natur den finansielle sektor. Eftersom denne sektor siden begyndelsen af 1999 har været forpligtet til at anvende den fælles valuta til de monetære og finansielle transaktioner samt handelen med værdipapirer og har erfaring med åbning af konti for en lille, men betydningsfuld kundegruppe, frembyder overgangen til euro i alle forretningsforhold ved udgangen af 2001 - eller måske før - ikke specielle problemer, hvis man ser bort fra selve arbejdsbyrden.

3.2.2. SMV's og borgernes/forbrugernes dårlige respons er derimod som sagt generelt skuffende og i visse sammenhænge bekymrende. Eurobarometer og private organisationers undersøgelser afspejler denne situation. Enten ved de adspurgte ingenting om euroen, har glemt det, vil skaffe sig viden "når det bliver aktuelt", eller også sætter de spørgsmålstegn ved, om euroen i virkeligheden vil blive vedtaget.

3.3. Læren af denne erfaring

3.3.1. Bortset fra den finansielle sektor, der var forpligtet til at tilpasse sig euroen, og dem, der har set de umiddelbare fordele derved (især store og internationale virksomheder), kan man sige, at denne erfaring har bevist et princip, der er velkendt af marketing- og kommunikationseksperter: man kan påvirke en persons adfærd via kommunikation og andre midler, men det er så godt som umuligt at få en person til at træffe et valg, hvis det ikke har nogen direkte eller umiddelbar interesse for vedkommende.

3.3.2. Hvad angår specielt virksomhederne, siger Kommissionen i sin meddelelse, at "Der er behov for en ekstra indsats for at underrette virksomhederne om, nøjagtigt hvortil man er nået i køreplanen ..., og for at indprente dem, at deadline for overgangen til euroen hedder den 31. december 2001, og at der derfor er god grund til at fremskynde forberedelserne". ØSU mener, at der især bør gøres en indsats for at underrette erhvervsorganisationerne, der så bør påtage sig den opgave at sende deres medlemmer en meddelelse, der i udformning og indhold er afpasset efter de relevante forhold, som de kender bedre end andre. Generelt bør denne meddelelse opfordre medlemmerne til at konsultere det materiale, der allerede findes i stort mål, og til i rette tid at træffe de nødvendige forholdsregler. I modsat fald vil konsekvenserne udelukkende ramme dem, der ikke opfylder kravene. Det er Kommissionens og medlemsstaternes opgave at informere og holde erhvervsorganisationerne ajourførte omkring de praktiske betingelser for overgangen til euro, men det er erhvervsorganisationernes opgave at videreformidle disse oplysninger til deres medlemmer. Alt i alt finder ØSU det uacceptabelt, at der tys til offentlige EU-midler for at finansiere oplysningskampagner rettet mod erhvervslivet. De enkelte medlemsstater kan beslutte at yde finansiel bistand til særligt "svage" nationale organisationer, men der vil forhåbentlig være tale om undtagelsestilfælde.

3.3.3. For så vidt angår borgerne/forbrugerne, bør der foretages en afbalanceret og objektiv undersøgelse uden indblanding af uvedkommende overvejelser. Kommissionen(15) konstaterer, at størstedelen af befolkningen har modtaget en del oplysninger, som de dog tilsyneladende er ved at glemme. Efter den massive oplysningskampagne, der fulgte lanceringen af euroen, var befolkningens interesse for, kendskab og støtte til euroen opmuntrende. De fleste af de senere undersøgelser viser, at det med visse bemærkelsesværdige undtagelser efterfølgende er gået ned ad bakke, og at folk har tendens til at glemme, hvad de har lært. Dette bekræfter et grundlæggende princip for massepsykologien: et budskab, der ikke har nogen direkte eller umiddelbar interesse, har tendens til enten at blive ignoreret eller glemt.

3.3.4. Den eneste forbrugergruppe, der synes at have et euro-kendskab, der ligger over gennemsnittet, er bankkunderne, herunder især de mere velorienterede (men ikke nødvendigvis de mere velstående). Dette faktum bekræfter, at ØSU havde ret i sine bemærkninger(16) om, "at det først og fremmest må være virksomhederne og i særdeleshed banksektoren, som skal sørge for, at informationen når helt ud til den enkelte kunde, for kun på denne måde kan der formidles en information af konkret og direkte interesse for forbrugerne".

3.3.5. Endelig har eksperimentet kastet lys over manglerne ved de rent teoretisk baserede hypoteser. Ud over det forudsigelige udfald af den dobbelte prismærkning er det endvidere blevet slået fast, at grønbogen byggede på en forkert antagelse om, at konkurrencen ville få de private operatører til at tilbyde tjenesteydelser i euro, hvilket ville give forbrugerne store fordele.

3.3.5.1. ØSU har tidligere advaret mod visse ubegrundede vurderinger. I ovennævnte udtalelse sagde ØSU, at hvad angår føring af konti i euro (og den deraf følgende brug af tjenesteydelser i den pågældende valuta), "er der tale om noget rent bogholderiteknisk, som måske nok kan hjælpe forbrugeren til at tænke i euro-baner, men som er helt uden praktisk betydning". Først nu erkender man, at kun knap 1,1 % af forbrugerne har åbnet en konto i euro. Teknisk set var budskabet upåklageligt, men desværre undlod man at tage højde for det i punkt 2.2.1 omtalte princip om, at budskaber, der ikke har nogen direkte eller umiddelbar betydning for forbrugeren, preller af.

3.3.6. Oplysningskampagnen ønskes nu genoptaget og intensiveret. ØSU anbefaler indtrængende, at kampagnen begrænses til de tekniske aspekter af overgangen til euromønter og -sedler, kontokonvertering, veksling af kontante beløb osv., så forståelsen ikke besværliggøres af andre aspekter. Få og enkle oplysninger huskes bedst. Det er især vigtigt at afdramatisere begivenheden og understrege, at alle kan klare omstillingen med blot en minimal indsats. Man skal dog gøre en undtagelse for de "svagere" befolkningsgrupper (blinde, fattige, analfabeter eller læsehandicappede, beboere i isolerede områder) og anvende egnede kommunikationsmidler og -måder.

3.3.6.1. Oplysningskampagnen må i øvrigt ikke være "europæisk", men skal primært overlades til medlemsstaterne. De ved, hvad der kendetegner befolkningen, hvilken mentalitet borgerne har, og hvordan særlige nationale eller lokale forhold skal gribes an, og de bør især sørge for, at de nødvendige oplysninger når frem til de geografiske områder og samfundslag, der er vanskelige at nå med massekommunikation.

3.3.6.2. Med hensyn til gennemførelsestidspunkterne anbefaler ØSU, at kampagnen forberedes i god tid, men først lanceres, når vi nærmer os deadline, dvs. i fjerde kvartal 2001. Hvis man begynder før, løber man endnu en gang den risiko, der peges på i undersøgelserne: informationer, der gives alt for tidligt, går i glemmebogen.

3.3.6.3. Lige som ved virksomhederne drejer det sig også ved borgerne om først at gribe til offentlige midler, hvis og når mediernes og den private sektors initiativer ikke når målet. Kommissionen og ikke mindst medlemsstaterne bør skabe sig et overblik over situationen i de forskellige grupper, dvs. privatpersoner, virksomheder og offentlige organer, og planlægge eventuelle tiltag, der kan "udfylde hullerne". Det er nødvendigt at undgå overlapninger og gentagelser af tiltag.

3.3.6.4. Det er særlig vigtigt, at man modstår fristelsen til at flette to budskaber sammen, nemlig et "teknisk" og et "politisk" budskab, hvor sidstnævnte består i meddelelser om fordele ved euroen. En sådan sammenfletning kan være nyttig i nogle tilfælde, men det skal overlades til medlemsstaterne at vurdere, om - og i givet fald hvordan - et sådant budskab skal formidles. Dette bekræfter blot, at det er nødvendigt at føre "nationale" frem for "europæiske" kampagner (jf. punkt 3.3.6.1).

3.3.7. ØSU har tillid til, at man i forbindelse med kampagner, der skal forberede euroens indførelse i praksis, tager hensyn til de forslag, som ØSU ved flere lejligheder har fremsat, men som hidtil ikke synes at have vakt genklang. ØSU har anbefalet(17), at man i oplysningskampagnerne om de praktiske aspekter af overgangen til euroen gør opmærksom på fordelene ved en udbredt anvendelse af betalingskort, der automatisk foretager omregninger og overflødiggør beregningen af byttepenge. Dette aspekt bør understreges i alle meddelelser, især meddelelser fra bank- og handelssektoren. Hvis beregningerne ser komplicerede ud, eller man ikke har tillid til modpartens beregninger, skal man bruge betalingskort mest muligt.

3.3.8. Efter ØSU's mening er "tonen" i budskabet ikke uden betydning. De hidtidige kampagner har omhandlet fordelene ved euroen og opfordret målgrupperne til at forberede sig. Indholdet bør skifte karakter og fokusere på, at overgangen til euroen er uopsættelig og obligatorisk. Målgrupperne skal forstå, at det haster, og at den, der ikke tilpasser sig - ved at erhverve viden og/eller træffe passende foranstaltninger - vil stå med de problemer, det giver at "stå uden for systemet". I sidste ende gælder princippet fra romerretten om, at manglende kendskab til loven ikke fritager for ansvar (ignorantia legis non excusat), eftersom dette princip danner grundlag for enhver lovgivning. Et høfligt, men meget direkte budskab, der skal minde målgrupperne om deres borgerlige pligter over for samfundet og samtidig tjener deres egne interesser, er meget mere værd end en stribe henstillinger og opfordringer, hvor man nærmest undskylder ulejligheden.

3.3.9. Man skal også være opmærksom på spørgsmålet om afrunding af priser i euro, der især kan blive aktuelt i lande, der ikke (længere) er fortrolige med deres nationale valutas "centimer". Skønt prisfastsættelsen på et frit marked er sælgerens sag, kan man frygte, at en generel tendens til at runde op vil virke inflationsskabende, også selv om konkurrencen mellem virksomhederne burde virke som en bremse. Man bør gøre virksomhederne og forbrugerorganisationerne opmærksomme på denne problematik, men uden at give indtryk af, at der er tale om en konfliktsituation.

4. Indførelsen af eurosedler og -mønter

4.1. I meddelelsen anføres det, at euromønterne er sikrere end nogen af de nationale mønter, der er i omløb. ØSU tager dette til efterretning, men advarer mod enhver form for overmod. Nutidens teknologi er så avanceret, og den organiserede kriminalitet råder over så omfattende midler, at man ikke kan tillade sig at sove på vagten. Centralbankerne, OLAF og Europol er involveret i en forsvarsopgave, som aldrig har været nem. Selv om det er indlysende, og der måske allerede er taget højde for det, kan det ikke skade at minde om, at det er nødvendigt at sikre en koordination med Interpol, eftersom euroen uvægerligt i stort omfang vil være i omløb på verdensplan.

4.2. Kommissionen tilføjer, at den er tilfreds med, at mønterne uden problemer vil kunne genkendes af salgsautomater. Den nævner ikke genkendelse af sedler, som også anvendes i automater i forskellige lande, især i forbindelse med parkeringsanlæg og benzintanke. Da eurosedlerne har en høj værdi, og genkendelsesteknologierne er meget omkostningskrævende, bør man nok tilskynde til ikke at anvende automater, der accepterer sedler. Automaterne bør derfor kun acceptere mønter eller betalingskort.

5. Bekæmpelse af seddel- og møntfalskneri

5.1. ØSU noterer sig Rådets rammeafgørelse af maj 2000 om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri(18), ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner, i forbindelse med indførelsen af euroen. I afgørelsen opfordres medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning mod fremstilling eller illegal afsætning af den fælles valuta. ØSU konstaterer med beklagelse, at Kommissionen ikke har fulgt dets forslag(19) om at lade afgørelsen omfatte tilsvarende præventive og repressive foranstaltninger mod forfalskning og illegal afsætning af andre betalingsmidler som kort og checks, herunder rejsechecks.

5.2. I betragtning af, at disse betalingsmidler er meget udbredte og formodentlig vil blive endnu mere udbredte efter euroens indførelse (i nogle supermarkeder i visse lande betales 70-80 % af dagsomsætningen allerede nu med kort), må det anbefales, at andre betalingsmidler end kontanter beskyttes med foranstaltninger, der - selv om de relativt set er mindre strenge - svarer til de foranstaltninger, der træffes i forbindelse med den officielle valuta.

5.2.1. Disse foranstaltninger bør træffes for at beskytte borgernes interesser og - især - som et led i bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet. Når man udelukkende fokuserer på beskyttelsen af den officielle valuta, vidner det om en snæversynet tilgang til beskyttelsen af offentlighedens interesser, som er begrænset til staten som sådan. Samfundets interesser (beskyttelse af borgerne og bekæmpelse af organiseret kriminalitet) er lige så vigtige i økonomisk og ikke mindst i social henseende. ØSU sætter sin lid til, at Kommissionen hurtigt vil træde i aktion, så der kan træffes passende foranstaltninger.

5.3. Spørgsmålet om forfalskning og illegal afsætning af den officielle valuta og andre betalingsmidler falder inden for det mere generelle spørgsmål om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, som ØSU har afgivet udtalelse om(20). I denne udtalelse blev medlemsstaterne opfordret til hurtigt at omlægge deres strukturer og tilpasse lovgivningen for at muliggøre en effektiv koordinering af kriminalitetsbekæmpelsen. Kommissionen har foreslået en forordning på området, som imidlertid er begrænset til bekæmpelse af forfalskninger af eurosedler og -mønter, men vedtagelsen synes at trække ud på grund af forhindringer, der på ingen måde kan retfærdiggøres i betragtning af, hvor presserende og betydningsfuldt problemet er.

6. Nationale planer og udskiftningen af sedler og mønter

6.1. Perioden umiddelbart efter den 31. december 2001 er måske den vanskeligste fase i hele europrojektet, fordi den ikke alene berører de professionelt forberedte aktører, men samtlige borgere, og dermed også de befolkningsgrupper, som ikke kan forventes at have et indgående kendskab til reglerne og procedurerne. Hver enkelt medlemsstat har planlagt foranstaltninger, der må formodes at tage højde for de behov og traditioner, der kendetegner det pågældende land.

6.2. Hver medlemsstat har vedtaget sin egen politik med hensyn til forudforsyning ("frontloading") med eurosedler og -mønter. For detailhandlende og for virksomheder i servicesektoren - især i randområder - består de største udfordringer i, at de allerede fra den første dag skal råde over en tilstrækkelig beholdning til at kunne give kunderne penge tilbage i euro, og i at vænne personalet til at håndtere den nye valuta. For den store befolkning, derimod, er det primært et spørgsmål om at lære at genkende de forskellige mønter og sedler. Dette mål skulle kunne nås med de gengivelser, der findes i informationsbrochurer og foldere, som allerede er omdelt, eller som trykkes og omdeles, når tiden skønnes at være inde. Når det gælder genkendelse af forfalskninger, er det tvivlsomt, om en almindelig borger kan opnå tilstrækkelig indsigt til at kunne skelne dem fra den "ægte vare".

6.3. Handels- og servicesektoren har størst behov for at kunne beskytte sig mod forfalskninger. Disse sektorer bør - lige fra den første dag - kunne råde over billige, men effektive apparater, der kan afsløre forfalskninger. Det er muligt, at passende foranstaltninger allerede er truffet eller er undervejs, men ØSU har ikke kendskab til nogen.

6.4. To afgørende problemer består i, at man skal undgå kødannelser i bankerne, fordi alle vil forsyne sig med den nye valuta allerede den første dag, og i, at detailhandelen - så vidt muligt - bør give penge tilbage i euro, også når betalingen foretages i national valuta. Her spiller informationer en afgørende rolle - og man skal holde sig for øje, at tv er det mest effektive og overbevisende medium og tillige en billig kontaktmetode. Borgerne skal være informeret om, at den nationale valuta fortsat kan bruges uden problemer i en vis periode (omkring to måneder), men at det vil være fordelagtigt (ikke obligatorisk), at de kontanter, man ikke behøver for at klare de umiddelbart forestående udgifter, indsættes på en konto i december. Det vil dog ikke være et problem for vedkommende, hvis den handlende ikke har tilstrækkeligt mange euro og derfor er nødt til at give tilbage i national valuta. Budskabet skal med andre ord lade forstå, at der ikke vil opstå større komplikationer og vanskeligheder, hvis blot borgerne gør, som det foreslås. I denne forbindelse henleder ØSU endnu en gang opmærksomheden på sit forslag - som har været fremsat i flere sammenhænge - om at få forbrugerne og detailhandlen til at gøre udstrakt brug af de elektroniske betalingsmidler. Kun disse betalingsmidler overflødiggør kursomregninger, kontrol, tvivl og byttepenge i kontanter.

6.5. Det vil være gratis at omveksle "husholdningsbeløb" i banken, men det bør oplyses, at kun omveksling af national valuta er gratis. Ved veksling af udenlandsk valuta (sedler) vil man fortsat skulle betale de omkostninger, der er knyttet til selve omvekslingen og fremsendelsen til udlandet, på de allerede gældende betingelser, som ikke må ændres, men eventuelt kan lempes. Det bør også præciseres, at veksling af udenlandske mønter ikke er planlagt, fordi transaktionen er alt for dyr i forhold til mønternes værdi. Dette spørgsmål har kun begrænset betydning for den enkelte borger. I nogle lande har man iværksat kampagner for at få privatpersoner til at donere deres beholdning af udenlandske mønter til velgørende formål eller til forskningsinstitutter, og disse initiativer fortjener at finde almen udbredelse.

6.6. Med hensyn til spørgsmålet om veksling af "husholdningsbeløb" (det ville være bedre at tale om "rimelige beløb") bør banksystemet gebyrfrit betjene de personer, der ikke råder over en konto. Hvis sagen gribes rigtigt an, burde det ikke skabe større problemer. De, der ikke har en konto, kan dårligt begrunde, at de ejer større summer. Maksimumsbeløbet bør under alle omstændigheder være af en sådan størrelsesorden, at det ikke letter hvidvaskning af penge for den organiserede kriminalitet. Kriminelle kredse kunne benytte lejligheden til at konvertere "sorte penge" ved, at en række personer henvender sig i forskellige bankfilialer og hver gang hævder, at de ikke har nogen konto.

6.6.1. Det har været indvendt mod ovenstående, at det i nogle lande ikke er alle borgere, der råder over en konto, og at mange fortsat opbevarer store beløb i hjemmet. Da det er vanskeligt at forestille sig, at det skulle være obligatorisk at oprette en konto eller en sparebog i bank- eller postsektoren, består problemet i at skelne mellem "legale" og "illegale" penge. Dette problem kan løses ved hjælp af de eksisterende love om hvidvaskning af penge. I hovedparten af landene foreskriver sådanne love, at besiddelse af beløb over en vis grænse skal begrundes af personer, hvis identitet er velkendt. Enhver undtagelse fra denne regel åbner en dør for hvidvaskning, som lovgiveren har ønsket at lukke. ØSU anbefaler, at denne regel anvendes generelt.

6.7. Logistikken vil være en afgørende faktor for de praktiske vilkår for veksling af sedler og mønter til euro. Den brede befolkning har ikke megen indsigt i, hvor mange penge det drejer sig om, og hvilke problemer der er forbundet med transport, bevogtning, beskyttelse og distribution, og dernæst indsamling og destruktion af de penge, der ikke længere er i omløb. Centralbankerne og de nationale banksystemer har allerede længe arbejdet på at løse de ikke altid enkle problemer, der opstår, men ØSU har indtryk af, at nogle af problemerne ikke helt er løst. At mane til flid og omhu forekommer malplaceret og kan fremstå som en uberettiget kritik af de involverede parters professionalisme. ØSU mener dog, at man bør pege på den mulighed, at praktiske hindringer i sidste øjeblik kan gøre nogle af de foranstaltninger ubrugelige, der i dag forekommer fornuftige og nyttige.

7. Del II - Henstillingen

7.1. Som nævnt i indledningen har oplysningerne og overvejelserne i Kommissionens meddelelse og Euro Papers deres naturlige fortsættelse i Kommissionens henstilling. ØSU har valgt en analog fremgangsmåde, hvor det belyser og kommenterer dokumenterne i samme rækkefølge for således at afklare sine tanker og gøre sine synspunkter mere forståelige.

7.2. Artikel 1. Henstillingerne i denne artikel ("information af de kommende brugere") bygger på det logiske princip, at der skal sikres en fint forgrenet udbredelse af informationerne. ØSU kan kun være enig i dette, men gør dog opmærksom på de forskellige forbehold og bemærkninger ovenfor i punkt 3. Det må især anbefales, at man i første række trækker på erhvervsorganisationerne og bankerne og derudover trækker på medlemsstaterne og deres offentlige organer, når det er nødvendigt. Eftersom kampagnerne sigter mod et nationalt publikum og nationale grupper, ser ØSU ikke noget behov for EU-tiltag. Man skal også tænke på, hvor mange midler der alt i alt allerede er brugt på opgaven. Selv uden at råde over konkrete data kan man vist med sindsro slå fast, at aldrig før har en oplysningskampagne kostet så meget pr. kontakt og givet så skuffende resultater.

7.3. Artikel 2 - Hjælp til borgerne med tilvænningen til euroen. Det anbefales, at medlemsstaterne sørger for, at den dobbelte prisangivelse vendes om senest i løbet af det sidste kvartal af 2001, så man først angiver prisen med klare typer i euro og derefter modværdien i national valuta. Det er en fornuftig foranstaltning, men man skal ikke gøre sig for store forhåbninger om, at den er effektiv i alle tilfælde. Tiltaget vil være nyttigt, hvis forbrugeren allerede råder over en eurokonto, mens forbrugere, der bruger den nationale valuta (i form af kontanter eller kontopenge), vil være nødt til at konsultere beløbet i den valuta. Generelt set er det ikke sikkert, at denne foranstaltning er egnet til at vænne forbrugerne til at foretage omregninger, men det vil tiden vise. Man kan forestille sig, at de mest kyndige forbrugere opnår denne tilvænning, mens de andre, de "svagere" grupper, bør kunne regne med bistand fra leverandørerne.

7.3.1. I løbet af 2001 bør lønninger fra offentlige administrationer og virksomheder udbetales i euro, og det samme gælder pensionsydelser. Dette burde få en del af de ansatte til at konvertere beløbene på deres bankkonti til euro, hvilket i sig selv er et positivt skridt i retning af tilvænning til den nye valuta. ØSU vil i øvrigt gerne gøre opmærksom på et problem: hvis kun en del af de ansatte tager dette skridt (og det er sandsynligt), vil der være behov for et samarbejde mellem dem, der udbetaler lønnen, de ansatte og banksystemet for at sikre, at det ved kilden fastslås, hvilke beløb der skal krediteres i euro (for dem, der allerede råder over en eurokonto), og hvilke beløb der skal konverteres til den nationale valuta. Eftersom åbningen af nye konti er præget af dynamik (i og med, at de næppe alle åbnes på én gang), vil den løbende ajourføring af disse data udgøre en ikke ubetydelig administrativ byrde.

7.3.2. Præmie- og quizudsendelser mv. i tv kunne i høj grad bidrage til en fint forgrenet udbredelse af euroen, meget bedre end nogen "reklamekampagne", hvis de blot - og i så fald hurtigst muligt - ville have ulejlighed med altid at nævne præmiesummen i euro i stedet for national valuta. Det samme gælder lotterier, væddeløb osv. Emnet virker måske nok betydningsløst, men hensigten er seriøs nok, og ØSU mener, at det er værd at overveje det grundigt.

7.4. Artikel 3 - Ansporing af de økonomiske beslutningstagere til at bruge euroen i praksis. Det foreslås, at bankkonti og dertil knyttede betalingsmidler skal overgå til euro i begyndelsen af tredje kvartal 2001, medmindre kunden udtrykkeligt giver anden instruks. Kontoudtog skal indeholde en angivelse af modværdien i national valuta. Dermed ville den obligatoriske overgang til euroen faktisk blive fremskyndet med mindst et kvartal, og en stor del af kunderne kunne se velvilligt på et sådant skridt. Også en del af banksektoren kunne have fordel af det, idet de dermed kan "fordele chokket" og undgå et "big bang" ved årets udgang, hvis de allerede vedtagne konversionsprogrammer vel at mærke muliggør det. Det synes nemlig ikke at være tilfældet for alle kreditinstitutters vedkommende. Medlemsstaterne bør høre de berørte parter og under alle omstændigheder undgå at gøre dette til en ufravigelig regel.

7.4.1. Ud over ovennævnte gør ØSU opmærksom på sammenhængen mellem bestemmelserne i artikel 2 og bestemmelserne i artikel 3. Hvis lønmodtagerne fortsat aflønnes i national valuta frem til udgangen af 2001 - og det er meget sandsynligt i mange virksomheder - vil de pågældende lønmodtagere skulle tænke i to valutaer, hvis det er obligatorisk at konvertere lønkontoen til en eurokonto. Samme problem, men med modsat fortegn, gør sig gældende for de lønmodtagere, der får lønnen udbetalt i euro og har en konto i national valuta. Generelt vil det være hensigtsmæssigt, hvis lønudbetalingen i euro går hånd i hånd med kontokonverteringen. Det er ikke let at gennemføre denne foranstaltning, som under alle omstændigheder bør træffes efter samråd med de berørte parter: fagforeninger, forbrugere og banker.

7.5. Artikel 4 - Fald i antallet af transaktioner, der skal omregnes til euro. ØSU støtter bestemmelserne i denne artikel fuldt ud. Kontrakter, indkøbsaftaler og nyoprettede virksomheders kapital bør denomineres i euro, især - og måske nødvendigvis - hvis de er gyldige længere end til den 31. december 2001. Der bør træffes tilsvarende foranstaltninger i forbindelse med overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. ØSU har allerede udtalt sig(21) positivt om forslaget om, at forbrugerne opfordres til at sætte ubenyttede kontantbeholdninger ind på en konto inden udgangen af december 2001.

7.5.1. Som en supplerende foranstaltning til at nedbringe antallet af vekseltransaktioner kunne man vedtage en regel, som nogle medlemsstater allerede har anvendt i nogen tid med et andet mål for øje, nemlig at lønninger og pensionsydelser ikke må udbetales i kontanter, men skal krediteres en bank- eller postgirokonto. Dette vil ikke alene mindske omfanget af veksling til euro, men også tilskyndelsen til at begå røverier mod personer eller banker og postkontorer, og samtidig vil det bidrage til at bekæmpe sort arbejde. Nogle er imod at gøre en sådan foranstaltning bindende, men i forskellige lande synes det ikke at have skabt problemer. Hvis man ikke ønsker at gribe til tvang, bør man efter ØSU's mening i det mindste gøre alt for at vanskeliggøre kontant udbetaling af lønninger og pensioner.

7.6. Artikel 5 - En let overgang til eurosedler og -mønter. De foranstaltninger, der omtales i denne artikel, er allerede behandlet ovenfor i punkt 6; ØSU tilslutter sig foranstaltningerne, men gør opmærksom på mulige hindringer af logistisk karakter(22) (punkt 6.7) og på behovet for at forebygge hvidvaskning af penge(23) (punkt 6.6) og beskytte sig mod bedrageri og forfalskninger(24) (punkt 5.2 og 6.2). Det skal i øvrigt indskydes, at handelssektoren allerede nu foretrækker kontopenge (især betalingskort) frem for kontanter, dvs. uafhængigt af euroens indførelse. Forbrugerne opfordres udtrykkeligt til at anvende kort, når der er strejker på pengetransportområdet, men også under normale vilkår tilstræbes det at reducere kontantbeholdningen.

8. Konklusioner

8.1. ØSU er enig i, at der er behov for en yderligere oplysningskampagne, hvor der anvendes flere medier - men frem for alt tv-udsendelser - i tilknytning til den nationale valutas udskiftning med euroen, men det anbefales, at kampagnen først gennemføres, når tiden er inde, og at der anvendes færrest mulige offentlige midler, både nationale og især EU-midler, til formålet. På det praktiske plan er det enkelte land ansvarlig for sin egen kommunikationspolitik.

8.2. I samme ånd skal det "politiske" budskab om euroens fordele og de plusser, euroen giver Europa, være forbeholdt de nationale myndigheder, da kun de er i stand til at vurdere, hvilke budskaber der skal bringes, hvordan de skal formidles, og hvordan man bedst får landets borgere i tale.

8.3. De praktiske problemer, der er knyttet til overgangen til euroen, er mangfoldige, men må ikke dramatiseres, hverken i praksis eller i oplysningerne til borgerne. Borgerne skal dog samarbejde ved at udvise den anbefalede adfærd og følge de råd, der gives i henstillingerne; de skal således afholde sig fra at ligge inde med og veksle store kontantbeløb, undgå kødannelser for at forsyne sig med den nye valuta, åbne bank- og postgirokonti, hvis de ikke allerede har gjort det, og anvende betalingskort i størst muligt omfang.

8.4. Banksystemet og detailhandelen kommer til at spille en central rolle. Førstnævntes rolle vedrører veksling af kontobeholdninger og alle andre mellemværender samt, på det logistiske plan, modtagelse, deponering og distribution af den nye valuta; sidstnævntes rolle vedrører modtagelse af national valuta fra kunden, aflevering heraf til banken og udbetaling af eventuelle byttepenge i euro. Alt dette rejser spørgsmålet om forudforsyning med sedler og mønter, tilknyttede logistiske og sikkerhedsmæssige problemer og beregning af renter.

8.5. ØSU er klar over, at dette spørgsmål henhører under de nationale myndigheders kompetenceområde og er genstand for vanskelige forhandlinger, og vil derfor ikke udtale sig om det. De logistiske problemer skal løses af dem, der står med ansvaret, og under hensyntagen til den periode, hvor der er både euro og national valuta i omløb. I den forbindelse gør ØSU opmærksom på, at jo kortere perioden med dobbelt omløb er, jo større er de logistiske problemer.

Bruxelles, den 29. marts 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2000) 443 endelig.

(2) Nr. 38 og nr. 41 fra august 2000.

(3) EFT C 18 af 22.1.1996, s. 112.

(4) EFT C 56 af 24.2.1997, s. 65.

(5) EFT C 73 af 9.3.1998, s. 130.

(6) Se punkt 1.a i meddelelsen.

(7) EFT C 18 af 22.1.1996, s. 112, pkt. 6.5.1.

(8) EFT C 18 af 22.1.1996, s. 112, pkt. 5.3.4.

(9) Se Kommissionens Euro Paper nr. 38 fra august 2000, andet afsnit, side 5 i den engelske version.

(10) Punkt 2, afsnit a.

(11) Euro Paper nr. 38.

(12) Punkt 2, afsnit c.

(13) EFT C 18 af 22.1.1996, s. 112, pkt. 6.1.5.

(14) Del B, punkt 2, afsnit a.

(15) Euro Paper nr. 38, punkt 2.2, s. 10.

(16) EFT C 18 af 22.1.1996, s. 112, punkt 8.2.3.

(17) EFT C 73 af 9.3.1998, s. 130, punkt 5.4 og 5.4.1.

(18) Jf. også nedsættelsen af en "steering group" med henblik på udvikling af en fælles strategi for Europol og Den Europæiske Centralbank (Joint Press Release af 7. marts 2001).

(19) EFT C 18 af 22.1.1996, s. 112, punkt 7.13 og 7.14.

(20) EFT C 268 af 19.9.2000, s. 48.

(21) Jf. punkt 6.4 ovenfor.

(22) Jf. punkt 6.7.

(23) Jf. punkt 6.6.

(24) Jf. punkt 5.2 og 6.2.