EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 51999IE0459
Opinion of the economic and social committee on 'Relations between the European Union, Latin America and the Caribbean: socio-economic interregional dialogue'
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Forbindelserne mellem Den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien: Den socioøkonomiske dialog mellem de to regioner»
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Forbindelserne mellem Den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien: Den socioøkonomiske dialog mellem de to regioner»
OJ C 169, 16.6.1999, p. 49
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Forbindelserne mellem Den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien: Den socioøkonomiske dialog mellem de to regioner»
EF-Tidende nr. C 169 af 16/06/1999 s. 0049
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Forbindelserne mellem Den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien: Den socioøkonomiske dialog mellem de to regioner" (1999/C 169/16) Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 3. december 1998 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive en udtalelse om det ovennævnte emne. ØSU besluttede på sin plenarforsamling den 24.-25. februar 1999 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, på eget initiativ at afgive en udtalelse. Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede José Zufiaur Narvaiza til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 14. april 1999. Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 363. plenarforsamling af 28.-29. april 1999, mødet den 28. april 1999, enstemmigt følgende udtalelse. 1. Indledning 1.1. ØSU har i de sidste ti år været aktivt involveret i udbygningen af relationerne mellem EU og landene og subregioner i Latinamerika og Caribien. Via udarbejdelse af en række informationsrapporter og udtalelser har ØSU givet udtryk for sit syn på de vigtigste initiativer, der er taget af regionerne. Samtidig har ØSU gennem regelmæssige kontakter med sine latinamerikanske samtalepartnere, først og fremmest Det Rådgivende Økonomiske og Sociale Forum (FCES) og Det Sydamerikanske Fællesmarked (Mercosur) bidraget til en markant styrkelse af båndene mellem de to regioner i denne periode. Nærværende udtalelse skal ses i forlængelse af denne række af initiativer. 1.2. Det kommende europæisk-latinamerikanske topmøde mellem stats- og regeringscheferne i EU-landene, Latinamerika og Caribien, der afholdes den 28.-29. juni 1999 i Rio de Janeiro, vil være en milepæl i den proces, der i 1990'erne har bragt de to regioner stadig nærmere hinanden. I dette tiår er den institutionaliserede dialog og samarbejdet blevet udvidet, og der er på det seneste indledt forhandlinger med Mexico om gensidig liberalisering af samhandelen; Kommissionen har henstillet, at lignende forhandlinger indledes med Mercosur og Chile. Topmødet afholdes på et tidspunkt af særlig betydning for de fremtidige forbindelser mellem EU og Caribien, idet forhandlingerne om den næste Lomé-konvention begyndte den 30. september 1998. 1.3. På topmødet - og forberedelsen af emnerne, der skal drøftes - vil der ikke blot blive gjort status over de opnåede fremskridt i relationerne mellem regionerne. De politiske erklæringer og de retningslinjer for samarbejdet, som topmødet resulterer i, vil nemlig også i vidt omfang definere de områder, som vil dominere dialogen og samarbejdet mellem EU, Latinamerika og Caribien i de første år af det næste århundrede. 1.4. På baggrund af denne gradvise tilnærmelse mellem de to regioner, der bygger på fælles bekendelse til de demokratiske værdier og internationalt samarbejde, århundreders fælles historie og stærke kulturelle, politiske, økonomiske og menneskelige bånd, vil denne udtalelse vurdere den nuværende situation og perspektiverne for de interregionale relationer, med særlig vægt på perspektiverne for dialog mellem repræsentanterne for det civile samfund og socioøkonomiske spørgsmål i særdeleshed. De emner, der tages op i nærværende udtalelse, er behandlet mere udtømmende i informationsrapporten "Forbindelserne mellem Den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien: den socioøkonomiske dialog mellem de to regioner", der blev vedtaget den 14. april 1999. 2. Situationen og perspektiverne for relationerne mellem EU og Latinamerika og Caribien 2.1. Med Ministerrådets vedtagelse den 31. oktober 1994 af basisdokumentet om EU's forbindelser med Latinamerika og Caribien og deklarationerne på Det Europæiske Råds møde i Madrid den 15.-16. december 1995 udtrykte EU et ønske om tættere politiske bånd med Latinamerika og intensivering af den institutionaliserede dialog med sine partnere i regionen. Målet var styrkelse af demokratiet, øget handelsliberalisering, støtte til regionale integrationsprocesser og et mere målrettet samarbejde. Siden da er båndene mellem regionerne blevet meget stærkere, hvilket afspejles i oprettelsen af en række organer for institutionaliseret, politisk dialog og samarbejdsmekanismer på forskellige niveauer. De nye "fjerde generations"-rammeaftaler, der er indgået med Mercosur, Chile og Mexico, har udvidet og diversificeret samarbejdsområderne og har inkorporeret målet om gensidig og gradvis liberalisering af samhandelen. Endvidere har nye medlemsstaters EU-tiltrædelse øget antallet af europæiske lande, som medvirker til at styrke båndene mellem Europa og Latinamerika. 2.2. På det politiske plan er der lanceret regelmæssige ministermøder med Mercosur, som også Bolivia og Chile deltager i. EU har igangsat en institutionaliseret politisk dialog om bilaterale og internationale spørgsmål af fælles interesse med Det Andinske Fællesskab, samt en regelmæssig dialog med Chile og Mexico om sådanne spørgsmål på møder på forskellige niveauer, helt op til topniveau. Disse nye dialog-fora styrker de institutionaliserede møder mellem EU's udenrigsministre og Rio-Gruppen, der afholdes hvert år på basis af Rom-Deklarationen fra 1990 og San José-dialogen mellem EU og de centralamerikanske lande, der blev påbegyndt i 1984. 2.3. Bekendelse til de demokratiske principper og respekt for menneskerettighederne er hjørnestenen i den politiske dialog mellem EU og Latinamerika. Fundamentet for denne holdning, som er blevet konkretiseret i et bredt samarbejde og praktiske resultater, adskiller sig markant fra det, der gælder for enhver anden permanent dialog, som de to regioner fører med andre regioner eller lande i verden. Efterhånden som demokratiet er blevet styrket i Latinamerika, har dette engagement ændret sig i visse henseender, idet der nu lægges mere vægt på at få skabt et klima, som kan garantere en effektiv forvaltning og demokratiets endelige konsolidering på lang sigt. Ud over at tillægge "god offentlig forvaltning" og styrkelse af retsstatens institutioner stor betydning erkender man den afgørende rolle, de civile samfund spiller i den langsigtede konsolidering af demokratiet. Spørgsmål som beskyttelse af de indfødte folkeslags rettigheder, de vedvarende krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder og arbejdsnormer i nogle lande, herunder forfølgelse af fagforeninger og disses repræsentanter, er forhold, som lægger hindringer i vejen for den endelige konsolidering af demokratiet og af retsstaten. 2.4. I henseende til forbindelserne med de lande i Caribien, der er omfattet af Lomé-konventionen, styrkede den reviderede Lomé-IV-konvention, som blev underskrevet den 4. november 1995, den politiske dialog mellem EU og landene i Afrika, Caribien og Stillehavet (AVS) om emner som demokratisering og konsolidering af retsstaten. Dette har også betydet. at der er blevet lagt mere vægt på udviklingen af AVS-landenes udenrigshandel og deres internationale konkurrenceevne samt større fleksibilitet i fordelingen af samarbejdsressourcerne. De synspunkter, der fremføres i forbindelse med den nye Lomé-konvention, som træder i kraft i år 2000, afspejler et ønske om at styrke den politiske dimension i forbindelserne mellem EU og AVS-landene, udvide og diversificere den politiske dialog mellem parterne, fremme "god forvaltning" samt udvikle institutioner og sikre civilsamfundet politisk medindflydelse. 2.5. Videreførelsen og konsolidering af den politiske dialog mellem EU og Latinamerika og Caribien imødekommer en række strategiske interesser, de to regioner deler. I det omfang, hvor samarbejdet mellem dem og sammenfaldende synspunkter om de vigtigste spørgsmål på den internationale dagsorden bidrager til at styrke de to regioners globale position og øge deres profil og indflydelse i internationale fora, vil dette være afgørende for målet om at sikre fred og stabilitet i en multipolar verden. De mange udfordringer, globaliseringen frembyder, gør det særligt vigtigt, at de to regioner vedtager politikker og strategier, som bygger på gensidige interesser og et fælles ansvar. Med den fremadskridende integrering af markederne og begrænsningen i de nationale myndigheders regulerende beføjelser øges behovet for at styrke internationalt og multilateralt samarbejde, hvis man ønsker at fremme en politisk, demokratisk kontrol med globaliseringen. I de tilfælde hvor skævheder, som globaliseringen forårsager, afslører en mangel på internationalt samarbejde, må de to regioner bidrage til at styrke forvaltningen regionalt, interregionalt og internationalt. 2.6. Udvidelsen og styrkelsen af de handelsmæssige forbindelser og gensidige investeringer er et fælles mål for EU, Latinamerika og Caribien. Generelt set har udviklingen i samhandelen mellem de to regioner i 1990'erne været præget af stor dynamik. Samhandelen mellem de to regioner er vokset med over 75% i faste priser, og EU's eksport til Latinamerika er steget med 150%. Stigningen i EU's import fra Latinamerika har været mere beskeden, nemlig omkring 25%. For Latinamerika som helhed er EU den næststørste handelspartner efter USA, og EU tegnede sig i 1997 for 15% af regionens handel med resten af verden. For Mercosur's og Chiles vedkommende har EU længe været den vigtigste handelspartner. EU's direkte udenlandske investeringer (DUI) i Latinamerika og Caribien er vokset kraftigt i de seneste år og tegner sig for over 30% af regionens samlede DUI i 90'erne. 2.7. Selv om udviklingen i samhandelen mellem EU og Latinamerika generelt har været tilfredsstillende, gør der sig nogle strukturelle problemer gældende. Skønt EU's eksport til Latinamerika er vokset, har der været en nedgang i EU's relative andel af Latinamerikas udenrigshandel, fordi der har været en større stigningstakt i regionens handel med de andre store handelspartnere, USA og Japan, ligesom handelen mellem de latinamerikanske lande indbyrdes fordobledes fra 1990 til 1997. For Latinamerikas vedkommende er det især det voksende handelsunderskud over for EU siden 1993, som giver anledning til bekymring. Dette har udløst krav om bedre adgang til de europæiske markeder, især for landbrugsprodukter. 2.8. Dynamiske og afbalancerede økonomiske forbindelser mellem EU og Latinamerika udgør den påkrævede ramme for udvikling af dialogen og samarbejdet på andre områder. Ud over den fundamentale betydning, som handels- og investeringsrelationerne med Europa har for væksten og diversificeringen i Latinamerikas og Caribiens økonomier, bør EU's mål på dette område være koncentreret om stabilisering af markederne og de internationale finansielle strømme samt fremme af direkte investeringer som en stabil kilde til finansiering af teknologisk innovation og udvikling af produktionen. Indførelsen af euroen som fælles mønt i 11 af de 15 EU-medlemsstater har åbnet nye perspektiver i den henseende. Indledningen af forhandlinger om gensidig handelsliberalisering med Mexico, den planlagte lancering af lignende forhandlinger med Mercosur og Chile og indledningen af forhandlinger om handel med landbrugsvarer i Verdenshandelsorganisationen, WTO, sidst i 1999 giver mulighed for at komme videre med den gensidige åbning af markeder. Ved ethvert fremskridt i liberaliseringen af handelen mellem EU og Latinamerika må der tages hensyn til visse produkters følsomme karakter og generelt til de legitime interesser, de forskellige produktionssektorer i de to regioner har. 2.9. Mens samhandelen mellem Caribien og EU i værdi er begrænset, er eksport til det europæiske marked yderst vigtig for adskillige af de små økonomier i Caribien, især for produkter som bananer og sukker. I lyset af fornyelsen af Lomé-konventionen og mulige ændringer i nogle af præferencehandelsordningerne i de kommende år, bør forhandlingerne mellem EU og AVS-landene gøre øget handelsliberalisering forenelig med hensyntagen til de caribiske økonomiers særlige sårbarhed og, i mange tilfælde, afhængighed af eksport af et eneste produkt. 2.10. I de sidste ti år har EU og dets medlemsstater været Latinamerikas vigtigste finansielle kilde i regionens samarbejde med omverdenen. I perioden 1990-1997 tegnede de 15 EU-medlemsstater og Kommissionen sig for næsten 55% af Latinamerikas bilaterale samarbejdsressourcer. Desuden stod væksten i EU's finansielle bistand til Latinamerika frem til 1996 i skarp kontrast til det drastiske fald i USA's bistand til regionen i samme periode. EU-bistanden til Latinamerika voksede kraftigt mellem 1991 og 1996, og trods en mindre indskrænkning i Kommissionens forpligtelser i Latinamerika siden 1996 har EU-samarbejdet i finansiel henseende konsolideret sig på et betydeligt højere niveau end i tiårets begyndelse. 2.11. Med afsæt i en strategi, hvor samarbejdet afstemmes efter de forskellige niveauer for relativ udvikling, der er nået, er Mellemamerika, Caribien og Andeslandene hovedmodtagerne af udviklingsbistand, mens andre partnere - Mexico, Mercosur og Chile - hovedsagelig nyder godt af økonomisk og handelsmæssigt samarbejde. 2.12. En yderst foruroligende tendens er nedskæringen i den officielle udviklingsbistand, de industrialiserede lande yder - i 1997 satte landene i OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) deres bilaterale bistand til udviklingslandene ned med 5,8%, mens den samlede officielle udviklingsbistand faldt med 16%. Selv i betragtning af begrænsningerne i EU's budget og de nationale budgetter i EU, lader de reelle behov forstå, at strømmene af finansielle ressourcer til Latinamerika og Caribien bør opretholdes på 1997-niveauet eller sågar øges. Under alle omstændigheder udfoldes der omfattende bestræbelser for at gøre det europæiske samarbejde med Latinamerika så effektivt som muligt. Ud over at forbedre koordineringen mellem bistandsdonorer er en koncentrering af samarbejdet om gensidigt prioriterede områder og fremme af globale og flerårige programmer i nøglesektorer en yderst vigtig mekanisme for en forbedring af samarbejdets effektivitet og forvaltning. Det civile samfunds inddragelse i udformningen og gennemførelsen af samarbejdet bør ikke blot betragtes som et middel til at bringe samarbejdet nærmere græsrodsniveau, men også som et middel til at øge og maksimere fordelene ved samarbejdet samt til at styrke den demokratiske proces. I de seneste år har de forskellige horisontale EU-samarbejdsprogrammer spillet en stadig større rolle i etableringen af et direkte samarbejde mellem de forskellige aktører i samfunds- og erhvervslivet og i det civile samfund generelt. 3. Den sociale dimension i den europæiske og latinamerikanske integration 3.1. I den regionale integrationsmodel, som EU udgør, og i de vigtigste skitser til subregional integration i Latinamerika og Caribien - Mercosur, Andespagten, det centralamerikanske integrationssystem (SICA) og Det Caribiske Fællesskab (CARICOM) - opfattes integration som en fuldstændig proces, hvis målsætninger omfatter andet og mere end handel og økonomi. Denne model adskiller sig fra initiativer såsom det latinamerikanske frihandelsområde (LAFTA) - selv om den indgår i den handlingsplan, som blev lanceret på det første interamerikanske topmøde, der omfatter målsætninger og initiativer til styrkelse af demokrati og bæredygtig udvikling - og den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA) mellem Canada, USA og Mexico, som stort set er begrænset til etablering af et frihandelsområde, og som ikke omfatter målsætninger eller instrumenter på det politiske område eller med hensyn til samarbejde. Snævert knyttet til denne opfattelse af integration er det synspunkt, at en af de grundlæggende forudsætninger for politisk demokrati er eksistensen af et dynamisk og nuanceret civilsamfund. Etablering af mekanismer til repræsentation af de forskellige socioøkonomiske gruppers interesser og til forhandling og mægling mellem disse er derfor af altafgørende betydning for demokratiets konsolidering. På baggrund af produktionens stigende globalisering og den skærpede konkurrence på verdensplan er modellen for arbejdsmarkedsforhold, forbindelserne mellem arbejdsmarkedets parter og omfanget af deres inddragelse i den økonomiske beslutningstagning på nationalt plan alt sammen af afgørende betydning for fremme af økonomisk vækst og udvikling. Følgelig er integrationsprocessernes sociale dimension og aktiv medvirken af arbejdsmarkedsparterne i disse processer en forudsætning for at kunne nå de mål, som integrationsprocesserne i begge regioner tager sigte på. 3.2. I EU's medlemsstater er der en stærk tradition for social dialog, både mellem arbejdsgivernes organisationer og fagforeningerne direkte og i form af trepartsaftaler. I nogle lande findes der en mangeårig tradition for institutionaliserede forbindelser mellem arbejdsmarkedsparterne samt mekanismer vedrørende en social dialog og bilæggelse af arbejdsmarkedsstridigheder, mens der i andre lande siden 1970'erne er gjort gode forsøg med at få en social dialog i gang. Tilsvarende har den sociale dimension været et led i den europæiske integrationsproces siden dens indførelse. Inden for EU's socialpolitik skal særligt fremhæves initiativer som Den Europæiske Socialfonds oprettelse i 1960; udformningen i 1985 af den europæiske sociale dialog; vedtagelsen i 1989 af Fællesskabspagten om Arbejdstagernes Grundlæggende Arbejdsmarkedsmæssige og Sociale Rettigheder, som efterfølgende blev indlemmet i Amsterdam-traktaten fra 1997; og den aftale om socialpolitik, som de europæiske arbejdsmarkedsparter undertegnede i oktober 1991, der indgik som et tillæg til den sociale protokol i Maastricht-traktaten (1992), og som i sidste instans er medtaget i Amsterdam-traktaten. 3.3. Med hensyn til inddragelsen af organisationer, som repræsenterer erhvervs- og samfundsgrupperne, spiller Det Økonomiske og Sociale Udvalg (ØSU), som blev oprettet i medfør af Rom-traktaten, en afgørende rolle i den europæiske integration. ØSU, der består af repræsentanter for de forskellige erhvervs- og samfundsgrupper, er et rådgivende organ for Rådet, Kommissionen og siden Amsterdam-traktatens vedtagelse ligeledes for Europa-Parlamentet. ØSU kan også afgive udtalelser på eget initiativ. Desuden er der gennem årene blevet oprettet andre, mere specifikke, rådgivende organer på forskellige felter. 3.4. I Latinamerika har forbindelserne mellem aktørerne på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige område i vid udstrækning været hæmmet af konflikter og manglen på en ordentlig institutionaliseret dialog eller samordning. I de seneste årtier har demokratiseringsprocessen og økonomiernes større åbenhed over for konkurrencen på verdensplan dog resulteret i større bestræbelser på at fremme dialogen mellem arbejdsmarkedsparterne og mellem disse og staten. I nogle tilfælde har dialogens formål været at modvirke økonomisk tilbagegang, mens hovedsigtet i andre tilfælde har været at tilvejebringe en ramme for samfundsmæssig og politisk stabilitet i forbindelse med overgangen til demokrati. 3.5. I de seneste år er der ligeledes gjort betydelige fremskridt med hensyn til at indlemme den sociale dimension i de forskellige skitser til regional integration i Latinamerika og Caribien. Som markante eksempler på sådanne fremskridt kan nævnes vedtagelsen af Mercosur's multilaterale aftale om social sikring i 1997 og ikke mindst vedtagelsen i 1998 af Mercosur's arbejdsmarkedserklæring, som knæsætter en række individuelle og kollektive rettigheder på arbejdspladsen. Af andre subregionale gruppers initiativer kan nævnes Andespagtens beslutning om at vedtage en fælles ramme for socialpolitikker med det sigte at fremme beskæftigelsen, at nedbringe fattigdommen og at sætte skub i uddannelse, sundhedsvæsen og menneskerettigheder. Den hensigtserklæring, som blev udarbejdet af repræsentanter for de forskellige samfundssektorer på Andespagtens andet sociale topmøde i dagene 24.-26. februar 1999, udgør et andet skridt fremad i retning af fælles fremme af socialpolitikker. Med hensyn til SICA har integrationens sociale dimension i første række udmøntet sig i 1995-traktaten om centralamerikansk social integration. I det caribiske område har CARICOM vedtaget en aftale om social sikring, som har været i kraft siden 1997, og i februar 1997 vedtog de caribiske landes stats- og regeringschefer charteret for det civile samfund i CARICOM, som indeholder tilsagn om at sikre grundlæggende rettigheder og friheder på arbejdspladsen. 3.6. Der er også gjort betydelige fremskridt med hensyn til at inddrage samfundsaktørerne og arbejdsmarkedsparterne i den regionale integrationsproces. I Mercosur repræsenteres de fire medlemslandes arbejdsgiversammenslutningers og fagforeningers interesser og synspunkter i Det Rådgivende Økonomiske og Sociale Forum (FCES), som siden 1994 har været et led i gruppens institutionelle struktur i form af et rådgivende organ. Ligeledes spiller det andinske rådgivende arbejdsgiverråd og det andinske rådgivende arbejdstagerråd rådgivende og vejledende roller i Andeslandenes integrationsproces. I kølvandet på beslutningen om at sætte nyt skub i begge råds arbejde har Andespagten opstillet et mål om at sikre effektiv inddragelse af arbejdsgivere og arbejdstagere i integrationsprocessen, ligesom disse har udtrykt ønske om at oprette et forum for en permanent dialog. I Centralamerika bistår SICA's rådgivende udvalg, som blev oprettet i 1991, SICA's generalsekretariat. 3.7. Den tiltagende regionale integration i Latinamerika og udsigten til større integration mellem de eksisterende grupperinger - i særdeleshed mellem Mercosur og Andespagten - gør det nødvendigt, at der lægges mere vægt på udviklingen af en social dimension som et led i integrationen, ligesom det er nødvendigt, at de sociale aktører i højere grad inddrages i denne proces. Opretholdelse af balance mellem områder og sociale grupper i løbet af integrationsprocessen kan anses for en forudsætning for en harmonisk ekspansion af de udvidede markeder. Fremskridt med hensyn til gensidig åbning af markederne må derfor nødvendigvis ledsages af mekanismer til bevarelse af den økonomiske og sociale samhørighed, idet der bør ydes støtte til mindre udviklede områder, ligesom man bør udglatte forskellene mellem de regionale blokke, og endelig bør der sørges for samråd med arbejdsmarkedsparterne. 3.8. Betydningen af at styrke den sociale dimension inden for den latinamerikanske integrationsproces understreges af Latinamerikas økonomiske og sociale situation, hvis hovedtræk er en vedvarende og udbredt fattigdom. De politiske fremskridt og den økonomiske genrejsning, som mange lande opnåede i 1990'erne, står i kontrast til den begrænsede nedbringelse af fattigdomsniveauerne. Som grundlæggende forudsætninger for opnåelse af stabil, økonomisk vækst udgør social samhørighed, endelig konsolidering af demokratiet og politisk stabilitet, nedbringelse af fattigdommen og opfyldelse af de grundlæggende behov formentlig de største udfordringer, som de latinamerikanske lande står overfor på tærsklen til det 21. århundrede. Den internationale finansielle krise, som har hærget Latinamerika siden anden halvdel af 1998, og som atter har ødelagt de umiddelbare udsigter til økonomisk vækst, sætter fokus på det nødvendige i at iværksætte strukturpolitikker, som formår at nedbringe fattigdommen. I denne forbindelse beror fattigdommens og dertil knyttede problemers fortsatte eksistens i særdeleshed på den ulige fordeling af indkomster, i høj grad på arbejdsmarkedsparternes svage position, de særlige problemer, som knytter sig til regionens arbejdsmarkeder, utilstrækkelig jobskabelse, den uformelle sektors ekspansion og manglen på faglært arbejdskraft. Styrkelse af interesseorganisationerne og af arbejdsmarkedsparternes gennemslagskraft samt dialog og koordinering mellem disse er afgørende for at kunne finde en løsning på disse problemer. 4. Den sociale dimension og de fremtidige forbindelser mellem de to regioner 4.1. Det første topmøde mellem EU, Latinamerika og Caribien markerer indledningen til en ny etape i konsolideringen og udbygningen af forbindelserne mellem de to regioner. I denne nye etape bevirker fastholdelsen af dynamiske forbindelser mellem de to regioner, som kan bistå begge regioner med at overvinde de udfordringer, som knytter sig til det kommende århundrede, at dialogen og samarbejdet må baseres på principperne i en samfundsmodel, der bygger på et snævert indbyrdes samspil mellem politisk demokrati, et aktivt og struktureret civilsamfund, overholdelse af menneskerettigheder, fri markedsøkonomi med social retfærdighed, bæredygtig udvikling og regional integration. 4.2. På baggrund af den grundlæggende rolle, som det civile samfunds organisationer spiller med hensyn til styrkelse af demokratiet, overholdelse af menneskerettigheder samt på det økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige område, må disse organisationers deltagelse i dialogen mellem de to regioner anses for at være af væsentlig betydning. ØSU støtter derfor en aktiv medinddragelse af civilsamfundene i de forskellige organer, hvor der foregår en politisk dialog og et politisk samarbejde. Etablering af permanente kontakter og institutionaliserede forbindelser mellem bl.a. arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, forbrugerorganisationer og brancheorganisationer vil kunne medvirke til at nå de mål, som fastlægges af politiske organer i begge regioner, og til at opbygge tværregionale forbindelser med udgangspunkt i solide bånd mellem de civile samfund. 4.3. I denne henseende finder ØSU det nødvendigt at udforme passende mekanismer, som kan sikre, at interesseorganisationerne deltager i de forskellige tværregionale dialog-fora, både i forholdet mellem EU og Rio-gruppen og i kontakterne mellem EU og de forskellige subregionale integrationsstrukturer samt enkeltlande. Det er vigtigt, at man i forhandlingerne om nye mellemregionale aftaler med Mexico, Chile og Mercosur søger at finde frem til metoder til inddragelse af repræsentanter for fagforeninger, arbejdsgivere og andre sektorer i de forskellige mellemregionale organer. ØSU mener, at en af metoderne til at fremme inddragelsen af det civile samfunds repræsentanter i den mellemregionale dialog bør bestå i at nedsætte rådgivende udvalg inden for rammerne af samarbejdsaftalerne med subregioner og lande i Latinamerika og Caribien svarende til dem, der er nedsat i henhold til aftalerne med Maghreb-landene, de central- og østeuropæiske lande og inden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Andre metoder kunne bestå i at inddrage disse sektorer i de forskellige sektorudvalg og -kommissioner, og bl.a. lade dem foretage evalueringer, samt give dem mulighed for at deltage i ministermøder som observatører. 4.4. Styrkelse af samfunds- og erhvervsorganisationerne i Latinamerika og Caribien bør være et kernemål for EU's dialog og samarbejde med regionen. EU kan herved medvirke til at sætte skub i arbejdsmarkedsparternes aktive deltagelse i de økonomiske og sociale politikers udformning og gennemførelse, hvilket er nøglen til effektiv bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse; hovedvægten bør lægges på fremme af beskæftigelsen. Alle former for bistand, herunder også teknisk og finansiel bistand, til de mest repræsentative organisationer ville kunne hjælpe disse med at varetage sådanne opgaver. Som led i EU's støtte til den subregionale og regionale integration bør udvekslingen af information og erfaringer med hensyn til inddragelse af organisationer, som repræsenterer de forskellige økonomiske og sociale grupperinger, ligeledes udgøre et prioriteret samarbejdsområde. 4.5. ØSU mener, at styrkelse af båndene mellem det civile samfunds aktører i EU, Latinamerika og Caribien skulle kunne gøre det lettere at udvikle den sociale dimension inden for den regionale integration i Latinamerika, idet Europa har en mangeårig tradition på dette felt. Ud over at sørge for en mere generel erfaringsudveksling kunne EU's samfunds- og erhvervsrepræsentanter yde et værdifuldt bidrag til debatten i Latinamerika og Caribien om fordele og ulemper ved integrationens forskellige aspekter. Europas erfaringer med at udforme mekanismer til styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed, både generelt set og i tilknytning til omstrukturering af specifikke produktionssektorer, kan også være af betydning for Latinamerika og Caribien, ikke mindst da den regionale integration også breder sig til andre områder end det rent handelsmæssige. Endelig kunne etableringen af kontakter og permanente samarbejdsorganer med inddragelse af aktørerne fra samfunds- og erhvervskredsene medvirke til at finde en løsning på specifikke problemer på andre af det mellemregionale samarbejdes områder, eksempelvis på samhandelsområdet i forbindelse med social dumping, som kan være en følge af manglende iagttagelse af grundlæggende menneskerettigheder og fundamentale internationale arbejdsnormer, som er fastlagt i Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). 4.6. Arbejdsmarkedsparternes hovedrolle i de mellemregionale forbindelser bør bevirke, at de socioøkonomiske organisationer og andre organisationer, som repræsenterer samfundsinteresser, kommer til at spille en betydelig rolle ved iværksættelsen af de forskellige samarbejdsprogrammer og -tiltag. Med dette sigte anbefaler ØSU, at man finder metoder til at inddrage organisationer, som repræsenterer det civile samfund, i udviklingsprogrammer og i økonomiske samarbejdsprogrammer, og at de tildeles en mere aktiv rolle i programmernes videre formidling. Det er værd at bemærke, at flere samarbejdsaftaler, som EU har indgået med lande i Latinamerika og Caribien i de seneste år, omfatter foranstaltninger på områder såsom erhvervsuddannelse, jobskabelse og forvaltning af sociale tjenesteydelser, hvor de socioøkonomiske aktørers aktiviteter er af ganske særlig relevans. På baggrund af de positive resultater, som er opnået med programmer som ECIP, AL-INVEST, ALFA og URB-AL, bør man overveje at gøre mere brug af decentraliserede samarbejdsprogrammer for at fremme målet om at øge samarbejdets effektivitet. 4.7. Ud over støtten til iværksættelse af politikker til fremme af produktiv økonomisk vækst, investering og jobskabelse, viser de europæiske erfaringer, at den "tredje sektor" eller den såkaldte "social economy", som består af nogle former for kooperativer, gensidige selskaber og non-profit organisationer, rummer et betragteligt potentiale for jobskabelse. Inddragelse af repræsentanter for disse sektorer i de biregionale samarbejdsforanstaltninger kan derfor puste nyt liv i jobskabelsestiltagene i Latinamerika og Caribien. Som led i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse bør samarbejdet på jobskabelsesområdet desuden primært omfatte tiltag, som specifikt tager sigte på støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og mikrovirksomheder. Da uddannelse har afgørende betydning for udvikling, bør styrkelse af samarbejdet på dette område, herunder også samarbejde mellem universiteter i de to regioner, indtage en fremtrædende plads på de to regioners dagsorden. 4.8. ØSU anser desuden initiativer i forbindelse med støtteforanstaltninger for økonomisk stabilitet og bæredygtig udvikling i landene i Latinamerika og det caribiske område for nyttige og nødvendige, når de bidrager positivt til afviklingen af udlandsgælden. 4.9. ØSU anser det for en prioritet, at der som led i samarbejdet tilvejebringes juridiske, programbaserede og finansielle instrumenter, som resulterer i et direkte samarbejde mellem det civile samfunds repræsentanter, og som derigennem kan lette gensidig forståelse og direkte kontakter. Et horisontalt samarbejde, som indebærer foranstaltninger til fremme af initiativer, der gennemføres direkte af de Da uddannelse har afgørende betydning for udvikling, bør styrkelse af samarbejdet på dette område, herunder også samarbejde mellem universiteter i de to regioner, indtage en fremtrædende plads på de to regioners dagsorden., har vist sig at være et værdifuldt supplement til det traditionelle samarbejde mellem landene. Tilskyndelse til sådanne initiativer er et middel til at fremme et mere direkte samarbejde, som ikke hæmmes af administrative strukturer, mellem græsrodsorganisationer i EU, Latinamerika og det caribiske område. Bruxelles, den 28. april 1999. Beatrice RANGONI MACHIAVELLI Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg