31998Y1217(02)

RETNINGSLINJER FOR BEREGNINGEN AF SUBSIDIEBELØBET I FORBINDELSE MED UNDERSØGELSER VEDRØRENDE UDLIGNINGSTOLD (98/C 394/04)

A. INDLEDNING

Artikel 5, 6 og 7 i Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»fordning 2026/97«), indeholder bestemmelser om beregningen af subsidiebeløbet. Nærværende meddelelse har til formål at gøre mere detaljeret rede for anvendelsen af disse bestemmelser, i visse tilfælde ved hjælp af eksempler, for at klarlægge den metode, som Kommissionen i almindelighed vil benytte ved beregningen af subsidiebeløbet i forbindelse med sager, som involverer udligningstold, medmindre der er særlige forhold, som betinger anvendelse af en anden metode. Sigtet dermed et at gøre beregningsprocessen mere åben og at sikre større sikkerhed for erhvervsvirksomheder og fremmede landes regeringer.

Denne meddelelse er ikke på nogen måde bindende for Fællesskabets institutioner, men indeholder alene retningslinjer, der tager sigte på undersøgelser vedrørende udligningstold i henhold til forordning 2026/97.

Kommissionen har til hensigt i fornødent omfang at ajourføre denne meddelelse på baggrund af de indhøstede erfaringer med forvaltningen af forordningen og vore vigtigste handelspartneres praksis på dette område.

B. BAGGRUND FOR BEREGNINGEN

a) Fællesskabet og dets medlemsstater er medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og er derfor bundet af bestemmelserne i WTO's aftale om subisidier og udligningsforanstaltninger (»subsidieaftalen«), når de foretager undersøgelser vedrørende udligningstold. Ved forordning (EF) nr. 2026/97 gennemføres de relevante bestemmelser i denne aftale, og forordningen indeholder desuden regler om grundlaget for indførelsen af udligningstold på skadelig subsidieret indførsel (2).

b) I henhold til denne forordning kan der træffes foranstaltninger over for en sådan indførsel, hvis det ved en undersøgelse påvises, at:

i) den nyder godt af udligningsberettigede subsidier

ii) den forvolder eller truer med at forvolde væsentlig skade på den erhvervsgren i Fællesskabet, som fremstiller samme vare

iii) udligningsforanstaltningerne er i Fællesskabets interesse.

c) Hvis det anses for nødvendigt at træffe foranstaltninger, skal disse normalt have form af en udligningstold eller et tilsagn fra en eksportør eller det subsidierende lands regering. Sigtet med disse foranstaltninger er at opveje virkningerne af den skadelige subsidiering. Som fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning 2026/97:

i) må udligningstolden ikke være højere end det udligningsberettigede subsidiebeløb,

ii) bør udligningstolden være lavere end subsidiebeløbet, hvis en sådan lavere told er tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført erhvervsgrenen i Fællesskabet.

Det er i begge tilfælde bydende nødvendigt, at det nøjagtige subsidiebeløb er kendt. Dette kræver en metode til beregning af subsidiebeløbet.

I denne meddelelse beskrives en anvendelig beregningsmetode. Det skal bemærkes, at disse henstillinger kun omfatter foranstaltninger, der vedrører udligningsberettigede subsidier.

C. FORDELE FOR MODTAGEREN

Subsidierne kan have mange former. I artikel 2 i forordning 2026/97 er subsidier defineret som enten:

- et finansielt bidrag fra en regering, eller

- en eller anden form for indkomst- eller prisstøtte i henhold til artikel XVI i GATT 1994

hvorved der opnås en fordel.

I henhold til reglen i artikel 5 i forordning 2026/97 skal beregningen af fordelen afspejle det subsidiebeløb, der er konstateret i undersøgelsesperioden, og ikke blot den pålydende værdi af beløbet på det tidspunkt, hvor det overføres til modtageren eller eftergives af staten.

Den pålydende værdi af subsidiebeløbet skal derfor omregnes til den værdi, der var fremherskende i undersøgelsesperioden, ved anvendelse af den normale markedsrente.

D. BEREGNING AF SUBSIDIET PR. ENHED/AD VALOREM

Forordning 2026/97, der som bekendt er baseret på WTO's subsidieaftale, forudsætter, at subsidier altid har den vigtige virkning, at de nedbringer en virksomheds omkostninger, og den metode, der benyttes til beregning af udligningstold, afspejler derfor dette forhold. Sigtet med beregningen er at nå frem til subsidiebeløbet pr. produceret enhed (artikel 7, stk. 1, i forordning 2026/97) i undersøgelsesperioden (der henvises til afsnit F). Hvis der er tale om forbrugsvarer som f.eks. fjernsynsapparater, er den bedst egnede enhed det enkelte apparat. Hvis der er tale om styrtgods såsom gødningsstoffer eller kemikalier, er det mest hensigtsmæssigt at beregne subsidierne pr. ton eller på grundlag af en anden egnet måleenhed. Den subsidietype, som er enklest at beregne, er derfor den type, der ydes pr. enhed (eksempel 1).

Subsidierne pr. enhed kan omregnes til en ad valorem-sats ved Fællesskabets grænse ved at udtrykke subsidierne pr. enhed i procent af den gennemsnitlige cif-importpris pr. enhed (ufortoldet).

Det kan derved slås fast, om subsidierne er de minimis, eftersom dette er udtrykt ad valorem i artikel 14, stk. 5, i forordning 2026/97 (1 % ved import fra udviklede lande og 2-3 % ved import fra udviklingslande). Under visse omstændigheder kan det også være hensigtsmæssigt at udtrykke udligningstolden på et ad valorem-grundlag.

E. BEREGNING AF VISSE TYPER SUBSIDIER

a) Tilskud

Indledning

Hvis der er tale om et tilskud (eller en tilsvarende ydelse), hvor pengene ikke skal betales tilbage, er subsidiernes værdi lig med tilskuddets størrelse korrigeret for eventuelle forskelle mellem det tidspunkt, hvor de modtages, og undersøgelsesperioden, dvs. den periode, i hvilken produktionen eller salget finder sted.

Hvis tilskuddet udgiftsføres i undersøgelsesperioden (dvs. at det fuldt ud anvendes på produktionen eller salget i denne periode), skal det rentebeløb, som ville være påløbet i denne periode, derfor som hovedregel lægges til. Hvis tilskuddet imidlertid ydes over en længere periode end undersøgelsesperioden, skal rentetillægget beregnes som fastsat i afsnit F (a) (ii).

Alle overførte eller eftergivne indtægtsbeløb, der består af engangsbeløb (f.eks. fritagelse for indkomstskat eller told, rabatter, besparelser som følge af præferentiel levering af varer og tjenesteydelser eller fortjeneste af overdrevent høje priser ved køb af varer), anses for tilskud. (Der henvises til eksempel 1, 1(i), 3, 4 og 5).

Specifikke eksempler på tilskud eller tilsvarende ydelser

Ved fastlæggelsen af tilskudsbeløbets fulde størrelse forhøjes alle de beløb, der er nævnt i nedenstående specifikke eksempler, med den i indledningen nævnte rente; desuden har det betydning for det samlede tilskudsbeløb, om tilskuddet er fordelt eller udgiftsført.

i) Direkte overførsel af midler

Det enkleste tilfælde. Tilskudsbeløbet er det beløb, som det pågældende selskab har modtaget (et tilskud til dækning af driftstab falder ind under denne kategori).

ii) Skattefritagelser

Tilskudsbeløbet er det skattebeløb, som det pågældende selskab skulle have udredt, hvis standardskattesatsen havde været anvendt i undersøgelsesperioden.

iii) Skattenedsættelser

Tilskudsbeløbet er forskellen mellem den skat, som modtagerselskabet rent faktisk betalte i undersøgelsesperioden, og det beløb, som skulle have været betalt, hvis den normale skattesats havde været anvendt.

(Samme metode bør anvendes på alle andre fritagelser for og nedsættelser af forpligtelser såsom importtold, bidrag til sociale sikringsordninger og fratrædelsesgodtgørelser).

iv) Hurtig afskrivning

Hurtig afskrivning af aktier i henhold til et af staten godkendt program bør betragtes som skattenedsættelse. Subsidiebeløbet er forskellen mellem det skattebeløb, som skulle have været betalt i undersøgelsesperioden i henhold til den normale afskrivningsordning for de pågældende aktiver, og det faktisk erlagte beløb under den hurtige afskrivningsordning. Hvis den hurtige afskrivning giver sig udslag i skattebesparelser for det pågældende selskab i undersøgelsesperioden, er der tale om en fordel.

v) Rentesubsidier

Hvis der er tale om rentesubsidier, er subsidiebeløbet det rentebeløb, som modtagerselskabet sparer i undersøgelsesperioden.

b) Lån

Grundlæggende metode

i) Hvis der er tale om et lån fra staten (hvor der finder tilbagebetaling sted), er subsidierne lig med forskellen mellem rentebetalingen på statslånet og de renter, der under normale omstændigheder skulle have været betalt på et tilsvarende lån på markedsvilkår i undersøgelsesperioden. (Der henvises til eksempel 2 i)).

ii) Et tilsvarende lån på markedsvilkår vil i almindelighed være et lån af samme størrelse med samme løbetid optaget af modtageren hos en repræsentativ privat bank, der virker på hjemmemarkedet.

iii) I den sammenhæng bør markedsrentesatsen fastlægges på grundlag af den rente, som det pågældende selskab rent faktisk betaler i forbindelse med tilsvarende lån fra private banker. Hvis dette ikke er muligt, bør undersøgelsen baseres på de renter, som selskaber i en lignende finansiel situation og i samme sektor betaler for tilsvarende private lån eller - dersom der ikke foreligger oplysninger om sådanne lån - et tilsvarende privat lån til selskaber i en lignende finansiel situation og i en hvilken som helst sektor.

iv) Hvis der ikke findes nogen sammenlignelig udlånspraksis på eksportlandets hjemmemarked, kan renten på et lån på markedsvilkår anslås på grundlag af indikatorer for den generelle økonomiske situation på det pågældende tidspunkt (navnlig inflationstakten) og det pågældende selskabs situation.

v) Hvis hele lånet eller en del deraf eftergives misligholdes, behandles det ikke tilbagebetalte beløb som tilskud, dog afhængigt af om der foreligger en garanti.

Specifikke tilfælde

vi) Det skal bemærkes, at skatteudsættelse eller udsættelse med nogen anden finansiel forpligtelse bør betragtes som rentefrit lån, og at subsidiebeløbet skal beregnes som fastsat ovenfor.

vii) Tilbagebetalingspligtige tilskud bør betragtes som rentefrie lån, indtil de er betalt tilbage. Hvis de ikke helt eller delvis betales tilbage, vil de fra den dato, på hvilken det konstateres, at de ikke er betalt tilbage, snarere blive betragtet som tilskud end som rentefrie lån. Fra denne dato finder den normale metode i forbindelse med tilskud anvendelse. Navnlig skal fordelingen, dersom tilskuddet fordeles over tiden, begynde på den dato, på hvilken det konstateres, at lånet ikke er betalt tilbage. Subsidiebeløbet bør være tilskuddets beløb minus eventuelle afdrag.

viii) Same approach anvendes på lån, der udgør eventualforpligtelser. I den udstrækning sådanne lån ydes til en præferentiel rentesats, bør tilskuddet beregnes som under punkt i). Hvis det imidlertid slås fast, at lånet ikke skal tilbagebetales, behandles det fra den dato, på hvilken det konstateres, at der ikke er betalt tilbage, som et tilskud. Subsidiebeløbet bør være lånets hovedstol minus eventuelle afdrag.

c) Lånegarantier

i) Som hovedregel sætter en lånegaranti et firma i stand til at optage lån på mere gunstige vilkår, end det normalt ville være tilfældet, fordi den i en vis udstrækning fjerner risikoen for, at låntageren misligholder tilbagebetalingspligten over for långiveren. Hvis garantien ydes af staten, er det forhold, at lånet ydes til en lavere rentesats end den, der ellers ville have været anvendt, ikke ensbetydende med, at der er tale om subsidier, forudsat at garantien er finansieret på et forretningsmæssigt grundlag, da selskabets finansiering af en sådan bæredygtig garanti må antages at opveje de eventuelle fordele, der knytter sig til en præferentiel rentesats.

ii) I denne situation foreligger der ingen fordel for modtageren, hvis det gebyr, som han betaler til garantiprogrammet, er tilstrækkeligt til at sikre, at programmet fungerer på et forretningsmæssigt grundlag, dvs. at det dækker alle sine omkostninger og indtjener en rimelig fortjeneste. I en sådan situation antages det, at gebyret dækker det risikoelement, der er forbundet med opnåelsen af en lavere rente. Hvis garantiprogrammet er bæredygtigt i undersøgelsesperioden som helhed, og modtageren har betalt det relevante gebyr, yder staten ikke noget finansielt bidrag, og der er derfor heller ikke tale om subsidier, heller ikke selv om modtageren i denne periode misligholder sine betalingsforpligtelser i forbindelse med lånet.

Hvis ordningen ikke er bæredygtig, udgør fordelen for modtageren forskellen mellem de faktisk betalte gebyrer og de gebyrer, som skulle have været betalt, hvis programmet skulle have været bæredygtigt, eller forskellen mellem det beløb, som firmaet betaler på det af garantien omfattede lån, og det beløb, som det skulle have betalt for et tilsvarende lån på markedsvilkår uden statsgaranti, alt efter hvilket beløb der er det laveste.

iii) Hvis der er tale om ad hoc-garantier (dvs. garantier, der ikke indgår i et program), skal det først vurderes, om de betalte gebyrer svarer til de gebyrer, der beregnes for andre selskaber i en lignende situation, som er omfattet af bæredygtige lånegarantiprogrammer. Hvis dette er tilfældet, vil der i almindelighed ikke være tale om subsidier; hvis det ikke er tilfældet, finder den i punkt (ii) ovenfor nævnte metode anvendelse.

iv) Hvis modtageren ikke betaler nogen gebyrer, udgør subsidiebeløbet forskellen mellem det beløb, som firmaet betaler på det garanterede lån, og det beløb, som det skulle have betalt på et tilsvarende lån på markedsvilkår statsgaranti.

v) De samme beregningsprincipper anvendes på kreditgarantier, dvs. situationer, hvor modtageren garanteres mod lånemisligholdelser fra sine kunders side.

vi) Hvad angår eksportkreditter og -garantier, er bestemmelserne i OECD-arrangementet på dette område naturligvis bestemmende for vor approach.

d) Statslig levering af varer og tjenesteydelser

Grundprincip

i) Subsidiebeløbet i forbindelse med statslig levering af varer og tjenesteydelser er lig med forskellen mellem den pris, som firmaer betaler for varerne eller tjenesteydelserne, og en passende aflønning for de pågældende varer eller tjenesteydelser set på baggrund af de fremherskende markedsvilkår, hvis den pris, der betales til staten, er lavere end dette beløb.

Den passende aflønning skal normalt fastlægges på baggrund af de fremherskende markedsvilkår på eksportlandets hjemmemarked, og subsidiebeløbet må kun vedrøre den del af købene af varer og tjenesteydelser, som direkte indgår i produktionen eller salget af samme vare i undersøgelsesperioden.

Sammenligning med private leverandører

ii) Indledningsvis skal det slås fast, om de pågældende samme varer eller tjenesteydelser både leveres af staten og af private erhvervsvirksomheder. Hvis dette er tilfædet, vil den pris, som staten tager, i almindelighed betegne en fordel i den udstrækning, den ligger lavere end den laveste pris, som en af de private erhvervsvirksomheder tager af det pågældende selskab i forbindelse med et tilsvarende salg. Subsidiebeløbet udgør i så fald forskellen mellem disse to priser.

Hvis den pågældende virksomhed ikke har foretaget tilsvarende køb hos private erhvervsvirksomheder, skal der indhentes detaljerede oplysninger om den pris, som betales af tilsvarende selskaber i samme sektor eller - dersom sådanne data ikke kan indhentes - i økonomien som helhed. Tilskudsbeløbet beregnes som angivet ovenfor.

Leverandører, der er statsmonopoler

iii) Dersom de pågældende varer eller tjenesteydelser leveres af statsmonopoler, anses de for at være leveret med mindre end passende aflønning, hvis nogle virksomheder eller sektorer nyder godt af præferentielle priser. Subsidiebeløbet vil være forskellen mellem den præferentielle pris og den normale pris.

Hvis de pågældende varer og tjenesteydelser har udbredt anvendelse i økonomien, kan subsidier kun være specifikke, hvis der kan påvises præferentiel prisfastsættelse for en bestemt virksomhed eller sektor.

Det kan tænkes, at de enhedspriser, der tages, varierer på grundlag af neutrale og objektive kriterier, f.eks. at store forbrugere betaler mindre pr. enhed end små forbrugere, således som det til tider er tilfældet for leverancer af gas og elektricitet. I sådanne situationer indebærer det forhold, at nogle virksomheder nyder godt af gunstigere priser end andre, ikke, at der nødvendigvis i dette tilfælde er fastsat en aflønning, der er mindre end den passende aflønning, fordudsat at den pågældende prisstruktur finder generel anvendelse i hele økonomien, uden at der indrømmes særlige sektorer eller firmaer præferentielle priser. Subsidiebeløbet udgør principielt forskellen mellem den præferentielle pris og den normale pris, der tages af et tilsvarende selskab alt efter den normale struktur.

iv) Hvis den normale pris imidlertid er utilstrækkelig til at dække leverandørens gennemsnitlige samlede omkostninger plus en rimelig fortjeneste (baseret på sektorens gennemsnit), udgør subsidiebeløbet forskellen mellem den præferentielle pris og den pris, der er nødvendigt til dækning af de nævnte omkostninger og den nævnte fortjeneste.

v) Hvis staten har monopol på levering af varer og tjenesteydelser med bestemte anvendelsesformål, f.eks. billedrør, opstår spørgsmålet om præferentiel prisfastsættelse ikke, og subsidiebeløbet er forskellen mellem den pris, som det pågældende firma betaler, og den pris, der er nødvendig til dækning af leverandørens omkostninger og fortjeneste.

e) Statslige varekøb

i) I en situation, hvor private erhvervsvirksomheder køber den pågældende varetype ved siden af det statslige organ, bestemmes subsidiebeløbet af den udstrækning, hvori den pris, som staten betaler for samme vare, overstiger den højeste pris, der tilbydes for et sammenligneligt køb af samme vare foretaget af den private sektor.

ii) Hvis det pågældende selskab ikke har foretaget sammenlignelige salg til private erhvervsvirksomheder, skal der tilvejebringes detaljerede oplysninger om den pris, som private erhvervsvirksomheder betaler til sammenlignelige selskaber i samme sektor, eller - dersom sådanne data ikke kan indhentes - i økonomien som helhed. I dette tilfælde beregnes subsidiebeløbet som angivet ovenfor.

iii) Hvis staten har monopol på køb af de pågældende varer, bestemmes subsidiebeløbet for statens varekøb af det omfang, hvori den pris, der betales for varerne, overstiger en passende aflønning. Ved en passende aflønning forstås i denne situation de gennemsnitlige omkostninger, der påløber for det firma, som sælger varen i undersøgelsesperioden, plus en rimelig fortjeneste, der skal fastlægges på et individuelt grundlag.

Subsidiebeløbet er forskellen mellem den pris, der betales af staten, og den passende aflønning som defineret ovenfor.

f) Statslig tilvejebringelse af egenkapital

i) Statslig tilvejebringelse af egenkapital menes ikke at indebære nogen fordele, medmindre investeringsafgørelsen kan anses for uforenelig med den normale investeringspraksis (herunder tilvejebringelse af risikovillig kapital) blandt private investorer i det pågældende eksportland.

ii) Tilvejebringelsen af egenkapital er derfor ikke i sig selv ensbetydende med en fordel. Kriteriet er, om en privat investor ville have investeret i selskabet i samme situation som den, hvori staten investerede egenkapital. I henhold til dette princip skal sagen behandles på et individuelt grundlag under skyldig hensyntagen til Kommissionens politik for statsstøtte på det pågældende område og Fællesskabets vigtigste handelspartneres praksis.

iii) Hvis staten køber aktier i et selskab og betaler en overkurs for disse aktier i forhold til den normale markedskurs (under hensyn til alle andre faktorer, som kan have betydning for en privat investor), er subsidiebeløbet forskellen mellem disse to kurser.

vi) Som hovedregel bør der i sager, hvor der ikke frit omsættes aktier på markedet, tages henyn til statens realistiske forventninger til et afkast af det beløb, der investeres i egenkapital. Det bedste bevis herfor er en uafhængig undersøgelse, som viser, at det pågældende firma er en rimelig investering; hvis en sådan ikke foreligger, påhviler det staten at vise, på hvilket grundlag den bygger sine forventninger om et rimeligt afkast af investeringen.

v) Hvis der ikke foreligger nogen markedspris, og kapitaltilførslen finder sted som led i et igangværende statsligt program for sådanne investeringer, bør der ikke kun tages hensyn til analysen af det pågældende firma, men også til oversigter over programmets samlede resultater i en årrække. Hvis disse oversigter viser, at programmet har givet staten et rimeligt afkast, foreligger der en formodning om, at staten i den pågældende sag optræder i overensstemmelse med den normale investeringspraksis for private sektorer. Hvis programmet ikke har givet et rimeligt afkast, påhviler det staten at vise, på hvilket grundlag den bygger sine forventninger om et rimeligt afkast af investeringen.

vi) Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et tilskud eller ej, bestemmes af de oplysninger, som parterne ligger inde med på det tidspunkt, hvor kapitaltilførslen finder sted. Hvis en undersøgelse vedrører en kapitaltilførsel, der har fundet sted for flere år siden, er det forhold, at selskabet har opnået mindre gode resultater end forventet, således ikke ensbetydende med, at der foreligger et tilskud, forudsat at forventningen om et rimeligt afkast byggede på de forhold, der var kendte på det tidspunkt, hvor kapitaltilførslen fandt sted.

På den anden side kan der være tale om et tilskud, selv om der er opnået et rimeligt afkast, hvis udsigterne til et sådant afkast på det tidspunkt, hvor kapitaltilførslen fandt sted, var så usikre, at ingen privat part ville have foretaget investeringen.

vii) I sager, hvor der ikke foreligger nogen markedspris på egenkapitalen, og hvor der er tale om subsidier og en fordel, fordi staten ikke har optrådt i overensstemmelse med den normale investeringspraksis for private investorer, skal hele eller en del af investeringen i egenkapital betragtes som et tilskud.

Der træffes kun beslutning om at betragte hele egenkapitalen som tilskud i ekstreme tilfælde, hvor det slås fast, at staten ikke ønskede noget afkast af sin investering og rent faktisk ydede et skjult tilskud til det pågældende firma.

En beslutning om, hvor stor en del af egenkapitalen der skal behandles som tilskud, bør træffes under hensyn til, hvor tæt staten er på at opfylde betingelserne for at kunne sidestilles med en privat investor. Denne beslutning skal træffes på et individuelt grundlag.

g) Statslig gældseftergivelse

Gældseftergivelse fra statens eller statsejede bankers side fritager et selskab for dets tilbagebetalingsforpligtelser og bør derfor behandles som et tilskud. Hvis subsidierne fordeles, begynder fordelingsperioden på det tidspunkt, hvor gælden eftergives. Subsidiebeløbet er gældseftergivelsens restbeløb (inklusive rente og rentesrente).

F. UNDERSØGELSESPERIODE FOR SUBSIDIEBEREGNINGEN - UDGIFTSFØRING/FORDELING

Subsidiebeløbet fastlægger for en undersøgelsesperiode, der i almindelighed er modtagervirksomhedens seneste regnskabsår (artikel 4, stk. 1, i forordning 2026/97). Selv om der kan benyttes enhver anden seksmånedersperiode forud for indledningen af undersøgelsen, må det foretrækkes, at det seneste regnskabsår benyttes, fordi dette vil gøre det muligt at efterprøve hele talmaterialet på grundlag af reviderede regnskaber.

Da mange subsidier har virkninger i flere år, bør subsidier ydet før undersøgelsesperioden også undersøges med henblik på at slå fast, hvor stor en del af dem der bør henføres til undersøgelsesperioden (jf. nedenfor).

i) Hvis subsidierne ydes pr. enhed, eksempelvis i form af en godtgørelse, ydet pr. vareenhed ved eksport, bør beregningen pr. enhed i almindelighed foregå ved hjælp af det vejede gennemsnit af godtgørelsen i undersøgelsesperioden. (Eksempel 1).

ii) Andre subsidietyper kan ikke uden videre opgøres pr. enhed, men omfatter et samlet pengebeløb, der skal fordeles bedst muligt mellem de forskellige vareenheder.

Det kan i den sammenhæng være nødvendigt at foretage to beregninger:

- Henførsel til undersøgelsesperioden af en del af de subsidier, der blev ydet før undersøgelsesperioden, men hvis virkninger strækker sig over et antal år (artikel 7, stk. 3, i forordning 2026/97).

- Fordeling af det subsidiebeløb, de er henført til undersøgelsesperioden, på enheder af samme vare. I dette tilfælde skal der vælges en egnet fællesnævner for denne fordeling. (Artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning 2026/97).

a) Henførsel af et subsidiebeløb til undersøgelsesperioden

i) Mange subsidietyper såsom skatteincitamenter og lån på præferencevilkår er tilbagevendende, og virkningerne mærkes umiddelbart efter, at subsidierne er ydet. Det beløb, der er ydet til modtageren, kan således udgiftsføres i undersøgelsesperioden. Hvis den fulde fordel for modtageren skal opgøres, skal det udgiftsførte beløb i almindelighed forhøjes med den årlige markedsrentesats, forudsat at modtageren skulle have lånt beløbet ved periodens begyndelse og betalt det tilbage ved periodens afslutning.

ii) For ikke-tilbagevendende subsidier, der kan knyttes til anskaffelse af faste aktiver, skal subsidiernes samlede værdi fordeles over aktivets normale levetid (artikel 7, stk. 3, i forordning 2026/97). Subsidiebeløbet i forbindelse med eksempelvis et tilskud (som formodes at blive anvendt af modtageren til forbedring af konkurrenceevnen på lang sigt og dermed til opkøb af aktiver af den ene eller den anden slags) kan derfor fordeles over den normale periode, der anvendes i den pågældende industri til afskrivning af aktiver. Dette kan normalt ske ved anvendelse af den lineære metode. Hvis den normale afskrivningsperiode eksempelvis er på fem år, skal 20 % af tilskudsbeløbet henføres til undersøgelsesperioden. (Der henvises til eksempel 6).

Metoden med fordeling over tiden indebærer, at ikke-tilbagevendende subsidier, der blev ydet flere år før undersøgelsesperioden, stadig kan være udligningsberettigede, forudsat at de stadig har virkninger i undersøgelsesperiode.

Denne fordelingstype svarer begrebsmæssigt til en række årlige tilskud af samme størrelse. For at fastlægge fordelen for modtageren bør der til det enkelte tilskud lægges den relevante årlige markedsrente, således at fordelen ved ikke at være nødt til at låne pengene på markedet medtages i beregningen. For at sikre, at beregningen kommer til at omfatte den fulde fordel, som modtageren drager af at have et engangsbeløb til rådighed fra fordelingsperiodens begyndelse, skal tilskudsbeløbet desuden forhøjes med den gennemsnitlige rente, som modtageren kan forvente at indtjene af det samlede tilskuds ikke-afskrevne del i hele fordelingsperioden.

iii) Uanset punkt ii), kan ikke-tilbagevendende subsidier, der udgør mindre end 1 % ad valorem, normalt udgiftsføres, selv om de er knyttet til køb af faste aktiver.

iv) Hvis der er tale om tilbagevendende subsidier knyttet til anskaffelse af faste aktiver, der strækker sig tilbage til tiden før undersøgelsesperioden, f.eks. fritagelse for importtold på maskiner, skal der tages hensyn til de fordele inden for afskrivningsperioden, der hidrører fra de tidligere år, og det rette beløb skal henføres til undersøgelsesperioden. (Der henvises til eksempel 7).

v) Desuden kan tilbagevendende subsidier ydet i store koncentrerede beløb før undersøgelsesperioden under visse omstændigheder fordeles over tiden, hvis det slås fast, at de efter alt at dømme vil blive knyttet til køb af faste aktiver og stadig indebærer fordele i undersøgelsesperioden.

vi) For subsidier udgiftsført i henhold til punkt (i) og (iii) bør der derfor ikke tages hensyn til subsidier ydet før undersøgelsesperioden. For subsidier, der er fordelt over tiden som nævnt i punkt ii), iv) og v), skal subsidier ydet før undersøgelsesperioden tages i betragtning.

vii) Bilag I, indeholder en mere detaljeret tabel med eksempler på tilskud, der skal fordeles eller udgiftsføres. Tabellen er kun af vejledende karakter; nogle typer tilskud kan underkastes individuel analyse, når det skal afgøres, om de skal udgiftsføres eller fordeles.

b) Egnet fællesnævner for fordelingen af subsidiebeløbet

Når det subsidiebeløb, der skal henføres til undersøgelsesperioden, er fastlagt, beregnes beløbet pr. enhed ved fordeling af subsidiebeløbet ved hjælp af en egnet fællesnævner, dvs. størrelsen af salget eller eksporten af den pågældende vare.

i) For så vidt angår eksportsubsidier (artikel 3, stk. 4, litra a), i forordning 2026/97), er den egnede fællesnævner for fordelingen eksportmængden i undersøgelsesperioden, da disse subsidier kun ydes i forbindelse med eksport. (Der henvises til eksempel 2 og 3).

ii) For så vidt angår andre subsidier end eksportsubsidier, bør det samlede salg (indenlandsk salg plus eksport) i almindelighed benyttes som fællesnævner, da disse subsidier både kommer det indenlandske salg og eksportsalget til gode. (Der henvises til eksempel 4).

iii) Hvis de med subsidier forbundne fordele er begrænset til en bestemt vare, skal fællesnævneren kun afspejle salget af denne vare. Hvis dette ikke er tilfældet, bør fællesnævneren være modtagerens samlede salg.

G. FRADRAG I SUBSIDIEBELØBET

1. I henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning 2026/97 kan kun følgende fratrækkes subsidiebeløbet:

i) Ethvert ansøgningsgebyr eller andre omkostninger, der nødvendigvis påløber for at blive subsidieberettiget eller opnå subsidier

Det skal bemærkes, at der er op til eksportøren i det pågældende land at anmode om et fradrag; hvis der ikke fremsættes en sådan anmodning ledsaget af et kontrollerbart bevis, vil der ikke blive ydet noget fradrag.

De eneste gebyrer eller omkostninger, som i almindelighed kan fratrækkes, er gebyrer eller omkostninger betalt direkte til staten i undersøgelsesperioden. Det skal bevises, at sådanne betalinger er obligatoriske før subsidierne kan ydes. Betalinger til private parter såsom sagførere eller bogholdere i forbindelse med ansøgningen om subsidier kan ikke fratrækkes. Det samme gælder frivillige bidrag til staten såsom donationer.

ii) Eksportafgifter, told eller andre afgifter, der opkræves ved udførsel af varen til Fællesskabet specielt med henblik på at udligne subsidierne.

Sådanne anmodninger om fradrag bør kun accepteres, hvis de pågældende afgifter er opkrævet i undersøgelsesperioden, og det er fundet godtgjort, at de stadig opkræves på det tidspunkt, hvor der anbefales endelige foranstaltninger.

2. Der kan normalt ikke foretages andre fradrag i subsidiebeløbet. Der tages ikke hensyn til eventuelle skattemæssige virkninger af subsidier eller andre økonomiske eller tidsværdimæssige virkninger end dem, der er omhandlet i denne meddelelse.

EKSEMPLER PÅ BEREGNING AF SUBSIDIER

Der er i forbindelse med disse eksempler fastsat følgende forudsætninger:

1) Undersøgelsesperioden er året 1996

2) Rentesatsen ved en etårig løbetid er 25 %

3) Afskrivningsperioden for maskiner er fem år

4) Importtolden for maskiner er 50 %

5) Samme vare benævnes vare X, opgjort i tons

6) Der er tre producenter i eksportlandet; hver af dem eksporterer 100 000 tons om året. De benævnes selskab A, B og C

7) I samtlige eksempler er pengebeløbet udtrykt i ECU. I praksis udtrykkes beløbene i eksportlandets valuta, og tolden ved Fællesskabets grænse udtrykkes i ECU.

a) Subsidier ydet pr. vareenhed

Eksempel 1

i) Eksportørerne af vare X modtager fra staten en godtgørelse for hvert eksporteret ton. Denne godtgørelses størrelse afhænger af sæsonen. I første halvår 1996, da der blev eksporteret 200 000 tons, androg godtgørelsen 5 ECU pr. ton; i andet halvår 1996, da der blev eksporteret 100 000 tons, steg godtgørelsen til 20 ECU pr. ton.

Opgjort på grundlag af et vejet gennemsnit androg godtgørelsen 10 ECU pr. ton i undersøgelsesperioden. Da godtgørelsen svarer til et tilskud, beregnes subsidiebeløbet ved at lægge renten på 25 % til, hvilket giver et resultat på 12,5 ECU pr. ton. Da godtgørelsen ydes jævnt fordelt over året, vil selskabet i praksis for de fleste transaktioners vedkommende ikke have nydt godt af renter for hele året. Hvis det kan fremlægge fyldestgørende dokumentation, kan rentebeløbet nedsættes i forhold til den periode baseret på et vejet gennemsnit, hvor det havde adgang til det fulde ydede beløb. Selskab A, B og C kan nyde godt af disse subsidier.

ii) Hvis godtgørelserne varierer sæsonmæssigt, og det som led i undersøgelsen påvises, at der er tale om en tilbagevendende procedure, bør metoden med beregning af beløbet som et vejet gennemsnit benyttes. Hvis det derimod som led i undersøgelsen påvises, at godtgørelsen på 20 ECU pr. ton opretholdes på et permanent grundlag, er det dette beløb og ikke det vejede gennemsnit, der skal danne grundlag for beregningen af tilskudsbeløbet, fordi dette udgør den faktiske fordel for eksportøren i forbindelse med de aktuelle forsendelser.

b) Subsidier betalt i undersøgelsesperioden

Eksempel 2

Selskab A - Fordeling af eksportsubsidier - Selskabet er forpligtet til at eksportere den samlede produktion

i) Selskab A nyder godt af yderligere fordele, hvis det eksporterer hele den mængde af vare X, som det fremstiller. Der er klart tale om eksportsubsidier, da tilskuddet er betinget af, at der finder eksport sted. Det nyder bl.a. godt af en fritagelse for indkomstskat. I undersøgelsesperioden fremstillede og eksporterede det 100 000 tons. Hvis det forudsættes, at det i undersøgelsesperioden har en fortjeneste på 4 mio. ECU af vare X, og at den normale skattesats er på 25 %, har fritagelsen en samlet værdi på 1 mio. ECU svarende til en værdi pr. ton på 10 ECU. Da skattefritagelsen i beregningssammenhæng har samme virkning som et kontant tilskud, skal der tillægges 25 % rente, hvorved subsidiernes værdi kommer op på 12,50 ECU pr. ton.

ii) Desuden ydes der i forbindelse med samme projekt selskab A et statslån på 5 mio. ECU til en rente på 5 %, medens den normale markedsrentesats stadig er på 25 %. Da lånet skal betales tilbage, er subsidiebeløbet lig med forskellen mellem den betalte rente og det normale beløb, der skal betales til markedssats (dvs. 5 mio. ECU til 20 %) = 1 mio. ECU for undersøgelsesperioden. Subsidierne pr. ton andrager derfor 10 ECU. Disse subsidier vil også blive ydet i fremtidige perioder, hvis lånets løbetid er på mere end et år; deres nøjagtige beløb vil afhænge af, hvor stor en del af lånets hovedstol der er tilbagebetalt.

Eksempel 3

Selskab B - Fordeling af eksportsubsidier - Gradvis forøgelse af eksporten

Selskab B er ikke forpligtet til at eksportere sin samlede produktion, men nyder i stedet godt af en ret til at fratrække 20 % af fortjenesten af en forøgelse af eksportværdien i sin skattepligtige indkomst. Der er klart tale om eksportsubsidier, da de er betinget af eksportresultatet og kun skal fordeles på grundlag af selskabets eksportsalg. I beregningssammenhæng svarer de til et kontant tilskud.

Selskab B fremstillede i undersøgelsesperioden 200 000 tons og øgede sit eksportsalg fra 50 000 tons til 100 000 tons, og den gennemsnitlige eksportpris pr. ton var på 160 ECU. Dette svarer til en forhøjelse af eksportværdien med 50 000 × 160 ECU = 8 mio. ECU, hvoraf 2 mio. ECU var fortjeneste.

20 % af 2 mio. ECU er 400 000 ECU. Hvis skattesatsen er på 25 %, andrager besparelsen for producenten 100 000 ECU.

Udtrykt pr. ton for de 100 000 eksporterede tons andrager skattebesparelsen 1 ECU. Efter at have tilføjet en rente på 25 % når vi frem til en værdi for subsidierne på 1,25 ECU pr. ton.

Eksempel 4

Ingen eksport - fordeling på grundlag af det samlede salg

I stedet for at modtage eksportsubsidier modtager selskab C produktionssubsidier, der alene ydes til den pågældende erhvervsgren og derfor er udligningsberettigede. Subsidierne fordeles på grundlag af selskabets samlede salg, ikke kun eksportsalget.

i) Selskab C fremstillede og solgte i undersøgelsesperioden 200 000 tons af vare X, nemlig 100 000 på hjemmemarkedet og 100 000 på eksportmarkederne. Ved beregningen af subsidiebeløbet i forbindelse med indenlandske subsidier er det den samlede salgsmængde, ikke eksporten, der er relevant.

ii) Hvis der i undersøgelsesperioden blev indrømmet selskabet en fritagelse for indkomstskat, og det indtjente et overskud på 4 mio. ECU, og hvis den normale skattesats er på 25 %, skal skattebesparelsen på 1 mio. ECU derfor fordeles over 200 000 tons, hvilket giver et subsidiebeløb på 5 ECU plus 25 % rente = 6,25 ECU pr. ton.

Eksempel 5

Præferentielle køb af varer eller tjenesteydelser

Til brug for dette eksempel forudsættes det, at der forbruges ét ton gas ved fremstillingen af ét ton af vare X. Gassen leveres af et statsejet distributionsselskab, der har monopol på leverancer i det pågældende land.

Da der ikke findes private leverandører, er det nødvendigt at vurdere fordelene på grundlag af oplysninger om, hvorvidt den statslige leverandørs priser dækker omkostningerne, og hvorvidt der er tale om en præferencepris.

Inden for den generelle prisstruktur afspejler 70 ECU pr. ton den normale gaspris for store industrielle forbrugere, og denne pris gør det muligt for den statslige leverandør at dække sine samlede omkostninger.

Imidlertid blev det i 1996 af hensyn til den pågældende industris konkurrenceevne besluttet at sænke gasprisen udelukkende for denne industri til 50 ECU pr. ton. Dette er en præferencepris, fordi de øvrige store industrielle brugere fortsat skulle betale 70 ECU pr. ton.

Alle tre selskaber nyder godt af disse subsidier, der kan opgøres til forskellen mellem 70 ECU (den normale pris) og 50 ECU (præferenceprisen) = 20 ECU plus den normale rente på 25 % = 25 ECU pr. ton.

c) Subsidier fordelt over tiden

Eksempel 6

Tilskud til køb af maskiner (faste aktiver)

Der ydes selskab A et ikke-tilbagevendende tilskud på 5 mio. ECU til køb af maskiner, der anvendes til fremstilling af varer bestemt til eksport. Fordelene ved disse subsidier fordeler sig over den normale afskrivningsperiode for sådanne faste aktiver. Hvis det forudsættes, at afskrivningsperioden er på fem år for den pågældende erhvervsgren, andrager det beløb, der henføres til ét år (og dermed undersøgelsesperioden), 1 mio. ECU svarende til 10 ECU pr. ton.

I virkeligheden har et engangsbeløb på 5 mio. ECU naturligvis meget større værdi for et selskab end fem årlige tilskud på 1 mio. ECU hver. For at medtage de samlede fordele for modtageren skal det pålydende beløb på 10 ECU forhøjes med den gennemsnitlige årlige rente, som firmaet i den femårige fordelingsperiode kunne indtjene af det ikke-afskrevne tilskudsbeløb. Dette beløb ville eksempelvis i år 1 andrage 5 mio. ECU × 25 % = 1,25 mio. ECU; i år fem ville det andrage 1 mio. ECU × 25 % = 0,25 mio. ECU. For perioden som helhed ville det gennemsnitlige årlige rentebeløb andrage 0,75 mio. ECU svarende til 7,5 ECU pr. ton.

Subsidiebeløbet for hvert af de fem år kan derfor opgøres til:

10 ECU (pålydende beløb) plus 7,5 ECU (kumulerede renter) = 17,5 ECU pr. ton.

Dette beløb er udligningsberettiget i yderligere fire år.

Eksempel 7

Fritagelse for importtold på maskiner (faste aktiver)

Hvis subsidierne blev ydet på et tidspunkt før undersøgelsesperioden, kan den årlige værdi af de fordele, der har kunnet opnås i de foregående år inden for afskrivningsperioden, medregnes. I eksemplet nedenfor har der været indrømmet selskab A fritagelse for importtold på maskiner siden 1990. Da maskinerne ikke opbruges under produktionsprocessen for den endelige vare, er subsidierne udligningsberettigede. I beregningssammenhæng er det eftergivne toldbeløb det samme som et tilskud. Hvis det forudsættes, at undersøgelsesperioden er 1996, og at selskabet importerer maskiner for 1 mio. ECU hvert år, udgør det beløb, som skal henføres til undersøgelsesperioden, 500 000 ECU svarende til 5 ECU pr. ton. Subsidiebeløbet inklusive 25 % rente andrager 6,25 ECU pr. ton. (Der henvises til den mere detaljerede redegørelse i tabel 1).

(Samme fordelingsmetode kan anvendes for andre typer subsidier som f.eks. lån).

d) Samlet tilskudsbeløb (ECU pr. ton)

>TABELPOSITION>

e) Beregning af udligningstolden

a) Hvis subsidiebeløbet er mindre end skadesmargenen, danner dette beløb i almindelighed grundlag for udligningstolden. Udligningstolden opkræves ved varernes overgang til fri omsætning og kan enten bestå af:

i) En specifik told, dvs. et beløb pr. ton, der i ovennævnte tilfælde udgør:

Selskab A: 83,75 ECU, Selskab B: 38,75 ECU, Selskab C: 43,75 ECU.

ii) En værditold udtrykt i procent af importprisen cif, ufortoldet. Hvis enhedsprisen cif i ovennævnte tilfælde androg 180 ECU pr. ton, ville værditolden beløbe sig til:

Selskab A: 46,5 %, Selskab B: 21,5 %, Selskab C: 24,3 %.

Tallene er afrundet til én decimal.

b) Tolden skal naturligvis nedsættes til skadesmargenen, hvis denne er lavere end subsidiebeløbet.

(1) EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1.

(2) Disse retningslinjer gælder også for undersøgelser vedrørende EKSF-produkter i henhold til Kommissionens beslutning af 3. september 1998 (EFT L 245 af 4.9.1998, s. 3).

BILAG

>TABELPOSITION>

Subsidierne for maskiner anskaffet i 1990 og 1991 indgår ikke i beregningerne vedrørende undersøgelsesperioden (1996). Subsidierne for maskiner anskaffet i 1993 eller derefter er udligningsberettigede, indtil fordelingsperioden udløber.

Tabel 2 Tabel med eksempler på tilskud, der skal udgiftsføres eller fordeles over tiden

>

TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>