51997AC0765

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil vedrørende transport af farligt gods ad vej og om ændring af direktiv 70/156/EØF om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil« () (97/C 296/01)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. februar 1997 under henvisning til EF-traktatens artikel 100 A at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Industri, Handel, Håndværk og Tjenesteydelser, som udpegede Michael Kubenz til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. juni 1997.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 347. plenarforsamling af 9. og 10. juli 1997, mødet den 9. juli 1997, med 115 stemmer for og 3 imod, mens 1 stemte hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Forhistorie

Medlemsstaterne (med undtagelse af Irland) er kontraherende parter i den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR-konventionen) ().

1.1. Med direktiv 94/55/EF () er ADR-konventionens forskrifter indført i EU-lovgivningen pr. 1. januar 1997. Direktivet fastsætter regler for transport af farligt gods samt forskrifter for konstruktion og udrustning af køretøjer i EU. Direktivet sikrer imidlertid ikke, at konstruktionen af køretøjerne til transport af farligt gods accepteres af de andre medlemsstater. Dette kan opnås ved, at der inden for rammerne af den europæiske typegodkendelsesprocedure i direktiv 70/156/EØF vedtages et særdirektiv, således at der på grundlag af harmoniserede konstruktionsspecifikationer bliver fri bevægelighed for køretøjerne i EU.

1.2. Direktivet udgør derfor et supplement til direktiv 94/55/EF, og det indeholder særbestemmelser om følgende:

- hensigtsmæssig konstruktion og udførelse af basiskøretøjer, der skal anvendes til transport af farligt udstyr;

- tekniske specifikationer for:

elektrisk udstyr;

bremsesystem (fx ABS og retardersystem);

forebyggelse af brand;

hastighedsbegrænsning.

1.3. Bestemmelserne bygger på bestemmelserne i rådsdirektiv 94/55/EF (der henvises direkte dertil i direktivet). Hvis alle direktivets relevante tekniske forskrifter er opfyldt, garanteres der fuld bevægelighed for de pågældende køretøjer på hele EU's indre marked. Hvis derfor et køretøj er blevet typegodkendt i henhold til dette direktiv, kan medlemsstaterne hverken forbyde fabrikanter at udbyde det til salg eller nægte registrering eller ibrugtagning af det på grund af dets konstruktion.

1.4. Som alle andre direktiver om typegodkendelse af erhvervskøretøjer - bortset fra dem om luftforurening og støjemission - er det nye direktiv baseret på fakultativ harmonisering. Medlemsstaterne kan forlange, at kun forskrifterne i EU-direktivet finder anvendelse. På den anden side har de mulighed for at bibeholde den nationale lovgivning på området, og i så fald kan fabrikanterne vælge mellem den og de harmoniserede krav. Det står medlemsstaterne frit for at kræve, at en fabrikant, der ikke har valgt EF-typegodkendelse, skal opfylde de nationale bestemmelser.

1.5. Direktivet berører ikke nationale love og EU-lovgivning om brug af de pågældende køretøjer. De administrative bestemmelser i forslaget er afpasset efter de tilsvarende bestemmelser i direktiv 70/156/EØF, således at der er kontinuitet i anvendelsen.

1.6. Direktivet vil være fakultativt, indtil rammedirektivet (70/156/EØF) bliver obligatorisk for køretøjer til vejtransport af farligt gods i alle medlemsstater. Hvis en fabrikant ønsker at benytte bestemmelserne i direktivet, har han lov til det, og de øvrige medlemsstater må ikke hindre den frie bevægelighed for køretøjer, der opfylder de tekniske forskrifter i direktivet.

2. Indledning

2.1. Dette direktiv har til formål at fastsætte tekniske forskrifter for konstruktion af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil, som anvendes til vejtransport af farligt gods. Direktivet skal medvirke til at sikre, at de tekniske forudsætninger er til stede for, at farligt gods er beskyttet under transporten.

2.2. Bestemmelserne har hjemmel i EF-traktatens artikel 100 A (foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion) og indebærer fuldstændig harmonisering af de relevante tekniske forskrifter for køretøjer, som anvendes til vejtransport af farligt gods. Dette er i overensstemmelse med det generelle princip, der følges i køretøjssektoren, således som det er fastlagt i rammedirektivet om typegodkendelse af motorkøretøjer i EU [Rådets direktiv 70/156/EØF (), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/79/EF ()].

3. Generelle bemærkninger

3.1. ØSU bifalder Kommissionens forslag om at fastsætte regler for den indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen om typegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil, dels med en ændring af direktiv

70/156/EØF og dels med et nyt særdirektiv om typegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil, for så vidt angår konstruktion af køretøjer til transport af farligt gods ad vej.

3.2. Da Rådet i mellemtiden har vedtaget mere end 36 særdirektiver om typegodkendelse af køretøjer af klasse N, bør også punktet »Typegodkendelse af køretøjer til transport af farligt gods« medtages.

3.3. Dette indebærer, at typegodkendelsesproceduren finder anvendelse på massefremstillede »basiskøretøjer«. Såvel overbygninger som det komplette køretøj skal fremvises for en autoriseret ekspert, inden de bringes i handelen for første gang, da man fortsat bør fastholde den grundlæggende regel om særskilt godkendelse (den såkaldte B3-attest) ().

3.4. Det er helt klart hensigtsmæssigt, at typegodkendelsesproceduren for motorkøretøjer er ens overalt i EU. Undtagelserne for køretøjer, som produceres enkeltvis eller efter bestilling, er fornuftigt udformede, fordi de tager hensyn til:

- køretøjer, som produceres i flere etaper;

- forskellige varianter og versioner af en grundmodel;

- køretøjer, der fremstilles i mindre serier.

3.5. ØSU tilslutter sig direktivforslagets målsætninger, men skal dog påpege, at det er absolut nødvendigt, at ECE-ordningen og EU-ordningen får det samme anvendelsesområde.

4. Særlige bemærkninger

4.1. ØSU anmoder Kommissionen (og især GD VII) om at tage skridt til at sikre, at de fordele, der opnås i kraft af dette direktiv samt direktiv 94/55/EF inklusive ændringsdirektiv 96/86/EF (), ikke undergraves ved, at de kompetente instanser eller andre organisationer fastlægger divergerende konstruktionskrav.

4.2. Det må sikres, at anvendelsesområdet for hhv. ECE-ordningen og dette EF-direktiv kan betragtes som ligestillede.

Bruxelles, den 9. juli 1997.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT C 29 af 30. 1. 1997, s. 17.

() ECE/TRANS/110 (Vol. I and II), Geneva 30. 9. 1957.

() EFT L 319 af 12. 12. 1994, s. 7 (EFT C 195 af 18. 7. 1994, s. 15), bilag i EFT L 275 af 28. 10. 1996, s. 1.

() EFT L 42 af 23. 2. 1970, s. 1 (EFT C 48 af 16. 4. 1969, s. 14).

() EFT L 18 af 21. 1. 1997, s. 7.

() Den første B3-attest kan fortsat kun udstedes af den nationale myndighed, som er ansvarlig for godkendelsen af køretøjet. Dermed kan et »komplet køretøj«, som fx skal godkendes i Frankrig, ikke få udstedt den første B3-attest i Tyskland.

() EFT L 335 af 24. 12. 1996, s. 43.

BILAG

Direktiver og konventioner om vejtransport af farligt gods

1. ADR

ADR - Europæisk konvention om international transport ad vej.

Konventionen er blevet ratificeret af 32 lande. ADR indeholder detaljerede sikkerhedsforskrifter, som skal anvendes ensartet ved vejtransport af farligt gods mellem de kontraherende stater. For lande, som ikke har ratificeret konventionen, er det ifølge territorialprincippet national lovgivning, som er gældende. ADR gjorde det nødvendigt at vedtage tilsvarende forskrifter for den interne transport. ADR har dermed samtidig resulteret i en delvis harmonisering af de nationale forskrifter.

Mens ADR's almindelige del hovedsagelig omhandler de kontraherende landes indbyrdes retsforhold, er der i konventionens bilag A og B fastsat forskrifter vedrørende godkendelse af farligt gods til transport samt konstruktions- og driftskrav for de køretøjer og beholdere, som anvendes til transport. Bilag A opregner farlige stoffer i 13 forskellige klasser. Stoffer, som er godkendt til transport, samt emballerings- og transportforskrifterne er hver især forsynet med et randnummer.

Til bilag A hører ni supplementer (hvoraf 2 stadig er åbne), som fastsætter prøvningsprocedurer for stoffer og emballager samt forskrifter om faresedler. Bestemmelserne i bilag A er hovedsagelig henvendt til dem, som afsender farlige stoffer og genstande. Bilag B indeholder almindelige og særlige bestemmelser om konstruktion, udrustning og drift af køretøjer, beholdere, tanke og containere, som benyttes til transport af farlige stoffer og genstande i bilag A's forstand.

Til bilag B hører otte supplementer, som især indeholder konstruktions- og driftskrav for tanke af enhver art samt regler for køretøjernes elektroniske udstyr og godkendelsesattester. Forskrifterne i bilag B har overvejende adresse til transportvirksomhederne.

2. EF-rammedirektiv (94/55/EF)

Med ADR-rammedirektivet (94/55/EF) overføres ADR-konventionen i fuldt omfang til EU-lovgivningen. Rammedirektivet er baseret på EF-traktatens artikel 75 og fastlægger dermed reglerne for EU's interne transport.

NB: En typegodkendelse af køretøjer i medfør af dette direktiv har udelukkende national gyldighed. Det er derfor nødvendigt med et særdirektiv for køretøjer til transport af farligt gods, som er baseret på EF-traktatens artikel 100 A (fri vareudveksling).

Særdirektivet om typegodkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil vedrørende vejtransport af farligt gods tager netop højde for erhvervslivets ønsker på dette punkt. Af ovennævnte grunde er det bydende nødvendigt med et typegodkendelsesdirektiv, som er baseret på EF-traktatens artikel 100 A. Med henblik herpå bør dette direktiv som alle andre køretøjstekniske direktiver udstedes i medfør af basisdirektiv 70/156/EØF (standardtypegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil). Dermed opnås, at der kun skal indhentes én standardtypegodkendelse for et basiskøretøj, som derefter uden videre skal anerkendes i samtlige 15 medlemsstater.

3. ECE - De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa

ECE blev oprettet af FN i december 1946 og fik sæde i Genève. Tilsvarende FN-organer findes i andre verdensdele. ECE's opgave består i at udvikle og koordinere Europas økonomi. Der er oprettet en særlig afdeling (WP) for transportspørgsmål med følgende arbejdsområder:

Generel transportpolitik, jernbaner, vejtransport og sejlads ad indre vandveje. Transportafdelingen får tildelt sine opgaver af komiteen for indlandstransport. Spørgsmål i tilknytning til luft- og søtransport behandles kun, hvis de vedrører de andre transportformer. ECE har ingen udøvende beføjelser, men udarbejder henstillinger, resolutioner og konventioner. ECE rådfører sig med de vigtigste internationale interesseorganisationer, såfremt de er akkrediterede.

4. ECE-regler vedrørende motorkøretøjer

I medfør af følgelovgivningen til aftale af 20. marts 1958 om vedtagelse af ensartede betingelser for godkendelse af udstyr til og dele af motordrevne køretøjer og om gensidig anerkendelse af godkendelsen er dette arbejde blevet overdraget til WP 29. WP 29 har således til opgave at udarbejde alle regler, som har relevans for motorkøretøjer. For øjeblikket er WP 29 i færd med at udforme et regelsæt vedrørende en ensartet typegodkendelsesprocedure for køretøjer til vejtransport af farligt gods.

5. WP 15 - Arbejdsgruppe om transport af farligt gods

Det er WP 15, som udarbejder ADR-kravene (europæisk konvention om international vejtransport af farligt gods).

6. Definitioner jf. bilag II i direktiv 70/156/EØF

Køretøjsklasser

Klasse M - motorkøretøjer til personbefordring med mindst fire hjul

Klasse N - motorkøretøjer til godsbefordring med mindst fire hjul

Klasse O - påhængskøretøjer (herunder sættevogne).

Ovennævnte klasser er endvidere underopdelt i klasser, fx klasse N1, der er køretøjer til godsbefordring med en totalmasse på indtil 3 500 kg.

7. Definition af basiskøretøjer

I henhold til direktiv 70/156/EØF (artikel 2) - »basiskøretøj«: et delvis opbygget køretøj, hvis identifikationsnummer bibeholdes under hele den efterfølgende etapevise typegodkendelsesproces.

8. Ækvivalens-liste

I direktiv 70/156/EØF, bilag IV - liste over krav i forbindelse med typegodkendelse af køretøj - fastsættes i del 2, hvilke ECE-regelsæt der skal betragtes som ækvivalente med EF-særdirektiverne. 35 særdirektiver om køretøjer anføres som ækvivalente.

Direktiverne og regelsættene om motorkøretøjer har til formål at udforme gyldighedsområdet samt kravene til godkendelse af køretøjer og køretøjsdele på en sådan måde, at de enkelte regelsæt kan medtages på ækvivalens-listen.

Dette er kun muligt, hvis gyldighedsområdet og de tekniske krav kan betragtes som identiske.

NB: Køretøjsproducenten opnår herved den fordel, at der på grundlag af én enkelt teknisk prøvning af køretøjet kan udstedes en godkendelse i henhold til det relevante EF-direktiv og det relevante ECE-regelsæt.

>TABELPOSITION>