EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E000264

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0264/03 af Joachim Wuermeling (PPE-DE) til Kommissionen. Diskrimination af investorer fra EU i Den Tjekkiske Republik.

OJ C 88E, 8.4.2004, p. 595–596 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

8.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 88/595


(2004/C 88 E/0608)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0264/03

af Joachim Wuermeling (PPE-DE) til Kommissionen

(30. januar 2003)

Om:   Diskrimination af investorer fra EU i Den Tjekkiske Republik

Siden grænserne blev åbnet, har EU-statsborgere forsøgt at oprette små og mellemstore virksomheder i Den Tjekkiske Republik. Med henblik på udvidelsen af EU, som forventes at finde sted i maj 2004, har Den Tjekkiske Republik forpligtet sig til at tilpasse sig EU's retsnormer og oprette et forvaltnings- og retssystem, der fungerer, for at opfylde Københavnskriterierne.

Er Kommissionen bekendt med tilfælde, hvor EU-udlændinge er blevet diskrimineret i forhold til Den Tjekkiske Republiks egne statsborgere i forbindelse med oprettelse af forretninger og servicevirksomheder?

Er det rigtigt, at det tjekkiske retssystem ikke giver mulighed for at anlægge retssag til prøvelse af forvaltning sakter?

Er det korrekt, at registreringer i handelsregistret kan fremskyndes med op til et år ved hjælp af bestikkelse?

Er Kommissionen bekendt med omstændighederne omkring hr. Engert i Bozi Dar, som bliver chikaneret, fordi han driver en skiskole?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(28. februar 2003)

Kommissionen kan meddele det ærede medlem, at Kommissionen har fået forelagt en mindre række klager fra borgere eller virksomheder i EU i forbindelse med etablering af erhvervsvirksomhed/servicevirksomhed i Tjekkiet. Imidlertid er det sjældent, at der er klager om diskrimination, idet de fleste af de problemer, der rejses, er af generel art med relation til de erhvervsretlige forhold.

I betragtning af, at Tjekkiet i de seneste år har været den største modtager af direkte udenlandske investeringer pr. indbygger blandt kandidatlandene, er antallet af klager, uanset klagens art, bemærkelsesværdigt lille.

Alle klager, uanset hvad de bygger på, tages alvorligt og behandles individuelt. Kommissionen er klar over, at de erhvervsretlige rammer i Tjekkiet ikke er perfekte, og har fremhævet dette i de periodiske beretninger. Der er ved at ske en forbedring af den aktuelle retstilstand, idet der kommer ny lovgivning i form af en lov om handel, offentlige indkøb og konkurs, som for tiden er under udarbejdelse, og som følges nøje af Kommissionen med henblik på at sikre fuld tilpasning til EU's lovgivning.

Det er ikke korrekt at sige, at det tjekkiske retssystem ikke har nogen klageadgang, når der er tale myndighedsforanstaltninger. Alle afgørelser og andre akter fra offentlige instansers side (central- eller lokalregering og andre instanser, hvis de udøver offentlig myndighed), som påvirker fysiske og juridiske personers subjektive rettigheder og forpligtelser, kan underkastes domstolsprøvelse, medmindre andet er fastsat ved lov. Der er relativt få undtagelser fra denne generelle regel, nemlig i lov 150/2002-sml. om prøvelse ved administrative domstole, og fleste vedrører klassificerede oplysninger og statssikkerheds-spørgsmål (f.eks. afgørelser om sikkerhedsundersøgelse — som er vigtige, for at enkeltpersoner kan ansøge om stillinger i statsadministrationen).

De civile domstole har kompetence til at behandle afgørelser truffet af administrative organer inden for borgerlig ret, familielovgivning, arbejdslovgivning og handelsret (jf. artikel 7 og 244 ff. i den borgerligretlige kodeks), mens domstole (i princippet særlige paneler under regionale domstole), der har status som administrative domstole (i henhold til loven om prøvelse ved administrative domstole) har jurisdiktion i alle andre klagesager over afgørelser, ulovlige overtrædelser, der ikke udgør afgørelser, og passivitet fra enhver offentlig eller privat instans' side, når denne optræder som et administrativt organ (jf. artikel 2-4 og 65 ff. i lov 150/2002-sml.)

Domstolsprøvelse af administrative afgørelser er stadig et forholdsvis nyt begreb i det tjekkiske retssystem, og selv om de tilgrundliggende lovtekster er rimeligt klart affattet, kan gennemførelsen i praksis mangle konsekvens. Den øverste administrative domstol, som skal gøre retspraksis hos de regionale domstole, når de optræder i deres egenskab af administrative domstole, mere ensartet, er nu ved at blive operationel.

Tjekkiet har også en veludbygget ombudsmandsinstitution, hvortil der kan sendes klager om administrative spørgsmål.

Med hensyn til det ærede medlems omtale af bestikkelse er Kommissionen ikke i besiddelse af håndgribelige beviser på sådanne påstande.

Der er taget adskillige initiativer til at forbedre handelsregisterets funktion, men de har indtil videre ikke har haft succes. Et lovforslag fra en parlamentsmedlem om at privatisere handelsregisteret (for at gøre det uafhængigt og ansvarligt) blev forkastet af Deputeretkammeret i december 2001.

Erhvervslivet (både det tjekkiske og det udenlandske) og handelskamrene har ofte rejst spørgsmål om handelsregisteret. Spørgsmålet om handelsregistrenes effektivitet blev fremhævet i den periodiske beretning fra 2002, og Kommissionen følger fortsat situationen.

Endelig er Kommissionen ikke bekendt med sagen i Bozi Dar, som det ærede medlem omtaler, og den ville med glæde behandle en motiveret klage fra hr. Engert.


Top