EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E001296

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1296/03 af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen. Nigeria — væbnede sammenstød i den sydlige del af landet.

OJ C 88E, 8.4.2004, p. 347–348 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

8.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 88/347


(2004/C 88 E/0354)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1296/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(7. april 2003)

Om:   Nigeria – væbnede sammenstød i den sydlige del af landet

Det oplyses i medierne, at kampe mellem hæren og militante grupper har kostet snesevis af menneskeliv i det sydlige Nigeria i et olierigt område ved Nigerflodens delta. Indbyggere i området, som er flygtet på grund af voldshandlingerne, fortæller om vilkårlig beskydning fra både soldaternes og oprørernes side, ligesom hele landsbyer er blevet ødelagt, efter at de var stukket i brand. Åbenbart er to lokale grupper, Ijaw og Itsekiri, involveret i sammenstødene, hvad der har ført til, at der er dirigeret flere tusinde soldater til området. Ledere af Ijaw-samfundet har talt om 50 dræbte aktivister i sammenstød med styrker fra flåden og hæren under kampene i byen Okorenkoro i torsdags. De klager over, at de efter at være vendt tilbage til deres landsbyer blev omringet af soldaterne. De internationale olieselskaber, der udfører aktiviteter i området, tvang sidst på ugen flere hundrede beboere til at drage bort. Sammenstødene havde allerede bevirket, at de tre olieselskaber, der er aktive i området – Chevron Texaco, Shell og det nigerianske National Petroleum Corporation – begrænsede deres produktion. Nigerias præsident, Olusegun Obasanjo, har udsendt en alvorlig advarsel, hvori han fastslår, at omfanget af volden er begyndt at udvikle sig til en trussel mod afholdelsen af valget i næste måned.

Kommissionen bedes svare på følgende spørgsmål:

hvilke oplysninger ligger den inde med om disse begivenheder? Er der efter Kommissionens skøn risiko for valgets afholdelse?

hvilke skridt har Kommissionen taget, eller hvilke skridt agter den at tage, især i forholdet til de nigerianske myndigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(6. maj 2003)

Kommissionen følger nøje med i sikkerhedsforholdene i Delta-delstaten i det sydlige Nigeria. Der var meget alvorlige udbrud af vold i februar og marts 2003 i og omkring Warri, med snesevis af dræbte, og flere landsbyer blev ødelagt i kampene først mellem urhoboerne og itsekirierne, og derefter mellem ijawerne og itsekirierne. I marts 2003 blev der sat et stort kontingent af soldater ind på baggrund af rapporter om, at sikkerhedsstyrkerne som gengældelsesaktion for et drab på fire soldater skulle have udsat ijaw-befolkningen for skånselsløse overfald.

Volden var tilsyneladende blusset op på grund af lokale politiske interesser i perioden forud for valget i april 2003, hvor fordelingen af rådsmandsposter mellem de forskellige etniske grupper gav anledning til sammenstød; en anden årsag er frustrationen over, at der ikke er nogen udvikling i området til trods for dets enorme olierigdom. Dette har medført angreb på olieselskabernes anlæg: på det seneste er to olierørledninger blevet sprængt i luften, hvilket har fået selskaberne til at standse produktionen og hjemsende personalet på grund af sikkerhedsproblemet.

Situationen er stadig yderst ustabil og spændt. Kommissæren for Delta-delstaten meddelte at de 3 500 valgsteder ville blive bevogtet af 7 000 betjente. Den uafhængige nationale valgkommission udtalte at afholdelse af valg i Delta-staten forudsatte særlige sikkerhedsforstaltninger.

Den Europæiske Union og forskellige organisationer har valgobservatører i landet. EU's gruppe, der omfatter 111 observatører, blev udsendt som planlagt og konstaterede alvorlige uregelmæssigheder i den måde, hvorpå præsidentvalget og guvernørvalget blev afviklet i Delta-delstaten. Deres observationer fremgår af den 2. foreløbige meddelelse, der blev udsendt den 22. april 2003. Efter koordinering med repræsentanter for medlemsstaterne sørgede Kommissionens delegation for overvågningen af sikkerhedsforholdene i landet i perioden forud for valget. Man har ikke anbefalet at der rettes henvendelse til de nigerianske myndigheder specifikt om problemerne i Delta-delstaten.


Top