Hurtigere og mere effektive grænseoverskridende strafferetlige efterforskninger i EU

Direktivet om den europæiske efterforskningskendelse opretter et omfattende nyt system, der giver EU-landene mulighed for fremskaffelse af bevismateriale i andre EU-lande i strafferetlige sager, der involverer mere end ét land.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager

RESUMÉ

Formålet med direktivet er at forenkle og fremskynde grænseoverskridende strafferetlige efterforskninger i EU. Det indfører den europæiske efterforskningskendelse, der giver judicielle myndigheder i et EU-land (»udstedelsesstaten«) mulighed for at anmode om fremskaffelse og overførsel af bevismateriale fra et andet EU-land (»fuldbyrdelsesstaten«).

Fordi den europæiske efterforskningskendelse er baseret på princippet om gensidig anerkendelse, har hvert EU-land som udgangspunkt pligt til at anerkende og udføre en sådan anmodning. Det skal desuden ske hurtigt og uden yderligere formaliteter.

Den europæiske efterforskningskendelse gør det nemmere at tage hånd om strafbare handlinger, herunder handlinger såsom bestikkelse, narkotikahandel og organiseret kriminalitet. Græsk politi kan for eksempel anmode deres modparter i Det Forenede Kongerige (1) om at foretage husransagninger eller afhøre vidner på deres vegne.

Den europæiske efterforskningskendelse forbedrer den eksisterende EU-lovgivning på dette område ved at indføre strenge tidsfrister for fremskaffelse af bevismateriale og ved at begrænse grundene til afslag på disse anmodninger. Direktivet reducerer også papirarbejdet ved at introducere en enkelt standardformular, som myndighederne skal anvende til at anmode om hjælp, når de leder efter bevismateriale.

Centrale aspekter ved den europæiske efterforskningskendelse

• En retsafgørelse, der udstedes eller godkendes af en judiciel myndighed i et EU-land, om at udføre en eller flere efterforskningsforanstaltninger i et andet EU-land med henblik på fremskaffelse af bevismateriale i henhold til dette direktiv.
• Den kan også udstedes for at fremskaffe bevismateriale, der allerede er fremskaffet af de ansvarlige myndigheder i det land, der skal udføre anmodningen.
• En mistænkt eller tiltalt person eller dennes advokat kan anmode om den inden for rammerne af retten til et forsvar i et EU-land.
• Den må ikke påvirke menneskerettigheder eller retsprincipper, dvs. retten til et forsvar i strafferetlige sager.
• Den omfatter alle efterforskningsforanstaltninger med undtagelse af oprettelsen af et fælles efterforskningshold.
• Den kan udstedes i forbindelse med lovovertrædelser, der betragtes som strafbare, eller handlinger/overtrædelser af en lov, der er strafbare ifølge udstedelsesstatens nationale lovgivning.

90 dage til at handle

Fuldbyrdelsesstaten skal handle hurtigt efter at have modtaget en europæisk efterforskningskendelse. Den kan kun afslå at handle under visse betingelser, som for eksempel hvis anmodningen er i modstrid med landets grundlæggende principper i lovgivningen, eller hvis den skader nationale sikkerhedsinteresser. Alle omkostninger i forbindelse med udførslen af en anmodning afholdes af fuldbyrdelsesstaten.

Det organ, der udfører anmodningen, kan vælge en alternativ efterforskningsforanstaltning end den europæiske efterforskningskendelse, hvis organet mener, den vil medføre lignende resultater.

Den europæiske efterforskningskendelse giver også mulighed for:

• midlertidig overførsel af frihedsberøvede personer med henblik på fremskaffelse af bevismateriale
• kontrol af mistænkte personers bankkonti/økonomi
• diskrete undersøgelser og aflytning af telekommunikation
• foranstaltninger til sikring af bevismateriale.

Direktivet gælder for alle EU-lande med undtagelse af Danmark og Irland, der har valgt at stå uden for. Det erstatter de eksisterende ordninger for gensidig retshjælp i EU, navnlig EU’s konvention om gensidig retshjælp fra 2000 og rammeafgørelse 2008/978/RIA om den europæiske bevissikringskendelse.

seneste ajourføring 10.09.2015

---

(1) Storbritannien forlader EU og bliver dermed et tredjeland (ikke-EU-land) fra og med den 1. februar 2020.