EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Energieffektivitet: et bidrag til reduktion af drivhusgasemissioner og forbedring af energisikkerheden

Europa-Kommissionen foreslår et mål for energibesparelseser på 30 % i 2030 for den Europæiske Union (EU). Energieffektivitet spiller en afgørende rolle i overgangen mod et mere konkurrencedygtigt, sikkert og bæredygtigt energisystem, hvis hjørnesten er EU's indre energimarked.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Energieffektivitet og dens bidrag til energiforsyningssikkerheden og den klima- og energipolitiske ramme for 2030 (COM(2014) 520 finalaf 23.7.2014).

RESUMÉ

Europa-Kommissionen foreslår et mål for energibesparelseser på 30 % i 2030 for den Europæiske Union (EU). Energieffektivitet spiller en afgørende rolle i overgangen mod et mere konkurrencedygtigt, sikkert og bæredygtigt energisystem, hvis hjørnesten er EU's indre energimarked.

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE MEDDELELSE?

Denne meddelelse vurderer fremskridtene mod EU's energieffektivitetsmål for 2020 og foreslår et nyt mål på 30 % for 2030. I henhold til Europa-Kommissionen kan det aftalte mål om energibesparelse på 20 % inden 2020 lade sig gøre, hvis alle EU-lande gennemfører den lovgivning, som allerede er vedtaget.

VIGTIGSTE PUNKTER

Fordele ved de eksisterende politikker: energieffektivitetspolitikkerne har medført dokumenterede resultater for virksomheder og forbrugere. Disse omfatter:

  • Energiintensiteten i EU's erhvervsliv er faldet med næsten 19 % mellem 2001 og 2011.
  • Nye bygninger bruger halvt så meget energi i dag, som de gjorde i 1980’erne.
  • EU-landene forpligtede sig til at til at udrulle tæt på 200 millioner intelligente elektricitetsmålere og 45 millioner gasmålere senest i 2020. Disse målere registrerer energiforbruget med jævne mellemrum i løbet af dagen. De giver forbrugerne mulighed for at tilpasse deres energiforbrug til forskellige energipriser i løbet af dagen og dermed spare penge på energiregningen.
  • Mere effektive husholdningsapparater såsom køleskabe og vaskemaskiner forventes at give forbrugerne besparelser for 100 mia. EUR årligt - ca. 465 EUR pr. husstand - på energiregningen inden 2020.

Langsigtede fordele: følgende positive virkninger forventes over de næste 16 år:

  • For hver ekstra 1 % i energibesparelser forventes EU's gasimport at falde med 2,6 %. Det betyder mindre afhængighed af eksterne leverandører.
  • De personer, der bor og arbejder i mere energieffektive bygninger, vil ud over en reduktion af energiregningen få yderligere fordele (for eksempel betyder bedre vinduer en bedre luftkvalitet og beskyttelse mod ekstern støj).
  • Energieffektivitetspolitikker vil skabe nye muligheder for europæiske virksomheder såsom byggevirksomheder og producenter af udstyr, hvilket vil skabe nye lokale arbejdspladser.

EU stiller betydelige midler til energieffektivitetsforanstaltninger til rådighed i perioden 2014-2020 igennem de europæiske struktur- og investeringsfonde, Horisont 2020, den europæiske facilitet for bistand på lokalt plan på energiområdet (ELENA) og den europæiske fond til energieffektivisering (EEEF).

BAGGRUND

EU's energieffektivitetsdirektiv indfører bindende foranstaltninger for at sikre, at energieffektiviteten forbedres med 20 % inden 2020. Dette mål er en del af EU's mere overordnede målsætning for energi og klima, herunder en reduktion i drivhusgasemissioner på 20 %, og at 20 % af energiforbruget i EU skal komme fra vedvarende energikilder.

Den 22. januar 2014 foreslog Europa-Kommissionen i sin meddelelse »Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020 til 2030« nye mål for reduktion af drivhusgasser og vedvarende energi for 2030 - henholdsvis 40 % og mindst 27 %.

Yderligere oplysninger fås hos Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Klima og mere specifikt energieffektivitetsdirektivet.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (Den Europæiske Unions Tidende L 315 af 14.11.2012, s. 1-56).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020 til 2030 (COM(2014) 15 final af 22.1.2014).

seneste ajourføring 27.12.2014

Top