Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

eEurope - Et informationssamfund for alle

Overgangen til en digital, videnbaseret økonomi vil få stor indflydelse på vækst, konkurrenceevne og jobskabelse. Med overgangen vil borgernes livskvalitet og miljøet forbedres. Med virkeliggørelsen af dette "informationssamfund for alle" for øje iværksatte Kommissionen i 1999 initiativet eEurope - et ambitiøst program, som har til formål at udbrede informationssamfundets teknologier mest muligt.

DOKUMENT

Meddelelse af 8. december 1999 om et initiativ fra Kommissionen op til Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon, den 23. og 24. marts 2000: eEurope - Et informationssamfund for alle [KOM(1999) 687 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

eEurope er et politisk initiativ, der skal sikre, at EU får fuldt udbytte af de forandringer, som informationssamfundet bringer os.

På europæisk plan er der taget adskillige skridt for at fremme informationssamfundet: liberalisering af telesektoren, klare lovrammer for e-handel, støtte til indholdsindustrien og til forskning og udvikling.

Men i betragtning af det hastige tempo i teknologi- og markedsudviklingen er det nødvendigt at lancere et politisk initiativ som eEurope nu for at fremskynde indsatsen på visse politikområder i forhold til den gældende tidsplan.

Hovedmålsætningerne for eEurope er følgende:

  • alle borgere, hjem og skoler, hver eneste virksomhed og forvaltning skal med ind i den digitale tidsalder og kobles til nettet
  • Europa skal kunne sin digitale ABC, og skal støttes heri af en iværksætterkultur der er klar til at skyde penge i udviklingen af nye idéer
  • hele processen skal virke socialt integrerende, underbygge forbrugernes tillid og styrke den sociale sammenhængskraft.

For at nå disse mål foreslår Kommissionen ti højt prioriterede tiltag, som skal gennemføres ved en fælles indsats fra medlemsstaterne, Europa-Kommissionen, erhvervslivet og borgerne.

Introducere unge europæere i den digitale tidsalder

Beherskelse af den digitale teknologi skal gøres til en grundkompetence for alle unge europæere. Internettet og multimedieressourcer skal indføres i skolerne, og undervisningen skal tilpasses til den digitale tidsalder.

  • Inden udgangen af 2000 skal medlemsstaterne sørge for, at alle skoler har adgang til Internettet og multimedieressourcer, og inden udgangen af 2003 skal alle elever beherske den digitale teknologi, når de går ud af skolen.

Billigere adgang til Internettet

Konkurrencen skal styrkes for at nedbringe priserne og give forbrugerne flere valgmuligheder. På trods af liberaliseringen af markedet for teleinfrastrukturer og -tjenesteydelser er de forhenværende monopolselskaber stadig dominerende på markedet, især på abonnentnetniveauet (es de en fr). Disse hindringer (der analyseres i revurderingen af kommunikationslovgivningen i 1999) må hurtigst muligt ryddes af vejen, så forbrugerne får øgede valgmuligheder og konkurrencedygtige priser på højhastighedsforbindelser til Internettet.

  • Inden udgangen af 2000 skal de forhenværende monopolselskaber tilbyde abonnentnet uden bundtning, så alle operatører kan få adgang til markedet. Inden udgangen af 2001 skal frekvenstildelingen til trådløse multimediesystemer være gennemført.

Fremskyndet e-handel

Europa bliver nødt til at fremskynde væksten i e-handlen, især for små og mellemstore virksomheder. Til dette formål må der hurtigst muligt vedtages en solid lovramme for det indre marked (navnlig direktivforslaget om de retlige aspekter af e-handel).

Europa må også sikre, at de offentlige administrationer fremmer brugen af elektroniske midler i deres indkøbsprocedurer.

Hurtigt Internet for forskere og studerende

For forskere og studerende er målsætningen på europæisk plan at sikre, at alle uddannelses- og forskerkredse får adgang til Internettet.

Dette vil bidrage til et mere effektivt samarbejde og interaktiv forskning mellem de forskellige universiteter og laboratorier i Europa.

  • Inden udgangen af 2001 skal mindst ét universitet og ét videnskabeligt forskningsfakultet pr. land have et universitetsnet med kapacitet til multimediekommunikation. Alle øvrige universiteter bør hurtigt følge efter.

Sikker elektronisk adgang via chipkort

Et chipkort giver adgang til sundhedstjenester, elektronisk betaling, mobilt Internet, offentlig transport, betalings-tv osv. Der må etableres ny infrastruktur i hele EU, så man kan benytte chipkort overalt. For at nå dette mål må de europæiske leverandører, tjenesteudbydere og offentlige administrationer indgå i et tæt samarbejde om at fastlægge fælles specifikationer på områder som f.eks. mobilitet, sikkerhed, privatlivets fred og brugerkontrol.

  • Inden udgangen af 2001 bør man bør tage fat på at omsætte de vedtagne fælles specifikationer i praksis, så alle får mulighed for at benytte grundlæggende betalingstjenester i forskellige sektorer.

Risikokapital til højteknologiske SMV'er

Risikokapitalmarkedet i EU er stadig underudviklet, og dette påvirker direkte EU's præstationer i den nye økonomi. Derfor må der skabes bedre vilkår for udvikling af ideer til kommercielle formål og finansiering heraf i EU, så der stilles størst mulig risikovillig kapital til rådighed for de højteknologiske SMV'er.

  • Inden udgangen af 2003 bør hindringerne for et fuldt integreret fælleseuropæisk risikokapitalmarked fjernes, og startkapitalinvesteringerne i EU bør være mindst tredoblet.

e-Deltagelse for handicappede

Kommissionen har også til hensigt at sikre, at informationssamfundets udvikling fuldt ud tilgodeser de handicappedes behov.

  • Inden udgangen af 2001 bør Kommissionen og medlemsstaterne derfor forpligte sig til at udforme alle offentlige netsteder, så de er tilgængelige for handicappede.

Sundhedssektoren på nettet

Ved at anvende intelligente net og teknologier til helbredsovervågning, adgang til information og sundhedspleje kan man yde hele befolkningen en betydelig mere effektiv sundhedsplejeservice.

  • Inden udgangen af 2003 bør alle europæere kunne få et sundhedsplejechipkort, der giver adgang til netforbundne patientoplysninger under sikre og fortrolige vilkår.

Intelligent transport

Ved hjælp af digitale teknologier vil man kunne øge transportsikkerheden og kvaliteten i den offentlige transport.

  • Inden udgangen af 2001 bør alle, der er på rejse i Europa, overalt have adgang til assistance på flere sprog og fuldt udbyggede alarmtjenester via nummeret 112, og 112-opkald bør kunne lokaliseres overalt. Inden udgangen af 2004 bør alle større ruter betjenes af luftbåren, jordbaseret eller rumbaseret infrastruktur, der kan bidrage til at reducere trafiktrængslen og samtidig øge sikkerheden.

Det offentlige på nettet

Internettet kan give alle borgere og virksomheder nemmere adgang til det offentlige. Den offentlige sektor opfordres derfor til at give alle borgere netadgang til information, serviceydelser og beslutningsprocedurer i det offentlige.

  • Inden udgangen af 2000 bør medlemsstaterne og Kommissionen sikre, at borgerne har elektronisk tovejsadgang til grundlæggende faciliteter, så de både kan modtage information og indsende svar.

TILHØRENDE RETSAKTER

Meddelelse fra Kommissionen af 1. juni 2005 med titlen "i2010 - Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse" [KOM(2005) 229 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

i2010 er Europa-Kommissionens nye strategiske ramme, hvormed de overordnede politiske retningslinjer for informationssamfundet og medierne fastlægges.

Meddelelse fra Kommissionen af 28. maj 2002 - eEurope 2005: Et informationssamfund for alle [KOM(2002) 263 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Handlingsplanen eEurope 2005 har primært til formål at stimulere udviklingen af tjenester, applikationer og indhold samt fremskynde udbredelsen af sikker bredbåndsadgang til Internettet.

Meddelelse fra Kommissionen af 13. marts 2001 - eEurope 2002: Virkning og indsatsområder, Meddelelse til Det Europæiske Råds forårsmøde i Stockholm den 23.-24. marts 2001 [KOM(2001) 140 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Hovedmålene med handlingsplanen eEurope 2002 var at øge Internettets udbredelse i Europa, skabe konkurrence inden for alle kommunikationsnet og tilskynde til at bruge Internettet ved at lægge vægt på uddannelse og forbrugerbeskyttelse.

Seneste ajourføring: 13.09.2005

Top