EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Markedsmisbrug

Nærværende direktiv skal sikre de europæiske finansmarkeders integritet og øge investorernes tillid til disse markeder. Ved at bekæmpe markedsmisbrug skal der skabes redelige konkurrencevilkår for alle økonomiske aktører i EU-landene.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Nærværende direktiv har til formål at forhindre alle former for markedsmisbrug med henblik på at sikre en effektiv afvikling af de finansielle markeder i Den Europæiske Union (EU).

Direktivet finder ikke anvendelse på transaktioner, der vedrører:

  • penge- eller valutakurspolitikken eller styringen af den offentlige gæld, der gennemføres af EU-landene
  • Det Europæiske System af Centralbanker
  • en national centralbank.

Betingelser for forbud mod markedsmisbrug

Der kan foreligge markedsmisbrug, når investorer direkte eller indirekte behandles ugunstigt, da andre personer har:

  • udnyttet fortrolige oplysninger (insiderhandel)
  • manipuleret med kurserne på finansielle instrumenter
  • udbredt urigtige eller vildledende oplysninger.

En sådan adfærd kan være i strid med det overordnede princip om, at der må gælde samme spilleregler for alle investorer.

EU-landene forbyder således alle personer, der råder over oplysninger, at:

  • meddele intern viden til andre, med mindre det sker som et normalt led i udøvelsen af deres beskæftigelse, erhverv eller funktioner
  • på grundlag af intern viden at opfordre eller overtale andre til at erhverve eller afhænde finansielle instrumenter, som denne viden vedrører
  • foretage markedsmanipulation.

Forbuddene gælder ikke for handel med egne aktier i tilbagekøbsprogrammer eller for stabilisering af et finansielt instrument.

Administration af oplysninger fra udstedere af finansielle instrumenter

Udstederne af finansielle instrumenter skal snarest muligt offentliggøre oplysningerne om de pågældende udstedere og publicere dem på deres netsted. Når en udsteder meddeler tredjemand intern viden som et normalt led i udøvelsen af sin beskæftigelse skal oplysningerne være offentliggjort.

Udstederne skal desuden opstille en liste over personer, der arbejder for dem og dermed har adgang til intern viden.

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) kan opstille tekniske normer for gennemførelsen med henblik på at sikre ensartede vilkår for gennemførelsen af retsakter vedtaget af Kommissionen.

Samarbejde

Direktivet fastsætter, at hver medlemsstat skal udpege en enkelt regulerings- og tilsynsmyndighed, der skal have bestemte beføjelser. Disse myndigheder benytter indbyrdes forenelige metoder til at bekæmpe markedsmisbrug, og der skal være mulighed for gensidig bistand til retsforfølgning af lovovertrædelser, bl.a. ved grænseoverskridende aktiviteter. Det administrative samarbejde kan bl.a. bidrage til at bekæmpe terrorhandlinger. De kompetente myndigheder samarbejder med ESMA.

Sanktioner

Markedsmisbrug skal straffes på samme måde i de forskellige medlemsstater.

Når en kompetent myndighed træffer administrative foranstaltninger og sanktioner, indgiver den meddelelse herom til ESMA. Hvis sanktionen vedrører et investeringsselskab, der har fået tilladelse ifølge direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID), opretter ESMA en referece til sanktionen i sit register over investeringsselskaber.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelse

Gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2003/6/EF

12.4.2003

12.10.2004

EUT L 96, 12.4.2003

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelse

Gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2008/26/EF

21.3.2008

-

EUT L 81, 20.3.2008

Direktiv 2010/78/EU

4.1.2011

31.12.2011

EUT L 331, 15.12.2010

De ændringer og rettelser som følger af rådsdirektiv 2003/6/EF er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/26/EF af 11 marts 2008 om ændring af direktiv 2003/6/EF om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug), for så vidt angår de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [Den Europæiske Unions Tidende L 81 af 20.3.2008].

Kommissionens direktiv 2004/72/EF af 29. april 2004 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF, for så vidt angår accepteret markedspraksis, definition af intern viden i forbindelse med varederivater, udarbejdelse af lister over insidere, anmeldelse af ledende medarbejderes transaktioner og af mistænkelige transaktioner [Den Europæiske Unions Tidende L 162 af 30.4.2004]. I dette direktiv fastsættes de kriterier, der skal tages hensyn til ved evalueringen af markedspraksis med henblik på gennemførelse af artikel 6, stk. 10, i direktiv 2003/6/EF. For at undgå, at markedsintegriteten lider skade, skal markedsdeltagerne optræde redeligt og effektivt. Denne praksis må ikke true markedsintegriteten på lignende markeder i EU.

Kommissionens direktiv 2003/124/EF af 22. december 2003 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF med hensyn til definition og offentliggørelse af intern viden og definition af kursmanipulation [Den Europæiske Unions Tidende L 339 af 24.12.2003]. I dette direktiv fastsættes de nærmere kriterier for at indkredse oplysninger, der hævdes at være præcise, og som vil kunne påvirke kurserne. Herudover nævnes en række faktorer, der skal tages i betragtning, når det undersøges, om en bestemt adfærd udgør markedsmanipulation. For så vidt angår udstederne, fastsættes det i direktivet, hvordan og hvornår insiderinformation kan offentliggøres, samt de tilfælde, hvor udstederne har ret til at udsætte offentliggørelsen af disse oplysninger for at beskytte deres legitime interesser.

Kommissionens direktiv 2003/125/EF af 22. december 2003 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF med hensyn til redelig fremlæggelse af investeringsanbefalinger og oplysning om interessekonflikter [Den Europæiske Unions Tidende L 339 af 24.12.2003]. I dette direktiv fastsættes normerne for en redelig fremlæggelse af investeringsanbefalinger og oplysning om interessekonflikter. Der sondres mellem personer, der udarbejder investeringsanbefalinger (som skal respektere strengere normer), og personer, der formidler sådanne anbefalinger fra tredjemand. I overensstemmelse med direktivets artikel 6 om markedsmisbrug tages der i dette andet gennemførelsesdirektiv hensyn til en række forskrifter, herunder den selvregulering, som journalisterhvervet er omfattet af. Det betyder, at den meget specialiserede underkategori af journalister på finansområdet skal respektere visse generelle principper. Der er dog fastsat en række redningsforanstaltninger, og det er tilladt at anvende selvregulerende ordninger til at afgøre, hvordan disse grundlæggende principper skal anvendes. Formålet er at bevare en fri presse og samtidig beskytte investorer og udstedere mod enhver fare for, at journalisterne foretager markedsmanipulation.

Seneste ajourføring: 01.04.2011

Top