61993A0459

++++

1. Retspleje ° intervention ° begaering om at indtraede i sagen til stoette for en af parternes paastande, men under fremfoerelse af andre anbringender ° formaliteten

(EOEF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 3; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)

2. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

3. Statsstoette ° forbud ° undtagelser ° stoette, der kan henfoeres under undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c) ° driftsstoette ° ikke omfattet

[EOEF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra c)]

4. Statsstoette ° tilbagesoegning af en ulovlig stoette ° anvendelse af national ret ° betingelser og graenser ° fradrag af skat svaret af det beloeb, der skal tilbagebetales ° lovligt

(EOEF-traktaten, art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

5. Statsstoette ° tilbagesoegning af en ulovlig stoette ° tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet ° foreligger ikke ° betaling af renter begrundet i hensynet til at genoprette den tidligere tilstand ° tidspunktet, hvor renterne begynder at paaloebe ° Kommissionens fastsaettelse af tidspunktet til den dato, hvor stoetten blev udbetalt

(EOEF-traktaten, art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

6. Statsstoette ° tilbagesoegning af en ulovlig stoette ° anvendelse af national ret ° stoettemodtagernes eventuelle berettigede forventning ° beskyttelse ° betingelser og graenser ° hensyn til Faellesskabets interesse

(EOEF-traktaten, art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

1. Artikel 37, stk. 3, i statutten for Domstolen, hvorefter paastande, der fremsaettes i en begaering om intervention, kun kan gaa ud paa at understoette en af parternes paastande, og artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement, hvorefter intervenienten indtraeder i sagen, som den foreligger ved hans intervention, er ikke er til hinder for, at intervenienten fremfoerer andre anbringender end den part, til stoette for hvem han indtraeder i sagen, naar blot interventionen stadig sker til stoette for partens paastande.

2. Kommissionen er ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har fremfoert, i begrundelsen for beslutninger, som den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne. Kommissionen behoever kun at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion.

3. Driftsstoette, dvs. stoette, der har til formaal at friholde en virksomhed for omkostninger, som den selv skulle have afholdt i forbindelse med den loebende drift og de normale aktiviteter, kan ikke erklaeres forenelig med faellesmarkedet i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), idet den i sig selv fordrejer konkurrencebetingelserne i de erhvervsgrene, hvortil den ydes, og indebaerer en risiko for aendringer i samhandelsvilkaarene paa en maade, som strider mod Faellesskabets interesser, uden at den i oevrigt kan fremme et af de formaal, der er fastlagt i disse undtagelsesbestemmelser.

Bedoemmelsen af, om stoette skal anses for at vaere driftsstoette eller derimod investeringsstoette, skal foretages i faellesskabssammenhaeng, uafhaengigt af den bedoemmelse, der maatte anlaegges i henhold til de skatte- og regnskabsmaessige regler i den medlemsstats lovgivning, som den stoettemodtagende virksomhed er omfattet af.

4. Tilbagesoegning af stoette, der er tildelt ulovligt, skal i mangel af faellesskabsretlige bestemmelser om proceduren ved tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte beloeb, ske i henhold til bestemmelserne herom i national ret. Anvendelsen af national ret maa imidlertid ikke begraense faellesskabsrettens raekkevidde og virkning, dvs. hverken i praksis umuliggoere tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalte beloeb eller indebaere en forskelsbehandling i forhold til tilsvarende sager, som kun national ret finder anvendelse paa.

Det foelger heraf, at Kommissionen i sine beslutninger om tilbagesoegning af statsstoette ikke skal beregne skattebetalingens konsekvenser for det stoettebeloeb, der soeges tilbagebetalt, idet en saadan beregning falder ind under anvendelsesomraadet for national ret, men kun angive det bruttobeloeb, der skal tilbagesoeges. Dette er ikke til hinder for, at de nationale myndigheder ved tilbagesoegningen eventuelt foretager fradrag af visse beloeb i henhold til de nationale regler, naar blot faellesskabsretten overholdes.

5. Naar Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2, traeffer beslutning om ophaevelse eller aendring af statsstoette, der er ydet i strid med traktaten, kan den kraeve, at stoetten tilbagebetales. For saa vidt som tilbagesoegning har til formaal at genoprette tilstanden, foer stoetten blev ydet, kan den i princippet ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke staar i rimeligt forhold til formaalene med traktatens bestemmelser om statsstoette.

Da genoprettelse af tilstanden forud for udbetalingen af den ulovlige stoette forudsaetter, at alle de oekonomiske fordele, der foelger af stoetten, og som har en konkurrencefordrejende virkning paa faellesmarkedet, er fjernet, kan der i Kommissionens beslutning paalaegges betaling af renter af de tildelte beloeb med henblik paa at forhindre, at virksomheden fortsat har fordel af stoetten ved at have faaet et rentefrit laan. Der kan kun stilles krav om opkraevning af renter for at udligne de faktiske oekonomiske fordele ved, at stoetten har vaeret stillet til raadighed, og rentekravet skal staa i et rimeligt forhold dertil.

Disse renter er derfor ikke morarenter som foelge af forsinket opfyldelse af forpligtelsen til tilbagebetaling, og de kan foerst paaloebe fra den dato ° som det i princippet tilkommer Kommissionen og ikke de nationale myndigheder at fastsaette ° hvor stoettemodtageren faktisk fik de paagaeldende midler til disposition.

6. Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at der i den nationale lovgivning tages hensyn til beskyttelsen af den berettigede forventning ved tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalt stoette, dog under forudsaetning af, at det sker paa de samme betingelser som ved tilbagesoegning af rent nationale oekonomiske ydelser, og at der fuldt ud tages hensyn til Faellesskabets interesser. Modtagere af statsstoette, der er udbetalt uretmaessigt, kan saaledes i forbindelse med tilbagebetalingen kun paaberaabe sig ekstraordinaere omstaendigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning hos dem om, at stoetten var lovlig, og det tilkommer udelukkende de nationale retsinstanser at afgoere sagen, eventuelt efter at have anmodet Domstolen om en praejudiciel fortolkning.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Ved beslutning 92/483/EOEF af 24. juni 1992 om stoette, som regionen Bruxelles-Capitale (Belgien) har ydet til Siemens SA' s aktiviteter paa edb- og telekommunikationsomraadet (EFT L 288, s. 25, herefter benaevnt "beslutningen") fastslog Kommissionen, at en del af stoetten var uforenelig med det faelles marked.

2 Beslutningen vedroerte 17 stoetteansoegninger, som Siemens SA (herefter benaevnt "Siemens") havde indgivet til regionen Bruxelles-Capitale mellem juli 1985 og august 1987 i henhold til den belgiske lov af 17. juli 1959, "loi instaurant et coordonnant des mesures en vue de favoriser l' expansion économique et la création d' industries nouvelles" (lov om indfoerelse og samordning af foranstaltninger til fremme af den oekonomiske ekspansion og opbygningen af nye industrier, herefter benaevnt "1959-loven"). Ved en raekke afgoerelser, som blev truffet fra november 1985 til januar 1988 imoedekom den udoevende myndighed for regionen Bruxelles -Capitale (herefter benaevnt "den regionale myndighed") disse ansoegninger for et samlet stoettebeloeb paa 335 980 000 BFR, hvoraf der allerede var udbetalt 290 921 000 BFR ved sagens anlaeg.

Sagens retlige baggrund

3 Ved 1959-loven er der indfoert en generel stoetteordning for foranstaltninger omfattet af lovens artikel 1, litra a), som "bidrager direkte til oprettelse, udvidelse, omstilling eller modernisering af industri- eller haandvaerksvirksomheder, uanset om foranstaltningerne traeffes af virksomhederne selv eller af andre privat- eller offentligretlige fysiske eller juridiske personer, naar blot de tjener en almen oekonomisk interesse". I artikel 3, litra a), bestemmes det naermere, at der med henblik herpaa kan ydes stoette til dertil godkendte kreditinstitutter, saaledes at disse kan yde laan til de i artikel 1 omhandlede foranstaltninger til nedsat rente paa den betingelse, at laanene tjener til at opfylde et af de formaal, som er opregnet i bestemmelsen, herunder saerligt direkte finansiering af investeringer i allerede opfoerte bygninger eller bygninger under opfoerelse og i udstyr eller materiel, der er noedvendigt til at gennemfoere de paagaeldende foranstaltninger.

4 I beslutning 75/397/EOEF af 17. juni 1975 om stoette ydet af den belgiske regering i medfoer af den belgiske lov af 17. juli 1959 om indfoerelse og samordning af foranstaltninger til fremme af den oekonomiske ekspansion og opbygningen af nye industrier (EFT L 177, s. 13, herefter benaevnt "beslutning 75/397") fandt Kommissionen, at denne generelle stoetteordning var uforenelig med det faelles marked. Kommissionen fandt dog i beslutningens artikel 1, at stoette ydet efter en generel ordning, som indgaar i et sektorprogram eller et regionalt program, som forud er meddelt Kommissionen, eller som ikke er betydningsfuld, er forenelig med det faelles marked og saaledes ikke forud skal anmeldes til Kommissionen i medfoer af EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Taersklerne for, om en stoette er betydningsfuld og skal anmeldes, er fastsat i artikel 2 i beslutning 75/397 og i Kommissionens skrivelse SG (79) D/10478 af 14. september 1979 til medlemsstaterne vedroerende "anmeldelse af tilfaelde af anvendelsen af generelle investeringsstoetteordninger".

5 Med hensyn til stoettens form giver 1959-loven saerligt mulighed for rentegodtgoerelse i forbindelse med laan, der er indgaaet aftale om med godkendte kreditinstitutter. I henhold til artikel 176 i loven af 22. december 1977 om forslagene til finanslov for 1977-1978 (herefter benaevnt "1977-loven"), sammenholdt med kongelig anordning af 24. januar 1978 (herefter benaevnt "1978-anordningen"), kan der ydes kapitaltilskud, der ikke skal tilbagebetales, i form af beloeb svarende til rentegodtgoerelsen, naar de af artikel 1 i 1959-loven omfattede foranstaltninger finansieres med virksomhedens egne midler. Ved skrivelse af 25. maj 1978 til de belgiske myndigheder godkendte Kommissionen denne ordning. Stoetten, som den foreliggende sag drejer sig om, er et kapitaltilskud, der ikke skal tilbagebetales.

Den anfaegtede beslutnings indhold

6 Ved skrivelse af 18. juli 1991 indledte Kommissionen den i traktatens artikel 93, stk. 2, fastsatte procedure i anledning af oplysninger i den belgiske presse om, at den belgiske revisionsret havde rejst indvendinger mod lovligheden af den paagaeldende stoette. Efter at Kommissionen havde indhentet de belgiske myndigheders bemaerkninger, vedtog den den anfaegtede beslutning.

7 I beslutningen, som vedroerte en raekke stoetteforanstaltninger, sondrede Kommissionen mellem syv kategorier af foranstaltninger, hvortil der var ydet stoette, nemlig udlejning af udstyr til kunder, indkoeb af udstyr til brug i virksomheden, omkostninger til udvikling af software, uddannelsesomkostninger, erhvervelse af en bygning, reklamekampagner og markedsundersoegelser.

8 Efter Kommissionens opfattelse var der lovligt ydet stoette til udgifter til indkoeb af udstyr til brug i virksomheden, for det foerste fordi disse udgifter hoerte til de former for investeringer, som udtrykkeligt angives som stoetteberettigede i henhold til 1959-loven, og for det andet fordi de samlede investeringer af denne art bestod af indbyrdes uafhaengige enkeltprogrammer, som ikke oversteg de anmeldelsestaerskler, som Kommissionen havde fastsat i skrivelsen til medlemsstaterne af 14. september 1979.

9 Kommissionen var derimod af den opfattelse, at uddannelsesomkostningerne og udgifterne til reklamekampagner og markedsundersoegelser ikke var omfattet af de stoetteberettigede udgifter i henhold til 1959-loven, og at stoette dertil var en ad hoc-foranstaltning, der skulle have vaeret anmeldt til Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 3. Kommissionen fandt imidlertid, at stoetten til uddannelsesomkostninger faldt ind under undtagelsesbestemmelsen i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), idet den fremmede udviklingen af visse erhvervsgrene uden at fordreje konkurrencevilkaarene.

10 Udgifterne til udstyr, som blev udlejet til kunder, opfyldte ifoelge Kommissionen ikke de betingelser i 1959-lovens artikel 1 og artikel 3, litra a), som var godkendt af Kommissionen, idet denne stoette ikke bidrog til oprettelse, udvidelse, omstilling eller modernisering af virksomhedsstrukturen i Siemens. Stoette til finansiering af disse foranstaltninger var heller ikke en stoette til kundevirksomhederne, idet disse betalte den fulde leje, som var skoensmaessigt fastsat af Siemens. Stoetten havde derfor karakter af en permanent driftsstoette til Siemens. Kommissionen anfoerte endvidere, at selv hvis 1959-loven havde fundet anvendelse paa den sidstnaevnte stoette, skulle den i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, have vaeret anmeldt, idet den overskred de taerskler, som var fastsat i skrivelsen af 14. september 1979 til medlemsstaterne.

11 Kommissionen var endvidere af den opfattelse, at stoette, der ikke var omfattet af beslutning 75/397, ikke kunne falde ind under nogen af undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 92. For det foerste fandt artiklens stykke 2 ikke anvendelse i det foreliggende tilfaelde, fordi stoetten ikke blev ydet til de formaal, som skal tilgodeses med denne bestemmelse i traktaten. For det andet blev den paagaeldende stoette ikke ydet til en region eller en erhvervsgren og kunne dermed ikke omfattes af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c). Undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra b), fandt heller ikke anvendelse, idet stoetten ikke skulle fremme virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelles interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den belgiske oekonomi.

12 Af disse grunde besluttede Kommissionen foelgende i beslutningens artikel 1:

"For den samlede stoette paa 335 980 000 BFR, som den regionale myndighed har ydet i henhold til den stoetteordning, der blev indfoert ved loven om erhvervsudvikling af 17. juli 1959, til Siemens SA' s samlede udgifter paa 2 647 294 BFR gaelder foelgende:

...

c) stoetten paa 256 445 000 BFR til udgifter til udstyr, som leases til kunder, reklamekampagner og markedsundersoegelser, blev tildelt ulovligt i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 93, stk. 3, og opfylder efter naermere undersoegelse ikke betingelserne for at falde ind under undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 2 og 3; denne stoette er derfor i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, uforenelig med det faelles marked."

13 I beslutningens artikel 2 forboed Kommissionen den regionale myndighed at foretage udbetaling af den stoette, der var tildelt ulovligt, men endnu ikke udbetalt, og paalagde den at inddrive det allerede udbetalte stoettebeloeb, som fandtes at vaere uforeneligt med det faelles marked, i overensstemmelse med de i national lovgivning fastsatte procedurer og bestemmelser, herunder dem, der vedroerer betaling af morarenter for gaeld til staten. Disse renter skulle ifoelge beslutningen beregnes med virkning fra datoen for ydelsen af den ulovlige stoette.

Retsforhandlinger

14 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. november 1992 har Siemens anlagt sag med paastand om annullation af beslutningens artikel 1, litra c), og artikel 2.

15 Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. februar 1993 har Forbundsrepublikken Tyskland fremsat begaering om intervention til stoette for sagsoegerens paastande. Ved kendelse af 23. marts 1993 tog Domstolens praesident begaeringen om intervention til foelge.

16 Ved kendelse af 27. september 1993 har Domstolen i medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) henvist sagen til Retten.

17 Under den skriftlige forhandling har Retten anmodet Kommissionen om skriftlig besvarelse af en raekke spoergsmaal. Endvidere har Retten efter sagsoegerens begaering anmodet Kommissionen om at fremlaegge sin korrespondance med de belgiske myndigheder under den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure. Retten har tillige opfordret parterne til at fremsaette bemaerkninger til de af Kommissionen fremlagte dokumenter.

18 Retten (Anden Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den mundtlige forhandling blev afholdt den 23. november 1994.

Parternes paastande

19 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Beslutningens artikel 1, litra c), subsidiaert artikel 2, annulleres.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Intervenienten har nedlagt foelgende paastand:

° Beslutningens artikel 2, stk. 3, annulleres.

Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Sagsoegte frifindes.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Spoergsmaalet, om den tyske regerings begaering om intervention kan tages til foelge

20 Kommissionen har rejst tvivl om, hvorvidt den tyske regerings begaering om intervention til stoette for sagsoegerens subsidiaere paastand kan tages til foelge, idet interventionen bygger paa en fortolkning af de retlige regler, som er i fuldstaendig modstrid med den, som sagsoegeren har fremfoert. Saerligt har den tyske regering gjort gaeldende, at Kommissionen overskred sine befoejelser, da den besluttede, at der skulle betales renter fra datoen for ydelsen af stoetten, hvorimod sagsoegeren kritiserer Kommissionen for ikke udtoemmende at have truffet bestemmelse om rentespoergsmaalet.

21 Det bemaerkes, at ifoelge artikel 37, stk. 3, i EF-statutten for Domstolen kan paastande, der fremsaettes i en begaering om intervention, kun gaa ud paa at understoette en af parternes paastande, og at intervenienten ifoelge procesreglementets artikel 116, stk. 3, indtraeder i sagen, som den foreligger ved hans intervention. Det fremgaar af Domstolens praksis, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at intervenienten fremfoerer andre anbringender end den part, til stoette for hvem han indtraeder i sagen, naar blot interventionen stadig sker til stoette for partens paastande (Domstolens dom af 23.2.1961, sag 30/59, De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 211, org. ref.: Rec. s. 1).

22 I den foreliggende sag har den tyske regering ligesom sagsoegeren nedlagt paastand om annullation af beslutningens artikel 2, stk. 3.

23 Den omstaendighed, at intervenienten har fremfoert andre anbringender end sagsoegeren, kan derfor ikke foere til, at begaeringen om intervention maa afvises.

Realiteten

24 Sagsoegeren har nedlagt paastand om annullation af beslutningens artikel 1, litra c), for saa vidt som stoetten til reklamekampagner, markedsundersoegelser og indkoeb af udstyr til udlejning deri erklaeres ulovlig og uforenelig med det faelles marked. Subsidiaert har sagsoegeren nedlagt paastand om annullation af beslutningens artikel 2, for saa vidt som det deri bestemmes, at der skal ske tilbagebetaling af den allerede udbetalte stoette, inklusive renter fra datoen for ydelsen af stoetten.

I ° Lovligheden af beslutningens artikel 1, litra c), angaaende stoette til reklamekampagner og markedsundersoegelser samt stoette til indkoeb af udstyr til udlejning

25 Til stoette for paastanden om annullation af ovennaevnte bestemmelser i beslutningens artikel 1, litra c), har sagsoegeren gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter. Endvidere har sagsoegeren anfoert, dels at stoetten til reklamekampagner, markedsundersoegelser og indkoeb af udstyr til udlejning er omfattet af anvendelsesomraadet for den godkendte generelle ordning, dels at traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), finder anvendelse paa disse former for stoette.

A ° Tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter

26 Sagsoegeren har paaberaabt sig tilsidesaettelse af to vaesentlige formforskrifter, nemlig mangelfuld begrundelse af beslutningen og tilsidesaettelse af retten til kontradiktion under den administrative procedure.

1. Mangelfuld begrundelse

Parternes argumentation

27 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at begrundelsen paa to punkter er mangelfuld. For det foerste har Kommissionen ikke redegjort for, hvorfor investeringerne i reklamekampagner og markedsundersoegelser ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for den paagaeldende generelle stoetteordning. For det andet har Kommissionen "sluttet sig" frem til, at Siemens kunstigt havde opdelt sine stoetteansoegninger, uden at godtgoere, at der var sket en saadan opdeling, ved hjaelp af konkrete og praecise oplysninger, uden at paavise, at der var tale om en kunstig opdeling, og uden at tage hensyn til de bemaerkninger, som de belgiske myndigheder havde fremsat herom under den administrative procedure.

28 Under den mundtlige forhandling har sagsoegte heroverfor anfoert, at disse argumenter ikke var fremfoert under den skriftlige forhandling, og at de gik ud over anbringendet vedroerende mangelfuld begrundelse, der var yderst kortfattet fremstillet i staevningen. Sagsoegte har endvidere anfoert, at ifoelge praksis er Kommissionen under alle omstaendigheder ikke forpligtet til i sine beslutninger at tage stilling til alle de argumenter, der er fremfoert under den administrative procedure (Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1).

Rettens bemaerkninger

29 Med hensyn til spoergsmaalet, om det paagaeldende anbringende kan realitetsbehandles, bemaerkes, at i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal staevningen indeholde soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene, og at nye anbringender i henhold til artikel 48, stk. 2, som hovedregel ikke maa fremsaettes under sagens behandling.

30 Det maa konstateres, at sagsoegeren i staevningen har gjort gaeldende, at begrundelsen var mangelfuld, og at sagsoegeren under retsforhandlingerne kun har udviklet og uddybet dette anbringende. Anbringendet skal derfor realitetsbehandles.

31 Med hensyn til realiteten bemaerkes, at det fremgaar af praksis, at naar der i traktatens artikel 190 paalaegges en forpligtelse til at begrunde de i traktatens artikel 189 naevnte retsakter, er det ikke alene af formelle grunde, men ogsaa for at give parterne mulighed for at varetage deres rettigheder, Faellesskabets retsinstanser mulighed for at udoeve deres kontrol og medlemsstaterne saavel som alle interesserede mulighed for at faa kendskab til, hvordan Kommissionen har anvendt traktaten (jf. saerligt Domstolens dom af 4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 407, org. ref.: Rec. s. 129). Det fremgaar imidlertid tillige af Rettens praksis, at Kommissionen i begrundelsen for beslutninger, som den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, ikke er forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har fremfoert for den, og at Kommissionen kun behoever at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion (ovennaevnte dom i sagen La Cinq mod Kommissionen, praemis 41).

32 Det maa konstateres, at Kommissionen i afsnit IV af beslutningens begrundelse vedroerende reklamekampagner og markedsundersoegelser anfoerer (s. 29), at de ikke "er stoetteberettigede i henhold til loven". Kommissionen anfoerer derefter (s. 31 i beslutningen), at de "falder ind under driftsstoette, eftersom disse udgifter er helt gaengse driftsomkostninger, som en virksomhed maa afholde i forbindelse med sine normale aktiviteter".

33 Med hensyn til den paastaaede opdeling af ansoegningerne om stoette til indkoeb af udstyr til udlejning anfoerer Kommissionen endvidere i afsnit IV i beslutningens begrundelse (s. 30), at "en raekke af de paagaeldende udgiftsprogrammer var opdelt i flere stoetteansoegninger, som den regionale myndighed i betragtning af, at udgifterne hang sammen og skulle ivaerksaettes samtidigt, burde have behandlet samlet som et enkelt udgiftsprogram". Derefter naevner Kommissionen en raekke eksempler. Det bemaerkes, at Kommissionen anser stoette til indkoeb af udstyr til udlejning for permanent driftsstoette, der i sig selv ikke omfattes af den generelle stoetteordning, som er indfoert ved 1959-loven (jf. afsnit IV i begrundelsen, s. 29 i beslutningen).

34 Med hensyn til de to af sagsoegeren anfoerte punkter findes Kommissionen herefter at have redegjort for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningens konklusion.

35 Beslutningen findes derfor ikke at vaere mangelfuldt begrundet, hvorfor anbringendet ikke kan tages til foelge.

2. Tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Parternes argumentation

36 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen under den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure aendrede sin argumentation for, at den paagaeldende stoette var ulovlig, men ikke gav de belgiske myndigheder mulighed for at kommentere de nye argumenter. Under den administrative procedure tilsluttede Kommissionen sig den belgiske revisionsrets bedoemmelse. Ifoelge denne var stoetten bestemt til lageropbygning og blev ydet til en yderst konkurrencedygtig virksomhed, der ikke hoerte til den kategori af industri- og haandvaerksvirksomheder, som er de eneste, der kan opnaa stoette i henhold til 1959-loven. En del af den paagaeldende stoette overskred endvidere de anmeldelsestaerskler, som var fastsat i skrivelsen af 14. september 1979, idet der blev ydet mere end 3 mio. ECU i stoette, og stoetten udgjorde mere end 12-13% af den kapital, der var noedvendig til de paagaeldende foranstaltninger. Da Kommissionen traf sin endelige beslutning ud fra den forudsaetning, at stoetten udgjorde en driftsstoette til den modtagende virksomhed, og at stoetteansoegningerne var kunstigt opdelt, tilsidesatte den derfor retten til kontradiktion.

37 Under den mundtlige forhandling har Kommissionen bestridt, at anbringendet kan realitetsbehandles. Den har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke paa de belgiske myndigheders vegne kan paaberaabe sig en tilsidesaettelse af deres ret til kontradiktion, naar de ikke selv har anfaegtet beslutningen.

Rettens bemaerkninger

38 Idet det findes ufornoedent at traeffe afgoerelse om, hvorvidt sagsoegerens anbringende kan antages til realitetsbehandling, bemaerkes, at sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen i sin beslutning har anfoert omstaendigheder, som de belgiske myndigheder ikke havde kendskab til, eller som de ikke havde haft mulighed for at fremsaette deres bemaerkninger til under den administrative procedure, som begrundelse for, at stoetten var ulovlig. Disse omstaendigheder, som haevdes at vaere nye, er efter sagsoegerens opfattelse dels, at stoetten til Siemens blev anset for at vaere en driftsstoette, dels at stoetteansoegningerne blev kunstigt opdelt.

39 Det fremgaar imidlertid af sagens akter, at de belgiske myndigheder under den administrative procedure har haft mulighed for at kende de vaesentligste omstaendigheder, som dannede grundlag for Kommissionens beslutning, og at fremkomme med deres synspunkter, saerlig med hensyn til den paagaeldende stoettes art og den paastaaede opdeling af ansoegningerne. I aabningsskrivelsen til den administrative procedure henviste Kommissionen saaledes baade til formaalet med de foranstaltninger, hvortil der var ydet stoette, nemlig at forbedre "Siemens' konkurrencemaessige stilling, idet virksomheden ikke har skullet baere samtlige omkostninger til disse investeringer" (jf. s. 4, andet afsnit, i aabningsskrivelsen), og til, at taersklen paa 3 mio. ECU, der var fastsat i skrivelsen af 14. september 1979, for stoette "med en intensitet paa mellem 10 og 15%", var overskredet (jf. s. 3, andet afsnit, i aabningsskrivelsen). Ved disse henvisninger og bemaerkninger satte Kommissionen ubestrideligt de belgiske myndigheder i stand til at udtale sig om de vaesentlige omstaendigheder, der laa til grund for dens beslutning. Rigtigheden af denne fremstilling stoettes af indholdet af brevvekslingen mellem de belgiske myndigheder og Kommissionen under den administrative procedure. I en skrivelse af 21. november 1991 udtalte myndighederne sig saaledes om den paastaaede kunstige opdeling af stoetteansoegningerne, idet de haevdede, at en saadan opdeling ikke kunne have fundet sted paa grund af "den saerlige beskaffenhed af de paagaeldende investeringer, der fordeler sig over hele regnskabsaaret og over flere regnskabsaar". I en skrivelse af 13. marts 1992 fremsatte de belgiske myndigheder ligeledes deres bemaerkninger til overskridelsen af taersklerne, idet de anfoerte, at sagerne ikke "var blevet betragtet som betydningsfulde tilfaelde", da "hver enkelt ansoegning tvaertimod var en helhed af individuelle ansoegninger". I samme skrivelse udtalte de belgiske myndigheder sig ogsaa indirekte om den paagaeldende stoettes art, idet de oplyste, at stoetten "aldrig var ydet til opbygning af lagre", hvilket indebaerer, at den paagaeldende stoette efter myndighedernes opfattelse ikke kunne anses for driftsstoette.

40 Herefter maa de belgiske myndigheder anses for under den administrative procedure at have faaet kendskab til de vaesentligste omstaendigheder, der dannede grundlag for beslutningen, og der er derfor ikke sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

41 Anbringendet kan derfor under alle omstaendigheder ikke tages til foelge.

B ° Spoergsmaalet, om stoetten til reklamekampagner, markedsundersoegelser og indkoeb af udstyr til udlejning er omfattet af den godkendte generelle stoetteordning

42 Ifoelge sagsoegeren falder stoette til udvikling af marketingkoncepter og udarbejdelse af markedsundersoegelser og stoette til koeb af udstyr til udlejning ind under 1959-lovens anvendelsesomraade og overskrider ikke de taerskler, der er fastsat i Kommissionens skrivelse af 14. september 1979. Kommissionen har derfor handlet ud fra en urigtig retsopfattelse, den har anlagt en urigtig vurdering af de faktiske omstaendigheder, og den har tilsidesat beslutning 75/397, skrivelsen af 14. september 1979 og traktatens artikel 92, stk. 1.

1. Stoetteformer, der er omfattet af Kommissionens godkendelsesbeslutninger

Parternes argumentation

43 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at i modsaetning til, hvad der er anfoert i beslutningen (jf. begrundelsens afsnit IV, s. 29 og 30) falder de i praemis 42 omhandlede stoetteformer ind under den generelle ordning i 1959-loven, men er ikke omfattet af bestemmelserne i lovens artikel 3, litra a). Stoetten er ydet i form af kapitaltilskud, der ikke skal tilbagebetales, i medfoer af artikel 176 i 1977-loven og artikel 1 i 1978-anordningen, mens artikel 3, litra a), kun vedroerer stoette til kreditinstitutter, for at disse kan yde laan til nedsat rente. Eftersom de naevnte bestemmelser ikke indeholder en opregning af, til hvilke foranstaltninger der kan ydes stoette, eller en henvisning til artikel 3, litra a), er den paagaeldende stoette omfattet af den generelle stoetteordning, der er godkendt af Kommissionen. Sagsoegeren er derfor af den opfattelse, at Kommissionen har handlet ud fra en urigtig retsopfattelse.

44 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at 1959-lovens artikel 3, litra a), finder anvendelse paa det foreliggende tilfaelde. Den paagaeldende stoette er ganske vist ydet i form af kapitaltilskud, der ikke skal tilbagebetales, i medfoer af artikel 176, stk. 2, i 1977-loven, der giver hjemmel til denne form for stoette til de samme foranstaltninger som i 1959-loven, herunder denne lovs artikel 3, litra a), men da Kommissionen i skrivelse af 25. maj 1978 meddelte de belgiske myndigheder, at den ikke modsatte sig, at der blev ydet stoette i form af kapitaltilskud i henhold til artikel 176 i 1977-loven og artikel 1 i 1978-anordningen, var det under hensyn til, at de paagaeldende foranstaltninger blev ydet i overensstemmelse med de i 1959-loven fastsatte materielle betingelser og formaal.

Rettens bemaerkninger

45 Det skal undersoeges, om de paagaeldende bestemmelser gav mulighed for at yde stoette til andre formaal end investering. Der skal med henblik herpaa foretages en fortolkning af de nationale bestemmelser om den godkendte generelle stoetteordning set i lyset af de relevante faellesskabsregler. Saerligt skal 1959-loven og artikel 176 i 1977-loven, som gennemfoert ved den kongelige anordning af 1978, fortolkes i overensstemmelse med indholdet af beslutning 75/397, skrivelsen af 25. maj 1978 og ordlyden af de relevante bestemmelser i traktaten.

46 Det bemaerkes, at det i 1959-lovens artikel 1, litra a), bestemmes, at der kan ydes "generel stoette, der bidrager direkte til oprettelse, udvidelse, omstilling og modernisering af industri- eller haandvaerksvirksomheder ... naar blot de tjener en almen oekonomisk interesse", og at det i lovens artikel 3, litra a), naermere bestemmes, at der kan ydes stoette i form af rentegodtgoerelse i forbindelse med laan i godkendte kreditinstitutter, og at denne stoette er forbeholdt finansiering af investeringer. Kommissionen fandt i beslutning 75/397, at der ved 1959-loven var indfoert en ordning, hvorved der kunne ydes stoette "til fordel for investeringer, som virksomhederne foretager med disse formaal for oeje" (s. 13 i beslutning 75/397). I beslutningen godkendte Kommissionen investeringsstoetten paa den betingelse, at investeringerne indgik i et program for en sektor eller en region, eller at de paa grund af deres beloeb ikke kunne anses for betydningsfulde for konkurrencen og samhandelen inden for Faellesskabet (artikel 1 i beslutning 75/397). Endvidere har Kongeriget Belgien i artikel 176 i 1977-loven, der er gennemfoert ved kongelig anordning af 1978, bestemt, at der kan ydes generel stoette i form af kapitaltilskud til de af 1959-lovens artikel 1 omfattede foranstaltninger. I skrivelse af 25. maj 1978 vedroerende den kongelige anordning af 1978 har Kommissionen godkendt den stoette, der ydes til "investeringer" under overholdelse af kontrolproceduren i henhold til beslutning 75/397 (s. 2 i skrivelsen).

47 Heraf foelger, at hvis den stoette, som de belgiske myndigheder yder inden for rammerne af den paagaeldende generelle ordning, ikke er bestemt til investeringer, kan den ikke vaere omfattet af Kommissionens godkendelsesbeslutninger, og skal derfor anmeldes i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 3.

48 Det bemaerkes endvidere, at som Kommissionen med rette har anfoert, er driftsstoette, dvs. stoette, der har til formaal at friholde en virksomhed for omkostninger, som den normalt selv skulle have afholdt i forbindelse med den loebende drift og de normale aktiviteter, i princippet ikke omfattet af artikel 92, stk. 3, og kan derfor ikke anses for at vaere godkendt ved beslutning 75/397 og skrivelsen af 25. maj 1978. Ifoelge retspraksis fordrejer stoette af denne art i princippet konkurrencebetingelserne i de erhvervsgrene, hvortil den ydes, og kan som saadan ikke fremme de formaal, der er fastlagt i ovennaevnte undtagelsesbestemmelser (jf. herom Domstolens dom af 6.11.1990, sag C-86/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3891, og af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307).

49 Herefter maa sagsoegerens argument om, at artikel 3, litra a), i 1959-loven ° der indeholder en opregning af de investeringer, hvortil der kan ydes generel stoette ° ikke finder anvendelse inden for anvendelsesomraadet af den kongelige anordning af 1978, forkastes. Den paagaeldende kongelige anordning kan derfor ikke fortolkes saaledes, at den giver mulighed for at yde den godkendte generelle stoette til andet end investeringer.

2. Arten af de foranstaltninger, hvortil der er ydet stoette i den foreliggende sag

Parternes argumentation

50 Sagsoegeren har anfoert, at selv hvis artikel 3, litra a), i 1959-loven havde fundet anvendelse i den foreliggende sag, foretog Kommissionen en urigtig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, da den fandt, at hverken udarbejdelse af marketingkoncepter og markedsundersoegelser eller indkoeb af udstyr til udlejning udgjorde investeringer i henhold til denne bestemmelse. De paagaeldende foranstaltninger havde faktisk til formaal at give afkast i fremtiden, og de blev saaledes afskrevet i regnskaberne og skattemaessigt. Specielt satte udarbejdelsen af marketingkoncepter og markedsundersoegelser sagsoegeren i stand til at lancere nye produkter, at traenge ind paa nye markeder og at styrke sin stilling paa de eksisterende markeder. Med hensyn til indkoeb af udstyr til udlejning var dette opfoert i status under "anlaegsaktiver" og gav sagsoegeren mulighed for at udvikle en ny form for virksomhed. Endvidere har sagsoegeren bestridt Kommissionens indvending i beslutningen om, at indkoeb af udstyr til udlejning ikke bidrager til oprettelse, udvidelse, omstilling eller modernisering af virksomhedsstrukturen i Siemens, men i de virksomheder, som lejer dette udstyr. I 1959-lovens artikel 1, litra a), er det udtrykkeligt bestemt, at de stoetteberettigede foranstaltninger kan traeffes enten af industri- eller haandvaerksvirksomheder som modtagere af den generelle stoette eller af andre privat- eller offentligretlige fysiske eller juridiske personer, saasom lejerne af det paagaeldende udstyr. Kommissionen har saaledes efter sagsoegerens opfattelse anlagt en urigtig vurdering af de faktiske omstaendigheder og derved tilsidesat beslutning 75/397 og traktatens artikel 92, stk. 1.

51 Kommissionen har heroverfor for det foerste anfoert, at det er aabenbart, at stoetten til reklamekampagner og markedsundersoegelser udgoer driftsstoette til Siemens. Da disse foranstaltninger vedroerer "undersoegelser, der foretages forud for lanceringen af nye produkter eller indtraengen paa nye markeder", saasom de foreliggende, er der tale om en markedsfoering, som indgaar i den almindelige drift, og hvortil der derfor ikke kan ydes generel stoette i henhold til artikel 3, litra a), i 1959-loven.

52 Kommissionen har for det andet anfoert, at udlejningsvirksomhed i det vaesentlige vedroerer afsaetning af produkter og saaledes ikke kan modernisere virksomhedsstrukturen i Siemens. Ordren paa udstyret blev foerst afgivet efter, at lejekontrakten var underskrevet, og den tildelte stoette stod i "direkte forhold" til lejeindtaegterne, idet prisen for lejen af udstyret ifoelge Kommissionen noedvendigvis afhang af prisen paa indkoeb deraf, hvortil der i den foreliggende sag var ydet stoette. Stoetten udgjorde saaledes en permanent stoette til Siemens' forretningsmaessige virksomhed og styrkede saaledes kunstigt virksomhedens oekonomiske stilling med risiko for konkurrencefordrejning. Den omstaendighed, at udgifterne til indkoeb af udstyr skatte- og regnskabsmaessigt afskrives i overensstemmelse med national lovgivning, er uden relevans for bedoemmelsen af, om den tildelte stoette var forenelig med traktatens artikel 92, stk. 1, idet stoettebegrebet udelukkende fastlaegges i faellesskabsretten.

Rettens bemaerkninger

53 Da det i skrivelsen af 25. maj 1978 kun godkendes, at der ydes stoette i form af kapitaltilskud, naar det sker til finansiering af investeringer, skal det undersoeges, om stoetten i den foreliggende sag er ydet til finansiering af investeringer. Det bemaerkes, at en saadan undersoegelse indebaerer vurderinger, som maa foretages i en faellesskabssammenhaeng (dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, praemis 24), og at de skatte- og regnskabsmaessige argumenter, som sagsoegeren stoetter paa national ret, derfor ikke er relevante.

54 Med hensyn til stoetten til reklamekampagner og markedsundersoegelser fremgaar det af sagsoegerens ansoegning til de belgiske myndigheder af 30. september 1985 under overskriften "Program for investering af 113 600 000 BFR i Siemens, Bruxelles", at "der er planlagt anlaegsinvesteringer i afsaetning og markedsfoering af nye produkter paa 37 600 000 BFR. To eksempler er pc' en og det interne elektroniske postsystem 'HICOM' ". Det fremgaar endvidere af bemaerkningerne til investeringsprogrammet i bilaget til stoetteansoegningen af 29. september 1986, at "det belgiske marked for edb, herunder til kontorbrug, og for automatisering af fabrikationsmetoder er i voldsom vaekst", og at virksomheden "for at fastholde eller oege markedsandelen paa disse omraader (vil satse paa) markedsfoeringen i de kommende aar".

55 Herefter findes stoetten at vaere ydet til markedsfoering af Siemens' produkter, hvilket udgoer en del af virksomhedens loebende drift. Den kan derfor ikke anses for at vaere en investeringsstoette, der er omfattet af Kommissionens beslutning af 25. maj 1978 om godkendelse af stoette i form af kapitaltilskud til investeringer.

56 Med hensyn til stoetten til den foranstaltning, der bestaar i indkoeb af udstyr til udlejning ° dvs. at Siemens indkoeber udstyr inden for sin egen koncern og markedsfoerer det ved udlejning ° fremgaar det af de dokumenter, der er indgivet som dokumentation i bilag til stoetteansoegningerne af 19. juli 1985, 30. juni 1986, 15. juli 1986 og 12. august 1987, at sagsoegeren selv sidestiller den med "et klassisk salg", og anfoerer, at "takket vaere denne salgsmetode" har virksomheden "kraftigt kunnet udvide sin markedsandel inden for edb og kontor-edb" (jf. bl.a. det dokument, der er bilagt skrivelsen af 12.8.1987).

57 Det maa fastslaas, at denne foranstaltning ikke indebaerer nogen aendring i teknik eller virksomhedsstruktur og ikke fremmer virksomhedens udvikling paa anden maade end handelsmaessigt. Denne stoette har, som det er paapeget af sagsoegeren, gjort det muligt for virksomheden i en vis periode at tilbyde sine kunder kunstigt favorable vilkaar og oege sin avance uden rimelig grund.

58 Endelig kan sagsoegeren ikke paastaa, at den paagaeldende stoette bidrager til oprettelse, udvidelse, omstilling eller modernisering af de virksomheder, som udstyret udlejes til, og saaledes er omfattet af den godkendte generelle stoetteordning. Disse virksomheder betaler nemlig en leje, som Siemens fastsaetter helt frit, og Siemens er fortsat den eneste, der drager fordel af stoetten, som goer det muligt for Siemens at nedsaette lejen og saaledes fordreje konkurrencen med de konkurrerende virksomheder.

59 Herefter findes hverken stoetten til reklamekampagner og markedsundersoegelser eller stoetten til indkoeb af udstyr til udlejning efter sin art at kunne vaere omfattet af beslutning 75/397 og skrivelsen af 25. maj 1978.

3. Overskridelse af taersklerne for anmeldelse af generel stoette

Parternes argumentation

60 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen med urette har fundet, at stoetten til indkoeb af udstyr til udlejning overskred anmeldelsestaersklerne. Sagsoegeren bestrider bl.a. at have opdelt sine stoetteansoegninger kunstigt, idet hver stoetteansoegning, som anfoert af de belgiske myndigheder under den administrative procedure, var en helhed af saerskilte investeringer, der alene var samlet for at lette administrationen. Beslutningen er saaledes dels i strid med de bestemmelser om anmeldelse af stoette, der er truffet i Kommissionens skrivelse af 14. september 1979, hvori de i beslutning 75/397 fastsatte taerskler er bragt ajour, dels med traktatens artikel 92, stk. 1.

61 Kommissionen har med hensyn til overskridelse af taersklerne anfoert, at det er selvmodsigende at haevde, at hver stoetteansoegning var en helhed af saerskilte investeringer, og at hvert edb-system og telekommunikationssystem udgjorde en separat investering, uden noejagtigt at forklare, hvad der var kriterierne for at opdele investeringsprogrammerne, og at begrunde, hvorfor man havde samlet ansoegningerne.

Rettens bemaerkninger

62 Det bemaerkes, at det af sagsoegeren anfoerte med hensyn til overskridelsen af anmeldelsestaersklerne savner enhver relevans. Eftersom Retten har fastslaaet, at den paagaeldende stoette havde karakter af driftsstoette til virksomheden og derfor ikke var omfattet af godkendelsen af den generelle stoetteordning i beslutning 75/397 og i skrivelsen af 25. maj 1978, er det ufornoedent at tage stilling til, om betingelserne i disse beslutninger, f.eks. betingelsen vedroerende anmeldelsestaersklerne, er opfyldt.

4. Visse foranstaltningers karakter af reklamekampagner og betegnelsen af lejekontrakterne som leasingkontrakter

Parternes argumentation

63 Sagsoegeren har bestridt Kommissionens opfattelse af, at disse investeringer vedroerte reklamekampagner, og har anfoert, at det var investeringer i forbedring af marketingkoncepterne.

64 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at Kommissionen med urette til tider har betegnet lejekontrakterne som leasingkontrakter og i beslutningen deraf har udledt, at de paagaeldende foranstaltninger vedroerte driften og ikke var investeringer.

65 Kommissionen har heroverfor anfoert, at naar den har anset stoetten for at vedroere reklamekampagner, skyldes det beskrivelsen af Siemens' foranstaltninger i bilagene til den skrivelse, som de belgiske myndigheder tilsendte Kommissionen den 26. november 1991, og hvori der tales om reklame, salgsfremstoed, lancering af nye produkter og dermed markedsfoering.

66 Kommissionen har med hensyn til brugen af betegnelsen leasingkontrakter anfoert, at der er sket en fejl i oversaettelsen, men at Kommissionen kun har taget hensyn til det forhold, at udstyr, der tilhoerer sagsoegeren, er blevet udlejet.

Rettens bemaerkninger

67 Med hensyn til det forhold, at visse foranstaltninger er blevet betegnet som vedroerende reklamekampagner, bemaerkes, at det er sagsoegeren selv, der i sine stoetteansoegninger har oplyst, at formaalet med disse foranstaltninger var "markedsfoering" og "salgsfremstoed for nye produkter" (jf. skrivelserne af 30.9.1985 og 29.9.1986) gennem en "reklamekampagne med henblik paa at fremme integreringen af datamaskiner, pc' er, telefoncentraler, servere og terminaler" (jf. "bemaerkninger til investeringsprogrammet" bilagt skrivelsen af 29.9.1986).

68 Det maa konstateres, at lejekontrakterne er omtalt som leasingkontrakter baade i beslutningen og i korrespondancen mellem de belgiske myndigheder og Kommissionen (jf. de belgiske myndigheders skrivelse af 13.3.1992), men at denne betegnelse ikke har haft nogen betydning for Kommissionens bedoemmelse af foranstaltningerne, idet Kommissionen i den konkrete sag paa intet punkt har taget hensyn til det finansielle aspekt af de dispositioner, der blev betegnet som leasing, i sin bedoemmelse af de paagaeldende foranstaltningers beskaffenhed. Beslutningen kan herefter ikke anses for at vaere selvmodsigende eller uklar.

69 Sagsoegerens anbringende maa herefter anses for at vaere af rent terminologisk karakter, og det kan ikke give anledning til tvivl om, at den paagaeldende stoette var en driftsstoette.

70 Det maa herefter fastslaas, at stoetten til reklamekampagner og markedsundersoegelser samt til indkoeb af udstyr til udlejning ikke er omfattet af den generelle stoetteordning, som Kommissionen har godkendt, og at samtlige sagsoegerens anbringender derfor skal forkastes.

C ° Spoergsmaalet, om traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), finder anvendelse paa stoette til reklamekampagne, markedsundersoegelser og indkoeb af udstyr til udlejning

Parternes argumentation

71 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har anlagt en forkert bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder ved at antage, at den paagaeldende stoette ikke kunne henfoeres under undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og at Kommissionen saaledes har tilsidesat denne bestemmelse.

72 For det foerste har sagsoegeren anfoert, Kommissionen med urette har anset investeringerne i udarbejdelse af marketingkoncepter og markedsundersoegelser som almindelige driftsudgifter, der af en virksomhed skal afholdes som led i sine almindelige forretninger. Efter sagsoegerens opfattelse er der tale om anlaegsinvesteringer, som afskrives skatte- og regnskabsmaessigt, og som har gjort det muligt for sagsoegeren at lancere nye produkter, at traenge ind paa nye markeder og at styrke sin stilling paa de eksisterende markeder. De havde saaledes til formaal at udvide sagsoegerens virksomhedsomraade og at forbedre virksomhedsstrukturen.

73 Sagsoegeren har for det andet bestridt, at indkoeb af udstyr til udlejning kan anses for et led i driften. Indkoeb af saadant udstyr indgaar i selskabets anlaegsaktiver og er investeringer i henhold til belgisk skatteret og den belgiske regnskabslovgivning. Det udlejede udstyr er endvidere varigt tilknyttet virksomheden, idet kunderne ikke koeber det lejede udstyr ved lejekontraktens udloeb, men indgaar en ny kontrakt om leje af mere moderne udstyr. Denne form for indkoeb havde saaledes til formaal at fremme investeringer.

74 Kommissionen har fastholdt, at stoetten til reklamekampagner og markedsundersoegelser har til formaal at goere det muligt for en virksomhed at lancere nye produkter, at traenge ind paa nye markeder og at styrke dens stilling paa eksisterende markeder, og at der derfor er tale om udgifter til markedsfoering, som hoerer ind under en virksomheds almindelige aktiviteter og saaledes udgoer driftsomkostninger. Stoette til koeb af udstyr til udlejning gives ligeledes til en rent handelsmaessig disposition, idet udstyret hverken skal modernisere Siemens eller de virksomheder, der er kunder hos Siemens. Kommissionen har endvidere anfoert, at lejen fastsaettes skoensmaessigt af Siemens, og at dette bekraefter, at de andre virksomheder ikke var modtagere af den paagaeldende stoette.

75 Endelig har Kommissionen anfoert, at hverken den eventuelle regnskabsmaessige afskrivning af de paagaeldende udgifter over flere aar eller deres betegnelse i henhold til national skatteret kan have nogen indflydelse paa vurderingen af stoettens art, idet denne bestemmes af de oekonomiske virkninger af den paagaeldende foranstaltning.

Rettens bemaerkninger

76 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis kan driftsstoette under ingen omstaendigheder erklaeres forenelig med faellesmarkedet i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), idet driftsstoette i sig selv indebaerer en risiko for aendringer i samhandelsvilkaarene paa en maade, som strider mod Faellesskabets interesser (jf. ovennaevnte dom i sagen Italien mod Kommissionen, praemis 18, og i sagen Frankrig mod Kommissionen, praemis 49).

77 I den foreliggende sag er det allerede fastslaaet (jf. praemis 53-59), at baade stoette til reklamekampagner og markedsundersoegelser og til indkoeb af udstyr til udlejning er ydet til markedsfoering af Siemens' produkter. Da markedsfoering er en af de almindelige og loebende aktiviteter i en virksomhed, udgoer saadan stoette en driftsstoette til virksomheden, som dels ikke fremmer "udviklingen" af en erhvervsgren, dels giver sagsoegeren en kunstig oekonomisk stoette, der varigt fordrejer konkurrencen og paavirker samhandelen paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

78 Det foelger heraf, at undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), fra det principielle forbud mod stoette ikke kan bringes i anvendelse i den foreliggende sag. Anbringendet maa derfor forkastes.

II ° Lovligheden af beslutningens artikel 2, stk. 2 og 3, om tilbagebetaling af stoetten og betaling af renter

79 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen ikke genoprettet den tidligere situation ved at traeffe bestemmelse om tilbagebetaling af den udbetalte stoette med "renter fra datoen for ydelsen af den ulovlige stoette", men stillet sagsoegeren mindre gunstigt end konkurrenterne ved at paalaegge sagsoegeren en oekonomisk byrde. Herved har Kommissionen efter sagsoegerens opfattelse dels tilsidesat traktatens artikel 92, stk. 1, hvorefter situationen forud for ydelsen af stoetten skal genoprettes, dels paalagt sagsoegeren en sanktion uden at have hjemmel dertil. Sagsoegerens anbringender angaar dels det forhold, at der ikke er taget hensyn til det beloeb, som virksomheden har betalt i skat, ved fastsaettelsen af det stoettebeloeb, der skal tilbagebetales, dels kravet om, at der skal betales renter.

A ° Spoergsmaalet, om der i forbindelse med tilbagebetaling af stoetten skal tages hensyn til de af sagsoegeren betalte skatter

Parternes argumentation

80 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen ikke overholdt princippet om genoprettelse af den tidligere tilstand ved at bestemme, at den ulovlige stoette skulle tilbagebetales i fuldt omfang, men har derimod paafoert sagsoegeren en oekonomisk byrde som foelge af, at sagsoegeren havde betalt selskabsskat af det tildelte stoettebeloeb. Kommissionen burde ° uden dog at beregne de skattemaessige konsekvenser og nettoomkostningerne ved tilbagebetalingen ° have givet den nationale myndighed, der skal inddrive stoetten, mulighed for at tage hensyn til de skatteretlige regler ved fastsaettelsen af det beloeb, der skal tilbagebetales.

81 Kommissionen har heroverfor anfoert, at proceduren for inddrivelse af stoettebeloeb falder uden for dens kompetence, og at de nationale bestemmelser finder anvendelse. Dette er grunden til, at den blot beregner det bruttobeloeb, som skal tilbagebetales, uafhaengigt af stoettemodtagerens skatteforhold. Det paahviler derfor de belgiske myndigheder at beregne konsekvenserne af deres skatteretlige regler og anvende bestemmelserne om inddrivelse af gaeld til staten med Faellesskabets interesse for oeje. Den omstaendighed, at der ikke i belgisk ret findes saerlige bestemmelser paa dette omraade ° hvilket er gjort gaeldende af sagsoegeren ° medfoerer ikke, at denne henvisning til national ret ikke kan gaelde, og giver ikke Kommissionen en befoejelse til at traede i stedet for de nationale myndigheder.

Rettens bemaerkninger

82 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis skal tilbagesoegning af stoette, der er tildelt ulovligt, i mangel af faellesskabsretlige bestemmelser om proceduren ved tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte beloeb, ske i henhold til bestemmelserne herom i national ret. Anvendelsen af national ret maa imidlertid ikke begraense faellesskabsrettens raekkevidde og virkning. Med andre ord maa anvendelsen af nationale bestemmelser hverken umuliggoere tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalte beloeb i praksis eller indebaere en forskelsbehandling i forhold til tilsvarende sager, som kun national ret finder anvendelse paa (jf. Domstolens dom af 21.9.1983, sag 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633, praemis 18-25, og af 2.2.1989, sag 94/87, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 175, praemis 12).

83 Det foelger heraf, at Kommissionen i sine beslutninger om tilbagesoegning af statsstoette ikke skal beregne skattebetalingens konsekvenser for det stoettebeloeb, der soeges tilbagebetalt, idet en saadan beregning falder ind under anvendelsesomraadet for national ret, men kun angive det bruttobeloeb, der skal tilbagesoeges. Dette er ikke til hinder for, at de nationale myndigheder ved tilbagesoegningen eventuelt foretager fradrag af visse beloeb fra det beloeb, der skal tilbagesoeges, i henhold til de nationale regler, naar blot anvendelsen af disse nationale regler ikke i praksis umuliggoer en saadan tilbagesoegning eller indebaerer en forskelsbehandling i forhold til tilsvarende sager, som national ret finder anvendelse paa.

84 Eftersom beslutningens artikel 2 fastsaetter det bruttobeloeb, som skal tilbagesoeges, og henviser til "de i national lovgivning fastsatte procedurer og bestemmelser", er det udtrykkeligt bestemt, at gennemfoerelsen af beslutningen skal ske i henhold til national ret. Den omstaendighed, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning ikke udtrykkeligt har omtalt, at der kan ske fradrag af skat, der er betalt af den tildelte stoette, i det beloeb, der skal tilbagesoeges, er ikke til hinder for, at de belgiske myndigheder ved gennemfoerelsen af beslutningen tager hensyn til den skat, som Siemens har betalt af det stoettebeloeb, der skal tilbagesoeges.

85 Det foelger heraf, at i henhold til beslutningen kan sagsoegeren i givet fald goere alle oekonomiske byrder eller enhver forskelsbehandling, der maatte opstaa som foelge af tilbagebetalingen af det paalydende beloeb af den tildelte stoette, gaeldende over for de kompetente nationale myndigheder.

86 Det foelger af ovenstaaende, at beslutningens artikel 2, ikke har paafoert sagsoegeren nogen oekonomisk byrde, og at der derfor ikke er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 1.

B ° Paalaeggelse af renter ved tilbagebetaling af stoetten

Parternes argumentation

87 Sagsoegeren har bestridt, at der skal tillaegges de beloeb, der skal tilbagebetales, renter fra datoen for ydelsen af den paagaeldende stoette. Der hengaar ofte ret lang tid fra denne dato til det tidspunkt, hvor stoetten faktisk udbetales. Endvidere har sagsoegeren gjort gaeldende, at det beloeb, der skal tilbagebetales, ikke skal beregnes som det samlede stoettebeloeb, men som det stoettebeloeb, som sagsoegeren rent faktisk har modtaget efter betaling af selskabsskat, og at der kun skal betales renter af sidstnaevnte beloeb. Sagsoegeren har paapeget, at der i henhold til belgisk ret, som der henvises til i Kommissionens beslutning, kun skal betales morarenter af gaeld til staten, naar gaelden vedroerer et uretmaessigt udbetalt beloeb, som er oppebaaret i ond tro.

88 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den udelukkende skal beregne det bruttobeloeb, der skal inddrives, uden at tage hensyn til stoettemodtagerens skatteforhold, der er forskellige i de forskellige medlemsstater. Kommissionen har endvidere anfoert, at da den ikke har kompetence til at fastsaette proceduren for inddrivelse af stoette, der er uretmaessigt tildelt, maatte den henvise til "de i den belgiske lovgivning fastsatte procedurer og bestemmelser, herunder navnlig om betaling af morarenter for gaeld til staten". Spoergsmaalet, om skatteforholdene har betydning for renteberegningen, henhoerer derfor udelukkende under de nationale myndigheders kompetence. Med hensyn til det forhold, at der i belgisk ret, som haevdet af sagsoegeren, ikke skulle vaere fastsat saerlige procedurer og bestemmelser om statens tilbagesoegning af beloeb, der er uretmaessigt udbetalt, eller om morarenter af gaeld til staten, har Kommissionen anfoert, at dette ikke kan medfoere, at henvisningen til national lovgivning ikke skulle gaelde, og at det ikke giver Kommissionen adgang til paa de nationale myndigheders vegne at afgoere, om skatteforholdene skal inddrages i beregningen af det grundlag, som renterne skal opkraeves af.

89 Intervenienten har for det foerste gjort gaeldende, at beslutningens artikel 2, stk. 3, vedroerende renter savner hjemmel, idet faellesskabsretten ikke indeholder bestemmelser herom. Det er imidlertid fast retspraksis, at naar der ikke er udstedt faellesskabsregler, skal tilbagesoegning af ulovlig stoette, herunder renter, ske udelukkende i henhold til de formelle og materielle regler i national lovgivning. Intervenienten har endvidere bestridt, at betaling af renter er noedvendigt for at genoprette den tidligere tilstand. Intervenienten har anfoert, at Domstolens dom af 21. marts 1990 (sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959), hvortil der henvises i beslutningen, ikke er relevant. Der tages ikke i dommen stilling til stoettemodtagerens betaling af renter af ulovlig stoette, men det fastslaas blot i yderst generelle vendinger, at tilbagesoegning af stoetten i princippet ikke er en uforholdsmaessig foranstaltning. Endvidere naevnes det ikke i dommen, fra hvilken dato renterne skal beregnes.

90 Intervenienten har for det andet gjort gaeldende, at Kommissionen ved fremsaettelsen af tilbagesoegningskravet skulle have taget hensyn til stoettemodtagerens situation i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet. I en sag som den foreliggende, hvor stoetten er ydet som led i en ordning, der er anmeldt for Kommissionen, og som Kommissionen har godkendt, kan Kommissionen imidlertid ikke paalaegge yderligere sanktioner saasom betaling af renter fra et tidligere tidspunkt.

91 Intervenienten har for det tredje anfoert, at det er i strid med Kommissionens praksis paa omraadet at stille krav om betaling af renter.

92 Kommissionen har bestridt det af intervenienten anfoerte. Kommissionen har for det foerste anfoert, at i henhold til faellesskabsretten skal der betales renter fra datoen for ydelsen af stoetten. Ifoelge Domstolens retspraksis er tilbagesoegning af stoetten den logiske foelge af, at det fastslaas, at stoetten er ulovlig, idet der derigennem skabes mulighed for at genoprette den tidligere tilstand som forudsat i traktatens artikel 93, stk. 2 (ovennaevnte dom i sagen Belgien mod Kommissionen). Det retlige grundlag for forpligtelsen til at betale renter er saaledes noejagtigt det samme som for forpligtelsen til at tilbagesoege den ulovlige stoette. Hvis der ikke blev kraevet betaling af renter, ville det svare til, at den paagaeldende virksomhed kunne opretholde en del af de oekonomiske fordele ved den tildelte stoette.

93 Kommissionen har endvidere anfoert, at det tilkommer den paagaeldende virksomhed at vurdere, om den med de midler, der staar til raadighed i den interne retsorden, og paa baggrund af ekstraordinaere omstaendigheder, der med foeje kunne begrunde en forventning hos virksomheden om, at stoetten var lovlig, kan rejse erstatningskrav over for de myndigheder, som har udbetalt den paagaeldende stoette, ved en national domstol.

94 Endelig har Kommissionen anfoert, at beslutningen er i overensstemmelse med dens administrative praksis. Siden Kommissionen den 4. marts 1991 fremsatte sin "meddelelse til medlemsstaterne om bestemmelser om anmeldelse af stoette og procedurebestemmelser for stoette, der gennemfoeres i strid med bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3", paalaegges det i Kommissionens beslutninger om ulovlig stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, konsekvent stoettemodtagerne at betale morarenter fra datoen for ydelsen af stoetten, med undtagelse af nogle faa sager, hvor saerlige forhold goer sig gaeldende.

Rettens bemaerkninger

95 Der skal foerst tages stilling til de af intervenientens anbringender, der vedroerer spoergsmaalet, om det er foreneligt med faellesskabsretten og Kommissionens hidtidige praksis at kraeve betaling af renter af de beloeb, der skal tilbagesoeges som ulovligt udbetalt stoette. Hvis disse anbringender ikke findes at kunne tages til foelge, skal de af sagsoegerens anbringender gennemgaas, der vedroerer bestemmelserne om medlemsstatens opfyldelse af sin forpligtelse til at paalaegge stoettemodtageren at betale renter.

96 Det bemaerkes, at det i traktatens artikel 93, stk. 2, bestemmes, at naar Kommissionen finder, at en statsstoette er uforenelig med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, eller at denne stoette misbruges, "traeffer den beslutning om, at den paagaeldende stat skal ophaeve eller aendre stoetteforanstaltningen inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsaetter". Det foelger af Domstolens praksis, at denne ophaevelse eller aendring for at faa effektiv virkning kan indebaere en forpligtelse til at kraeve tilbagebetaling af stoette, der er ydet i strid med traktaten (jf. bl.a. Domstolens dom af 12.7.1973, sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 813, praemis 13). For saa vidt som tilbagesoegning af statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, har til formaal at genoprette den tidligere tilstand, kan den derfor i princippet ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke staar i rimeligt forhold til formaalene med traktatens bestemmelser om statsstoette (jf. ovennaevnte dom i sagen Belgien mod Kommissionen, praemis 66).

97 Det foelger af den naevnte retspraksis, at genoprettelse af tilstanden forud for udbetalingen af den ulovlige stoette i princippet forudsaetter, at alle de oekonomiske fordele, der foelger af stoetten, og som har en konkurrencefordrejende virkning paa faellesmarkedet, er fjernet. Heraf foelger, at der i en beslutning fra Kommissionen om tilbagebetaling af ulovlig stoette i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2, kan paalaegges betaling af renter af de tildelte beloeb med henblik paa at fjerne de oekonomiske fordele, der har vaeret forbundet med den paagaeldende stoette.

98 Som anfoert af Kommissionen under sagen ville det, hvis man i forbindelse med tilbagesoegningen ikke kraevede renter af de ulovligt ydede beloeb, svare til, at man tillod den stoettemodtagende virksomhed at opretholde de oekonomiske fordele af den ulovlige stoette, idet disse fordele ville bestaa i indroemmelse af et rentefrit laan. Dette ville saaledes i sig selv vaere stoette, der fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen.

99 Det bemaerkes imidlertid, at i overensstemmelse med de i de foregaaende praemisser naevnte principper kan der kun stilles krav om opkraevning af renter for at udligne de faktiske oekonomiske fordele ved, at stoetten har vaeret stillet til modtagerens raadighed, og rentekravet skal staa i et rimeligt forhold dertil.

100 I den foreliggende sag har Siemens nydt godt af fordelen ved vederlagsfrit at raade over et vist beloeb i en naermere bestemt periode. Heraf foelger under disse omstaendigheder, at naar sagsoegeren paalaegges at betale renter, er det for at opfylde kravet om at fjerne den oekonomiske fordel, som er forbundet med det stoettebeloeb, der oprindeligt blev ydet, og rentebetalingen er saaledes begrundet i traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit.

101 Med hensyn til fastsaettelsen af den dato, hvorfra renterne skal beregnes, foelger det herefter, at disse renter i modsaetning til, hvad der er anfoert af parterne, ikke er morarenter, dvs. renter, der paaloeber som foelge af forsinket opfyldelse af forpligtelsen til tilbagebetaling, men udgoer et beloeb svarende til den oekonomiske fordel ved vederlagsfrit at have haft de paagaeldende midler til raadighed i en vis periode. Disse renter kan derfor foerst paaloebe fra den dato, hvor stoettemodtageren faktisk fik de paagaeldende midler til disposition.

102 Det foelger heraf, at denne fastsaettelse af datoen ikke, som paastaaet af intervenienten, er en regel om statens opfyldelse af sin forpligtelse til at kraeve betaling af renter, men er en maalestok for de fordele, virksomheden har faaet i strid med den frie konkurrence. Efter traktatens artikel 93, stk. 2, tilkommer det derfor i princippet Kommissionen og ikke de nationale myndigheder at fastsaette den dato, hvorfra renterne skal beregnes.

103 Det bestemmes i beslutningens artikel 2, stk. 3, at der paaloeber renter "med virkning fra datoen for ydelsen af den ulovlige stoette". I modsaetning til, hvad der er anfoert af sagsoegeren, skal denne bestemmelse fortolkes saaledes, at renterne paaloeber fra den dato, hvor stoetten faktisk blev stillet til raadighed. Det foelger heraf, at denne bestemmelse er i overensstemmelse med de faellesskabsretlige regler derom.

104 Med hensyn til den paastaaende kraenkelse af sagsoegerens berettigede forventning om, at stoetten var lovlig, bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis er faellesskabsretten ikke til hinder for, at der i den nationale lovgivning tages hensyn til beskyttelsen af den berettigede forventning ved tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalt stoette, dog under forudsaetning af, at det sker paa de samme betingelser som ved tilbagesoegning af rent nationale oekonomiske ydelser, og at der fuldt ud tages hensyn til Faellesskabets interesser. Modtagere af statsstoette, der er udbetalt uretmaessigt, kan saaledes i forbindelse med tilbagebetalingen kun paaberaabe sig ekstraordinaere omstaendigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning hos dem om, at stoetten var lovlig, og det tilkommer udelukkende de nationale retsinstanser at afgoere sagen, eventuelt efter at have anmodet Domstolen om en praejudiciel fortolkning (jf. Domstolens ovennaevnte dom i sagen Deutsche Milchkontor mod Kommissionen, praemis 33, og dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, praemis 13-16).

105 Det foelger heraf, at sagsoegeren i modsaetning til, hvad der er haevdet af intervenienten, kun kan paaberaabe sig sin berettigede forventning ved de nationale retsinstanser.

106 Intervenienten kan endvidere ikke paastaa, at beslutningen, for saa vidt angaar spoergsmaalet om renter, ikke er i overensstemmelse med Kommissionens praksis. Det fremgaar af offentliggjorte beslutninger vedroerende statsstoette, at Kommissionen i en raekke beslutninger forud for den anfaegtede beslutning har stillet krav om opkraevning af renter af ulovlig stoette fra datoen for ydelsen af stoetten. Kommissionen har bekraeftet denne praksis i ovennaevnte meddelelse af 4. marts 1991, hvori den gav medlemsstaterne meddelelse om bestemmelserne om tilbagesoegning af stoette, der er erklaeret uforenelig med traktatens regler, og anmodede dem om ikke alene at tilbagesoege den ulovlige stoette hos stoettemodtageren, men ogsaa at opkraeve renter af beloebet fra ydelsen af stoetten. Denne praksis er under alle omstaendigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 93, stk. 2.

107 Hvad endelig angaar det beloeb, hvoraf renterne skal beregnes, henvises der til praemis 82, 83 og 84 i naervaerende dom, hvori det er fastslaaet, at saafremt skattemaessige konsekvenser skal tages i betragtning ved beregningen af det beloeb, der skal tilbagebetales, idet dette udgoer grundlaget for renteberegningen, henhoerer dette under opfyldelsen af den forpligtelse til tilbagesoegning, som paahviler de nationale myndigheder. Det foelger heraf, at det paahviler de nationale myndigheder at tage hensyn til eventuelle skattemaessige konsekvenser ved beregningen af det ovennaevnte beregningsgrundlag "i overensstemmelse med de i national lovgivning fastsatte procedurer og bestemmelser" som anfoert af Kommissionen i beslutningens artikel 2, stk. 2.

108 Sagsoegte skal herefter frifindes.

Sagens omkostninger

109 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand derom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor tilpligtes til at betale sagens omkostninger.

110 I henhold til artiklens stk. 4 baerer medlemsstater, der er indtraadt i sagen, deres egne omkostninger. Forbundsrepublikken Tyskland boer derfor baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

3) Forbundsrepublikken Tyskland baerer sine egne omkostninger.