—

Andrejs Surmačs

—

den lettiske regering ved I. Kalniņš og L. Skolmeistare, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved A. Sauka og K.-P. Wojcik, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af bilag I, punkt 7, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (EFT L 135, s. 5), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/14/EF af 11. marts 2009 (EUT L 68, s. 3, herefter »direktiv 94/19«).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Andrejs Surmačs og Finanšu un kapitāla tirgus komisija (finans- og kapitalmarkedsudvalget, herefter »FKTK«) vedrørende sidstnævntes afvisning af at anerkende Andrejs Surmačs som indskyder med ret til den garanti, der er fastsat i direktiv 94/19.

3

Direktiv 94/19 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173, s. 149). Da denne ophævelse fik virkning fra den 4. juli 2015, finder direktiv 94/19 fortsat anvendelse i hovedsagen.

4

Følgende fremgik af 1., 16. og 18. betragtning til direktiv 94/19:

»I overensstemmelse med de i traktaten fastsatte mål bør der tilstræbes en harmonisk udvikling af kreditinstitutters virksomhed i hele Fællesskabet gennem ophævelse af enhver begrænsning af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser, samtidig med at stabiliteten i banksystemet og beskyttelsen af opsparerne styrkes.

[...]

[P]å den ene side bør den minimumsgaranti, der skal fastsættes i dette direktiv, ikke bevirke, at for stor en del af indskuddene er ubeskyttede af hensyn til både forbrugerbeskyttelsen og finanssystemets stabilitet; på den anden side ville det ikke være hensigtsmæssigt at fastsætte et beskyttelsesniveau i hele Fællesskabet, der i visse tilfælde kunne tilskynde til en uforsvarlig ledelse af kreditinstitutterne; der bør tages hensyn til omkostningerne ved finansiering af ordningerne; det forekommer rimeligt at fastsætte den harmoniserede minimumsgaranti til 20000 [EUR]; begrænsede overgangsordninger kan blive nødvendige for at give ordningerne tid til at kunne opfylde dette krav.

[...]

[F]inder en medlemsstat, at visse kategorier af indskud eller af indskydere, der udtrykkeligt er nævnt på en liste, ikke har brug for særlig beskyttelse, bør den kunne udelukke dem fra indskudsgarantiordningerne.

[...]«

5

Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 94/19 havde følgende ordlyd:

»Hver medlemsstat sikrer, at der på dens område indføres en eller flere indskudsgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. [...]«

6

Direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, bestemte følgende:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at en given indskyders samlede indskud er dækket op til mindst 50000 EUR, såfremt indskud bliver indisponible.

[...]

2.   Medlemsstaterne kan bestemme, at visse indskydere eller visse former for indskud udelukkes fra garantiordningen eller dækkes med et lavere beløb. En liste over disse udelukkelser findes i bilag I.«

7

Bilag I til nævnte direktiv opregnede listen over de indskud, der kan udelukkes i henhold til direktivets artikel 7, stk. 2. Blandt de indskud, der kunne udelukkes fra garantien, var i dette bilags punkt 7 opført indskud fra »direktører og andre medlemmer af et kreditinstituts ledelse, fra medlemmer, der er personligt hæftende selskabsdeltagere, fra indehavere af mindst 5% af kreditinstituttets kapital, fra de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af kreditinstituttets regnskaber, samt fra indskydere med lignende status i andre selskaber i samme koncern«.

8

Bilag I, punkt 8, til direktiv 94/19 fastsatte på samme måde, at »[i]ndskud fra nære pårørende og tredjemand, der handler på vegne af de i punkt 7 nævnte indskydere«, kunne udelukkes fra garantien.

9

Direktiv 94/19 blev gennemført i lettisk ret ved Noguldījumu garantiju likums (indskudsgarantiloven). Indskudsgarantifonden udgøres af bidrag fra de personer, der er nævnt i lovens artikel 7. I henhold til nævnte lovs artikel 1, stk. 7, forvaltes denne garantifond af FKTK.

10

Samme lovs artikel 17, stk. 4, fastsætter, at nævnte fond ikke skal garantere betaling af en godtgørelse med hensyn til »indskud foretaget af aktionærer i et finansieringsinstitut, som besidder en betydelig aktieandel heri, af medlemmer af instituttets tilsynsråd og bestyrelse, dets formand, direktøren for den interne revisionsafdeling, selskabets revisor og andre ansatte, som varetager planlægning, forvaltning og kontrol med dets virksomhed og er ansvarlige herfor«.

11

Den 21. november 2011 vedtog FKTK beslutning nr. 278 om ophør af levering af finansielle tjenesteydelser fra Latvijas Krājbanka (herefter »banken«). Andrejs Surmačs var på dette tidspunkt vicepræsident i nævnte bank med ansvar for spørgsmål vedrørende international og finansiel ret. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Andrejs Surmačs var direkte underordnet bestyrelsesformanden, og at han selv var medlem af bestyrelsen, inden han blev vicepræsident, som var den post han indtog, da FKTK vedtog denne beslutning.

12

Ved beslutning af 5. januar 2012 fastslog FKTK, at Andrejs Surmačs som følge af den post, som han indtog i banken, ikke kunne anses for en indskyder, der var omfattet af den garanti, som er fastsat i indskudsgarantiloven. Denne beslutning var baseret på nævnte lovs artikel 17, stk. 4, hvorefter denne garanti ikke gælder for en ansat i et finansieringsinstitut, som er ansvarlig for planlægning, forvaltning og kontrol med instituttets virksomhed.

13

Andrejs Surmačs bestred, at FKTK's beslutning var korrekt, da den post, han indtog i banken, i realiteten var en aflønnet stilling uden nogen form for beslutningsbeføjelse, og han anlagde sag ved Administratīvā apgabaltiesa (den regionale forvaltningsdomstol), som ved dom af 24. april 2013 frifandt FKTK.

14

Andrejs Surmačs har iværksat kassationsappel ved den forelæggende ret til prøvelse af dommen afsagt af Administratīvā apgabaltiesa, hvorved han i det væsentlige har gjort gældende, at en konkret bedømmelse af de forpligtelser og rettigheder og det ansvar, der følger med posten som vicepræsident, ville have påvist, at han hverken havde beføjelse til at træffe bindende beslutninger eller til at påvirke bankens virksomhed. Desuden har Administratīvā apgabaltiesa ifølge Andrejs Surmačs anvendt indskudsgarantiloven uden at tage hensyn til artikel 7, stk. 2, i og bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19.

15

FKTK har for den forelæggende ret anført, at den funktion, som Andrejs Surmačs udøvede i banken på tidspunktet for den beslutning, der er nævnt i denne doms præmis 11, henhører under den udelukkelse, der er fastsat i indskudsgarantilovens artikel 17, stk. 4, og at han skulle anses for »et medlem af ledelsen« som omhandlet i bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19. Desuden skal der med henblik på udelukkelse fra garantien ifølge FKTK ikke kun tages hensyn til de beføjelser, der formelt er overdraget til Andrejs Surmačs, men også til den indflydelse, som han uformelt kunne have på bankens virksomhed.

16

Augstākās tiesas (Letlands højesteret) har under disse omstændigheder udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om listen over de indskud, der er udelukket i henhold til bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19, er udtømmende, således at medlemsstaterne ikke i deres nationale ret kan fastsætte andre kategorier af indskydere, som udelukkelsen fra indskudsgarantien finder anvendelse på.

18

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af 18. betragtning til direktiv 94/19, at visse kategorier af indskud eller af indskydere kan udelukkes fra indskudsgarantiordningen. Det fremgår af denne betragtning, at sådanne indskud eller indskydere skal være udtrykkeligt nævnt på en liste.

19

Artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19 giver i denne henseende medlemsstaterne adgang til at bestemme, at visse indskydere eller visse former for indskud udelukkes fra garantiordningen eller dækkes med et lavere beløb, og præciserer, at listen over disse udelukkelser findes i bilag I til dette direktiv. Det fremgår imidlertid på ingen måde af ordlyden af denne bestemmelse, at den nævnte liste alene er vejledende, eller at medlemsstaterne kan udvide de kategorier af indskud eller indskydere, der er fastsat i bilag I.

20

Det skal dernæst bemærkes, at Kommissionen i begrundelsen for sit forslag af 4. juni 1992 (KOM(92) 188 endelig udg., EFT C 163, s. 6), der førte til vedtagelsen af direktiv 94/19, klart anførte på s. 18 i denne begrundelse, at den liste over undtagelser til garantiordningen, der er fastsat i bilag I, »er udtømmende, og medlemsstaterne kan fra garantiordningen kun udelukke institutter og personer, der er nævnt i bilaget«, idet enhver anden udelukkelse vil være i strid med direktivet.

21

Endelig fremgår det af første betragtning til direktiv 94/19, at nævnte direktiv forfølger det dobbelte formål at sikre opsparerne i det tilfælde, at de indskud, der er placeret i kreditinstitutterne, bliver indisponible, og styrke stabiliteten i banksystemet.

22

Nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, forpligter i denne henseende medlemsstaterne til at indføre en eller flere indskudsgarantiordninger på deres område. Disse ordninger skal i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, sikre en minimumsdækning for hver indskyder på op til 50000 EUR.

23

Som en undtagelse til denne regel giver artikel 7, stk. 2, i og bilag I til direktiv 94/19 medlemsstaterne adgang til at udelukke visse indskud eller indskydere fra garantien.

24

Eftersom de kategorier, der er fastsat i bilag I til direktiv 94/19, udgør en undtagelse til den almindelige regel i nævnte direktivs artikel 3, skal de fortolkes snævert (jf. analogt dom Fastweb, C-19/13, EU:C:2014:2194, præmis 40).

25

Som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, skal de kategorier, der for at fastlægge de indskud eller indskydere, der er udelukket fra garantien, henvises til i bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19, imidlertid defineres funktionelt. Heraf følger, at udelukkelsen fra indskudsgarantien finder anvendelse på personer, der udøver funktioner, som i henhold til en medlemsstats nationale ret og handelspraksis kan anses for omfattet af de begreber, der er omhandlet i nævnte punkt i bilaget, uanset selve benævnelsen af de udøvede funktioner, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

26

Henset til de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at listen over de indskud, der er udelukket i henhold til bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19, er udtømmende, således at medlemsstaterne ikke i deres nationale ret kan fastsætte andre kategorier af indskydere, som med hensyn til de udøvede funktioner ikke henhører under de begreber, der er opført på listen i samme punkt, med henblik på at anvende udelukkelsen fra indskudsgarantien på dem.

27

Den forelæggende ret ønsker med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19 skal fortolkes således, at medlemsstaterne som medlem af ledelsen eller som en person, der henhører under en af de øvrige kategorier, der er omhandlet i nævnte punkt 7, kan udelukke visse personer fra den i dette direktiv fastsatte garanti, på grund af den funktion, som de varetager i det berørte kreditinstitut, såsom den funktion, som sagsøgeren i hovedsagen varetog.

28

I overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom Rosselle, C-65/14, EU:C:2015:339, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). En EU-retlig bestemmelses tilblivelse kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (dom Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 50).

29

Det bemærkes indledningsvis, at den pågældende bestemmelses ordlyd ikke i sig selv giver en besvarelse af den forelæggende rets spørgsmål. Bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19 oplister således blot de kategorier af indskydere, der kan udelukkes fra garantien, og det indeholder ingen supplerende angivelser vedrørende de grunde, der kan begrunde nævnte udelukkelser, eller de roller og funktioner, som disse indskydere skal udfylde for at være omfattet af den udelukkelse, som denne bestemmelse har indført. Sådanne præciseringer fremgår heller ikke af andre bestemmelser i direktiv 94/19.

30

Hvad dernæst angår formålet med direktiv 94/19 skal opmærksomheden henledes på, at denne retsakt ifølge første betragtning hertil bl.a. har til formål at beskytte opsparerne i deres retlige forbindelser med kreditinstitutterne. Da opsparerne i de fleste tilfælde ikke råder over tilstrækkelige oplysninger eller kompetencer til at bedømme den reelle finansielle situation for det kreditinstitut, som de samarbejder med, er de således ikke i stand til at bedømme risikoen for, at disse institutter bliver insolvente.

31

I denne henseende fremgår det af 18. betragtning til direktiv 94/19, at alene de indskydere, der »ikke har brug for særlig beskyttelse«, af medlemsstaterne kan udelukkes fra garantien.

32

Hvad endelig angår direktiv 94/19's tilblivelse skal det bemærkes, at det af begrundelsen for Kommissionens forslag (KOM(92) 188 endelig udg.) dels fremgår på s. 2, at dette direktiv har til formål at beskytte de indskydere, »som ikke har den fornødne finansielle indsigt til at kunne skelne de solide kreditinstitutter fra de mindre solide«, dels på s. 18, at visse indskydere, der er opført i bilag I, kan udelukkes fra garantien, da de »vanskeligt kan anses som berettigede til beskyttelse, da der ikke her er tale om manglende indsigt eller små sparere«. Der er således åbenbart henvist til de personer, der er omhandlet i bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19.

33

Det fremgår af disse betragtninger, at den fakultative udelukkelse af de indskydere, der er opført på listen i det nævnte punkt i bilag I til direktiv 94/19, beror på den forudsætning, at disse personer i princippet er i besiddelse af visse kompetencer og et vist oplysningsgrundlag i forhold til det kreditinstitut, hvori de placerer deres indskud, som hovedparten af indskyderne ikke har. Det må således antages, at de personer, der indgår i en af de kategorier, som er opført på listen i bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19, i henhold til denne bestemmelse kan udelukkes fra garantien, i det omfang de som følge af den funktion, som de udøver i kreditinstituttet, eller deres forbindelse til nævnte institut, er i besiddelse af et vist oplysningsgrundlag og visse kompetencer, der sætter dem i stand til at få kendskab til og bedømme dette instituts reelle finansielle situation og de risici, der er forbundet med dets virksomhed.

34

En sådan konklusion underbygges af en gennemgang af de øvrige undtagelser, der er fastsat i bilag I til direktiv 94/19. En af de grunde, der begrunder den fakultative udelukkelse af »nære pårørende« og »tredjemand, der handler på vegne af de i punkt 7 nævnte indskydere«, beror på den omstændighed, at disse personer kan råde over de samme oplysninger som de personer, der er opført på listen i nævnte punkt 7.

35

Hvad angår undersøgelsen af en situation som den, som sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i, med udgangspunkt i disse betragtninger, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den eneste af de kategorier af personer, der er omhandlet i bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19, som denne sagsøger kan være omfattet af, er kategorien »et medlem af ledelsen«.

36

Under sådanne omstændigheder må det fastslås, at en person, der befinder sig i en situation som Andrejs Surmačs', kan være udelukket fra den i direktiv 94/19 fastsatte garanti, hvis den pågældende på grund af de funktioner, som den pågældende udøvede som medlem af ledelsen af et kreditinstitut, var i besiddelse af et vist oplysningsgrundlag og visse kompetencer, der satte den pågældende i stand til at få kendskab til og bedømme dette instituts reelle finansielle situation og de risici, der var forbundet med dets virksomhed.

37

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om den berørte i den situation, der ligger til grund for hovedsagen, rådede over oplysninger og kompetencer som nævnt i denne doms præmis 33 og befandt sig i den situation, der er nævnt i denne doms præmis 35 og 36. Med henblik herpå skal denne ret tage alle relevante omstændigheder i hovedsagen i betragtning, herunder beskrivelsen af den post, som Andrejs Surmačs indtog, de aktiviteter, som han faktisk udøvede, og den retlige og faktiske forbindelse mellem Andrejs Surmačs og bankens bestyrelse. I denne forbindelse er spørgsmålet, om Andrejs Surmačs var ansvarlig for hele bankens virksomhed eller kun for en specifik del heraf, kun en af de faktorer, der skal tages i betragtning ved den ovennævnte efterprøvelse.

38

Henset til disse betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19 skal fortolkes således, at medlemsstaterne som medlem af ledelsen kan udelukke personer fra den i dette direktiv fastsatte garanti, hvis disse personer på grund af den funktion, som de varetager i kreditinstituttet, uanset benævnelsen af denne funktion, er i besiddelse af et vist oplysningsgrundlag og visse kompetencer, der sætter dem i stand til at bedømme dette kreditinstituts reelle finansielle situation og de risici, der er forbundet med dets virksomhed.

39

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: