61990J0370

++++

Fri bevaegelighed for personer ° ret til indrejse og ophold for statsborgere i medlemsstaterne ° statsborger i en medlemsstat, der vender tilbage til denne efter at have udnyttet sin ret til fri bevaegelighed ° ret til ophold for aegtefaellen

(EOEF-traktaten, art. 52; Raadets direktiv 73/148)

Alle traktatens bestemmelser vedroerende den frie bevaegelighed for personer skal goere det lettere for EF-borgerne at udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse af enhver art paa hele Faellesskabets omraade, og disse bestemmelser indeholder et forbud mod foranstaltninger, som kan skade disse borgere, saafremt de oensker at udoeve en erhvervsmaessig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade. Medlemsstaternes statsborgere har i denne forbindelse navnlig en ret, som udspringer direkte af traktatens artikel 48 og 52, til at indrejse og tage ophold i andre medlemsstater med henblik paa dér at udoeve en erhvervsmaessig beskaeftigelse som forudsat i disse bestemmelser.

En statsborger i en medlemsstat kunne opgive at forlade sit oprindelsesland for i en anden medlemsstat at udoeve en loennet beskaeftigelse eller en selvstaendig erhvervsvirksomhed, saafremt vedkommende ikke ved en tilbagevenden til den medlemsstat, hvori han eller hun er statsborger, med henblik paa at udoeve en loennet beskaeftigelse eller en selvstaendig erhvervsvirksomhed er underlagt vilkaar med hensyn til indrejse og ophold, der er mindst lige saa fordelagtige som dem, vedkommende i henhold til faellesskabsretten har krav paa i en anden medlemsstat. En statsborger i en medlemsstat kunne navnlig opgive noget saadant, saafremt ikke ogsaa hans eller hendes aegtefaelle og boern havde tilladelse til at indrejse og tage ophold i medlemsstaten paa vilkaar, der er mindst lige saa fordelagtige som dem, saadanne personer i henhold til faellesskabsretten har krav paa i en anden medlemsstat.

Naar en statsborger i en medlemsstat indrejser og tager ophold i denne, sker dette paa grundlag af de rettigheder, som er knyttet til vedkommendes nationalitet, uden at han eller hun behoever at paaberaabe sig sine rettigheder i henhold til traktatens artikel 48 og 52, men dette udelukker ikke, at en saadan EF-borger kan paaberaabe sig disse rettigheder, naar han eller hun paa ny indrejser og tager ophold i den paagaeldende medlemsstat.

Foelgelig skal traktatens artikel 52 og direktiv 73/148 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser fortolkes saaledes, at en medlemsstat i henhold hertil er forpligtet til at tillade indrejse til og ophold paa sit omraade for en aegtefaelle ° uanset dennes nationalitet ° til en statsborger i medlemsstaten, som sammen med aegtefaellen er udrejst til en anden medlemsstat for dér at udoeve en loennet beskaeftigelse, jf. traktatens artikel 48, og som paa ny indrejser og etablerer sig, jf. traktatens artikel 52, i den medlemsstat, som han eller hun er statsborger i. AEgtefaellen skal mindst indroemmes de samme rettigheder som dem, vedkommende ville blive indroemmet efter faellesskabsretten, saafremt hans eller hendes aegtefaelle indrejste og tog ophold i en anden medlemsstat.

1 Ved kendelse af 19. oktober 1990, indgaaet til Domstolen den 17. december 1990, har High Court of Justice (Queen' s Bench Division) i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 52 og Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (EFT L 172, s. 14, herefter benaevnt "direktiv 73/148").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem Surinder Singh, der er indisk statsborger, og Secretary og State for the Home Department, som den 15. december 1988 traf bestemmelse om Singh' s udsendelse fra Det Forenede Kongerige.

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Singh den 29. oktober 1982 i Bradford (Det Forenede Kongerige) indgik aegteskab med Rasphal Purewal, der er britisk statsborger. Fra 1983 til 1985 var aegtefaellerne Singh beskaeftiget i Tyskland som arbejdstagere. I slutningen af 1985 vendte de tilbage til Det Forenede Kongerige med henblik paa at udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed.

4 I 1986 fik Singh i sin egenskab af aegtefaelle til en britisk statsborger midlertidig opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige. I juli 1987 blev der efter begaering fra hans hustru afsagt et decree nisi of divorce (foreloebig retsafgoerelse om skilsmisse i afventning af naermere bestemmelse om en raekke af retsvirkningerne heraf) over for Singh. De britiske myndigheder begraensede herefter gyldighedsperioden for Singh' s opholdstilladelse og afslog at give ham permanent opholdstilladelse som aegtefaelle til en britisk statsborger.

5 Singh opholdt sig lovligt i det Forenede Kongerige indtil den 23. maj 1988, da han haevede en sag, anlagt til proevelse af den administrative afgoerelse, hvorved han var blevet naegtet permanent opholdstilladelse. Singh har siden dette tidspunkt opholdt sig i Det Forenede Kongerige uden tilladelse hertil.

6 Afgoerelsen af 15. december 1988 om Singh' s udsendelse blev truffet paa grundlag af bestemmelserne i Section 3(5)(a) i Immigration Act 1971 om udlaendinge, der retsstridigt opholder sig i Det Forenede Kongerige efter udloebet af deres opholdstilladelse.

7 Den 17. februar 1989 blev der afsagt dom om endelig oploesning af aegtefaellerne Singh' s aegteskab.

8 Singh indbragte herefter afgoerelsen af 15. december 1988 for en "adjudicator", som den 3. marts 1989 traf bestemmelse om, at Singh ikke kunne faa medhold. Denne afgoerelse blev indbragt for Immigration Appeal Tribunal, som ved dom af 17. august 1989 gav Singh medhold med den begrundelse, at denne maatte antages at have "en faellesskabsretlig rettighed som aegtefaelle til en britisk statsborger, som selv havde et faelleskabsretligt krav paa at kunne etablere sig som selvstaendig erhvervsdrivende her i landet".

9 Secretary of State for the Home Department indbragte denne dom for High Court of Justice (Queen' s Bench Division) i form af en sag om "judicial review", og sidstnaevnte retsinstans har herefter forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Naar en gift kvinde, der er statsborger i en medlemsstat, har udoevet sine rettigheder i henhold til traktaten i en anden medlemsstat ved at udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse dér, og hun indrejser og tager ophold i den medlemsstat, hvor hun er statsborger, med henblik paa at drive en selvstaendig erhvervsvirksomhed sammen med sin aegtefaelle, har denne (der ikke er EF-borger) da i henhold til Rom-traktatens artikel 52 og Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 krav paa at kunne indrejse og tage ophold i denne medlemsstat sammen med sin hustru?"

10 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de relevante faellesskabsretlige bestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

11 Ved det praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende retsinstans oplyst, hvorvidt traktatens artikel 52 og direktiv 73/148 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat i henhold hertil er forpligtet til at tillade indrejse til og ophold paa sit omraade for en aegtefaelle ° uanset dennes nationalitet ° til en statsborger i medlemsstaten, som sammen med aegtefaellen er udrejst til en anden medlemsstat for dér at udoeve en loennet beskaeftigelse, jf. traktatens artikel 48, og som paa ny indrejser og etablerer sig, jf. traktatens artikel 52, i den medlemsstat, som han eller hun er statsborger i.

12 Det bemaerkes foerst, at det ikke er blevet gjort gaeldende, at Singh' s og Purewal' s aegteskab skulle have vaeret et proformaaegteskab, og dernaest, at det forhold, at aegteskabet i 1989 blev endeligt oploest ved dom, er uden betydning for det praejudicielle spoergsmaal, som angaar grundlaget for Singh' s ret til ophold i perioden forud for afsigelsen af denne dom.

13 Singh og Kommissionen har gjort gaeldende, at en statsborger i en medlemsstat, der vender tilbage til denne efter at have udoevet en erhvervsmaessig beskaeftigelse i en anden medlemsstat, maa sidestilles med en statsborger i en anden medlemsstat, som indrejser i den foerstnaevnte medlemsstat for at etablere sig dér. En saadan statsborger i foerstnaevnte medlemsstat maa paa grundlag af princippet om forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 7 have krav paa de samme vilkaar og maa derfor kunne stoette ret paa traktatens artikel 52 for saa vidt angaar spoergsmaalet om ret til ophold for aegtefaellen, naar denne ikke er statsborger i en medlemsstat.

14 Det Forenede Kongeriges regering har heroverfor gjort gaeldende, at en EF-borger, der vender tilbage til sit hjemland, ikke kan sidestilles med statsborgere i andre medlemsstater, idet den paagaeldende ikke indrejser og tager ophold i landet paa grundlag af faellesskabsretten, men paa grundlag af national ret. Traktatens artikel 52 og direktiv 73/148 kan derfor ikke finde anvendelse paa en saadan person. Det Forenede Kongeriges regering har herudover gjort gaeldende, at det ville faa paradoksale foelger, saafremt faellesskabsretten fandt anvendelse paa en person, der vender tilbage til sit oprindelsesland, idet det efter faellesskabsretten da bl.a. ville vaere muligt at udsende vedkommende fra landet, og idet en anerkendelse af en ret til ophold for aegtefaeller ville medfoere en stoerre risiko for den form for misbrug, der er knyttet til proformaaegteskaber.

15 Det bemaerkes, at Domstolen i dommen af 7. juli 1976 (sag 118/75, Watson og Belmann, Sml. s. 1185, praemis 16) har fastslaaet, at traktatens artikel 48 og 52 samt Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477) og direktiv 73/148 er udtryk for et grundlaeggende princip, som er fastslaaet i traktatens artikel 3, litra c), hvori det hedder, at Faellesskabets virke, med de i artikel 2 naevnte maal for oeje, skal indebaere fjernelse af hindringerne for den frie bevaegelighed for personer mellem medlemsstaterne.

16 Domstolen har endvidere i dommen af 7. juli 1988 (sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, praemis 13) fastslaaet, at alle traktatens bestemmelser vedroerende den frie bevaegelighed for personer skal goere det lettere for EF-borgerne at udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse af enhver art paa hele Faellesskabets omraade, og at disse bestemmelser indeholder et forbud mod foranstaltninger, som kan skade disse borgere, saafremt de oensker at udoeve en erhvervsmaessig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade.

17 Medlemsstaternes statsborgere har i denne forbindelse navnlig en ret, som udspringer direkte af traktatens artikel 48 og 52, til at indrejse og tage ophold i andre medlemsstater med henblik paa dér at udoeve en erhvervsmaessig beskaeftigelse som forudsat i disse bestemmelser (jf. herved dom af 8.4.1976, sag 48/75, Royer, Sml. s. 497, praemis 31, og af 5.2.1991, sag C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, praemis 9).

18 Hvad angaar Raadets forordninger og direktiver om den frie bevaegelighed for arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende inden for Faellesskabet, jf. navnlig artikel 10 i forordning nr. 1612/68, artikel 1 og 4 i direktiv 68/360 og artikel 1, litra c), og artikel 4 i direktiv 73/148, foreskriver disse, at medlemsstaterne skal indroemme saadanne personers aegtefaeller og boern en ret til ophold svarende til den, der tilkommer den paagaeldende selv.

19 En statsborger i en medlemsstat kunne opgive at forlade sit oprindelsesland for i en anden medlemsstat at udoeve en loennet beskaeftigelse eller en selvstaendig erhvervsvirksomhed i traktatens forstand, saafremt vedkommende ikke ved en tilbagevenden til den medlemsstat, hvori han eller hun er statsborger, med henblik paa at udoeve en loennet beskaeftigelse eller en selvstaendig erhvervsvirksomhed er underlagt vilkaar med hensyn til indrejse og ophold, der er mindst lige saa fordelagtige som dem, vedkommende i henhold til traktaten eller den afledte ret har krav paa i en anden medlemsstat.

20 En statsborger i en medlemsstat kunne navnlig opgive noget saadant, saafremt ikke ogsaa hans eller hendes aegtefaelle og boern havde tilladelse til at indrejse og tage ophold i medlemsstaten paa vilkaar, der er mindst lige saa fordelagtige som dem, saadanne personer i henhold til faellesskabsretten har krav paa i en anden medlemsstat.

21 Det foelger heraf, at en statsborger i en medlemsstat, der er udrejst til en anden medlemsstat for dér at udoeve en loennet beskaeftigelse, jf. traktatens artikel 48, og som paa ny indrejser og tager ophold i den medlemsstat, som vedkommende er statsborger i, med henblik paa at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed, i henhold til traktatens artikel 52 har ret til at lade sig ledsage af sin aegtefaelle, der er statsborger i et tredjeland, paa samme vilkaar som dem, der er fastlagt i forordning nr. 1612/68, direktiv 68/360 eller direktiv 73/148.

22 Der maa gives Det Forenede Kongerige medhold i, at naar en statsborger i en medlemsstat indrejser og tager ophold i denne, sker dette paa grundlag af de rettigheder, som er knyttet til vedkommendes nationalitet, og ikke paa grundlag af de rettigheder, som han eller hun har i henhold til faellesskabsretten. Det bemaerkes herved navnlig, at en stat, saaledes som det da ogsaa fremgaar af artikel 3 i den fjerde tillaegsprotokol til den europaeiske menneskerettighedskonvention, ikke fra sit territorium kan afvise eller udvise en af sine statsborgere.

23 Denne sag drejer sig imidlertid ikke om en rettighed i henhold til national ret, men om EF-borgeres ret efter traktatens artikel 48 og 52 til fri bevaegelighed og til at etablere sig. Disse rettigheder ville ikke faa fuld gennemslagskraft, saafremt en EF-borger kunne opgive at udoeve dem som foelge af hindringer for hans eller hendes aegtefaelles indrejse og ophold i EF-borgerens oprindelsesland. En aegtefaelle til en EF-borger, der har udnyttet de naevnte rettigheder, maa derfor ved EF-borgerens tilbagevenden til sit oprindelsesland tillaegges mindst de samme rettigheder med hensyn til indrejse og ophold som dem, vedkommende har i henhold til faellesskabsretten i tilfaelde af, at hans eller hendes aegtefaelle vaelger at indrejse og tage ophold i en anden medlemsstat. Det bemaerkes endvidere, at traktatens artikel 48 og 52 ikke er til hinder for, at medlemsstaterne over for aegtefaeller til deres statsborgere, som er udlaendinge, anvender regler vedroerende indrejse og ophold, der er mere fordelagtige end dem, som faellesskabsretten foreskriver.

24 Hvad angaar den risiko for misbrug, som Det Forenede Kongerige har henvist til, bemaerkes blot, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 7.2.1979, sag 115/78, Knoors, Sml. s. 399, praemis 25, og af 3.10.1990, sag C-61/89, Bouchoucha, Sml. I, s. 3551, praemis 14), at personer, der er omfattet af traktathjemlede rettigheder, ikke kan paaberaabe sig disse med henblik paa uretmaessigt at unddrage sig en anvendelse af national lovgivning, ligesom disse rettigheder ikke er til hinder for, at medlemsstaterne traeffer de fornoedne foranstaltninger til at forhindre misbrug af denne art.

25 Det praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at traktatens artikel 52 og direktiv 73/148 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat i henhold hertil er forpligtet til at tillade indrejse til og ophold paa sit omraade for en aegtefaelle ° uanset dennes nationalitet ° til en statsborger i medlemsstaten, som sammen med aegtefaellen er udrejst til en anden medlemsstat for dér at udoeve en loennet beskaeftigelse, jf. traktatens artikel 48, og som paa ny indrejser og etablerer sig, jf. traktatens artikel 52, i den medlemsstat, som han eller hun er statsborger i. AEgtefaellen skal mindst indroemmes de samme rettigheder som dem, vedkommende ville blive indroemmet efter faellesskabsretten, saafremt hans eller hendes aegtefaelle indrejste og tog ophold i en anden medlemsstat.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af High Court of Justice (Queen' s Bench Division) ved kendelse af 19. oktober 1990, for ret:

EOEF-traktatens artikel 52 og Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat i henhold hertil er forpligtet til at tillade indrejse til og ophold paa sit omraade for en aegtefaelle ° uanset dennes nationalitet ° til en statsborger i medlemsstaten, som sammen med aegtefaellen er udrejst til en anden medlemsstat for dér at udoeve en loennet beskaeftigelse, jf. traktatens artikel 48, og som paa ny indrejser og etablerer sig, jf. traktatens artikel 52, i den medlemsstat, som han eller hun er statsborger i. AEgtefaellen skal mindst indroemmes de samme rettigheder som dem, vedkommende ville blive indroemmet efter faellesskabsretten, saafremt hans eller hendes aegtefaelle indrejste og tog ophold i en anden medlemsstat.