EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013DC0138
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL AND THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE On the application of the Unfair Commercial Practices Directive Achieving a high level of consumer protection Building trust in the Internal Market
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis Styrkelse af forbrugerbeskyttelsen og opbygning af tillid til det indre marked
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis Styrkelse af forbrugerbeskyttelsen og opbygning af tillid til det indre marked
/* COM/2013/0138 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis Styrkelse af forbrugerbeskyttelsen og opbygning af tillid til det indre marked /* COM/2013/0138 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om anvendelsen af direktivet om urimelig
handelspraksis
Styrkelse af forbrugerbeskyttelsen
og opbygning af tillid til det indre marked 1. INDLEDNING Direktiv 2005/29/EF vedrørende urimelig
handelspraksis[1]
("direktivet") blev vedtaget den 11. maj 2005 for at hjælpe
forbrugerne med at drage fordel af det indre marked ved at fjerne
lovgivningsmæssige hindringer, der hidrører fra indbyrdes afvigende nationale
regler, der mindsker virksomheders lyst til at sælge og underminerer
forbrugernes tillid til at handle i hele EU. Direktivet er den vigtigste del af
EU-lovgivningen om vildledende reklame og andre former for urimelig praksis i
transaktioner mellem virksomheder og forbrugere. Direktivet har et bredt
anvendelsesområde, der dækker alle transaktioner mellem virksomheder og
forbrugere ("B2C") og alle sektorer. Det gælder ikke blot på reklame-
og markedsføringsstadiet, men også "…før, under og efter en handelstransaktion
i forbindelse med et produkt"[2]. Direktivet fastsætter et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau inden for alle sektorer. Det fungerer som et
sikkerhedsnet, der udfylder de tomrum, der ikke reguleres af andre
sektorspecifikke EU-regler. Formålet er at sikre, at forbrugerne ikke vildledes
eller udsættes for aggressiv markedsføring, og at alle påstande fremført af
erhvervsdrivende i EU er klare, sande og underbyggede, således at forbrugerne
kan træffe velinformerede og meningsfulde valg. Sammen med lovgivningen om det indre marked og
forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde[3]
("CPC-forordningen") om samarbejde mellem de nationale myndigheder
med ansvar for håndhævelse af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse[4], bidrager direktivet om
urimelig handelspraksis til at opnå gennemsigtighed på markedet samt forhindre
illoyal konkurrence i hele EU. Alle medlemsstater har implementeret dets regler
i deres nationale lovgivning. I denne meddelelse beskrives (som fastsat i
direktivets artikel 18) de vigtigste konklusioner, som kan drages af
erfaringerne fra den første tid, hvor direktivet om urimelig handelspraksis har
fundet anvendelse, og det skitseres, hvad der må gøres, for at direktivet kan
komme til at fremme integrationen på det indre marked og forbrugerbeskyttelsen
mest muligt. Sammen med denne meddelelse offentliggøres en
detaljeret rapport[5]
om anvendelsen af direktivet i medlemsstaterne. Dette er en del af den
europæiske forbrugerdagsorden[6],
som sigter på størst mulig involvering af forbrugerne samt størst mulig tillid
til markedet med øget tillid og vækst som resultat. Forbrugerudgifterne udgør 56 % af EU's BNP og
er af afgørende betydning for opfyldelsen af målet om intelligent, inklusiv og
bæredygtig vækst. Som beskrevet i den europæiske forbrugerdagsorden, kan det at
stimulere forbrugerudgifterne spille en stor rolle i at bringe EU ud af krisen. For at gøre dette muligt er det nødvendigt at
udnytte det indre markeds potentiale. Ifølge data har forbrugere, der handler på
tværs af grænserne i EU, op til 16 gange flere produkter at vælge imellem, men
60 % af forbrugerne benytter sig endnu ikke af denne mulighed. På grund af
denne tilbageholdenhed drager de ikke fuld nytte af de mange valgmuligheder og
prisforskelle, som det indre marked rummer. Politiske foranstaltninger, der øger
forbrugernes tillid til onlinehandel på tværs af grænserne kan øge den
økonomiske vækst i Europa. 2. VURDERING AF DIREKTIVETS
FORDELE 2.1. Opnåelse af et højt niveau af
forbrugerbeskyttelse og ens vilkår for erhvervsdrivende De første erfaringer med gennemførelsen af
direktivet viser, at det har forbedret forbrugerbeskyttelsen betragteligt i
medlemsstaterne og samtidig sikret en bedre beskyttelse af lovlydige
virksomheder mod konkurrenter, der ikke følger reglerne. Fordelene ved direktivet stammer første og
fremmest fra to særlige forhold, nemlig direktivets karakter af horisontalt
"sikkerhedsnet" og dets kombination af principbaserede regler med en
"sort liste" over specifikke forbud mod urimelig praksis. De principbaserede regler i direktivet om
urimelig handelspraksis har gjort det muligt for de nationale myndigheder at
tilpasse sig til produkter, tjenester og salgsmetoder i hastig udvikling.
Reglerne fungerer som bredtfavnende bestemmelser, der fastsætter kriterier til
brug for med en vis fleksibilitet at forhindre urimelig opførsel, som ikke er
dækket af specifikke forbud. På sin side har den sorte liste over metoder,
der under alle omstændigheder er forbudt, givet de nationale myndigheder et
effektivt værktøj til at håndtere urimelig handelspraksis såsom lokketilbud,
falske "gratis" tilbud, skjult reklame og markedsføring direkte
målrettet mod børn. Herunder ses nogle eksempler på
handelspraksis, der er forbudt i henhold til direktivet. At lokke kunder til at besøge en erhvervsdrivendes forretning eller
websted ved at tilbyde produkter eller tjenester, som ikke kan leveres
(lokketilbud). Sabine fra Tyskland fandt i et tidsskrift en reklame med et særtilbud:
"Flyv til Barcelona for kun €1!" Da hun forsøgte at booke flyet
på nettet, var priserne imidlertid langt højere. Da hun kontaktede selskabets
kundeservice, fik hun at vide, at kun et lille antal pladser var til salg til
den lave pris. Flertallet af kunderne kunne ikke benytte tilbuddet. Direktivet om urimelig handelspraksis gør det ulovligt at tilbyde et
produkt til en angivet pris uden tydeligt at oplyse, at produktet kan være
tilgængeligt i begrænset antal i forhold til omfanget af reklame og den pris,
til hvilken produktet tilbydes. Falske gratis tilbud Marit fra Estland modtog følgende e-mail fra en online-forhandler af
skønhedsplejemidler: "Ring nu og få din GRATIS gave, et par
designersolbriller!". Da hun ringede, fik hun at vide, at tilbuddet
kun gjaldt ved bestilling af produkter til en værdi på 2 000 EUR
eller mere. Direktivet om urimelig handelspraksis forhindrer erhvervsdrivende i på
falsk vis at beskrive et produkt som gratis, hvis kunden faktisk skal påtage
sig en udgift udover den udgift, der er forbundet med at reagere på den
pågældende handelspraksis, eller betale for at få varen leveret. Forhindringer i forbindelse med skift Filip beslutter sig for at skifte sin husforsikring og indgå en mere
fordelagtig aftale med et nyt forsikringsselskab. Da han ringer til sit
forsikringsselskab, fortæller de ham, at han skal udfylde forskellige
formularer for at opsige sin eksisterende aftale. Desværre vil det tage over to
uger, før de er i stand (eller villige) til at levere de nødvendige formularer,
og kvinden i telefonen nævner også, at det vil tage tre måneder at behandle
anmodningen. Filip opgiver frustreret. Så meget for de gode hensigter. I henhold til direktivet om urimelig handelspraksis må erhvervsdrivende
ikke påtvinge nogen byrdefulde eller uforholdsmæssigt omfattende hindringer af
ikke-kontraktuel karakter, når en forbruger ønsker at udøve sine rettigheder i
henhold til kontrakten, herunder retten til at ophæve kontrakter eller vælge et
andet produkt eller en anden erhvervsdrivende. Direkte købsopfordringer til børn Alain var overrasket, da hans datter pludseligt begyndte at plage ham
om at købe en samling af filmatiseringer af hendes yndlingsbøger. Alain
forstod, hvad det var, der skete, da han bemærkede en TV-reklame for udgivelsen
af filmene med teksten: "Din favoritbog er ude nu på DVD – sig til din
far, at han skal købe den til dig!" I henhold til direktivet om urimelig handelspraksis er det en urimelig
praksis, når erhvervsdrivende opfordrer børn til at bede en voksen om at købe
de produkter, reklamen vedrører. Dette forbud gælder alle medier, herunder
reklamer på TV og internet. Takket være direktivet om urimelig
handelspraksis har nationale forbrugerorganisationer været i stand til at
bremse og få sanktioneret en bred vifte af former for urimelig handelspraksis,
herunder vildledende miljøanprisninger og aggressiv praksis[7]. Men: –
Interessenter på området hævder, at grønne påstande
(såsom "miljøvenlig", "biologisk nedbrydelig",
"bæredygtig" og "naturlig") trods de nuværende retlige
rammer stadig ikke benyttes ansvarligt og ofte er meget generelle, vage og
dårligt definerede. Forbrugersammenslutninger peger på, at det desuden er
vanskellig at efterprøve, i hvor høj grad påstandene er sande, især inden for
sektorerne energi, kosmetik, biler og vaske- og rengøringsmidler. –
nogle få medlemsstater melder om aggressiv praksis
målrettet mod børn inden for online-spil, såvel som aggressiv markedsføring
over for ældre mennesker. Det er nødvendigt at styrke håndhævelsen af
direktivet i forhold til disse kategorier af sårbare forbrugere, som er svagt
stillede. I betragtning af befolkningens tiltagende aldring må det i
særdeleshed sikres, at sårbare forbrugere beskyttes mod de risici, der hidrører
fra virkningerne af den økonomiske krise og de digitale markeders kompleksitet.
2.2. Opbygning af tillid til det
indre marked Ved at erstatte medlemsstaternes indbyrdes
afvigende bestemmelser om urimelig handelspraksis med ét regelsæt har
direktivet forenklet de lovgivningsmæssige rammer og bidraget til at fjerne hindringer
for handel på tværs af grænserne. Direktivet er også i vid udstrækning blevet
anvendt til at håndtere tværnationale sager. Næsten 50 % af anmodningerne
om gensidig bistand, som CPC-netværket[8]
har behandlet de seneste fem år (anmodninger om oplysninger, varslinger og
anmodninger om håndhævelse) vedrørte brud på direktivet om urimelig
handelspraksis. Desuden har CPC-netværket udført adskillige fælles
overvågninger ("sweep") på grundlag af direktivets bestemmelser
(digitale produkter / tjenester, websteder der sælger flybilletter,
online-mobiltelefontjenester samt websteder der sælger forbrugerelektronik)[9]. En væsentlig del af direktivet sigter mod at
sikre, at kunderne modtager oplysninger om et produkts eller en tjenestes
vigtigste karakteristika samt om pris og vigtigste betingelser på sandfærdig og
fuldstændig vis og i rette tid. Dette gør det lettere for forbrugerne at forstå
og sammenligne tilbud, og det har en direkte indvirkning på de marketings- og
reklameteknikker, som de erhvervsdrivende udvikler. Reklame spiller en afgørende rolle i det indre
markeds fungeren og er et vigtigt redskab for virksomheder, når de skal sælge
deres produkter og tjenester på tværs af grænserne. Reklame gør det muligt for
virksomheder åbent at skille ud fra hinanden: det fremmer konkurrencen,
mindsker priserne og øger kvaliteten. I den nylige meddelelse om e-handel blev
præcise og mere gennemsigtige oplysninger om indenlandske og
grænseoverskridende tilbud udpeget som en af nøglefaktorerne til at øge
forbrugernes tillid og til at tilskynde detailhandlende til at sælge online[10]. De seneste tal viser, at flere forbrugere nu
er interesseret i at foretage køb på tværs af grænserne (52 %, +19
procentpoint) og er villige til at bruge flere penge på tværs af grænserne
(18 %, +5 procentpoint) end i 2006, hvor direktivet endnu ikke var
gennemført i medlemsstaterne[11].
Direktivet om urimelig handelspraksis har bidraget til at skabe en mere åben
holdning blandt europæiske forbrugere og er et af EU's primære værktøjer, der
er udtænkt til at øge forbrugernes tillid og fremme handel på tværs af
grænserne. Ikke desto mindre må det erkendes, at væksten i onlinehandlen på
tværs af grænserne halter langt bagefter væksten i den indenlandske
onlinehandel, hvilket understreger, at der må gøres mere. Finansielle tjenesteydelser og fast ejendom er kritiske sektorer på grund af deres kompleksitet og iboende
alvorlige risici. På disse områder er der rapporteret om adskillige eksempler
på urimelig praksis, som f.eks. mangel på væsentlige oplysninger på
reklamestadiet og vildledende varebeskrivelser. De fleste medlemsstater har
indført nationale regler, som giver forbrugerne sikkerhed udover og som
supplement til de foranstaltninger, der er fastsat i direktivet om urimelig
handelspraksis. Resultaterne af undersøgelsen viser, at det for øjeblikket ikke
ville være hensigtsmæssigt at fjerne den mulighed, der er fastsat i direktivet,
for at medlemsstaterne i disse specifikke sektorer kan gå ud over det ved
direktivet fastsatte niveau af harmonisering[12]. 2.3. Passende og effektiv
håndhævelse af direktivet I deres helhed har direktivets retlige rammer
vist sig at være velegnet til at vurdere rimeligheden af ny onlinepraksis, som
udvikler sig sideløbende med den udvikling, der sker i reklame- og salgsteknikker,
som f.eks. websteder med prissammenligning og samlet booking, og udviklingen i
retning af stigende brug af reklamer på sociale netværk. Medlemsstaterne og interessenter synes
generelt at anse den nationale håndhævelse af direktivet for at være passende
og effektiv, men tilkendegiver, at manglen på ressourcer, de interne
procedurers kompleksitet eller varighed samt manglen på afskrækkende sanktioner
truer med at underminere en stringent anvendelse af direktivet. I tilfælde af urimelig handelspraksis på tværs
af grænserne er det virkelig en udfordring for de håndhævende myndigheder at
levere en hurtigt og effektiv indsats. Det får også indflydelse på håndhævelsen
af lovgivningen på tværs af grænserne og, som det fremgår af høringens
resultater, er det blevet tydeligt inden for det administrative samarbejde på
grundlag af CPC-forordningen. Erfaringerne med håndhævelsen bekræfter, at et
af de væsentligste problemer med kundeanmeldelser og især websteder til
sammenligning af priser, er, at de ikke tydeligt viser identiteten på den
erhvervsdrivende, der driver webstedet og/eller hvorvidt de erhvervsdrivende
betaler for at få deres produkter vist (altså, hvorvidt webstedet er
sponsoreret eller ej). Tilbagemeldinger fra interessenterne antyder,
at forpligtelsen til at give klare og fuldstændige prisoplysninger ofte
forsømmes i kommercielle tilbud, særligt i rejse- og transportsektoren. I begge tilfælde efterlyser interessenterne
ikke lovgivningsforanstaltninger, men en strengere og mere sammenhængende
håndhævelse. 3. NØGLEPRIORITETER FOR
YDERLIGERE INDSATS Som beskrevet i den europæiske
forbrugerdagsorden og i Kommissionens Meddelelse om bedre forvaltning af det
indre marked[13],
kan en bedre gennemførelse og håndhævelse af de eksisterende regler give
hurtige gevinster i relation til vækst og beskæftigelse. I denne sammenhæng har direktivet en afgørende
rolle at spille, og Kommissionen har udpeget detailhandlen (herunder
elektronisk handel), rejse- og transportsektoren, finansielle tjenesteydelser,
digital økonomi, energi og bæredygtighed som nøgleprioriteter til at åbne op
for det indre markeds vækstpotentiale[14]. For at sikre, at direktivet fastholder en høj
grad af forbrugerbeskyttelse og leverer sine fordele i forbindelse med det
indre marked, er det nødvendigt at intensivere den nationale håndhævelse og
styrke samarbejdet om at håndhæve direktivet på tværs af grænserne. Dette
gælder især i tilfælde af urimelig praksis, der opstår samtidigt i forskellige
medlemsstater. I sådanne tilfælde er effektiv koordinering mellem Kommissionen,
de nationale myndigheder, forbrugerorganisationer og erhvervslivet nøglen til
at håndtere praksis, som har en virkning i hele EU[15]. Behovet for at skærpe håndhævelsen både
nationalt niveau og på tværs af grænserne kræver, at Kommissionen spiller en
mere fremtrædende rolle, lægger sine kræfter sammen med medlemsstaternes og
støtter disse i at gennemføre direktivet i hele EU. I denne henseende vil
Kommissionen overveje, hvordan den i overensstemmelse med traktaterne kan
spille en mere aktiv rolle i at anspore til en sammenhængende gennemførelse af
direktivet, i særdeleshed med hensyn til urimelig praksis, der går på tværs af
grænserne, f.eks. i et online-miljø, og som ofte giver de håndhævende
myndigheder anledning til spørgsmål. At fremme konvergerende praksis i
gennemførelsen af direktivet er nøglen til at sikre lige vilkår for
erhvervsdrivende, især i forbindelse med handel på tværs af grænserne, og i
sidste instans til at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse i Europa. 3.1. Sikring af de nationale loves
fulde overensstemmelse med direktivet I sin rolle som traktaternes vogter vil
Kommissionen fortsat nøje overvåge, at direktivet gennemføres og anvendes
korrekt i alle medlemsstater. Kommissionen vil udføre kontroller af
overensstemmelsen og gennemføre tilbundsgående undersøgelser for at se, hvordan
reglerne fungerer i praksis samt definere korrigerende foranstaltninger, hvor
der måtte være behov for det. Den nuværende analyse peger på, at der i
adskillige medlemsstater stadig findes afvigelser mellem national lovgivning og
direktivet. Kommissionens tjenestegrene er derfor i kontakt med de pågældende
medlemsstater. Kommissionen vil træffe de nødvendige foranstaltninger i henhold
til artikel 258 i EUF-traktaten, når som helst en medlemsstat ikke opfylder
sine forpligtelse i forbindelse med gennemførelse og håndhævelse. 3.2. Sikring af ensartet og
passende anvendelse af direktivet i medlemsstaterne For at sikre, at
direktivet anvendes på en passende og konsekvent måde, vil Kommissionen: ·
videreudvikle vejledningen under hensyntagen
til det input, der er modtaget fra de nationale håndhævende myndigheder og
andre interessenter, fremkomsten af ny praksis, herunder online, og udviklingen
af EU- og national retspraksis[16]. ·
forbedre, udvide og opdatere databasen for
direktivet om urimelig handelspraksis[17]. 3.3. Fremme af det administrative
samarbejde mellem medlemsstaterne Kommissionen har under hensyntagen til
tilbagemeldingerne fra medlemsstaterne og interessenterne såvel som de
tilgængelige oplysninger udpeget en række nøgleområder, hvor der er konstateret
skader på forbrugerinteresser og tabte muligheder for forbrugerne, og hvor det
indre markeds vækstpotentiale er størst. På disse områder vil Kommissionen iværksætte
specifikke initiativer, der tager sigte på at styrke håndhævelsen i
overensstemmelse med de målsætninger, der er opstillet i den europæiske
forbrugerdagsorden. Kommissionen vil træffe følgende foranstaltninger: Ø afholde regelmæssige, tematiske workshopper mellem de nationale håndhævende myndigheder og tilrettelægge uddannelse for de håndhævende og dømmende myndigheder Ø styrke CPC-netværkets effektivitet og fortsat fremme koordineret håndhævelse ("sweep") Ø bistå medlemsstaterne med at sikre en effektiv gennemførelse af direktivet ved yderligere at udvikle vejledningen samt dele bedste praksis med medlemsstaterne Ø udvikle håndhævelsesindikatorer sammen med medlemsstaterne specifikt til gennemførelse af direktivet om urimelig handelspraksis, som skal afsløre mangler og fejl, der kræver yderligere undersøgelse og/eller korrigerende foranstaltninger. Foranstaltningerne skal koncentreres om følgende nøglesektorer/-områder: Ø Rejser og transport Ø Digitale- /online-markeder Ø Miljøanprisninger Ø Finansielle tjenesteydelser Ø Fast ejendom På alle disse områder vil der blive lagt særlig vægt på praksis, som er rettet mod sårbare forbrugere, især ældre og mindreårige. 3.4. Overvågning af
markedsudviklingen og bevidstgørelse Kommissionen vil
nøje overvåge markedsudviklingen for at sikre, at retsgrundlaget fortsat giver
en høj grad af beskyttelse af forbrugerne, når de handler indenlands og på
tværs af grænserne. Der vil især blive
fokuseret på, om de retlige rammer fortsat tilgodeser den hastige udvikling af
marketing og salgsteknikker, produkter og tjenester online. Sammen med styrket
håndhævelse er oplysningsinitiativer vigtige for at gøre forbrugerne i stand
til at gøre deres rettigheder gældende. I 2013 vil der som en del af Borgernes
Europaår blive iværksat en kampagne i hele EU for at skabe øget viden om
forbrugerrettigheder, herunder forbrugerrettigheder i henhold til direktivet om
urimelig handelspraksis, i tæt samarbejde med alle interessenter, herunder
erhvervslivet og forbrugerorganisationerne. 4. KONKLUSIONER Direktivet om
urimelig handelspraksis har vist sig at være et værdifuldt værktøj til at
forbedre forbrugernes velfærd. Det har forenklet de lovgivningsmæssige rammer
og bidraget til at fjerne forhindringer for handel på tværs af grænserne.
Erfaringerne har vist denne principbaserede og horisontale lovgivnings nytte og
fleksibilitet. De forenklede lovgivningsmæssige rammer gør det lettere for
erhvervslivet at operere på tværs af grænserne og sætter samtidig forbrugerne
og erhvervslivet i stand til at udnytte det indre markeds uudnyttede potentiale,
bedre. Kommissionen
vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at ændre direktivet på dette stadium,
ikke mindst fordi erfaringerne med at håndhæve direktivet i medlemsstaterne
stadig er for kortvarige for et så omfattende stykke lovgivning. Kommissionen
vil nu rette sin opmærksom mod at sikre, at direktivet gennemføres på
sammenhængende vis, og træffe konkrete foranstaltninger for at få håndhævelsen
til at fungere bedre på nøgleområder til gavn for forbrugernes tillid og for
vækst. [1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.
maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det
indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004. [2] Se artikel 3, stk. 1, i direktivet. [3] F.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF
af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester,
navnlig elektronisk handel, i det indre marked ("direktivet om elektronisk
handel") og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.
oktober 2011 om forbrugerrettigheder. [4] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med
ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse
("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde"). [5] Se rapporten "Første rapport om anvendelsen af
direktiv 2005/29/EF om virksomheders urimelige handelspraksis over for
forbrugerne på det indre marked ("Direktivet om urimelig
handelspraksis")", der ledsager denne meddelelse. [6] Se "En europæisk forbrugerdagsorden - Øget tillid
og vækst, KOM(2012) 225 endelig af 22. maj 2012 -
http://ec.europa.eu/justice/consumer-marketing/index_da.htm. [7] Se afsnit 4 om håndhævelse i den ledsagende rapport om
anvendelse af direktivet. [8] Med CPC-forordningen, forordning nr. 2006/2004, blev der
indført et sæt rammer, der åbner mulighed for et tæt samarbejde mellem
håndhævelsesmyndigheder, når det drejer sig om at skride ind over for
grænseoverskridende handelspraksis, der strider mod forbrugerlovene. Siden 2007
har CPC-netværket beskæftiget sig med grænseoverskridende overtrædelser af
direktivet om urimelig handelspraksis. [9] http://ec.europa.eu/consumers/ecc/index_da.htm. [10] Se arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, Bringing
e-commerce benefits to consumers, der ledsager meddelelsen fra Kommissionen
til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og
Regionsudvalget, En sammenhængende ramme til styrkelse af tilliden til det
digitale indre marked for e-handel og onlinetjenester, KOM (2011) 942 endelig
af 11. januar 2012 - http://ec.europa.eu/internal_market/e-commerce/communication_2012_en.htm. [11] Eurobarometer 332, Consumer attitudes towards cross-border
trade and consumer protection, s. 8. http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_332_en.pdf En stigende andel af forbrugerne, 50 %, er villige til at benytte
et andet af EU's officielle sprog, når de køber varer eller tjenester (+17 procentpoint
sammenlignet med 2006). Den andel, der overhovedet ikke er villig til at
benytte andre sprog i forbindelse med indkøb, er faldet fra 42 % i 2008
til 30 % i 2011. Andelen af europæere, der siger, at de ved, hvor de kan
få oplysninger og råd om handel på tværs af grænserne, er også steget
betragteligt fra 24 % i 2006 til 39 % i 2011. [12] Se
artikel 4, stk. 9 i direktivet om urimelig handelspraksis samt studiet Study on
the application of the Unfair Commercial Pratices Directive to financial
services and immovable property, der er gennemført af Civic Consulting på vegne
af Europa-Kommissionen, GD for Retlige Anliggender 2012, tilgængelig på: http://ec.europa.eu/consumers/ecc/index_da.htm. [13] Se Meddelelse fra Europa-Kommissionen Bedre forvaltning
af det indre marked, KOM(2012) 259/2. http://ec.europa.eu/internal_market/strategy/docs/governance/20120608-communication-2012-259-2_en.pdf. [14] Se den europæiske forbrugerdagsorden. [15] Se den ledsagende rapport om anvendelse af direktivet,
afsnit 3.3.3., f.eks. i forbindelse med afgørelsen fra den italienske
konkurrencemyndighed (AGCM) PS7256 – Comet-Apple Prodotti in Garanzia,
Provvedimento n. 23193 af 27. december 2011. [16] Kommissionen planlægger bl.a. at udarbejde en vejledning
om vildledende miljøanprisninger på grundlag af resultaterne fra et specifikt
studie, der skal gennemføres i løbet af 2013, samt det igangværende arbejde på
handlingsplanen for bæredygtigt forbrug og produktion. [17] Se https://webgate.ec.europa.eu/ucp/ . Denne
database har grundlag i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr.
1926/2006/EF af 18. december 2006 om oprettelse af et EF-handlingsprogram inden
for forbrugerpolitik (2007-2013).