EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R0876

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/876 af 31. maj 2021 om regler for anvendelsen af forordning (EF) nr. 1907/2006 for så vidt angår ansøgninger om godkendelse og revurderingsrapporter vedrørende anvendelsen af stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter samt i forbindelse med reparation af artikler og sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, og ændring af forordning (EF) nr. 340/2008 (EØS-relevant tekst)

C/2021/3748

OJ L 192, 1.6.2021, p. 3–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/876/oj

1.6.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 192/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/876

af 31. maj 2021

om regler for anvendelsen af forordning (EF) nr. 1907/2006 for så vidt angår ansøgninger om godkendelse og revurderingsrapporter vedrørende anvendelsen af stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter samt i forbindelse med reparation af artikler og sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, og ændring af forordning (EF) nr. 340/2008

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (1), særlig artikel 74, stk. 1, og artikel 132, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved artikel 56, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006 fastsættes et krav om godkendelse af markedsføring og anvendelse af særligt problematiske stoffer, der er opført i bilag XIV til nævnte forordning. Overholdelsen af dette krav udgør i visse tilfælde en betydelig administrativ byrde for virksomhederne. I sin meddelelse af 18. juni 2014»Programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT): Status og udsigter for fremtiden« (2) meddelte Kommissionen, at den overvejede at forenkle godkendelsesprocessen i nogle særlige tilfælde. Forenkling af ansøgningerne om fortsat anvendelse af særligt problematiske stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter blev udpeget som et af tiltagene i Kommissionens meddelelse af 5. marts 2018»Kommissionens generelle rapport om, hvordan REACH fungerer, og revision af visse elementer« (3).

(2)

I Kommissionens meddelelse af 2. december 2015»Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi« (4) beskrives det, at en forlængelse af produkters levetid gennem reparation bidrager til at undgå spild. I Rådets konklusioner af 20. juni 2016 om handlingsplanen (5) opfordres Kommissionen til at undersøge, hvilke initiativer der kan tages på EU-plan med henblik på at forlænge produkters levetid, navnlig ved at fremme tilgængeligheden af reservedele.

(3)

For at undgå for tidlig forældelse af artikler eller sammensatte produkter (6), der ikke længere fremstilles efter solnedgangsdatoerne, jf. bilag XIV til forordning (EF) nr. 1907/2006, skal reservedele samt stoffer og blandinger, der er nødvendige for reparation af sådanne artikler eller sammensatte produkter, fortsat være tilgængelige på markedet og anvendes. Hvis et stof, der er opført i bilag XIV til forordning (EF) nr. 1907/2006, er blevet anvendt til fremstilling af sådanne artikler eller sammensatte produkter, og hvis reservedelen efter solnedgangsdatoen ikke kan fremstilles eller produktet ikke kan repareres uden anvendelse af dette stof, bør kravene til indholdet af ansøgningen om godkendelse og af revurderingsrapporten om godkendelse af sådanne anvendelser præciseres med henblik på at forenkle sådanne ansøgninger om godkendelse.

(4)

For så vidt angår analysen af alternativer som omhandlet i artikel 62, stk. 4, litra e), i forordning (EF) nr. 1907/2006 bør det betragtes som tilstrækkeligt at fremlægge en begrundelse, der godtgør, at artiklen eller det sammensatte produkt, der ikke længere fremstilles efter solnedgangsdatoen, ikke fungerer efter hensigten uden reservedelen, og at denne reservedel ikke kan fremstilles uden det pågældende stof, eller at artiklen eller det sammensatte produkt ikke kan repareres på anden måde end ved anvendelse af stoffet med henblik på at konkludere, at der ikke findes egnede alternativer. Da anvendelsen af stoffet i fremstillingen af sådanne reservedele eller i forbindelse med reparation af sådanne artikler eller sammensatte produkter gradvis vil blive reduceret, eftersom stoffets påtænkte anvendelse er til et produkt, der ikke længere fremstilles, mens substitutionsomkostningerne til forskning og udvikling, prøvning, kvalificering og industrialisering af mulige alternativer til sådanne anvendelser sandsynligvis vil være høje i betragtning af den forventede faldende tendens, anses en sådan bestemmelse for at være berettiget.

(5)

Ligeledes bør den begrundelse, der godtgør, at artiklen eller det sammensatte produkt ikke længere fremstilles efter solnedgangsdatoen, at artiklen/produktet ikke kan fungere efter hensigten uden reservedelen, og at en sådan reservedel ikke kan fremstilles uden stoffet, eller at artiklen eller det sammensatte produkt ikke kan repareres på anden måde end ved anvendelse af stoffet, betragtes som tilstrækkelig til at påvise de socioøkonomiske fordele ved anvendelsen af stoffet i den socioøkonomiske analyse som omhandlet i artikel 62, stk. 5, litra a, i forordning (EF) nr. 1907/2006. Manglende adgang til reservedele eller manglende mulighed for at reparere artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, vil føre til for tidlig forældelse af disse artikler eller sammensatte produkter inden udløbet af deres levetid og dermed til en for tidlig bortskaffelse, hvilket sandsynligvis vil medføre store omkostninger for operatører, forbrugere eller samfundet. Desuden forventes antallet af anvendelser og mængder af det stof, der anvendes til sådanne reservedele, at falde, hvilket vil føre til en aftagende indvirkning på menneskers sundhed og miljøet i forbindelse med eksponering for eller udledning af det anvendte stof. Derfor bør ansøgeren fremlægge indholdet af den socioøkonomiske analyse som omhandlet i artikel 62, stk. 5, litra a), i forordning (EF) nr. 1907/2006 i kortfattet form. Dette berører ikke hensynet til den risiko som anvendelsen af stoffet udgør for menneskers sundhed eller miljøet eller behovet for, at ansøgeren påviser, at de socioøkonomiske fordele opvejer denne risiko.

(6)

Præciseringen af indholdet i ansøgninger om godkendelse af anvendelse af et stof i fremstillingen af reservedele eller i forbindelse med reparation af artikler og sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, bør medføre en reduceret arbejdsbyrde for Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«) i forbindelse med vurderingen af ansøgninger om godkendelse i disse særlige tilfælde. De gebyrer, der opkræves for sådanne ansøgninger, bør stå i et rimeligt forhold til agenturets forventede arbejdsbyrde i sådanne tilfælde og bør derfor nedsættes i forhold til det gebyr, der opkræves for ansøgninger om andre anvendelser. Af samme årsag bør afgifterne for fornyet vurdering af godkendelser af disse anvendelser nedsættes med samme forhold.

(7)

Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008 (7) bør derfor ændres.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 133 i forordning (EF) nr. 1907/2006 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ved denne forordning gennemføres artikel 61, stk. 1, artikel 62, stk. 4, litra e) og artikel 62, stk. 5, litra a), i forordning (EF) nr. 1907/2006 for så vidt angår ansøgninger om godkendelse og revurderingsrapporter angående enhver af de følgende anvendelser af et stof, som sådan eller i en blanding, der er opført i bilag XIV til nævnte forordning

a)

produktion af reservedele som artikler eller som sammensatte produkter til reparation af artikler eller sammensatte produkter, hvis fremstilling er ophørt eller vil være ophørt inden solnedgangsdatoen for dette stof som anført i bilag XIV, hvor dette stof blev anvendt i fremstillingen af disse artikler eller sammensatte produkter, og disse ikke kan fungere efter hensigten uden denne reservedel, og denne reservedel ikke kan fremstilles uden dette stof (»fremstilling af reservedele til udgåede produkter«)

b)

reparation af artikler eller sammensatte produkter, hvis fremstilling er ophørt eller vil være ophørt inden solnedgangsdatoen for dette stof som anført i bilag XIV, hvor dette stof blev anvendt i fremstillingen af disse artikler eller sammensatte produkter, og disse ikke kan repareres på anden måde end ved anvendelse af dette stof (»reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles«).

Artikel 2

1.   En ansøgning om godkendelse i henhold til artikel 62 i forordning (EF) nr. 1907/2006 af anvendelse af et stof i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter eller i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, vil blive betragtet som værende i overensstemmelse med artikel 62, stk. 4, litra e), i nævnte forordning, når den omfatter følgende:

a)

en beskrivelse og analyse af stoffets funktion

b)

en begrundelse, der godtgør, at betingelserne i enten artikel 1, litra a) eller artikel 1, litra b) i nærværende forordning er opfyldt.

2.   En ansøgning om godkendelse i henhold til artikel 62 i forordning (EF) nr. 1907/2006 af anvendelse af et stof i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter eller i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, vil blive betragtet som værende i overensstemmelse med artikel 62, stk. 5, litra a), i nævnte forordning, når den omfatter følgende:

a)

en kortfattet beskrivelse af indvirkningen på menneskers sundhed eller miljøet i overensstemmelse med oplysningerne i kemikaliesikkerhedsrapporten

b)

en kortfattet beskrivelse af de socioøkonomiske fordele ved den anvendelse, der ansøges om, herunder en begrundelse, der godtgør, at betingelserne i enten artikel 1, litra a) eller artikel 1, litra b) i nærværende forordning er opfyldt

c)

en konklusion baseret på en sammenligning af risici og fordele ved anvendelsen af det stof, der ansøges om, som beskrevet i litra a) og b) i dette stykke.

3.   Hvis ansøgningen om godkendelse indgives med henblik på anvendelse af et stof til fremstilling af reservedele til udgåede produkter eller i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, anses oplysningerne som omhandlet i stk. 1 og 2 i nærværende artikel sammen med eventuelle tredjepartsbidrag om mulige alternativer, indgivet i overensstemmelse med artikel 64, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1907/2006, som tilstrækkelige til at vurdere de socioøkonomiske faktorer og egnetheden af alternativerne i forbindelse med anvendelsen af stoffet.

4.   Stk. 1, 2 og 3 i nærværende artikel finder tilsvarende anvendelse på revurderingsrapporter, der er indgivet i henhold til artikel 61, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006 vedrørende en godkendelse af anvendelsen af et stof i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter eller i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles.

5.   Senest den 5. juli 2021 offentliggør Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«) specifikke formater til analyse af alternativer og den socioøkonomiske analyse, der skal anvendes i ansøgninger om godkendelse af anvendelser af stoffer til fremstilling af reservedele til udgåede produkter eller i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, samt i revurderingsrapporter vedrørende en godkendelse til sådanne anvendelser, der er indgivet i overensstemmelse med denne forordning og afspejler elementerne omhandlet i stk. 1 og 2.

Artikel 3

I forordning (EF) nr. 340/2008 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 8, stk. 2, tilføjes følgende afsnit efter fjerde afsnit:

»Agenturet opkræver et nedsat gebyr som fastsat i punkt 2 i bilag VI til nærværende forordning for ansøgninger om godkendelse af anvendelser af stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter til reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, som beskrevet i artikel 1, litra a), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/876 (*1) samt i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, som beskrevet i artikel 1, litra b), i samme forordning, der indgives i overensstemmelse med nævnte gennemførelsesforordning.

(*1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/876 af 31. maj 2021om regler for anvendelsen af forordning (EF) nr. 1907/2006 for så vidt angår ansøgninger om godkendelse og revurderingsrapporter vedrørende anvendelsen af stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter samt i forbindelse med reparation af artikler og sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, og ændring af forordning (EF) nr. 340/2008 (EUT 192).«."

2)

I artikel 9, stk. 2, tilføjes følgende afsnit efter fjerde afsnit:

»Agenturet opkræver en nedsat afgift som fastsat i punkt 2 i bilag VII til nærværende forordning for ansøgninger om godkendelse af anvendelser af stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter til reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, som beskrevet i artikel 1, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) 2021/876 samt i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles, som beskrevet i artikel 1, litra b), i samme forordning, der indgives i overensstemmelse med nævnte gennemførelsesforordning.«

3)

Bilag VI og VII erstattes af teksten som fastsat i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.

(2)  COM(2014) 368 final.

(3)  COM(2018) 116 final.

(4)  COM(2015) 614 final.

(5)  Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi — Rådets konklusioner af 20. juni 2016, ST 10518 2016 INIT.

(6)  »Sammensatte produkter« som beskrevet i Domstolens dom af 10. september 2015, Fédération des entreprises du commerce et de la distribution (FCD) og Fédération des magasins de bricolage et de l’aménagement de la maison (FMB), C-106/14, ECLI:EU:C:2015:576, præmis 48-54.

(7)  Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008 af 16. april 2008 om gebyrer og afgifter til Det Europæiske Kemikalieagentur i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) (EUT L 107 af 17.4.2008, s. 6).


BILAG

»BILAG VI

Gebyrer for ansøgninger om godkendelse i henhold til artikel 62 i forordning (EF) nr. 1907/2006

1.   

Gebyrer for ansøgninger om godkendelse

Tabel 1

Grundgebyrer

Grundgebyr

54 100 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

10 820 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

48 690 EUR

Tabel 2

Nedsatte gebyrer for mellemstore virksomheder

Grundgebyr

40 575 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

8 115 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

36 518 EUR

Tabel 3

Nedsatte gebyrer for små virksomheder

Grundgebyr

24 345 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

4 869 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

21 911 EUR

Tabel 4

Nedsatte gebyrer for mikrovirksomheder

Grundgebyr

5 410 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

1 082 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

4 869 EUR

2.   

Gebyrer for ansøgninger om godkendelse af anvendelse af stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter eller i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles som omhandlet i artikel 8, stk. 2, femte afsnit.

Tabel 1

Grundgebyrer

Grundgebyr

27 050 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

5 410 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

24 345 EUR

Tabel 2

Nedsatte gebyrer for mellemstore virksomheder

Grundgebyr

20 287 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

4 057 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

18 259 EUR

Tabel 3

Nedsatte gebyrer for små virksomheder

Grundgebyr

12 172 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

2 434 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

10 955 EUR

Tabel 4

Nedsatte gebyrer for mikrovirksomheder

Grundgebyr

2 705 EUR

Tillægsgebyr pr. stof

541 EUR

Tillægsgebyr pr. anvendelse

2 434 EUR

BILAG VII

Afgifter for fornyet vurdering af godkendelser i henhold til artikel 61 i forordning (EF) nr. 1907/2006

1.   

Afgifter for fornyet vurdering af godkendelser

Tabel 1

Basisafgifter

Basisafgift

54 100 EUR

Tillægsafgift pr. stof

10 820 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

48 690 EUR

Tabel 2

Nedsatte afgifter for mellemstore virksomheder

Basisafgift

40 575 EUR

Tillægsafgift pr. stof

8 115 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

36 518 EUR

Tabel 3

Nedsatte afgifter for små virksomheder

Basisafgift

24 345 EUR

Tillægsafgift pr. stof

4 869 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

21 911 EUR

Tabel 4

Nedsatte afgifter for mikrovirksomheder

Basisafgift

5 410 EUR

Tillægsafgift pr. stof

1 082 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

4 869 EUR

2.   

Afgifter for fornyet vurdering af godkendelser af anvendelser af stoffer i fremstillingen af reservedele til udgåede produkter eller i forbindelse med reparation af artikler eller sammensatte produkter, der ikke længere fremstilles som omhandlet i artikel 9, stk. 2, femte afsnit.

Tabel 1

Basisafgifter

Basisafgift

27 050 EUR

Tillægsafgift pr. stof

5 410 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

24 345 EUR

Tabel 2

Nedsatte afgifter for mellemstore virksomheder

Basisafgift

20 287 EUR

Tillægsafgift pr. stof

4 057 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

18 259 EUR

Tabel 3

Nedsatte afgifter for små virksomheder

Basisafgift

12 172 EUR

Tillægsafgift pr. stof

2 434 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

10 955 EUR

Tabel 4

Nedsatte afgifter for mikrovirksomheder

Basisafgift

2 705 EUR

Tillægsafgift pr. stof

541 EUR

Tillægsafgift pr. anvendelse

2 434 EUR

«

Top