This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52015DC0117
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL Exemptions granted by Member States under Regulation (EC) 1371/2007 on rail passengers' rights and obligations
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Fritagelser indrømmet af medlemsstaterne i medfør af forordning (EF) nr. 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Fritagelser indrømmet af medlemsstaterne i medfør af forordning (EF) nr. 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser
/* COM/2015/0117 final */
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Fritagelser indrømmet af medlemsstaterne i medfør af forordning (EF) nr. 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser /* COM/2015/0117 final */
Anvendelsen
af forordning (EF) nr. 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og
forpligtelser: Fritagelser indrømmet af medlemsstaterne i medfør af
forordningens artikel 2 Indledning Den 3. december 2009 trådte
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober
2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser[1]
("forordningen") i kraft. Dens formål er at beskytte
jernbanepassagerernes rettigheder i EU, især i tilfælde hvor rejsen bliver
afbrudt, og at forbedre kvaliteten og effektiviteten af jernbanernes
passagertrafik. Principielt gælder forordningen for al
passagertrafik med jernbane i EU, men for at lette indfasningen af dens regler
tillader den medlemsstaterne at fritage indenlandsk passagertrafik med
fjerntog. Nær- og regionaltrafikken har en særlig karakter, og derfor tillader
forordningen også medlemsstaterne at fritage personbefordring med jernbane i
byer, forstæder og regioner. Forordningens artikel 2 giver således
følgende fritagelsesmuligheder: 1.
Artikel 2, stk. 4: Indenlandsk personbefordring med
jernbane i en periode på fem år, der kan forlænges to gange (dog ikke
fritagelse fra de bestemmelser, der er anført i artikel 2, stk. 3). 2.
Artikel 2, stk. 5: Personbefordring med jernbane i
byer, forstæder og regioner (dog ikke fritagelse fra de bestemmelser, der er
anført i artikel 2, stk. 3). 3.
Artikel 2, stk. 6: Passagertogsforbindelser eller
rejser, hvoraf en betydelig del finder sted uden for EU, i en periode på højst
fem år. Sådanne fritagelser kan fornyes. I henhold til artikel 2, stk. 7,
skal Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om
fritagelser, som medlemsstaterne har indrømmet i medfør af artikel 2,
stk. 4, 5 og 6. I. Status
for fritagelser Fra forordningens
ikrafttrædelse den 3. december 2009 til udgangen af den første femårsperiode
den 2. december 2014 Overordnet set er
der i øjeblikket fire medlemsstater, der anvender alle forordningens
bestemmelser, mens 22 har givet fritagelser i forskelligt omfang. I denne
rapport ses der nærmere på medlemsstaternes udbud af forskellige former for
passagertrafik med jernbane.
1. Passagertogstrafik, der drives på nationalt plan (indenlandsk
fjerntrafik, by‑, forstads- og regionaltrafik)
I den første
femårsperiode kan der skelnes mellem følgende typer fritagelser i
medlemsstaterne[2]:
1) Hele forordningen anvendes, ingen fritagelser
Kun fire medlemsstater har besluttet at anvende
hele forordningen uden at give fritagelser: Danmark, Italien, Nederlandene
og Slovenien.
2) Al trafik fritaget (indenlandsk fjerntrafik, by-, forstads- og
regionaltrafik)
Fem medlemsstater har vedtaget at udnytte alle
fritagelsesmulighederne, så det kun er de obligatoriske bestemmelser, der
finder anvendelse, jf. forordningens artikel 2, stk. 3[3]: Bulgarien,
Frankrig, Irland, Letland og Rumænien.
3) Delvis fritagelse
·
Fritagelse efter trafiktype (indenlandsk
fjerntrafik eller by-, forstads- og regionaltrafik) o
Fritagelse af indenlandsk fjerntrafik, men ikke
by-, forstads- og regionaltrafik Tre medlemsstater har
fritaget indenlandsk fjerntrafik, men ikke by-, forstads- og regionaltrafik: Belgien,
Tjekkiet og Rumænien. o
By-, forstads- og regionaltrafik fritaget, men
ikke indenlandsk fjerntrafik Fem medlemsstater har
ikke fritaget indenlandsk fjerntrafik, men kun by-, forstads- og
regionaltrafik: Østrig, Finland, Tyskland, Luxembourg og Sverige. ·
Fritagelser efter kravtype (dvs. pr. artikel) o
Fritagelse af visse trafikforbindelser fra visse
artikler Belgien har kun fritaget indenlandsk fjerntrafik fra bestemmelserne i bilag
II, del II, om ret til oplysninger på rejsen. Spanien har kun fritaget
indenlandsk fjerntrafik fra artikel 27 om en klageordning. o
Fritagelse af al indenlandsk trafik fra flere
artikler Ni medlemsstater har
givet fritagelser fra bestemte artikler: Kroatien[4], Estland,
Grækenland, Ungarn, Polen, Portugal, Spanien, Slovakiet og Det Forenede
Kongerige.
2. Grænsekrydsende trafikforbindelser til og fra tredjelande
Ti medlemsstater
har i medfør af artikel 2, stk. 6, givet en enten generel eller
delvis fritagelse, der gælder for passagertogsforbindelser eller rejser, hvoraf
en betydelig del finder sted uden for EU: Bulgarien, Kroatien, Estland,
Finland, Grækenland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen og Rumænien.
Dermed har alle lande med trafikforbindelser over grænsen til og fra
tredjelande fritaget disse forbindelser fra anvendelse af forordningen på deres
område.
Andre forhold
De fleste af de
medlemsstater, der har fritaget indenlandsk fjerntrafik, har fritaget den fra
bestemmelserne i artikel 8, 10, 13, 15, 17 og 18. De fleste af de
medlemsstater, der har fritaget by-, forstads- og regionalbanernes
persontrafik, har fritaget den fra bestemmelserne i artikel 8, 10, 15, 16, 17
og 18. Medlemsstaterne har ikke pligt til at begrunde fritagelserne konkret,
men de skal gives på et gennemsigtigt og ikke-diskriminerende grundlag. Det
synes klart, at der hovedsagelig er givet fritagelser fra de artikler, der kan
anses for at være de økonomisk mest byrdefulde, dvs. dem, der handler om
forskudsbetaling i tilfælde af ulykker (artikel 13), om erstatningsansvar
ved forsinkelser, for sen ankomst til videre trafikforbindelser og aflysninger
og dermed om refusion, erstatning og assistance (artikel 15, 16, 17 og 18).
Også artikel 8 (om rejseoplysninger) og 10 (om informations- og
reservationssystemer) kan være byrdefulde eller dyre, hvis det kræver nyt eller
renoveret rullende materiel eller nye IT-systemer at efterleve deres
bestemmelser. Denne oversigt
viser, at fritagelserne, især for indenlandsk trafik, har ført til et
kludetæppe af forskellige rettigheder for jernbanepassagerer i EU, fordi der
gælder forskellige nationale lovgivninger, når der ikke er et enkelt sæt
passagerrettigheder i EU. Allerede i konklusionerne i rapporten af 14. august
2013 til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af forordningen[5]
bemærkede Kommissionen, at "den omfattende brug af fritagelser [er] en
alvorlig hindring for opfyldelsen af forordningens mål", som er at
forbedre kvaliteten og effektiviteten af jernbanernes passagertrafik.
Fritagelserne i medlemsstaterne hindrer etableringen af lige konkurrencevilkår
for jernbanevirksomheder overalt i EU. De gør det også uklart for
jernbanepassagererne, hvilke rettigheder de har, og hindrer dem i at udnytte
deres rettigheder i fuldt omfang. Sidst i rapporten
gengives en sammenfattende oversigt over fritagelserne som situationen var i
november 2014[6]. II. UDSIGTER FOR
PERIODEN EFTER 3. DECEMBER 2014 Rapporten ser også
på den fremtidige anvendelse af forordningen og især på udsigten til, at
medlemsstaterne viderefører fritagelserne. De oplysninger, medlemsstaterne har
sendt Kommissionen, viser, at situationen ikke vil ændre sig væsentligt efter
den 3. december 2014. Kun fem medlemsstater forventer at ville anvende
forordningen uindskrænket, mens 21 vil fortsætte med fritagelser af forskelligt
omfang. Medlemsstaterne kan
videreføre fritagelserne efter forordningens artikel 2, stk. 4 og 6,
men skal underrette Kommissionen om enhver forlængelse ud over den 3. december
2014. Det samme gælder for de ni medlemsstater, der har valgt en femårig
fritagelse for by-, forstads- og regionaltrafik i medfør af artikel 2,
stk. 5, med mulighed for fornyelse[7]. I denne forbindelse
har Kommissionen spurgt medlemsstaterne, hvilke hensigter de havde om at
indskrænke eller forlænge fritagelserne[8]. Af de modtagne
oplysninger fremgår det, at fire medlemsstater agter at reducere antallet af
artikler, der er omfattet af fritagelser i den næste femårsperiode: Belgien,
Bulgarien, Estland og Polen. I Belgiens tilfælde betyder det
fuld anvendelse af forordningen på al jernbanepassagertrafik. 12 medlemsstater
agter at fastholde deres fritagelser i endnu en femårsperiode: Østrig,
Frankrig, Finland, Tyskland, Grækenland, Kroatien, Ungarn, Litauen, Letland,
Rumænien, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet. Det Forenede
Kongerige meddelte, at det vil forlænge de eksisterende fritagelser
foreløbig for at gennemføre høringer og en undersøgelse i løbet af 2015, inden
det afgøres, om fritagelserne skal forlænges eller helt eller delvis ophæves. Danmark,
Italien, Nederlandene og Slovenien anvender allerede hele
forordningen. Sverige, som ikke tidligere havde specificeret, hvilke fritagelser der skulle
gælde for by-, forstads- eller regionaltrafik, har nu underrettet Kommissionen
om sine planer om at fritage disse tjenester fra visse artikler i forordningen. Selv om der stadig
er medlemsstater, som endnu ikke officielt har givet meddelelse, jf.
forordningens artikel 2, stk. 7, om enten fornyelse eller ophævelse
af fritagelser, skønnes det, at der ikke vil komme nogen væsentlige ændringer i
situationen med hensyn til anvendelse af forordningen på indenlandsk
passagertrafik efter den første femårsperiode. For disse transportydelser vil
der derfor højst komme en beskeden forbedring af beskyttelsen af passagerernes
rettigheder efter forordningen. En lignende situation finder man med hensyn til
internationale trafikforbindelser og rejser, hvor en betydelig del finder sted
uden for EU. Sammenfattende kan
det siges, at medlemsstaterne har givet omfattende fritagelser i de første fem
år, hvor forordning (EF) nr. 1371/2007 har været gældende, og i den nære
fremtid er der kun udsigt til meget beskedne forbedringer. Lige vilkår for
jernbanevirksomheder og et højt beskyttelsesniveau for passagerer i EU er
således stadig langt fra at være en realitet. [1] EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14. [2] Malta og Cypern har ikke passagertog. [3] I henhold til artikel 2, stk. 3, finder artikel 9, 11, 12, 19,
artikel 20, stk. 1, og artikel 26 anvendelse på alle former for
personbefordring med jernbane i hele EU. [4] Kroatien blev medlem af EU den 1. juli 2013. Kroatien har
vedtaget fritagelser, som gælder fra tiltrædelsesdatoen og frem til udgangen af
den første femårsperiode efter forordningens ikrafttræden, dvs. til den
2.12.2014. [5] COM(2013) 587 final af 14.8.2013. [6] Listen over fritagelser bygger på oplysninger fra
medlemsstaterne. [7] Bulgarien, Kroatien, Estland, Grækenland, Ungarn, Irland,
Letland, Portugal og Spanien. [8] Medlemsstater, der ikke har besvaret den uformelle rundspørge,
er ikke med i den følgende opgørelse.