EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D1094

Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1094 af 5. juni 2023 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

ST/7485/2023/INIT

EUT L 146 af 6.6.2023, p. 20–21 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1094/oj

6.6.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 146/20


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/1094

af 5. juni 2023

om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 17. marts 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/145/FUSP (1).

(2)

Unionen er fortsat urokkelig i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

(3)

I sine konklusioner af 9. februar 2023 gentog Det Europæiske Råd Unionens resolutte fordømmelse af Ruslands angrebskrig mod Ukraine, som udgør en åbenbar overtrædelse af De Forenede Nationers pagt. Det Europæiske Råd gentog også, at Unionen er rede til at fortsætte med at skærpe sine restriktive foranstaltninger over for Rusland.

(4)

Rådet har vurderet, at der er et gensidigt fordelagtigt og støttende forhold mellem Den Russiske Føderations regering og fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland. Navnlig har Den Russiske Føderation regering systematisk tilladt fremtrædende russiske forretningsfolk at akkumulere deres rigdom gennem udnyttelse af naturressourcer og andre offentlige ressourcer. I betragtning af dette indbyrdes afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk og Den Russiske Føderations regering mener Rådet, at kriterierne for opførelse på listen bør omfatte fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i en hvilken som helst økonomisk sektor i Rusland. Desuden mener Rådet, at kriterierne for opførelse på listen bør udvides således at det, om nødvendigt, bliver muligt at opføre andre erhvervsfolk på listen, der er involveret i økonomiske sektorer, som udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, for at øge presset på Den Russiske Føderations regering for at bringe sin angrebskrig mod Ukraine til ophør.

(5)

Rådet har også vurderet, at fremtrædende russiske erhvervsfolk har udøvet en systematisk praksis med at fordele deres midler og aktiver blandt deres nærmeste familiemedlemmer og andre personer, ofte for at skjule deres aktiver, omgå de restriktive foranstaltninger og bevare kontrollen over de ressourcer, de har til rådighed. Rådet mener derfor, at nære familiemedlemmer eller andre fysiske personer, der på en sådan måde drager fordel af fremtrædende erhvervsfolk, som driver virksomhed i Rusland, også bør udpeges, hvis det er relevant, for at både øge presset på Den Russiske Føderations regering, for at bringe sin angrebskrig mod Ukraine til ophør, samt undgå risikoen for omgåelse af de restriktive foranstaltninger.

(6)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at gennemføre visse foranstaltninger.

(7)

Afgørelse 2014/145/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Afgørelse 2014/145/FUSP ændres således:

1)

Artikel 1, stk. 1, litra e), affattes således:

»e)

fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, og deres nærmeste familiemedlemmer eller andre fysiske personer, der drager fordel af dem, eller erhvervsfolk involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine, eller«.

2)

Artikel 2, stk. 1, litra g), affattes således:

»g)

fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, og deres nærmeste familiemedlemmer eller andre fysiske personer, der drager fordel af dem, eller erhvervsfolk, juridiske personer, enheder eller organer involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine, eller«.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juni 2023.

På Rådets vegne

J. ROSWALL

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L 78 af 17.3.2014, s. 16).


Top