Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R0378

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378 af 2. marts 2015 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 for så vidt angår gennemførelsen af den årlige regnskabsafslutningsprocedure og gennemførelsen af den efterprøvende regnskabsafslutning

    EUT L 64 af 7.3.2015, p. 30–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 26/04/2017

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2015/378/oj

    7.3.2015   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 64/30


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/378

    af 2. marts 2015

    om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 for så vidt angår gennemførelsen af den årlige regnskabsafslutningsprocedure og gennemførelsen af den efterprøvende regnskabsafslutning

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 af 16. april 2014 om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring (1), særlig artikel 45, stk. 2, og artikel 47, stk. 6, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Kommissionen bør træffe afgørelse om den årlige regnskabsafslutning for hvert nationalt program og om den efterprøvende regnskabsafslutning. Der bør derfor fastlægges ordninger for gennemførelsen af disse opgaver, herunder om udvekslingen af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne og de frister, der skal overholdes.

    (2)

    Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af forordning (EU) nr. 514/2014 og er følgelig bundet af nærværende forordning.

    (3)

    Med forbehold af betragtning 47 i forordning (EU) nr. 514/2014 er Danmark ikke bundet af hverken forordning (EU) nr. 514/2014 eller af nærværende forordning.

    (4)

    For at sikre en øjeblikkelig anvendelse af foranstaltningerne i denne forordning og for ikke at forsinke udarbejdelsen af medlemsstaternes eventuelle betalingsanmodninger bør forordningen træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    (5)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra udvalget vedrørende Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden For Intern Sikkerhed —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Årlig regnskabsafslutning

    1.   Kommissionen vurderer, om det er berettiget at yde støtte til de enkelte projekter, som er indberettet i anmodningen om betaling af den årlige saldo, der er omhandlet i artikel 1 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/377 (2), for så vidt angår målsætningerne i de særforordninger, der defineret i forordning (EU) nr. 514/2014, og i det nationale program, der er godkendt i medfør af artikel 14 i forordning (EU) nr. 514/2014.

    Når Kommissionen træffer afgørelse om betalingen af den årlige saldo, tager den ligeledes hensyn til oplysningerne i:

    a)

    den årlige gennemførelsesrapport som omhandlet i artikel 54 i forordning (EU) nr. 514/2014

    b)

    anmodningen om betaling af den årlige saldo, jf. artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/377.

    2.   Kommissionen godkender alle beløb, der er anmeldt i regnskabet, såfremt der ikke hersker tvivl om, at regnskaberne er fuldstændige, nøjagtige og pålidelige.

    3.   Kommissionen kan anmode om yderligere oplysninger, hvis de givne oplysninger er ufuldstændige eller uklare, eller i tilfælde af uenighed, fortolkningsforskelle eller andre uoverensstemmelser i forbindelse med anmodningen om betaling.

    4.   Den pågældende medlemsstat skal på Kommissionens anmodning indsende yderligere oplysninger inden for den frist, der er fastsat i anmodningen. I behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen, hvis medlemsstaten anmoder herom inden fristens udløb, godtage en anmodning om senere indgivelse af oplysninger og fastsætte en ny frist.

    Hvis den pågældende medlemsstat ikke forelægger de ønskede oplysninger inden for fristen, eller hvis dens svar ikke er tilfredsstillende, kan Kommissionen træffe sin afgørelse om regnskabsafslutning på grundlag af de oplysninger, den er i besiddelse af.

    5.   Kommissionen underretter medlemsstaten om sin afgørelse om betalingen af den årlige saldo, herunder om grundene til at visse konti eller beløb på konti ikke finansieres.

    Hvis der er konti eller beløb på konti, som ikke finansieres af Kommissionen, kan medlemsstaterne indgive yderligere oplysninger, således at kontiene eller beløbene kan tages op til fornyet overvejelse i efterfølgende regnskabsår.

    6.   Hvis Kommissionens betaling er lavere end det årlige forfinansieringsbeløb, der er betalt til medlemsstaten i henhold til artikel 35, stk. 2, i forordning (EU) nr. 514/2014, udlignes den årlige forfinansiering med det tilsvarende beløb. Eventuelle udestående forfinansieringsbeløb må kun inddrives i løbet af de følgende årlige regnskabsafslutninger.

    7.   Kun hvis medlemsstaten ikke indgiver en anmodning om betaling af den årlige saldo, jf. artikel 44 i forordning (EU) nr. 514/2014, inddrives det udestående årlige forfinansieringsbeløb inden for samme regnskabsafslutning.

    8.   Stk. 1-5 anvendes tilsvarende på inddrevne beløb.

    Artikel 2

    Kommissionens efterprøvende regnskabsafslutning og finansielle korrektioner

    1.   Hvis Kommissionen mener, at udgifter ikke er i overensstemmelse med EU-regler og nationale regler, gør den den pågældende medlemsstat opmærksom på resultatet af sin efterprøvning, idet den anfører, hvilke korrigerende foranstaltninger der skal træffes for at sikre overensstemmelse fremover, og hvilken finansiel korrektion der ifølge den svarer til resultatet af efterprøvningen.

    Meddelelsen gives i overensstemmelse med artikel 47, stk. 5, i forordning (EU) nr. 514/2014 med en henvisning til denne artikel.

    2.   Medlemsstaten afgiver svar inden for to måneder efter modtagelsen af meddelelsen. Medlemsstaten skal i sit svar navnlig have lejlighed til:

    a)

    at påvise over for Kommissionen, at projektet/projekterne er støtteberettiget

    b)

    at påvise over for Kommissionen, at omfanget af den manglende overholdelse eller risikoen for EU's bidrag til det nationale program er mindre, end hvad der er angivet af Kommissionen

    c)

    at oplyse Kommissionen om, hvilke korrigerende foranstaltninger den har truffet for at efterleve EU-regler og nationale regler, og om datoen for den konkrete iværksættelse af disse, og

    d)

    at oplyse Kommissionen om, hvorvidt et bilateralt møde kunne være nyttigt.

    I behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen efter en begrundet anmodning fra medlemsstaten give tilladelse til, at tomånedersperioden forlænges med højst to måneder. Denne anmodning skal rettes til Kommissionen inden udløbet af den oprindelige frist på to måneder.

    3.   Kommissionen meddeler formelt medlemsstaten resultatet af sin efterprøvning på grundlag af de oplysninger, den har modtaget i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure.

    4.   Når Kommissionen har meddelt medlemsstaten resultatet af sin efterprøvning, vedtager den om nødvendigt en eller flere afgørelser i medfør af artikel 47 i forordning (EU) nr. 514/2014 for at udelukke enhver udgift, som ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne, fra EU-finansiering.

    Kommissionen kan iværksætte flere på hinanden følgende efterprøvende regnskabsafslutningsprocedurer, indtil medlemsstaten har iværksat de korrigerende foranstaltninger.

    Artikel 3

    Afgørelse om ikke at indlede eller forfølge en efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure

    Kommissionen kan beslutte ikke at indlede eller forfølge en efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, jf. artikel 47 i forordning (EU) nr. 514/2014, hvis den skønner, at den eventuelle finansielle korrektion for den konstaterede manglende overholdelse ikke udgør mere end 50 000 EUR og 2 % af den specifikke udgift, som ikke skønnes at være i overensstemmelse med reglerne.

    Artikel 4

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 2. marts 2015.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 150 af 20.5.2014, s. 112.

    (2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/377 af 2. marts 2015 om fastsættelse af modeller til de dokumenter, der kræves i forbindelse med betaling af den årlige saldo i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring (se side 17 i denne EUT).


    Top