Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R0007

    Kommissionens forordning (EU) 2015/7 af 6. januar 2015 om godkendelse af en anden sundhedsanprisning af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, og om ændring af forordning (EU) nr. 432/2012 EØS-relevant tekst

    EUT L 3 af 7.1.2015, p. 3–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2015/7/oj

    7.1.2015   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 3/3


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2015/7

    af 6. januar 2015

    om godkendelse af en anden sundhedsanprisning af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, og om ændring af forordning (EU) nr. 432/2012

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (1), særlig artikel 18, stk. 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til forordning (EF) nr. 1924/2006 er sundhedsanprisninger af fødevarer forbudt, medmindre de er godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med samme forordning og opført på en liste over tilladte anprisninger.

    (2)

    I medfør af artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006 vedtog Kommissionen forordning (EU) nr. 432/2012 (2), hvor der er fastlagt en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed.

    (3)

    Forordning (EF) nr. 1924/2006 foreskriver ligeledes, at lederne af fødevarevirksomheder skal sende ansøgninger om godkendelse af sundhedsanprisninger til en medlemsstats nationale kompetente myndighed. Den nationale kompetente myndighed skal videresende gyldige ansøgninger til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), i det følgende benævnt »autoriteten«, med henblik på en videnskabelig vurdering samt til Kommissionen og medlemsstaterne til orientering.

    (4)

    Kommissionen skal træffe beslutning vedrørende eventuel godkendelse af sundhedsanprisninger under hensyntagen til autoritetens udtalelse.

    (5)

    Med henblik på at fremme innovation bør sundhedsanprisninger, der er baseret på senere udviklet videnskabelig evidens, og/eller for hvilke der anmodes om beskyttelse af data, som er omfattet af ejendomsrettigheder, være omfattet af en fremskyndet godkendelsesprocedure.

    (6)

    Som opfølgning på en ansøgning, som Aptonia indgav i henhold til artikel 13, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1924/2006, skulle autoriteten afgive udtalelse om en sundhedsanprisning vedrørende glykæmiske kulhydrater og genetablering af en normal muskelfunktion (sammentrækning) efter hård træning (spørgsmål nr. EFSA-Q-2013-00234) (3). Den af ansøgeren foreslåede anprisning havde følgende ordlyd: »Glykæmiske kulhydrater øger genopbygningen af glycogendepoterne i musklerne efter hård træning«.

    (7)

    Den 25. oktober 2013 modtog Kommissionen og medlemsstaterne den videnskabelige udtalelse fra autoriteten, som konkluderede, at der på grundlag af de fremlagte oplysninger var fastslået en årsagssammenhæng mellem indtag af glykæmiske kulhydrater og den anpriste virkning. En sundhedsanprisning, der er i overensstemmelse med denne konklusion, bør følgelig anses for at opfylde kravene i forordning (EF) nr. 1924/2006 og bør optages på EU-listen over tilladte anprisninger, der er fastlagt ved forordning (EU) nr. 432/2012.

    (8)

    Et af målene med forordning (EF) nr. 1924/2006 er at sikre, at sundhedsanprisninger er sandfærdige, klare, pålidelige og anvendelige for forbrugeren, og i den forbindelse at formuleringen og præsentationen af sundhedsanprisninger tages i betragtning. Anprisninger, der anvendes af ansøgeren, og som i kraft af deres formulering har samme betydning for forbrugerne som en godkendt sundhedsanprisning, idet de viser den samme sammenhæng mellem en fødevarekategori, en fødevare eller en af dens bestanddele og sundhed, bør derfor være omfattet af de samme anvendelsesbetingelser som dem, der er anført i bilaget til denne forordning.

    (9)

    I overensstemmelse med artikel 20 i forordning (EF) nr. 1924/2006 bør registret over ernærings- og sundhedsanprisninger, der indeholder alle tilladte sundhedsanprisninger, opdateres for at tage hensyn til nærværende forordning.

    (10)

    De bemærkninger fra ansøgeren og medlemmer af offentligheden, som Kommissionen har modtaget i overensstemmelse med artikel 16, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1924/2006, er taget i betragtning ved fastsættelsen af foranstaltningerne i nærværende forordning.

    (11)

    Forordning (EU) nr. 432/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (12)

    Medlemsstaterne er blevet hørt —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Den i bilaget til nærværende forordning angivne sundhedsanprisning optages på den i artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006 omhandlede EU-liste over tilladte anprisninger.

    Artikel 2

    Bilaget til forordning (EU) nr. 432/2012 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

    Artikel 3

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 6. januar 2015.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 404 af 30.12.2006, s. 9.

    (2)  Kommissionens forordning (EU) nr. 432/2012 af 16. maj 2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed (EUT L 136 af 25.5.2012, s. 1).

    (3)  EFSA Journal 2013;11(10):3409.


    BILAG

    I bilaget til forordning (EU) nr. 432/2012 indsættes følgende række i den alfabetiske rækkefølge:

    Næringsstof, andet stof, fødevare eller fødevarekategori

    Anprisning

    Betingelser for anvendelsen af anprisningen

    Betingelser og/eller begrænsninger for anvendelsen af fødevaren og/eller supplerende erklæringer eller advarsler

    EFSA Journal

    Registreringsnummer i den konsoliderede liste, som er forelagt EFSA til vurdering

    »Kulhydrater

    Kulhydrater bidrager til genetablering af en normal muskelfunktion (sammentrækning) efter højintensiv og/eller langvarig fysisk træning, der medfører muskeltræthed og udtømning af glycogendepoterne i skeletmuskulatur

    Anprisningen må kun anvendes for fødevarer, der giver kulhydrater, som nedbrydes i menneskets stofskifte (med undtagelse af polyoler).

    Forbrugerne informeres om, at den gavnlige effekt opnås ved et indtag af kulhydrater, fra alle kilder, på 4 g pr. kg legemsvægt, i doser, inden for de første 4 timer og ikke senere end 6 timer efter højintensiv og/eller langvarig fysisk træning, der medfører muskeltræthed og udtømning af glycogendepoterne i skeletmuskulatur.

    Anprisningen må kun anvendes for fødevarer, der er bestemt til voksne, som har udøvet højintensiv og/eller langvarig fysisk træning, der medfører muskeltræthed og udtømning af glycogendepoterne i skeletmuskulatur

    2013;11(10):3409«

     


    Top